The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23838Visninger
AA

37. Stepping out of the shadow

Jeg lænede mig tilbage mod stolens ryglæn og så mig om. Uret på væggen afslørede at mit kapløb med tiden var sat i gang. I løbet af få øjeblikke kæmpede den store viser sig forbi den lille og klokken slog 15.00. Stresset kastede jeg et blik på min telefon, der indeholdte min tidsplan for i dag.

- 9.00 Interview - The Ellen Show

- 10.30 Photoshoot til ny single - Close To Tears

- 12.00 Promovering af hitsingle - Losing You

- 12.45 Signering

- 16.00 Kontraktmøde

Det meste på listen var overstået, men jeg vidste, at den bare ville starte forfra i morgen. De seneste par uger efter, at drengene var rejst havde jeg nær druknet mig selv i arbejde. Det var ikke fordi jeg nød at lave noget konstant, men det var det eneste der formåede at distrahere mig fra alt det der gjorde ondt. Det lyder måske som om jeg ikke satte pris på alle mine fans, men jeg vidste godt hvor privilegeret jeg var. På trods af det arbejdede jeg nok for hårdt ifølge psykologer og andre hjernevridende personer, men foruden denne adspredelse ville jeg miste mig selv totalt...igen. Ser I af og til tog jeg mig selv i at se en af drengene i mængden, men måtte slå det hen ved at le af mig selv - så kan man da tale om at gå fra forstanden! 

"Hey superstar!" hilste en velkendt stemme og jeg så forfjamsket op fra min telefon. Mit blik vandrede hektisk henover forsamlingen af spændte og afventende fans, som stod i kø for at se mig. Deres blikke mødte lykkeligt mit og af og til brød en af dem ud i et glædeshyl - jeg gengældte det alt sammen med et varmt smil. "Heromme," lo stemmen igen og jeg drejede mig rundt i sædet efter lyden. "Jake hej, jeg vidste ikke, at du ville være her i dag?" svarede jeg spørgende og rejste mig for at give ham et let klem. Jake smilede med sine brune øjne og trak lidt på skuldrene idet vi gav slip på hinanden. "Det var sådan set heller ikke planen, men jeg hørte bare, at du var ved at blive oversvømmet af fans," smålo Jake tilbage og fandt en fri stol at sidde på. Han satte sig omvendt på den og lagde sine arme tilrette på stolens ryglæn. Jeg grinte lidt af ham og kastede så et blik udover rummet endnu en gang. Han havde ret, fremmødet var helt overvældende.

"Ja, det er vanvittigt, der kommer bare flere og flere for hvert minut der går. Jeg kommer til at få travlt," forklarede jeg og sank eftertænksomt den klump af nervøsitet, som havde bygget sig op i min hals. "Nu vi taler om at have travlt, så skulle du måske call it a day. Du ved pakke sammen og tage hjem..." Jake rømmede sig alvorligt og så bekymret på mig, som om jeg var blevet dødeligt syg i løbet af de sidste fem minutter. Et dramatisk suk forlod mine læber og jeg lagde mine ben over kors. "Tage hjem, hvorfor?" spurgte jeg opgivende og tænkte på alle de folk som endnu stimlede sammen i det snart overfyldte lokale. Der var kun få meter mellem det bord jeg sad ved og så køens begyndelse. Big John og et par andre bodyguards forsøgte at holde styr på massen, mens jeg sad vendt bort fra dem og snakkede med min betænksomme næsten-fyrede manager - han havde et par måneders opsigelse.

Jake så sig beklemt om og rodede med noget i sin lomme. Han lignede mest af alt et forvokset barn, der desperat forsøgte at holde på en hemmelighed, som var for god til at holde for sig selv. "Det her brev kom til dig i morges," svarede Jake endelig og rakte mig en hvid konvolut hvis hjørner var let bøjede. Bagsiden havde et ret så officielt stempel og frimærket afslørede, at afsenderen var fra Storbritannien. Et håb voksede i mit bryst og sendte varme ud gennem mine blodbaner - var det fra en af drengene? Måske Zayn eller Liam...eller Niall. Kortvarigt flashede Niall's sårede ansigt og tårefyldte blå øjne henover min nethinde, men mindet blev hurtigt afbrudt af min næste opdagelse. Brevet var brudt og flappen blafrede frit, idet jeg vendte det i luften. "Det er jo allerede åbent..." sukkede jeg irriteret og så bebrejdende på Jake. Han smilede skævt. "Har du læst mit brev!" udbrød jeg vredt og skuffelsen var malet på mit ansigt. Det kunne godt være, at jeg betroede ham med nærmest hvad som helst, men at læse min post det var sgu for stærkt! 

"Tag det nu bare, tag hjem, læst det, sæt noget god musik på og pak en kuffert, for du skal til London," beordrede Jake i et venligt toneleje og lukkede min hånd om brevets kant. Jeg vristede min hånd fri og lagde brevet fra mig. "London! Jake er det her endnu en af dine Haley-James-støder-tilfældigvis-ind-i-One-Direction-i-London-i-håb-om-at-de-tilgiver-hende-planer?" hvislede jeg irriteret af ham og prøvede at undgå, at omgivelserne hørte hvad der foregik - jeg ved ikke om det lykkedes...personligt har jeg jo intet held med mig. Frustreret over hans barnlige forslag trak jeg mine fingre igennem mit lange hår og så seriøst på ham - ville dette da ingen ende tage? Det var jo ikke første gang, at Jake forsøgte at bundefange mig i en eller anden latterlig plan og sidste gang gik det jo ikke lige frem godt. 

"Nej det er ej! Hør her, brevet vil forklare det hele, men i mellemtiden så pak sammen her. "pak sammen" i betydningen; ikke flere interviews, signeringer, photo-shoots eller andet arbejdsrelateret, bare dig alene med dig selv," erkendte Jake og hans nøjeregnende måde at tænke på gik mig grænseløst på nerverne. Desuden var tanken om "mig alene med mig selv" ret så skræmmende og på trods af at fyraften var tiltrængt, så følte jeg, at jeg havde en form for pligt til at blive hængende.  

"Jeg blev; nogen gange bliver man nødt til at blive i stedet for at stikke af." afsluttede Zayn diskussionen.

Forvirret over min hjernes tilbageblik, rystede jeg på hovedet, hvilket blot fik Jake til at fortsætte sine argumenter. "Træk vejret før du arbejder dig selv synd og sammen blot for at holde drengene på afstand." Han ramte hovedet på sømmet med den udtalelse, men jeg havde aldeles ikke lyst til at indrømme det. "Men Jake---" indvendte jeg og mit blik forsøgte at formane ham til at give op. "Nej Haley, not this time!" sagde han hurtigt og bestemt. Det stod klart, at der ikke var nogen vej udenom Jake Andrews i dag, uanset hvad jeg sagde. I stedet besluttede jeg mig for at drille ham lidt, så jeg vandt diskussionen på en eller anden måde - ifølge mig selv selvfølgelig, enhver anden ville have hevet Jake's arm i vejret og deklareret ham sejrherre.

"Jeg tror ikke en manager ville erklære sig enig i disse beslutninger Jake," grinede jeg og puffede let til ham. Fornærmet så han på mig og rullede med sine brune øjne. Min dril var måske en smule tarvelig, men som alle ved så har jeg aldrig været verdens sødeste person. ”Så er det jo heldigt, at jeg ikke fortæller dig det her som din manager, men som din ven," smilede han stolt tilbage - touché! Den havde jeg ikke lige tænkt over eller set komme. Jeg gengældte varmt hans smil og nikkede anerkendende til ham, det var godt at vide, at jeg havde en ven som Jake bag mig hele vejen. 

"Big John!" kaldte jeg ud og vendte mit ansigt om mod den virkelige verden. Jake's og min samtale havde taget en del af min tid, men jeg havde tænkt mig at følge hans bud - desuden kriblede og krablede det i mig  hver gang jeg tænkte på hvad brevet kunne indeholde. Big John kiggede i min retning og hans blik var afventende. "Gad du lukke døren af nu?" spurgte jeg ham og han nikkede som sagde han: "Roger that!". Lidt efter havde hans store muskuløse krop presset sig gennem menneskemængden og låst døren, så der ikke kunne vælte flere fans ind i dag. Mentalt skrev jeg en note til mig selv om at give mine bodyguards en sommerbonus, for at dømme ud fra deres nuværende ansigtsudtryk var dette ikke noget let job. Fansne var begyndt at blive urolige og små piger var i stand til at klemme sig ind alle vegne, med andre ord var det et rent helvede for dem at holde styr på alt, på en gang.

Et grin bølgede forsigtigt over mine læber og jeg vristede mine øjne fri fra nogle fans der dansede til en af mine gamle numre - dedikerede det var de! "Fint Jake, jeg pakker sammen, men ikke før jeg er færdig med at give autografer. De er alle kommet for at møde mig og jeg ville ikke skuffe dem," udtalte jeg mig diplomatisk og Jake's overraskede udtryk vidnede om, at jeg virkelig havde forandret mig meget. "Damn it, måske har jeg gjort for ansvarsbevidst," lo Jake og daskede ærgret ud efter mig. "Lev med det!" drillede jeg og slog en høj latter op. Jake rullede med øjnene en til gang og rakte mig endnu en konvolut. "Her er din flybillet, du rejser om ca. 12 timer og gør nu som jeg siger," kommanderede han og så indtrængende på mig idet han rejste sig. Lydigt nikkede jeg, men mit svar fik et flabet twist.

"See you around Jake," svarede jeg og klappede ham på overarmen inden jeg vendte mig bort fra ham. Forbløffende trak han sig tilbage og skulle lige til at gå, da en sidste detalje dukkede op i hans tanker. "Og få Big John til at køre dig hjem." "Ja, mor!" råbte jeg efter ham og han forsvandt vinkende ud af døren - endelig frihed tænkte jeg og smilede til en lille pige, der kom tøvende hen mod mig. Hun var vel omkring ti eller tolv. 

Hendes lyse hår bølgede nedad hendes ryg og krøllede rundt om hendes kønne ansigt - det var næsten som at se mig selv for otte år siden. De klare gråblå øjne lyste forventningsfuldt imod mig, mens hendes gang var nervøs. Jeg vinkede hende stille hen til mig. Hun lagde sine arme op på bordkanten og rakte mig en kopi af min seneste single - Losing you. "Hej hvad hedder du?" smilede jeg til hende. Ordene synes fanget indeni hende og jeg nikkede opfordrende til hende, da et enkelt ord gled lydløst over hendes læber. "Allison." blev det til og hun rødmede let under mit blik. "Allison?" gentog jeg og strammede grebet om min sorte tusch. "Det er et kønt navn," plaprede jeg løs for at mindske hendes nervøsitet, "Til en køn pige. Så hvordan har du det i dag Allison?" fortsatte jeg og så atter op på hende.

"Jeg har det godt...tror du One Direction kommer tilbage til USA?" boblede det ud af Allison og det var tydeligt, at hun havde brændt inde med det spørgsmål længe. I det øjeblik bandets navn slap fri i luften mellem os bankede mit hjerte pludselig hurtigere og min hjerne blev kortvarigt ledt tilbage på de sørgelige rester af vores venskab. "Altså, hvis du håber på det hver eneste aften inden du falder i søvn, så er jeg sikker på, at de vil komme tilbage," svarede jeg tænksomt og Allison brød ud i et bredt grin fyldt med skæve tænder. Jeg lo lidt for mig selv og mindedes Niall's tænder - aldrig havde skæve tænder klædt nogen så godt. "Hvad betyder det?" brød en lys pigestemme igennem mine tanker og jeg rystede forvirret på hovedet. Mit blik blev fanget af Allison's hånd, der førte CD'en jeg lige havde signeret tilbage over bordet. 

"Allsion, always be honest to the world and to yourself - Haley James <3" stod der henover forsiden på den. Jeg blinkede med øjnene som om jeg lige skulle genkende mine egne ord og jeg så forfjamsket ind i Allison's vidt åbne øjne. "Nogen gange kan det føles som om en løgn vil være i stand til at sætte dig fri, men sandheden er altid bedst - selv når den gør ondt..." forklarede jeg hende stille og hun pillede lyttende ved CD'ens skarpe kanter. Et smil gled indover hendes ansigt og et lille tak blev mumlet udover hendes læber. "Selv tak, sweetie."

Pigen forsvandt i mængden sammen med en kvinde der sikkert var hendes mor. Jeg sukkede nostalgisk og smilede som en anden idiot indtil den næste fan stillede sig op foran mig. "Hej, hvad hedder du?"

***

"Tak for liftet Sean," råbte jeg gennem vindpustene til fyren der sad bag rattet. Han nikkede, førte et par fingre op til panden som hilsen og svingede ud fra fortovskanten. Okay, så jeg brød Jake's regler lidt, men det var altså ham, der åbnede mit brev uden tilladelse! Barnligt, jeg ved det. Desuden var Sean bare en af de andre bodyguards så en hardcore crime-rider kunne man vist ikke kalde mig. Jeg grinte lidt af mine egne tankerækker og løftede noget hår ud af mine øjne. Desværre kasteden vinden det blot tilbage på rekordtid og til sidste gav jeg op og lod hårstråene filtre sig ind i mine øjenvipper.

"Velkommen hjem Haley!" hilste jeg til den tomme lejlighed og lod mine fingre glide nedover lyskontakten. "Tak, Haley," hviskede jeg for mig selv og smed mig dovent på sofaen idet den kom til syne i loftlampens hvidlige lys. Dagens mange pligter havde suget næsten al energien ud af mig og jeg ville bare trække i hyggesokker og T-shirt og falde om i min seng, men én ting holdt mine øjne åbne - brevet. Det forbandede hemmelighedsfulde brev, som Jake havde overleveret som om det var stemplet tophemmeligt - ironisk nok havde dets forsegling været brudt, so much for the right to a personal life! Nysgerrig som bare fanden og med spændingen pulserende i mine fingerspidser fandt jeg konvolutten frem. Jeg tænkte flygtigt på det ønske jeg havde kastet efter et stjerneskud for et par dage siden, lukkede øjnene stramt i og talte til tre.

1...mine fingre gled let ned i konvolutten og fiskede brevet frem.

2...jeg foldede selve det skrevne brev ud så det sendte en knitrende lyd igennem stuen.

3...jeg lod mine øjenlåg glide op og jeg stirrede på de sorte ord, der var trykt ind i det hvide papir.

Kære Haley James

Det glæder mig meget, på vegne af Brit Awards-komitéen, at invitere dig til dette års Brit Awards-show. Festlighederne afholdes i London og deres tilstedeværelse i Storbritanniens hovedstad ønskes mellem d. 23.-26. september 2012. Der er sørget for et førsteklasses hotel i centrum, bil med privatchauffør, samt personligt bodyguard-team.

Et privatfly vil afhente dem i New York City's hovedlufthavn JFK d. 21. september 2012, billet er vedlagt. Da de er nomineret i kategorien International Female Solo Artist vil de ved ankomsten mødes af en af vores PR-konsulenter, som vil guide dem igennem programmet for de følgende dage.

Vi er beæret over deres tilstedeværelse. 

Med venlig hilsen,

James Carmichael

Først blev jeg overvældet af skuffelse og lod brevet falde ned på stuebordet foran mig. Det var lutter officielle ord og fine fornemmelser, ikke en eneste hilsen fra nogen jeg kendte - i betydningen nogen af drengene. "Med venlig hilsen James Carmichael!" vrængede jeg irriteret og slog ud efter brevet, da mit hjerte lige pludselig stoppede sin banken. James Charmichael? Min hjerne kastede navnet frem og tilbage så det ekkoede indeni mit hoved. Med ét gik det op for mig hvem der var tale om; James Carmichael som i hovedarrangøren af The Brit Awards!

Hastigt kastede jeg min nåde på brevet og scannede atter indholdet. Jeg, Haley James var ikke bare inviteret til Brit Awards, jeg var nomineret! Jeg sprang op af sofaen og gav mig til at danse latterligt rundt om selv; "HELL YEAH! I'm back baby!!!" hylede og sang jeg - dog uden særlig megen harmoni mere totalt tonedøvt, men det var jo ikke pointen vel? Midt i mit glædesudbrud kom jeg uheldigvis til at hamre min tå ind et stoleben som jeg havde for vane at gøre det. Det resulterede i, at jeg endte i et falset toneleje hinkende rundt på et ben, hvorefter jeg praktisk talt snublede over min taske og faldt til jorden. Krampagtigt sammenfalden lå jeg så og bandede og svovlede over mig selv og smerten der dunkede i min tå, min hofte, armene, benene og ja hele min krop - gid Liam var her til at massere ømheden væk. "Som en dame," sukkede jeg af mig selv og rullede øjne af min håbløse situation. Var det muligt at se dummere ud? Var det tilladt at være så forbandet usikker på sine ben? Nej og nej! 

Min arrigskab drev dog hurtigt over og med fornyet energi fulgte jeg resten af Jake's ønskeliste:

- Tage hjem, tjek!

- Læse brevet, tjek!

- Glædesudbrud + hævet tå(personlig tilføjelse), tjek!

- Sætte musik på, 1...2...3...tjek!

- Pakke kuffert...tja, de tre jeg havde var jo sådan set ikke helt pakket ud siden jeg vendte tilbage til min egen lejlighed for to uger siden. Altså skulle der blot en smule om rokering til - nok var jeg en pige, men jeg havde jo ikke brug for at medbringe hele mit klædeskab. Tre timer, to vredesudbrud og én kuffert senere...tjek!

Udmattet og ude af stand til at samle mig om andet end at tænke: "hold da op hvor er jeg træt.", faldt jeg baglæns ned i min seng. Jeg kastede et sidste blik på flybillet og tjekkede endnu en gang, at jeg virkelig skulle rejse i morgen. En kildende fornemmelse voksede indeni mig, hvilket fik mig til at fnise ud i mørket. Natten havde lukket sig om New York City, så godt som den nu kunne lukke sig om en by der aldrig sover. Nede fra gaden hørtes endnu dytten og råben, latter og musik, med andre ord livet! På trods af disse poetiske tanker og spændingen samt nervøsiteten der voksede for hvert minut der gik, faldt jeg i søvn med et smil på læberne - drengene og hele min fantastisk fremtid var måske ikke så langt væk længere. 

***

Jeg lagde mig tungt henover læderkufferten i et forsøg på at lukke den, det stædige monstrum blev ved med at vride sig væk under mig eller lade dele af tøj stikke ud. Okay, i kuffertens forsvar så havde jeg tilføjet lidt ekstra til min rejsegarderobe siden i går, men man kan aldrig have for mange sko og smykker med. I den skære morgenluft ringede det pludseligt på døren og det lød nærmest som om det også kom bag på dørklokken selv. Dens skarpe ring skar spidst igennem rummet og selvom det pirrede min nysgerrighed lidt, så havde jeg ikke tænkt mig at springe op nu hvor jeg var så tæt på at lyne lynlåsen. Hvem end det var så måtte denne nogen vente på, at jeg vandt kampen med min kuffert - I may not win the war, but I will win the battle!

"Ja ja!" råbte jeg irriteret som om personen nede på gaden havde en jordisk chance for at høre mig, men som sagt havde jeg anbragt mig selv i en meget anstrengt position. Omsider lukkedes lynlåsen om sig selv og med sejren på min side afgav jeg et lille sejrshyl til omverdenen. Uden at tænke videre over det buzzede jeg dørklokkeringeren ind og afventede dennes kommen. "Haley?" blev der spurgt og selvom jeg stod med ryggen til døren så vidste jeg præcis hvem, der havde tilladt sig at træde indover min dørtærskel - og ærlig talt gav tanken mig myrekryb og nervøse trækninger.

"Wow, tænk at du har den frækhed at vise dit ansigt her!" hvæsede jeg af pigen med det platinblonde hår og grå øjne. Amy så kortvarigt ned, men jeg skulle ikke nyde noget af at falde for hendes billige tricks - ikke denne gang sweetheart! "Jeg ville bare forklare mig selv..." forsøgte hun og sendte mig et sødeligt smil. Det eneste hun fik til gengældt var et iskoldt blik, der fik hende til at krympe sig. Forsigtigt gled døren i bag Amy's spinkle figur og jeg kunne ikke lade være med at spærre øjnene op - forstod hun ikke et hint eller hvad? Jeg havde sgu da ikke inviteret hende ind til te!   

"Jeg ved godt, at du ikke vil høre det, men---" "Det har du fuldkommen ret i! Jeg fatter faktisk ikke, at du stadigvæk er her!" afbrød jeg hende og for hvert ord fik jeg hisset mig selv mere og mere op. Det gik mig forfærdeligt på, at hun altid formåede at dukke op og drive mig til vanvid, når alting endelig gik bare lidt godt. "Jeg er ked af det okay," hviskede hun og gned sig frustreret henover panden. Jeg slog en hånlig latter op og havde virkelig ikke tænkt mig at tage mig af det her. "Nej det er ikke okay Amy. Jeg ved godt, at vi ikke var venner, aldrig har været det og der er nok heller ikke noget håb, for at vi bliver det i fremtiden, men du afgav et løfte. Og jeg er bedrivende ligeglad med hvor mange fingrer du krydsede bag din ryg, et løfte er et løfte," bjæffede jeg videre og havde nær tilføjet at et løfte vist ikke var et løfte når det var en løgnagtig forræder, der afgav det, men den kommentar ville ikke rigtig støtte op om mine egne argumenter. "Jeg ville bare have hævn..." mumlede hun lavmælt, som om hun angrede det, men hendes blanke hår der røg en tur over hendes skulder løj ikke - én gang falsk, altid falsk.

"Hævn? Efter jeg gav dig Zayn?" måbede jeg og tog mig til hovedet. Amy kneb sine katteøjne sammen og hendes mund blev spidsere idet hun talte. "Du tog ham tilbage! Du bad ham droppe mig og det gjorde han så den dag i studiet!" Billederne fløj henover min nethinde og pludselig hang det hele meget bedre sammen, ikke at sammenhængen gjorde det bedre. "Droppede han dig? Amy, jeg bad ham ikke om noget som helst med hensyn til dig, jeg holdt mig væk fordi det var hvad vores aftale bød mig," forklarede jeg og selvom denne samtale gav mig kvalme, kunne jeg ikke forhindre et skævt smil i at forme mine læber. "Hvad?” åndede Amy ud og hendes ben blev sløve i få sekunder. Hun støttede sig til sofaryggen og rømmede sig beklemt. "Dermed blev du virkelig droppet af selveste Zayn Malik og ikke en Zayn Malik med Haley James i halsen. Det må være ret surt at blive droppet af to superstjerner," konkluderede jeg og gav mig til at trippe afventende på stedet, jeg havde virkelig ikke tid til det her! Mit fly ville lette om mindre end en time.

"Hvis bare jeg havde vidst det..." begyndte Amy, men stoppede sig selv. Roligt gik jeg tættere på hende og kastede et bedømmende blik på hende. "Hvad så? Ville du have glemt alt om at hælde rød maling udover mig? Eller måske ville du have droppet alle sms-truslerne? That's right, you're so b-u-s-t-e-d!" Amy så skrækslagent på mig, både fordi jeg brugte hendes egne ord imod hende, men også fordi jeg vidste mere end hun havde regnet med. "Det kan godt være, at du underskrev sms'erne med A, men det står ikke for Amy, nope det må stå for amature!" "Hvordan regnede du det ud?" spurgte hun og tog sig til hjertet - hun troede virkelig, at hun havde gjort det helt genialt. "Ingen andre end dig ville prøve på at få en fem-dollar manicure til at ligne en femhundrede-dollar manicure," smilede jeg stramt og viste hende det videoklip hvor hendes manicurerede finger figurerede. "Men..." "Du skal slet ikke bekymre dig søde, let the haters hate. Desuden har alle dine små stunts sørget for, at opbakningen bag mig er større end den nogensinde har været før. Så et "tak" er vel på sin plads, now get lost!"

Med et energisk greb hev jeg hende væk fra sofaens ryglæn, snurrede hende rundt om sig selv og guidede hende hen til døren. "Farvel Amy, jeg glæder mig til, at vi aldrig ses igen!" Med disse ord smækkede jeg døren bag hende, børstede mine hænder af og sikrede mig ved hjælp af kighullet i døren, at hun rent faktisk forlod bygningen. London get ready, because I'm going in One Direction - a.k.a. London Heathrow here I come!

________________________________________________________________________________

 

Hej alle sammen, jeg håber, at I stadig kan lide historien, skriv endelig en kommentar om hvad I synes, for jeres mening gør mig kun til en bedre forfatter :) Dette kapitel var ret langt, men der var bare så meget, som skulle forklares og gøres rede for. Og nu er Amy vist ude af Haley’s liv for good, can I get a whoop whoop?! :D

Men nu til den mere seriøse del af denne forfatterbesked, fordi det er min pligt at gøre jer opmærksom på, at ”The Liar in Me” er ved at nå sin afslutning…trist som det er. Jeg har dog et dilemma, for jeg sidder med to forskellige mulige slutninger og jeg elsker dem lige højt – what to do? Mit spørgsmål til jer er så hvilken én af dem I vil have. Den oprindelige vil blot afslutte historien i løbet af et par kapitler og Haley James’s liv og levned vil dermed komme til en ende. Den anden slutning derimod vil gøre det muligt for mig at skrive en 2’er og dermed vise flere sider af både drengene og Haley…it’s up to you guys! Håber at høre fra jer :D

~Tess Towler~

PS. Huskede jeg at nævne hvor meget jeg holder af jer? Nå, ikke? Well I do! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...