The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23668Visninger
AA

28. Slipping away with every heartbeat

"Trækker hun vejret?" "Lav puls og svag vejrtrækning." "Kan du høre mig?" "Hold øjnene åbne." "Hey, stay with me!" "Hun falder ud..." "Hold øjnene åbne...". Jeg kunne høre fjerne stemmer, nogen af dem talte direkte til mig mens andre konverserede med omgivelserne. Af og til dukkede slørede billeder op på min nethinde og et ansigt forsøgte at holde mig vågen. Den klare kvindestemme kaldte på min bevidsthed, men langsomt gled jeg længere og længere bort. Jeg blev løftet op på en bårer, men det var som om min krop ikke rigtig hang ved og alt blev atter sort.

"Hey, Hallie Sally have a little faith!" lo Kaitlyn til mig og puffede til min pessimisme. Jeg vendte mig mod hende og støttede mit hoved på bordet. "Hvorfor skulle de ringe tilbage, jeg har jo intet talent..." sukkede jeg og legede med en lok af mit lange blonde hår. "Gider du lige!" beordrede hun og slog kærligt til mig med en kopi af den single jeg havde sendt ind til samtlige pladeselskaber i New York City. "Du skal bare tro på!"

Mine øjne flakkede uroligt under mine øjenlåg, men jeg kunne ikke mærke kontakten til min krop. Det var som om tankens kraft ikke længere var nok til bevæge musklerne der lå trætte og lammede hen. "Hvad kan vi gøre?" "Vi har gjort alt, nu er det op til hende..." "Jamen hun ligger jo bare der!" "Liam det er okay." "Haley, du bliver nødt til at vågne op!"

"Jeg er ked af at jeg ikke kan blive skat," smilede min mor bestemt, men hun kunne ikke se mig i øjnene. "Hvor skal du hen? Hvad skal jeg stille op?" klynkede jeg desperat og greb ud efter hendes kærlighed. Hendes ansigt trak sig sammen og hun børstede mine hænder bort fra sig. "Du kan ikke bare efterlade mig her!" hulkede jeg og mine ben bukkede sammen under mig. Hendes mørke kastanjebrune hår forsvandt i menneske mængden og snart døde lyden af hendes stiletter ud - hun var borte.

"Det hjælper tit at snakke med patienter, der ligger i koma." "Kan hun høre os?" "Oftest kan en del af deres underbevidsthed registrere det."

"My lady," drillede Niall med sin irske accent og hans isblå øjne tindrede. Han trak stolen ud for mig og bød mig at sidde ned. Jeg legede med og nejede fjoget før jeg satte mig tilrette og skovlede Harry's pastaret over på min tallerken. "Nogen kan vidst godt lide din pasta," grinte Louis og alle så på mig, der elegant og charmerende som altid sad med kødsovs i hele fjæset.

"Hi, Haley...det er Niall," smålo han i en lille stemme. "Jeg er ikke helt sikker på hvordan man gør det her. Ser du, jeg har ikke prøvet det før...men vil du ikke nok komme tilbage til os?" "Du kunne måske give os et tegn?" Et suk løsnede sig fra hans læber før lyden af hans stemme blev erstattet af en smækkende dør og dernæst stilhed.

"Du er ikke dum Hay!" indvendte Harry og klappede mig venskabeligt på hånden. "Just reckless and irresponsible," tilføjede han grinende. "Ved du hvad jeg hader, Hazza?" spurgte jeg og så direkte på ham. Han rystede på hovedet og satte alle sine bløde krøller i bevægelse. "At være omgivet af fem lækre babysitter-sangsensationer?" foreslog han drillende og nu flirtede han. "Nej, jeg hader når du har ret!" indrømmede jeg og rullede med øjnene - han sendte mig et blændende smil.

"Hay, babe det Harry," lød det tæt ved mit øre og hvis jeg havde været i stand til at se ham ville mine øjne sikkert være blevet mødt med et smil. "Åh, Hay hvad sker der for tiden? Jeg kan stadig ikke fatte at du har ligget her i snart halvanden uge...you better get some glow back in those cheeks!" Han berørte let min ene kind og den måtte være koldere end normalt, for det gav et sæt i ham idet hans fingre skabte kontakt mellem os. "Hallie Bear, hvad har du dog gjort for at fortjene det her?" kom det fra et andet sted i rummet, det var Louis. "Hvem skal jeg nu drille?" hviskede han næsten lydløst og et snøft gjorde mig opmærksom på at han...græd - Louis græd? For min skyld?. Deres velkendte stemmer varmede om mit tilfrosne hjerte, men uanset hvor meget jeg ønskede at tilkendegive at jeg hørte hvert et ord de sagde så kunne jeg ikke gøre andet end at lytte videre - mit sind var ikke længere koblet sammen med min fysik.

"Du er ikke særlig sød i dag," surmulede Harry skuffet, mens jeg kyssede Niall på kinden. "Jeg deler bare ud af min kærlighed!" grinte jeg og fik en high five af Louis. Undskyldende så Louis på Harry og hagede sig atter fast til ham. Niall som først nu var begyndt at gengælde mit kram sukkede forvirret og rystede lidt på hovedet - han var bare sulten.

Tavsheden vente tilbage og en slørende træthed tyngede mig ned. Spredte lyde blev opfanget sporadisk af mine ører, men der var ikke længere nogle større sammenhænge. "Alt du skal gøre er at tro på det Haley," fortalte Liam mig i et forsøg på at være stærk for min skyld - hvis jeg kunne ville jeg række ud efter hans kind og fortælle ham at alt nok skulle blive som det var før - hvad end det betød.

"Naturen er det eneste uforanderlige," hviskede jeg mod Liam's hals og lukkede øjnene som for at huske dette øjeblik for altid og tage et mentalt billede. "Mmh," mumlede han søvnigt som svar og mit øre blev fyldt med en brummen, der kom inde fra hans svælg. Et stille grin gled fra mine læber og før jeg vidst af det havde han hevet mig op fra sandet og løftede mig ned til vandkanten. Jeg frygtede at han ville smide mig i vandet, men han svingede mig blot rundt og plantede mine fødder i det kolde vand. Leende og grinende plaskede vi rundt langs kysten og først da himlen var blevet kulsort foreslog Liam at vi tog hjem. "Tak for i dag," sagde jeg taknemmeligt og han kærtegnede min kind før han trak mig ind til sig. Vores læber mødtes og vi holdt hinanden fast under stjernerne mens havet endnu skvulpede sagte i baggrunden - han smagte salt.

"Hallie...skræmte jeg dig væk? Var det hele for overvældende? Jeg kunne jo have ventet med at fortælle dig at jeg elskede dig, jeg kunne have...men der var noget i mig der sagde at det var nu eller aldrig, som om du ville blive taget fra mig snart...hvad er det dog jeg ævler om?" sagde Liam vildeløst i frustration og bebrejdede sig selv for alt. Et sted i hans stemme kunne jeg høre en frygt, måske for at jeg aldrig ville vende tilbage igen, men der var også noget andet, noget mere. "Nej det er ikke din skyld, det må du ikke sige!" skreg en skinger stemme indeni mig, men den blev ikke hørt. Jeg kæmpede for at presse bare én lyd over mine læber, for blot at bevæge en finger og vise ham at jeg var til stede og opfangede hvert eneste ord. "Du må komme tilbage, om ikke til mig så til os alle sammen." bad han og for første gang siden det hele gik i sort mærkede jeg hans berøring idet han tog fat om min hånd. Han gav den et klem, kærtegnede håndfladens linjer og pressede sine læber mod den. Hver enkelt bevægelse kaldte på mig og bønfaldt alle universets kræfter om at lade mig vågne igen.

Zayn's varme hænder lagde sig beskyttende på begge sider af mit hoved, som en indramning. Mens vi stod der i mørket følte jeg mig fuldstændig afslappet, men da han trådte lidt væk så han kunne se rigtigt på mig begyndte mit hjerte igen at sætte farten op. Han lænede sin pande mod min så jeg let kunne mærke hans varme ånde mod mit ansigt og det føltes som om mine hjerteslag faldt og snublede over hinanden. Vores læber kunne hvert øjeblik berører hinanden, men i sidste sekund blev vi revet fra hinanden af lyden af Louis's stemme.

"Jeg ville ønske du kunne høre mig, Hales," sagde Zayn hæst og rømmede sig for at få styr på sin rystende stemme. "Jeg har sagt så mange dumme ting og vi har gjort så mange fejltagelser, men du bliver nødt til at åbne dine øjne. Vi savner dig alle sammen...Liam kan slet ikke samle sine tanker om noget længere, Harry vrider sine hænder til de bliver røde, Louis sidder stille hen og tænker, Niall spiser nærmest ingenting og jeg...jeg..." hans stemme knækkede og døde hen i rummets tomhed. Fumlende fik han taget fat i min hånd og flettede sine fingre ind i mine. "Du må ikke give op hører du, jeg ved at du har haft det svært og jeg vil ikke en gang forsøge at forestille mig hvordan det er at miste sin søster og dernæst blive efterladt af sin mor, men du må ikke give op nu Hales! Vi er mange der holder af dig og tror på dig, det var ikke kun Kaitlyn." Zayn's drengede stemme blev mørkere og mere alvorlig for hvert ord han udtalte. "Vi savner dig, jeg savner dig Haley," hviskede han og rykkede tættere på mig. Desperationen flød over i ham og med ét følte jeg noget varmt og vådt ramme min håndryk. Dråben trillede langsomt og kildende nedad min hud, hvorefter endnu en salt tåre ramte mig. "Du kan sikkert ikke høre mig og jeg burde sikkert ikke sige dette, men jeg holder af dig Haley. Nogle morgener vågner jeg og ønsker at du og Liam ikke var sammen. Han er min bedste ven Haley, jeg burde kun ønske ham det bedste, men tanken om aldrig at kunne holde dig ind til mig og fortælle dig hvor meget jeg elsker dig, skærer i mit hjerte..." indrømmede han oprigtigt og sandheden i disse ord blev understreget af hans greb om min hånd som for hvert sekund blev strammere og stærkere. "Alligevel, ønsker jeg dig og Liam alt muligt held og lykke, gør ham lykkelig Hales. Bare husk, at jeg aldrig var færdig med dig," smilede han og rejste sig fra stolen. Varmen fra hans krop afslørede at han lænede sig ned mod mine læber, et kort øjeblik stod alting stille og jeg afventede hans næste træk. Zayn ombestemte sig dog og veg bort. I stedet lagde hans læber sig blot forsigtigt mod min kind før også han forlod mig.

***

"Det må ikke ende sådan her, Haley...det var jo ikke min mening..." sukkede Jake og det var første gang jeg hørte hans stemme siden jeg var sunket ind i min bevidsthed uden nogen form for kontakt til den fysiske verden. "Hvad har jeg dog gjort? Hvis bare jeg havde holdt dig tilbage eller givet efter til dine ønsker," sagde han bedrøvet og klamrede sig til min hånd. For mit indre blik kunne jeg se hans forvredne ansigt og triste brune øjne, der håbefuldt forsøgte at vække mig til live. Hver gang stemmerne slukkedes fyldtes luften omkring mig med lyden af respiratorer, hjerterytme, pulsmålere og kølige hospitalets vægge. "Du må ikke forsvinde som Kaitlyn gjorde det..." "Jeg er ked af det Mr. Andrews, men besøgstiden er ovre." - så forsvandt Jake også fra min side og efterlod kun min søsters navn som et rungende minde.

"Jeg er her for Kaitlyn, Kaitlyn James?" sagde jeg forpustet og lænede mig mod receptionsdisken. Sygeplejersken så op fra sine papirer. "Relation?" spurgte hun professionelt og så indtrængende på mig. "Søster," svarede jeg hurtigt og gav mig til at trippe nervøst, mens hun åbenbart ledte efter data på computeren foran sig. "2. sal intensivafdelingen, stue 15" konkluderede hun medlidende. Jeg havde dog ikke tid til at stå der og opsuge hendes medfølelse. Skrækslagen og med mit hjerte pumpende oppe i halsen strøg jeg opad trapperne for ikke at spilde dyrebar tid med at vente på elevatoren. Alle dørene på gangen var hvidmalede og for at være sikker på at jeg fandt den rigtige stue måtte jeg stoppe op af og til for at se på numrene. Stue nummer 15 var på venstre hånd, men da jeg skulle til at trykke dørhåndtaget ned blev døren åbnet fra den anden side. "Åh, du må være miss James's søster?" udbrød den høje mørkhårede læge og stak hænderne i lommen på sin hvide kittel. "Ja, hvordan har hun det?" spurgte jeg og kastede mig forbi ham for at trænge ind til min søster. Et gisp forlod mine læber. Kaitlyn's kønne ansigt var dækket af rifter, hendes øjenlåg var lukkede og den naturlige glød der normalt farvede hendes kinder rosa var blegnet. Ved hendes side stod rækker af bippende, målende og klikkende apparater. "Jeg er ked af det miss James, men hun har ikke langt igen," forklarede lægen med sin dybe mandlige stemme. Hans ord ramte mig hårdt og koldt, som isnende snebolde slog de luften ud af mig. Han lagde en støttende hånd på min skulder, men jeg vristede mig hurtigt ud af hans medynk og gik hastigt hen til sengen. "Katy, det er mig Hallie," smilede jeg til hende og tog hendes hånd. Den føltes lille og kold i min, men jeg gav ikke slip. En stol blev rykket hen til mig og alle som én forlod personalet stuen. I stilheden fandt lyden af Kaitlyn's sagte vejrtrækning vej til mine ører og jeg bildte mig selv ind at hendes blå øjne bevægede sig under de lukkede øjenlåg. Med tårerne der slørede mit blik overbeviste jeg mig selv om at hun ville vågne, at hun ville se på mig igen. Kaitlyn måtte vende tilbage, for hvem skulle ellers fortælle mig at alt nok skulle blive okay og at jeg bare skulle tro på det? "Åh, lille skat." lød det pludseligt henne fra døren og jeg vendte mig om. Mit blik blev fanget af min mors, men hun sagde ikke noget og det gik hurtigt op for mig at ingen ord var nødvendige.

I flere timer sad vi på hver sin side af sengen og afventede det umulige. Kaitlyn's hånd var ved at blive varmere, men igen narrede jeg mig selv for det eneste der gav den liv var varmen fra min egen hånd. Knugende og bedende forsøgte jeg at holde hende fast, men i nattens tysthed hørte jeg tydeligt det sidste gurglende hiv efter luft efterfulgt af heftig bippen. En sygeplejeske kom hurtigt til, men den bippende lyd døde hen til en monotom tone - hun var borte for altid. "Nej! Kaitlyn! Kaitlyn!" hulkede jeg og ville lægge mig indtil hende, men jeg blev holdt fast og revet bort. Kæmpende og sprællende førtes jeg væk, men jeg holdt aldrig op med at kalde på hende.

Kom tilbage Haley, se på mig Hallie, vågn op Hay, åben dine øjne Hales, giv ikke op Hallie Bear...Hallie Sally du skal bare tro på det, tro på det...

"Kaitlyn!"

"Kaitlyn!"

"Kaitlyn!" kaldte jeg og mine øjne sprang op. Forfærdet hev jeg efter vejret, men jeg var ikke i stand til at hive nogen form for oxygen ind. Grebet af panik hev jeg plastikslangen der under mit koma havde forsynet mig med ilt ud af min mund. Gispende kastede min krop sig bagover og mit hoved landede tungt på bomuldspuden. "Okay tag det helt roligt Haley, dybe vejrtrækninger," smilede en sygeplejeske til mig og tog roligt fat om mine arme der vred sig i skræk. Hendes hænder var bløde og kølige, hvilket dulmede heden der buldrede under min hud. Jeg hev atter efter vejret og denne gang kunne jeg mærke hvorledes brugbar ilt blev trukket ned i mine lunger. "En gang til," opfordrede sygeplejersken og trak vejret dybt ind som for at instruere mig i hvordan jeg skulle forholde mig. Uden nogen form for modvilje adlød jeg hende og efterhånden vendte jeg tilbage til mig selv. Endelig kunne jeg stoppe mine øjnes forvirrede flakken og jeg var i stand til at læse sygeplejerskens navneskilt; Trinity.

"Okay sådan og forsæt bare, roligt ind og ud så henter jeg doktor Brown.". Trinity forsvandt ud af stuen, hvilket gav mig nogle få minutter til at tage rummet i øjesyn. Væggene var hvide, sengetøjet var hvidt, faktisk var alt hvidt bortset fra de blå gardiner og et enkelt billede på væggen af nogle blå violer. Henne ved vinduet stod et bord og det så ud til at der hørte to stole til, men de var trukket hen til min sengekant som om nogen havde siddet og holdt vagt over mig. Min tidsfornemmelse var fuldstændig forsvundet og med et fjernt blik gennemsøgte jeg omgivelserne efter et ur eller en kalender, der på en eller anden måde kunne give mig et hint om hvad, hvor og hvornår. "Velkommen tilbage miss James," smilede Dr. Brown og tog blidt fadt om mit håndled. Hans stemme var dyb og sammen med det grå hår og de dybe rynker fik det ham til virke erfaren - jeg var i gode hænder.

"Hvordan har du det?" spurgte han og skabte øjenkontakt mellem os. Spørgsmålet kom lidt bag på mig, for jeg var jo omgivet af instrumenter og måleenheder, der var i stand til at fortælle ham ned til mindste detalje hvordan jeg havde det. "Okay tænker jeg, men jeg vil nu gerne vide hvad der er sket?" indrømmede jeg og lænede mig tilbage i sengen som om Dr. Brown skulle til at fortælle mig en godnathistorie. "Du har ligget i koma de sidste to uger efter en forfærdelig bilulykke," forklarede han sagligt og rejste sig for at finde nogle medikamenter i et skab. "Bilulykke! Kom andre til skade?" udbrød jeg og kunne allerede mærke klumpen bygge sig op igennem min hals. For en stund følte jeg mig fanget i en drama-serie og jeg var hovedrollen, som blev ramt af en ironisk skæbne. "Her drik dette, det vil få dig til at slappe af," sagde lægen venligt, men jeg var ikke i humør til at slappe af! Frustreret slog jeg ud efter koppen han rakte til mig, hvilket resulterede i at indholdet skvulpede udover det hele. "Miss James, der vil blive forelagt en politirapport i eftermiddag, men du har brug for søvn." affærdigede han mig og tog sig ikke sønderligt af min opførsel - han var vel vant til divaer i NYC.

"Jeg har ligget her i to uger og hørt stemmer, men været ude af stand til at svare dem og nu beder du mig om blot at lægge hovedet tilbage på puden og drive tilbage i drømmeland?" spurgte jeg forarget og rystede på hovedet, mest af alt fik jeg dog mig selv til at fremstå vanvittig. "Din krop er stadig svag og stemmerne er helt naturlige. Du er fysisk stærk så alt skulle vende tilbage til normal tilstand så længe du tillader dig selv den hvile du har brug for." konkluderede han og rakte atter koppen frem mod mig. Denne gang tog jeg imod den og slugte indholdet i et drag. "Du er meget heldig miss James," var det sidste Dr. Brown sagde inden han lod mig være alene med mig selv og mine tanker. Heldig, pft - det var nok det sidste jeg ville beskrive min situation med, men længere nåede jeg ikke at tænke før trætheden i alle mine muskler tvang mig til at holde inde og drive ind i søvnens slørede omgivelser.

"Vågnede hun?" "Kortvarigt, men Dr. Brown gav hende noget sovemedicin for hun var ret oprevet da hun vågnede op." "Så hun er virkelig tilbage?" "Hun burde vågne om cirka en times tid, I er velkomne til at vente." Igen var rummet fyldt med stemmer, som jeg ikke kunne reagere på for min hjerne var for sløvet af sovemedicinen. Dog kunne jeg tvinge min en finger til at rykke lidt på sig. "Så I det?" lo Louis lykkeligt og klappede mig på hånden.

***

Jeg kom endelig til mig selv og først var mit syn en smule sløret, men jeg var alligevel i stand til at se drengene. De var alle sammen faldet i søvn rundt omkring i rummet. Henne ved vinduet sad Louis og Harry i hver sin stol. Louis lænede sig let opad Harry, som sov sødt med et smil på læben. På den ene side af min seng sad Liam tilbagelænet i stolen og støttede sit hoved i sin ene hånd. Zayn lå med hovedet på min sengekant og for en gangs skyld sad hans sorte hår en smule uglet. Sidst, men ikke mindst lå Niall krøllet sammen i min fodende, hvilket fik mig til at fnise let. Det undrede mig at Jake ikke var der, men jeg forestillede mig at han var henne på sit kontor for at styre pressens omtale af mit biluheld. "Haley?" mumlede Niall og glippede med sine blå øjne. "Haley!" råbte han glad og kravlede henover mine ben for at knuge mig ind til sig. "Åh, jeg troede du aldrig ville vågne," smilede han og så på mig med et kæmpe smil. "Hay babe?" spurgte Harry og slog sine magiske grønne øjne op. Han rejste sig hurtigt fra stolen og kom hen til mig, hvilket resulterede i at Louis nær havde hamret hovedet ned i sit armlæn. Louis nåede dog lige at rette sig op søvndrukkent før uheldet var ude. "Zayn, Liam she's alive!" råbte Louis og kastede sig rundt om min hals. "Hej, Lou," sagde jeg hæst og hans så foruroliget på mig. "Har du mistet din stemme Hallie Bear?" Jeg grinte og rystede på hovedet og han pustede lettet ud. Zayn strakte sig langsomt og da han åbnede sine øjne blev jeg mødt af et kærligt blik. "Godt at du ikke gav op," smilede han og nikkede anerkendende til mig som om vi lige havde haft en seriøs samtale om livet eller han havde krænget sit hjerte ud til mig - havde han? "Liam? Liam!" kaldte Louis og fik Zayn til at prikke til Liam, der vågnede brat og så sig om. Hans brune øjne fangede mine og han lyste op. "Baby," smilede han. "Ja," fniste jeg og lænede frem i min seng så vores læber kunne genforenes efter to uger. "Gruppekram!" annoncerede Niall og jeg blev angrebet af fem drenge - jeg havde mere kærlighed end jeg nogensinde kunne bede om. Alligevel stak det mig i hjertet at min mor ikke havde været her. "Har I hørt fra min mor?" spurgte jeg ud af det blå og stemningen ændredes straks fra let og lystig til lettere trykket. "Hallie, vi har ikke været i stand til at få fat i hende," svarede Liam bedrøvet og tog min hånd blidt. "Det gør ikke noget," sagde jeg let som ingenting og smilede bredt og falskt...betød jeg virkelig ingenting for hende mere, havde jeg mistet hende for altid?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...