The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23853Visninger
AA

32. Something to remember me by

Ville jeg virkelig fortælle dem alt…i aften? Min krop rystede stadig ukontrolleret og vreden fik mine hænder til at sitre. For at berolige mig selv gav jeg mig til at massere mine tindinger, men det var som om det kun forøgede presset på min hjerne så til sidst gav jeg op. Jeg var ikke sikker på om jeg var klar til at fortælle dem det hele, for jeg havde ingen idé om hvordan de ville reagere. Der ville nok opstå en vis uro og de ville nok råbe af mig, men ville de også forstå? Ville jeg være i stand til at få dem til at se det fra min side? ”Er alt i orden?” spurgte en hæs stemme og jeg så straks op. Mit svar frøs fast i halsen på mig, da jeg så hvem det var – Zayn’s mørke øjne mødte mine. En bølge af genkendelse ramte mig og jeg mindedes pludselig min tid på hospitalet. Jeg lukkede mine øjne i for at kunne opfange alt ved mindet; lydene, ordene, duften, atomsfæren, Zayn’s berøringer.

"Du kan sikkert ikke høre mig og jeg burde sikkert ikke sige dette, men jeg holder af dig Haley. Nogle morgener vågner jeg og ønsker at du og Liam ikke var sammen. Han er min bedste ven Haley, jeg burde kun ønske ham det bedste, men tanken om aldrig at kunne holde dig ind til mig og fortælle dig hvor meget jeg elsker dig, skærer i mit hjerte..."

"Alligevel, ønsker jeg dig og Liam alt muligt held og lykke, gør ham lykkelig Hales. Bare husk, at jeg aldrig var færdig med dig."

Jeg slugte min egen vejrtrækning og den kortvarige iltmangel fik det til at snurre helt ud i mine fingerspidser. ”Zayn---” begyndte jeg da de stærke billeder og ord atter forsvandt og drev tilbage i min hukommelse som slørende skyer en varm sommerdag. Han så opmærksomt på mig og hans øjne smilede vagt til mig som om han vidste hvad jeg lige havde tænkt på, men han var overbevist om at jeg ikke havde hørt disse ord. Zayn ville have mig til at tro at han ikke holdt af mig længere, fordi jeg tilhørte Liam…jeg tilhørte hans bedste ven. Jeg trådte tættere på ham og ønskede inderligt at gribe hans hænder, men i samme øjeblik trådte Liam, Harry, Louis og Niall gennem døren. De så alle fire skiftevis fra Zayn og så til mig, men ingen af dem fattede mistanke – i hvert fald ikke Niall og Louis. ”Lad os se at komme af sted,” konkluderede Liam og så hårdt på mig, mens Harry forsøgte at blødgøre ham ved at lægge en venskabelig arm rundt om Liam’s anspændte skuldre. Zayn nikkede kort, sendte mig et tomt blik hvorefter de alle fem forsvandt ud af døren i den modsatte ende af lokalet. Liam nåede dog lige at sende et blødere blik hen mod mig inden de var helt borte.

Jeg sank sammen mod væggen og selvom jeg nok burde finde ud af hvor drengene forsvandt hen så blev jeg blot stående. Opgivende pustede jeg ud og fik mit pandehår til at kaste sig forvildet rundt i luften. Der var atter en rumsteren henne ved døren, som jeg heller ikke orkede at tage mig synderligt af. ”Haley?” sagde en velkendt irsk stemme stille. Jeg tvang mine øjne åbne og blev mødt af et sødt smil, som afslørede at Niall var der for at hente mig. ”Hey, kommer du?” spurgte han ganske rigtig og rettede usikkert på sit blonde hår. ”Nej, ikke i dag Niall,” smilede jeg kort og gav mig til at pille ved min taske. ”Hvad mener du med ”ikke i dag”?” undrede han sig og kom helt ind i rummet, som om hans fulde tilstedeværelse ville blotlægge resten af mysteriet om at Haley James ikke ønskede at spise frokost sammen med One Direction.

”Jeg tror ikke mit selskab vil blive påskønnet…you know what they say: two’s company, three’s a crowd…” vrøvlede jeg og mit forsøg på at rode et ordsprog ind i mit svar var mere eller mindre mislykket, men jeg gav mig ikke tid til at revidere det. ”Og det giver overhovedet ingen mening Haley, fordi vi er flere end det,” smålo Niall logisk nok og satte sig på hug foran min sammenfaldne krop. ”Desuden; six is a party!” tilføjede han optimistisk og klappede mig på knæene for at opmuntre mig – jeg besvarede hans gestus med et kortvarigt smil, mine mundvige hævedes længe nok til at Niall kunne misforstå situationen og tro at jeg var glad, før de atter faldt på plads i en nedtrykt mine. ”Seks er måske nok en fest, men ikke når jeg er det sjette medlem,” forklarede jeg roligt i en skuffet tone da jeg faktisk ønskede at slutte mig til dem, men jeg vidste at jeg havde opfyldt min kvote for akavet stilhed for i dag. ”Then let us be a company of two! Bare dig og mig,” forsøgte Niall, men desværre var han oppe imod mesteren af indvendinger og da mit svar faldt udover mine læber forsvandt lidt af lykken fra han blå øjne. ”Skulle du ikke ud at spise med drengene?” indvendte jeg spørgende og lænede mit tunge hoved længere tilbage så det ramte den kølige væg hårdt. Jeg ømmede mig en smule og min selvpåførte smerte fik Niall til at række ud efter mig og fjerne en tot hår fra mit ansigt. ”Tjo, men det kan vente,” smilede han venligt til mig og hans hånd lagde sig tilrette på min skulder – varmen bredte sig til resten af min krop som var blevet afkølet af at sidde på det hårde gulv. Mine øjne udvidede sig og jeg rettede mig overrasket op mod ham. For ikke at hamre hovederne sammen trak Niall sig let væk og så afventende på mig. ”Maden kan vente! Er du okay?” udbrød jeg og fik ham til at le, men min bekymring var faktisk helt seriøs – den dreng spiste jo altid!

”Ja, men det er min ven ikke så derfor kommer hun med mig uanset hvad hun siger!” konkluderede han og rejste sig halvvejs op. ”Nialler, jeg vil ikke ødelægge din dag…” sukkede jeg og pressede to fingre mod mine øjenkroge – jeg var sikker på at jeg lignede en førsteklasses depression. Min udtalelse fik ham til atter at falde på knæ foran mig, men han så ikke ud til at være eftergivende eller tom for idéer. ”Haley James, get over yourself! Den slags indflydelse har du da slet ikke på mig,” grinte han drilskt og larmende. Da hans store grin blev modereret til en klukken, fiskede han mig op fra gulvet og gav sig til at glatte mig ud – nederdelen fik sig en tur med hans håndflader, jakken blev trukket bedre op på mine skuldre, halskæden blev skubbet på plads rundt om min nakke og han sendte mig et så-god-som-ny-blik. ”Nårh, nej det glemte jeg, my bad!” formåede jeg at joke tilbage og fik et kærligt puf i siden. Niall lagde sin arm rundt om min skulder og ledte mig ud af døren.

***

Den sorte firhjulstrækker som vi var ankommet i var for længst forsvundet og jeg trådte ud i den forbipasserende trafik for at praje en af NYC’s verdenskendte gule taxier. Efter et par mislykkede forsøg fik en taxi snoet sig ind til vejsiden hvor jeg stod. Jeg skulle til at stige ind, da jeg hørte en piften bag mig. Sammen med en del andre forbipasserende vendte jeg mig om og så i retning af lyden – det var Niall. Han sad i endnu en sort bil og piftede efter mig gennem det nedrullede vindue. ”Where to?” spurgte han i en højtidelig stemme og strakte sin arm fjoget ud mod den blå himmel. Et smil bredte sig på mine læber og jeg trak let på skuldrene – Niall James Horan kunne tage med hvorhen han ønskede. ”Hvad med en af søerne uden for byen?” foreslog han smilende og jeg nikkede anerkende og lod mig føre langt væk fra storbyens hektiske liv. ”Måske skulle jeg også have hentet en GPS,” sukkede Niall og kastede et fortabt blik udover alle vejene, som mødte hinanden på kryds og tværs. ”Du skal bare dreje til højre derhenne og så lige ud til byen forsvinder bag os,” forklarede jeg og guidede ham i retning af den sø jeg kendte allerbedst – det følte befriende at udtale disse ord, byen var bag os.

”Havde du planlagt at bortføre mig?” spurgte jeg og puffede drillende til ham idet vi stod ud af bilen. Hans blå øjne så spøjst på mig og jeg nikkede i retning af den ekstra bil som han havde formået at trylle ud af det bare ingenting. ”Nårh, jeg lånte Sean’s bil,” fnes han og snurrede lykkeligt rundt om sig selv, hvilket fik mig til at grine med. ”Og i teorien er det faktisk dig, som har bortført mig, for jeg har ingen idé om hvor vi er!” tilføjede han og gav sig til at vandre undersøgende rundt langs træerne til han fandt en lille velkendt sti. ”Ja, men i praksis kørte du bilen – ergo bortførte du mig,” drillede jeg ham og Niall kunne ikke gøre andet end at ryste på hovedet og grine. Snart var hans grin også det eneste der afslørede at han faktisk var der, for han var fuldstændig forsvundet i buskadset. ”Niall! Nialler!” kaldte jeg og slog grene og planter til side, men jeg kunne stadig ikke se ham. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og jeg kunne mærke en nervøsitet sitre i min krop. Niall var vores alle sammens baby-boy. ”Hvad hvis der var sket ham noget!” råbte min hjerne til mig og min eftersøgning blev mere desperat. I min hektiske søgen efter min blonde ven opdagede jeg slet ikke at jeg var nået frem til selve søens begyndelse. Den lå lige så mørk og dyb udstrakt foran mig som den plejede, som den altid havde gjort lige siden Kaitlyn og jeg fandt den for flere år siden. Nogle få solstråler dansede gyldent på dens overflade og skabte en behaglig stemning.”BØH!” råbte en lys og irsk stemme bagved mig og Niall sprang ud af skyggen fra et træ. ”ARGH! Niall!” skreg jeg forfærdet og fik overbalance, hvilket betød at jeg væltede baglæns ned i søens kolde vand.

Jeg hvirvlede fortvivlet rundt om mig selv i vandmasserne og lod noget af ilten i mine lunger slippe ud så en mængde hvide bobler steg opad mod vandoverfladen. Boblerne fortalte mig hvilken vej jeg skulle svømme igennem det mørke vand for at komme op til mere luft. Hostende og hakkende kom jeg til syne og jeg måtte gnide mig voldsomt i øjnene for at se klart. Niall stod lamslået på bredde og kiggede efter mig. ”Niall!” peb jeg irriteret og slog til vandoverfladen så jeg sendte endnu en bølge søvand indover mig selv – real clever! ”Du skulle have set dig selv!” lo Niall, da det gik op for ham at jeg var okay, bortset fra at mit tøj føltes som en våddragt – vel at mærke en defekt våddragt, som suger alt vandet til sig! Derefter udvikledes hans leen til et larmende Niall-grin, der ekkoede mellem de omgivende klippeformationer. Lydløst gled jeg gennem søens kølighed som et andet vanduhyre, jeg sendte Niall et bestemt blik og et stramt grin, men han opfangede åbenbart ikke min advarsel og nåede dermed ikke at flygte uden for rækkevide – det passede mig udmærket og jeg strakte begge arme indover søbredden, hev i hans bukseben og så smilende til da han ramte vandet efterfulgt af et kæmpe plask – 6-6, I’m back baby! Ligesom mig kom Niall hostende til syne. Hans blå øjne blinkede flere gange og hans kinder havde fået en klar rød undertone. ”Who’s laughing now?” hånede jeg ham og gav mig til at grine højt, som han plejede. Desværre for Niall var han joken denne gang. I stedet for at sende en bølge henover sig selv som jeg havde gjort, sendte han den i min retning og håbede vel på at få hævn. Ærgerligt for ham havde jeg udviklet nogle ret gode ninja-moves i vand efter al den vandtagfat jeg havde leget med Kaitlyn og jeg nåede lige at rykke mig til siden inden hans tsunami skyllede indover mig. ”Not today!” grinte jeg og svømmede over til ham. Han spillede fornærmet og vendte sig væk fra mig hver gang jeg fik kæmpet mig hen foran ham. ”Nialler…” klynkede jeg med klaprende tænder. Han så bekymret på mig og smilede varmt – hans nuttede Niall-smil, som smelter alt indeni en. ”Jeg tænker at vi står lige?” foreslog han spørgende og tog fat i min hånd under vand. Jeg nikkede og lod ham hive mig op på land.

”Se lige på os to!” udbrød jeg og pegede på os begge, der stod dryppende og mudderdækket fra top til tå – charmerende og elegant som altid. Niall kastede et tilsvarende undersøgende blik nedad sig selv og fjernede med besvær et par klistrede blade, som så lyset for første gang siden de var dalet fra et af de omkringstående træer. Småirriteret over dette øjeblik og for at få sin ene sko til at tilpasse sig den våde tilstand bedre, stampede Niall hårdt med foden. Dette sendte dog blot en skærende smerte igennem hans fod og han sprang lidt op i luften. ”Er du okay?” fnes jeg og forsøgte at aflæse hans forundrede ansigt. Han hev sin sko af, hvilket gav en svuppende lyd og mindst en halvliter brunligt søvand sivede ud af den. Niall vendte skoen på hovedet og rystede den frem og tilbage til en underlig hvidlig sten faldt til jorden. Vi spærrede begge to øjnene op som om det var et under der fandtes sten i en sø, men vi var nok mere forundret over hvordan den havde fundet vej ned i Niall’s sko. Latteren der bulrede frem fra mine lunger fik alle dele af min krop til at summe og for første gang siden Kaitlyn’s død lo jeg højlydt selvom jeg befandt mig ved vores sø. Det føltes godt at slippe alt i mig løs og snart sluttede Niall sig til mig med hans larmende og hæse latter. ”Vi…ser…ret…latterlige…ud!” spruttede Niall mellem pauserne i hans grin, hvilke var ret få. Glade og fortumlede, nårh ja og våde, satte vi os ned på en soloplyst græsplet for at tørre. ”Det ligner faktisk lidt logoet for Nandos,” smilede Niall af mig og lagde stenen fra tidligere i sin fremstrakte håndflade. På den hvide sten kom et lille mønster til syne, idet solens stråler langsomt tørrede dens overflade. Ganske rigtigt lignede det at nogen havde malet et omrids af en sort hane og nogle røde klatter, som nok var en form for alger understregede brystet på den og dens hanekam. Vi lo begge, men jeg opfangede også et glimt af tristhed i Niall’s ellers glade øjne – drengen havde vidst hjemve. ”Værsgo,” sagde han stille og løftede min hånd op, så han kunne lægge stenen i min håndflade og lukke mine fingre rundt om den – ”Something to remember me by,” smilede han stille og vi så begge to væk. Den dunkle tone i hans stemme overraskede mig og viste mig en side af søde fjollede Niall som jeg aldrig havde set før – kunne han ligesom Liam føle løgnene eller tænkte han bare at One Direction havde udført sit job i USA og dermed snart skulle hjem? Var han nervøs for vores venskab?

 ”Jeg er nogenlunde tør, hvad med dig?” sagde jeg efter nogen tids stilhed, vi havde desperat brug for emneskift. ”Tjo, alt er relativt,” svarede han stille og lod sine hænder glide undersøgende henover sine ærmer og bukseben – han nikkede enigt. ”Tror du så ikke at vi skulle se at komme hjem og spise?” smilede jeg og hentydede til at jeg trods alt havde revet ham væk fra hans frokost og det var allerede ved at blive middagstid. ”Det går nok,” smålo han ret så overbevisende, men den rumlen som spredte sig fra hans mave talte sit helt eget tydlige sprog – den evigt sultne Niall, var specielt sulten i dette øjeblik. ”Er du sikker? Jeg tror nu alligevel at det ville være bedst hvis du fik noget at spise ret snart…tænk dog på hvad dine fans ville sige hvis de fandt ud af at Haley James separerede dig fra mad?” drillede jeg ham og prikkede til hans endnu larmende mave. ”Desuden er jeg også selv ret sulten,” tilføjede jeg og hjalp ham op at stå. ”Hvis du insisterer!” konkluderede Niall med et skuldertræk og smilede kærligt til mig. ”Så hvad skal vi sige til de andre? At du bortførte mig?” spurgte jeg grinende, mens vi lagde søen bag os, jeg kastede et kort blik over skulderen og så den forsvinde sammen med minderne om Kaitlyn. ”Altså i teorien var det jo dig der---” indvendte Niall, men jeg afbrød ham hurtigt. ”Ja, men i praksis så---” ”Så er det mig der kører bilen, ergo bortførte jeg dig,” jappede Niall henover mig og efterabede mit svar fra tidligere. ”Du er så lærenem, Nialler,” grinte jeg til ham og for sjov rullede han med øjnene.     

***

”Så hvad vil du have at spise?” spurgte jeg frejdigt, da vi var i gang med at bestige trapperne op til lejligheden. Vi havde ingen idé om hvorvidt resten af drengene var hjemme eller ej og dette bekymrede mig en hel del, men jeg lod ikke Niall mærke det. Det jeg brød min hjerne mest med var tanken om at se Liam og Zayn igen efter dagen i studiet. Derudover havde jeg jo sat mig for at fortælle dem alt i aften og ”i aften” var ikke længere nogle timer væk, nej det var nu. ”Hmm, laver du da middag?” smilede Niall bredt og så forventningsfuldt på mig. Jeg nikkede medgivende og rømmede mig for at berolige mig selv. ”Men vi burde nok lige tage et bad først,” pointerede jeg og så nedad os begge – som sagt var vi to mudderkager og et varmt bad lød som en god midlertidig overspringshandling. Nok havde solen tørret vores tøj, men det var stadig tydelig, at vi havde taget os en ”dukkert” – mere eller mindre frivilligt ikke at forglemme!

Jeg satte roligt nøglen i døren og trådte ind i lejligheden som var fyldt med glade stemmer og latter. Undrende begav Niall og jeg os ind i stuen hvor lydene kom fra og der sad de så alle sammen; Harry, Liam, Louis, Zayn…og AMY! Hun grinte af noget Zayn sagde og lagde sin hånd på hans lår. ”Hallie Bear og Nialler! Der er I jo,” udbrød Louis og slog armene rundt om os. Alle i rummet så på os og Amy sendte mig et spydigt smil, ærlig talt var jeg lamslået. ”Hvad har I lavet?” grinte Harry og kørte et blik op og ned ad os. ”Ulykker,” forklarede Niall smilende og lagde en hånd på min skulder – hans blå øjne signalerede at vi måske skulle gøre os selv lidt mere præsentable, men der var et spørgsmål jeg måtte have besvaret før jeg overhovedet kunne overveje at gøre mig selv i stand. ”Amy, hvad laver du her?”

_________________________________________________________________________________

Okay, jeg ved godt at jeg sagde at I ville blive overrasket over dette kapitel, men jeg retter det til at det først bliver i næste kapitel. Ser I jeg troede at jeg kunne samle alt det nye drama i et kapitel, men da jeg havde skrevet det var det blevet 6 sider - for meget til et kapitel. Dermed har jeg et nyt kapitel liggende på lager og det kommer nok op enten i aften eller i morgen :D

Takker <3

~Tess Towler~

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...