The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
146Kommentarer
24978Visninger
AA

8. Take me back to before

Vi havde kørt i hvad der føltes som flere timer. Zayn og jeg havde ikke sagt et eneste ord siden vi forlod politistationen. På det seneste frygtede jeg at mine udtalelser måske havde skræmt ham så meget, at han endelig havde indset at jeg ikke var værd at kende. Alligevel kunne jeg ikke glemme hans sidste kommentar og den kørte på konstant replay i mit hoved. "Lad os stoppe her," foreslog Zayn og kørte ind til siden. Det var rart at høre hans stemme igen og det forsikrede mig om, at han ikke var helt klar til at flygte fra mig - endnu. Medmindre han havde tænkt sig at efterlade mig herude hvor byen slutter og ingenmandsland begynder tænkte jeg og så mig om før jeg steg ud af bilen. En tør og varm brise slog mod mig, hvilket fik mig til at smile. "'Så du og drengene er charmerende og uimodståelige?" spurgte jeg med en drillende interesse. Zayn så på mig erkendte, at jeg var ved at udfordre ham og han havde ret, for det var lige netop hvad jeg lagde op til. Jeg lænede mig op ad hans bil og lagde armene over kors og for at se tænkende ud begyndte jeg at studere horisonten. "Hvad er din pointe?" spurgte Zayn lettere irriteret og det frydede mig, at jeg var i stand til at gå ham bare lidt på nerverne. "Overvejede bare hvad I ellers kan, du ved udover at se godt ud og smile sødt?" Og der var den, min udfordring, jeg havde smidt handsken og jeg kunne tydeligt se at jeg havde provokeret hans stolthed, hvilket fik mig til at le. "Vi har masser af andre talenter, Hales." fortalte han mig og begyndte at gå langsomt hen mod mig. "Bevis det!" råbte jeg og gav mig til at løbe ind i bevoksningen langs med vejen. Bag mig kunne jeg høre grene der knækkede og blade der blev skubbet væk, hvilket afslørede at Zayn fulgte efter mig. Sådan løb vi rundt i nogen tid til jeg nåede frem til et udspring. Under mig strakte sig en dyb kløft og et vandfald plaskede ikke så langt derfra. Uden helt selv at være herre over mine bevægelser fulgte jeg lyden af det rislende vand og frøs på stedet da det gik op for mig hvor vi var. Mit blik blev mødt af en mørk og blank sø omringet af skov og derovre få meter væk faldt vandet fra et hul i klippevæggen ned i søen. I chok og frygt trådte jeg et skridt tilbage og kunne ikke få et ord frem selvom jeg kunne høre Zayn kalde på mig. Hvordan var vi endt op her? Her af alle steder? Hvorfor havde jeg ikke lagt mærke til det?!

Vinden var lun og selvom solen endnu brændte mod min hud frøs jeg som aldrig før. Selv da Zayn endelig fandt mig og slog armene om mig, frøs jeg. Min hud registrerede med det samme hans berøring og hans kropsvarme, men det var som om kulden jeg følte kom indefra og holdt alt andet på afstand. "Fanget!" grinte han, men opfangede hurtigt at noget var galt. "Hales?" han viftede sine hænder foran mit ansigt, men igen trængte kulden det ude. Han så frustreret på mig og jeg ville fortælle ham, at dette intet havde at gøre med ham, nej det var stedet, men også min stemme var frosset til. Det var søens blanke vand, søbredden og det styrtende vandfald - dette var mit og Kaitlyn's sted. Vi tog altid herud når mor og jeg havde skændtes, når jeg mistede endnu en kæreste eller når livet i byen bare blev for meget. Kaitlyn elskede den her plet og det var her jeg havde lært hende at svømme da vi var små - dette sted var vores helligdom og fristed, et sted hvor ingen eller intet kunne såre os. Nu var det blevet degraderet til et smertefuldt minde om den søster jeg ikke længere havde og den mor, som ikke en gang kunne se mig i øjnene for blot at fortælle mig, at alt nok skulle ordne sig.

"Haley, for den da! Hvad har jeg nu gjort?" råbte Zayn og frustrationen i hans stemme fik til sidst trængt sig vej igennem mine blokeringer. Som om jeg trådte ud af en trance glippede jeg med øjnene og vendte tilbage således at vores blikke mødtes. "Kan vi tage hjem...eller bare et andet sted hen?" spurgte jeg tomt og forvirret, mens jeg så fra Zayn til søen og tilbage igen. Hans svar lod vente på sig og jeg hørte også tydeligt det suk der undslap hans læber, skønt han gjorde et forsøg på at skjule det. "Hvad foregår der Haley? Det ene øjeblik leger du drillesyg teenager og det næste står du frosset fast til søbredden som en isdronning..." igen var hans følelser ikke svære at spore i hans stemmeføring. Jeg så ned og for en kort stund sårede det mig, at han havde droppet mit kælenavn, men det var virkelig ikke et godt tidspunkt at føle sig personligt tøsefornærmet på - jeg måtte redde mig ud af denne akavede situation på bedst mulig måde.

"Zayn, det er ikke dig det er--" begyndte jeg. "...det er mig." afsluttede han min sætning, rystede opgivende på hovedet og begyndte at gå tilbage til bilen. Damn! Flot, Haley du er kommet godt ud af det med One Direction i mindre end to dage og nu har du allerede ødelagt det for dig selv! Normalt ville jeg stædigt være blevet stående indtil fyren kom tilbage efter mig, men denne gang var jeg langt hjemmefra og nærrede ikke noget større ønske om at blive her, så jeg glemte alt om stolthed og fulgte efter i Zayn's fodspor.

Bilens motor var allerede blevet startet og langt væk fra kunne jeg lige ane Zayn's stærkt optegnede profil, som sad afventende i bilens førersæde. Jeg nåede lige at lukke bildøren og spænde sikkerhedsselen før han trykkede speederen i bund og svingede skarpt ud på vejen der førte tilbage til New York. "Zayn, jeg..." prøvede jeg, men min stemme døde hen, for ærlig talt så havde jeg ingen idé om hvad jeg skulle sige. Han havde jo ret! Jeg opførte mig besynderligt og svingede mellem åbenhed og iskold afvisning. "Haley, du behøves ikke forklare, for uanset hvad du siger så fatter jeg det simpelthen ikke." konstaterede han en smule hårdt og tog sig ikke tid til at se på andet end vejen. Heldigvis satte hans udtalelse gang i min stædighed og jeg gav ham grunden bag min mærkelig håndtering af vores lille eventyr - eller i hvert fald kom jeg så tæt ind på den virkelige grund så muligt.

"Den sø vi lige besøgte plejede at være min søster og jegs særlige sted, men jeg har ikke set hende længe. Vi har mistet vores tætte bånd, derfor var det bare et ubehageligt gensyn med sandheden og min fortid," løj jeg og fik næsten kvalme da jeg hørte mig selv bruge ordet "sandhed". Alt hvad jeg lige havde sagt var lagt fra sandheden, men jeg havde kun kendt Zayn og de andre i omkring en uge og selv ikke Amy, som jeg havde kendt i to år vidste at Kaitlyn var død. Den eneste der kendte den virkelige sandhed var Jake, resten af verden troede at min kære søster opholdt sig sammen med min mor i Europa. Nogle dage tog jeg mig selv i også at være overbevist om, at hun lo og smilte et sted ovre på den anden side af Atlanten skønt jeg selv havde været med til at bisætte hende for seks måneder siden. Dette havde lært mig at løgne var usunde for enhver og alligevel kunne jeg ikke holde mig fra at gøre brug af dem så snart nogen kom mig for nær - en løgn kan befri dig fra sorgens, frygtens og ensomhedens lænker, men i det lange løb vil virkeligheden indhente dig.

Zayn lyttede tavst til min beretning og såkaldte indrømmelse, men hans svar blev ikke til mere end et kort og lavt mumlet okay, som om han ikke helt godtog det, men på den anden side heller ikke gad bore mere i det.

***

Resten af køreturen havde været en lang stilhed og det var en lettelse at træde ind af lejlighedens dør, som var fyldt af de andre drenges glade stemmer og latter - det var som at vågne i armene på én man holdt af efter en frygtelig drøm. "Hallie? Zayn? Hvor har I dog været henne, vi var så nervøse for jer!" udbrød Louis, da han fik øje på os indefra stuen. "Ja, jeg kan se at I er frygtlig knuste og tynget af bekymring," svarede jeg flabet og nikkede i retning af Tv’et og popcornene. Louis grinte og hans omfavnelse kvaste mig næsten. Zayn stod og så på os for en stund inden han gik lige forbi os og forsvandt ind på sit værelse. "Humørsyg much!" grinte Niall og jeg grinte fraværende, mens mine øjne hvilede på Zayn's dør. Hvad var hans problem?

Liam rejste sig og gav mig et klap på skulderen i det han gik stille forbi os og forsvandt ned af gangen. Man kunne tydeligt høre, at han snakkede med Zayn og et stik af anger jog gennem mig. Jeg valgte at ignorere det og fokuserede i stedet på drengenes konstante opfordringer om at slå sig ned sammen med dem. De forsikrede mig oveni købet om, at jeg ikke skulle bekymre mig om Zayn, for det var jo ikke min skyld - de skulle bare vide tænkte jeg og sukkede.

Tre film og alt for mange popcorn senere var Niall, Harry, Louis, Liam og jeg ved at falde om af træthed og ingen af os orkede at gå ind i vores senge. Liam var vendt tilbage til stuen efter at have siddet inde på Zayn's værelse i en halvtimes tid og det eneste han fik ud af ham, var at han ville gå i seng. "Skal vi ikke bare campere herude?" spurgte Niall søvndrukkent og lagde sit hoved tilbage på min mave. De andre erklærede sig enige og få minutter senere kunne man høre en let snorken fra både sofaerne og gulvet. Alle sov undtagen jeg og det skulle undre mig hvis Zayn overhovedet var gået i seng. Forsigtigt løftede jeg Niall's forholdsvis tunge hoved og klemte mig op af sofaen, hvorefter jeg på listefødder bevægede mig ned ad gangen. "Det nytter ikke noget Hallie," sagde Liam pludseligt og jeg fór sammen. Et kort øjeblik støttede jeg mig op af væggen for at få styr på min hjerterytme. "Liam, det er min skyld, derfor må jeg også sørge for at det går i orden igen," forklarede jeg ham. Han stod nu henne foran mig. "Hvordan er det din skyld?" spurgte han og lagde sit hoved let på skrå. Jeg ville have elsket at indrømme det hele til Liam, men i stedet løj jeg, for det var snart det eneste jeg for alvor var god til. "Jeg sagde bare noget dumt i eftermiddags, som jeg burde sige undskyld for," sagde jeg simpelthen og han smilede - jeg elskede hans smils varme, men i dette sekund gav det mig ikke andet end kvalme. Fy for en ækel løgner jeg var blevet!

***

Først efter mit tredje bank blev døren åbnet og mit blik blev mødt af Zayn i bar overkrop og natbukser. Jeg så væk og var lige ved at rødme. "Du holder vist af natbesøg," drillede Zayn og da jeg mødte hans blik var vreden fra tidligere borte. "Undskyld, Zayn jeg skulle have fortalt dig det før vi..." "Glem det, jeg overreagerede. Din søster betyder tydeligvis meget for dig og jeg er ked af at I ikke kan ses oftere," sagde han og afviste min undskyldning - One Direction er bare helt igennem gentlemen, selv over for sådan nogle mennesker som mig - én dag må jeg bede dem alle om forladelse...uanset hvad det kommer til at koste mig! "Lige mine ord," hørte jeg Kaitlyn fortælle mig og jeg smilede ved tanken om hende. "Skal du stå og smile fjoget der hele natten eller må jeg gå i seng nu?" kluklo Zayn og fik mig til at rulle med øjnene. Han forsvandt ind bag døren og jeg fik på mirakuløsvis lagt mig tilbage på sofaen uden at vække hverken Liam, Louis, Harry eller Niall, som stadig troede, at han sov med hovedet oven på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...