The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23843Visninger
AA

22. The days I had my innocence...are gone by far

Amy sagde ikke noget i lang tid og hun bed sig eftertænksomt i læben som om hun stadig overvejede hvad hun kunne få mig til at give afkald på. Kvalmen var begyndte at gnave i mig og jeg kløede mig nervøst på armen konstant. Amy smilede og jeg vidste at hun nød at torturere mig på denne måde - hun var her for at sige tak for sidst og hævne sig på mig, for ingen skulle dirigere hende rundt i manegen. "Jeg vil have en date," fortalte hun mig endeligt og det gitter af nerver, som havde presset sig sammen om min brystkasse gav efter og lod mig trække vejret igen. "Okay, helt sikkert! Det kan vi da bare finde ud af!" svarede jeg energisk og smilede stort til hende. Det overraskede mig at hun ikke ville have andet, for helt ærligt at finde hende en date var som at klø sig selv i nakken. Som tidligere nævnt var hun jo gudesmuk og selvom hendes personlighed var ret så skrækkelig så behøvedes jeg jo ikke lufte den detalje for bejleren. Det nagede dog en smule i mig at hun kom til mig for at få dating-råd, men så længe jeg kunne få fat i den kontrakt og dermed købe hendes diskretion så var det, det hele værd. Dog viste det sig hurtigt at sagen ikke var så let og lige til, som jeg havde forestillet mig - der var altid et twist. "Ikke med hvem som helst, Sunshine, men jeg sætter pris på din entusiasme" smilede hun med et snobbet udtryk plastret til hendes ansigt. Det gibbede i mig og mine hænder fandt atter vej til hinanden - gnide, gnide og vride...irriterende! Da stilheden lagde sig om os tjekkede jeg min mobil og nu håbede jeg at drengene ville hold sig væk fra lejligheden til Amy var gået. Hvis de kom valsende ind mens hun sad her og afpressede mig, så var det ikke til at sige hvad hun ville gøre.

"Jeg vil have en date med Zayn," sagde hun som om hun var på restaurant og bestilte dagensret. Mine øjne fokuserede straks på hende og ærgrelsen var sikkert tydelig i mine blå øjne. Hvis et blik kunne dræbe, så havde Amy været a goner by now. Desværre kunne mit blik ikke gøre andet end at få hende til at grine selvtilfredst, på trods af kulden jeg udsendte. Den typiske kulde som bulrede fra mit dybeste indre og ud igennem resten af min krop var vendt tilbage og jeg kendte den alt for godt. "Amy---" indvendte jeg, men hun afbrød med sin nasale og krævende stemme. "Faktisk vil jeg gerne have en double-date, dig, Liam, Zayn og jeg," tilføjede hun og nu gik hun over til sin anden overlegenhedssignatur - hendes pegefinger gav sig til at lege med en platinblond lok. Mest af alt havde jeg lyst til at råbe ad hende, græde eller slå hende, men at græde ville bare overrække hende sejren og at slå hende var ikke lige det der ville vende min karriere rundt. Jeg valgte at blande vreden der boblede i mit indre med en anklagende tone. "Du lovede at lade Zayn være i fred!"

Hun trak på sine små skuldre og så mig indtrængende i øjnene. "Sikkert, men løfter kan brydes. Desuden så krydsede jeg mine fingre bag min ryg, så det var aldrig rigtig et løfte..." sukkede hun ligegyldigt og nu blev hendes attitude for meget for mig og jeg rejste mig voldsomt fra sofaen. Det var simpelthen umuligt at sidde stille og se til mens hun trumfede henover mig og pegede på de ting hun ville have. "Du kan ikke gøre det her!" "Jo, jeg kan og jeg vil," sagde hun roligt og rejste sig også så hun kunne se direkte på mig. Det irriterede mig grænseløst at hun efterabede mig fra dengang jeg bad hende om at holde sig fra Zayn. "Hør her Hal, bare få det til at ske og dette stykke papir vil være dit til at rive i stykker, brænde eller hvad du nu har lyst til at gøre med det," sagde hun og lagde en hånd på hver af mine skuldre, som for at berolige mig, men ydmygelsen var for stor og jeg rystede dem arrigt af mig, hvad fanden bildte hun sig ind! "Amy, jeg kan ikke hjælpe dig," hvæsede jeg af hende og så hvorledes hun lo kort, for at vise mig at hun ikke troede på mine ord. "Du skal heller ikke hjælpe mig søde, jeg kan derimod hjælpe dig med at holde på dine hemmeligheder," konstaterede hun sødeligt og det var ualmindeligt svært at acceptere, at hun havde ret. "Jeg kan ikke," nægtede jeg og min styrke overraskede hende lidt, men ikke længe nok til at hun opgav sine ordrer. "Kan ikke eller vil ikke? For set herfra har du ikke noget valg, Hal."

"For to måneder siden kunne du have narret mig med de ord Amy, men jeg har lært meget siden og en ting er sikkert, du altid har et valg!" irettesatte jeg hende, men hun kunne ikke tage mig seriøst. Alligevel fandt hun en alvorlig mine frem til hendes næste udtalelse. "Hvor fascinerende, og selvfølgelig har du et valg. Desuden hvad har du at miste?" gav hun mig ret mens hun nikkede let og forstående med hovedet. Hendes glatte ansigt og de smilende øjne ændrede sig hurtigt fuldkomment. "Nårh ja, det er rigtigt, ALTING!" bjæffede hun og sendte mig et koldt og ondskabsfuldt smil. Nu begyndte de benægtede tåre at presse sig på i krogene af mine øjne, men jeg nev mig selv hårdt i armen for at tage mig sammen. Amy havde the upper-hand, det var en kendsgerning. Hvis jeg ikke gjorde som hun sagde, så ville hun bruge alt det hun havde imod mig og drengene ville finde ud af det hele! I mit hjerte vidste jeg godt at de nok ville finde sandheden på et tidspunkt uanset hvad jeg gjorde lige nu, men jeg ønskede desperat at fortælle dem det hele selv. Hvis Amy eller sladderpressen gjorde det for mig ville de højst sandsynlig udelade dele af den og selvom løgnene efterhånden havde stablet sig op overalt, så fandtes der også sande følelser i mig som ingen andre kendte til. Følelser, som var langt stærkere end trangen til at genopbygge min skrantende karriere, følelser, som var det eneste der virkelig betød noget hvis i dag, var den yderste dag. Hvis jeg skulle miste Harry's støtte, Niall's omtanke, Louis's kærtegn, Liam's betænksomhed og Zayn's varme, så skulle det være fordi jeg selv så dem alle i øjnene og indrømmede min falskhed. Jeg måtte under ingen omstændigheder miste drengenes venskab og kærlighed uden at de kendte til disse følelser og hvad de egentlig betød for mig alle som én. Jeg måtte træffe en beslutning, give efter for Amy's opkrævninger og erkende nederlaget eller kæmpe for det jeg troede på og nægte Amy alting hårnakket - jeg vidste jo hvad begge scenarier ville ende med og alligevel var ingen af dem tiltalende. Mine øjne flakkede henover New York City's tårnhøje skyskrabere. Vejret var køligt og himlen var dækket af mørke skyer - der var overhængende fare for skybrud. Et neonskilt blev tændt og blinkede rødt til mig, hvilket fik mig til at vende mig bort fra vinduet og den virkelige verden. Lige nu var jeg fanget i et frygteligt parallelt univers. Amy så afventede på mig og trippede lidt på stedet, mens hendes fingre trommede mod stuebordets marmor - hun havde sat sig ned igen.

Jeg så ned på mine fødder, som også rykkede uroligt på sig selv. "Fint, jeg skal nok sætte det i stand," gav jeg efter og min stemme var svag og fyldt med skam - hun havde fanget mig. Nederlaget gled gennem mig og min krop føltes let og ubrugelig. I så lang tid havde jeg holdt hende stangen og væk fra drengene, men nu havde hun fundet bagindgangen, som hun let som ingenting kunne smutte indad. Zayn var hendes hvad enten jeg ville det eller ej! Jeg havde altid mindet Amy om at han ikke var a piece of meat, men nu havde jeg selv lige solgt ham som en genstand - de uskyldige usandheder som jeg havde smidt omkring mig, var blevet erstattet af korrupte altødelæggende løgne. Løgner, løgner, løgner, forræder! - bankede jeg mig selv i hovedet med fra indersiden. "Hvad får jeg til gengæld?" spurgte jeg og var godt klar over at jeg udfordrede hende, men jeg kunne ikke tillade en fuldkommen overgivelse - Haley James can't be tamed - mindede jeg mig selv om, men effekten var ikke specielt mærkbar. "Pas nu på Hal," advarede Amy mig og kom hen mod mig. "Jeg er glad for at du er kommet til fornuft og daten redder selvfølgelig dit skind. Lucky you!" grinte hun og klappede mig flabet på kinden - lysten til at nappe ud efter hende vendte tilbage. "Hvad med kontrakten?" spurgte jeg vovet og kastede et langt blik efter papiret hun endnu knugede i sin hånd. "Den beholder jeg til daten er overstået, du skulle jo nødig snyde mig," smålo hun og viftede kontrakten lige i ansigtet på mig bare for at hovere en ekstra gang.

"Hvad så med bagefter?" Jeg følte mig som en ordentlig Spørge-Jørgen, men jeg måtte være helt sikker på hvad denne aftale gik ud på så hun ikke ville være i stand til at snøre mig en gang til - det her var mere end rigeligt. Et veltilfredst smile formede hende ansigt en smule mere hjerteformet og hun svarede lykkeligt og drømmende på mit spørgsmål: "Hmm, så vil Zayn og jeg forelske os vanvittig meget i hinanden og leve lykkeligt til vores dages ende...". Jeg fik lyst til at knipse ad hende for at få hende til at vende tilbage til den virkelige verden, men jeg droppede det og lod hende stå og glo fjoget ud i luften. Amy snurrede rundt på sine stilletter så det sendte en vind gennem hendes lette sommerkjole og hun begyndte at forlade stuen. "Hvilket er mere end jeg kan love dig for din fremtid, men det ser ud til at du lige har købt din frihed - Godt valg!" råbte hun til mig og lyden af hendes hæle mod gulvet rungede gennem hele lejligheden - gys! Da jeg var sikker på at hun var forsvundet spænede jeg ud til døren og låste den forsvarlig før jeg atter vendte tilbage til stuen. Udenfor var skyerne virkelig trukket sammen og jeg håbede inderligt med alt der var i mig, at det ville begynde at øse nedover Amy og hendes store overforædte ego!

***

En times tid senere kom drengene larmende indad døren, men min sløve krop orkede ikke at røre sig ud af stedet. Lejligheden lå hen i mørke, for da Amy havde forladt bygningen var jeg langsomt sunket sammen i sofaen. Her lå jeg endnu rullet sammen som en kugle, med benene trukket op under mig. Dette var den eneste måde hvorpå jeg havde formået at få samling på mig selv. Jeg var i syv sind og vidste hverken ud eller ind. Det bekymrede mig at hun stadig gik rundt med kopien af den kontrakt, som indeholdte alt hvad jeg havde foretaget mig de sidste fire måneder, den kontrakt som aldrig skulle være indgået. Mit spil var ved at blive for højt og det føltes af og til som om jeg hver dag rykkede et skridt tættere på afgrunden. Det eneste der fik mig til at ligge stille og ikke fare rundt som en vanvittig med et kæmpe adrenalinchok, var forsikringen om at Amy trods alt havde lovet mig noget - uheldigvis, var hun jo lige så tilregnelig som nitroglycerin.

"Hallie?"

"Hay?"

"Hales?"

De var begyndt at lede efter mig og kalde på mig, men mit stemme bånd rørte sig ikke. Ordene jeg ønskede at presse udover mine læber klæbede sig fast på indersiden af min hals og var ikke til at rive fri.

"Haley?"

"Hallie Bear?"

Deres kalden og søgen var nu blevet mere hektisk og bekymret. Pludselig mærkede jeg noget tungt ovenpå mig og det stod klart at nogen havde sat sig på mig i mørket. "Ouch!" udbrød jeg og personen fór op. "Her er nogen, tænd lyset!" skreg han forskrækket - det var Niall med hans irske udtale. "Selvfølgelig er her det," bjæffede jeg mere aggressivt end ønsket tilbage. Lyset blev tændt og jeg måtte knibe øjnene tæt sammen for at kunne se drengene, som alle stod på linje henne ved den ene væg. "Er du okay?" spurgte Louis forfærdet og jeg sendte ham et undrende blik, men nikkede svagt. "Er du sikker?" nu var Zayn foruroliget gået hen til mig. Jeg lod mine hænder undersøge hele mit ansigt grundigt, for at afgøre om jeg stadig lignede mig selv eller om der var noget om snakken. "Du ser ikke ud som om du har det så godt," indvendte Liam og lagde sin hånd på min pande. Den føltes kold mod mit ansigt og det gik først op for mig nu hvor overophedet jeg egentlig var. "Det er ikke noget," smilede jeg af deres bekymrede ansigter og trak på skuldrene. Hurtigt smuttede jeg ud af kredsen de havde dannet rundt om mig og forsvandt ind på badeværelset. Da jeg tændte lyset og mødte mit spejlbillede kunne jeg dog godt se hvad de mente. Min mascara var helt tværet ud, så jeg mest af alt lignede en panda og mine kinde så hævede og røde ud. Jeg følte mig ikke syg, men jeg måtte indrømme at en feberagtig varme bølgede gennem mit hoved og overkrop. For at berolige mig selv og få min hud tilbage til dens normale temperatur tændte jeg for det kolde vand og lod det plaske køligt mod mit ansigt. Dråberne gled roligt ned af mine kinder og jeg blinkede vandet ud af mine øjenvipper før jeg så mig i spejlet. Jeg så undersøgende på mig selv og afgjorde at jeg så en anelse mere frisk ud, selv heden var forsvundet en smule, jeg trængte sikkert bare til søvn og afslappelse efter at Amy havde raseret. "Hallie?" spurgte Liam og puffede døren op. Jeg mødte ham med et smil og lagde armene om hans nakke. Han lo lidt af mig og fangede mit blik. "Bedre nu?" Jeg nikkede ivrigt og kyssede ham hastigt på kinden, før jeg gav slip på ham og ville til at gå. "Tror du virkelig at du slipper så let?" drillede han og lagde en finger på sin anden kind. Overgivende lænede jeg mig hen til ham for at adlyde hans ønske, men han greb hurtigt fat om mine arme og holdt mig fast. Let som ingenting fik han mig hevet ind i sin favn, hvor han fangede mine læber. Længe lod han sine læber lege tagfat med mine og kortvarigt sendte han en mængde kildende kys nedad min hals og nakke. "Liam," fnes jeg og begyndte at vride mig legesygt ud af hans arme.

"Vil I være med til at se...oops!" råbte Harry bagved os, men holdt straks inde da han så hvad vi havde gang i. Grinende vendte han sig væk og listede af samme vej tilbage hvor han kom fra. "De står og kysser ude i gangen." Hørte vi ham sige inde i stuen og vi brød begge ud i latter. Liam kyssede mig let på håret og førte mig tilbage i stuen. De andre havde hentet tæpper og snacks og havde indrettet sig både i sofaerne og på gulvet til en hygge film-aften. Lykkeligt rystede jeg nerverne af mig og gav mig selv lov til at slappe af. Film-maraton var lige det jeg havde brug for til at glemme alt det, der var sket. Normalt ville folk nok sætte sig ned og snakke med deres venner om alt det der var foregået, men det stod klart at jeg aldrig kunne røbe noget overhovedet, hvor meget jeg en ønskede at dele det med drengene! Keep playing the lying game - fortalte jeg mig selv og var lige ved at sukke, men nåede at holde det inde. Det sidste jeg ønskede lige nu var fem par spørgende øjne på mig. Jeg havde desperat brug for drengenes varme og fjollede humor, ikke deres undren. Louis var allerede henne ved tv'et for at imitere en eller anden skuespiller og dømmende fra de andres grin gik det ikke særlig godt, men det var underholdende. "Nårh, der er I!" skraldgrinede Niall og klappede en madras ved siden af sig. "Hvad skal vi se?" spurgte jeg interesseret og gav Liam's hånd et kærligt klem før jeg lagde mig ned til Niall. "Zombieland," afslørede Zayn mørkt og sendte mig et prøvende smil. Mit ansigt skiftede hurtigt fra smilende og afslappet til anstrengt og en smule skræmt. "Bare rolig den er helt vildt morsom, plus lidt splatter!" konkluderede Louis og faldt ned i skødet på Harry som så afvejende på mig. "Best of both worlds," sagde jeg anstrengt. "Du kan jo altid tage Liam og gå ud i gangen igen," drillede han og jeg kylede en fritliggende pude efter ham. "Sæt den nu bare på!" svarede jeg udfordrende og forsøgte at bilde mig selv ind at jeg elskede splatterfilm omhandlende zombier. "Er du sikker? Sådan bombesikker?" spurgte Liam og blinkede til mig. "Nej, for en bombe er aldrig sikker," svarede jeg barnligt og rullede med øjnene. "Jeg elsker zombier og splatter, bring it on!" løj jeg og fokuserede mine øjne på skærmen.

"The first lie sets you free, the next one gets you addicted and the third one corrupts you." - uanset hvem anonym var så havde han, hun, den eller det ret...

______________________________________________________________________________________________

Kære dejlige læsere

Jeg rejser til USA her det næste stykke tid, så der kommer nok til at gå noget tid mellem de næste afsnit, men jeg vil

selvfølgelig gøre alt for skrive videre :) Jeg håber I vil blive ved med at følge min historie på trods af det og uanset hvad så skal I have tak for al støtten so far! <3

~Tess Towler~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...