The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23668Visninger
AA

6. Simple and painful like a papercut

Jeg kunne høre deres stemmer uden for min dør. De var ved at diskutere hvorvidt de skulle bede mig om at komme ud til middag eller blot bringe mig en bakke ligesom de sidste tre dage. I tre dage havde jeg ikke forladt mit værelse og når drengene ikke skiftevis kiggede ind for at konstatere om jeg stadig var i live lå jeg og stirrede på loftet. Det føltes som om der ikke var noget bedre at tage sig til og selvom der var fem fyre mindre end to meter væk fra mig var min ensomhed et faktum. Jeg kendte dem ikke og havde heller ikke nogen intention om nogensinde at komme til det - de havde deres liv og jeg havde mit! Min mobil vibrerede for tusinde gang og jeg ønskede inderligt at ignorere den, for det var bare Amy der desperat prøvede at få fat i mig og høre hvor i verden jeg gemte mig. Hun var den eneste i denne verden der rigtig havde lagt mærke til at jeg var væk, så på et eller andet punkt skyldte jeg hende at tage telefonen, men jeg orkede det bare ikke. Min stædighed resulterede dog i at mobilen vibrerede sig selv ud over kanten på natbordet og jeg måtte bruge mine hurtige reflekser for at gribe den før den blev smadret mod gulvet. Uheldigvis var det en touch telefon og min tommelfinger ramte skærmen således at jeg alligevel tog opkaldet.

"Hallo?" spurgte jeg og hørte et grin i baggrunden, hvem var det egentlig? "Heya, ville bare høre om du kom ud til Harry's kulinariske evner?" sagde Louis drillende og gav sig til kende. Jeg rullede med øjnene og rejste mig besværet fra sengen. Med forsigtige skridt bevægede jeg mig hen mod døren og først da jeg stod lige foran den flåede jeg den op med en voldsom kraft. "ARRGH!" skreg Louis skingert og tabte både telefon og ansigt i skræk. 5-4! Niall's store grin fyldte hurtigt lejligheden og da de andre drenge også brød ud i latter kunne jeg ikke holde mig tilbage og lod al min indestængte latter bruse ud. "Du skulle have set dit ansigt," grinte Zayn og lagde sin ene arm rundt om Louis's skuldrer, som stadig rystede en smule i chok. Derefter så Zayn indtrængende på mig og sagde så: "Og du kan grine!? Det er nyt." "Jeg har aldrig påstået at jeg ikke kunne..." sagde jeg dumt og havde lyst til at slå mig selv. Mit sølle forsøg på at svare igen fik Zayn til at le og hans øjne sagde det hele - han havde vundet denne diskussion. "Maden bliver altså ødelagt hvis vi skal stå her meget længere!" konstaterede Harry utålmodigt og lagde sine arme let over kors. "Det er okay, Harry vi er vant til det," sagde Louis i det han forsvandt ud i køkkenet. "Heey, hvad skal det betyde?!" spurgte Harry fornærmet da han opfangede hvad Louis lige havde sagt.

"Kom," sagde Liam forsigtigt og gjorde et nik med hovedet, men blev bare mødt af min hovedrysten. Mit mimiske svar blev dog ikke godtaget og uden så meget som at blinke tog han min hånd og slæbte mig ind til bordet. "My lady," drillede Naill med sin irske accent og bukkede let da han trak min stol ud. Af en eller anden grund legede jeg med og nejede fjollet.

Drengene snakkede om lidt af hvert og Naill's hemmelige ven var åbenbart et godt emne der morede dem gevaldigt. "Der er vist én der kan lide din mad, Harry Berry" sagde Louis og så på mig med et kæmpe smil over hele fjæset. Det gik op for mig at jeg i al min iver havde skovlet en kæmpe portion pasta op på min tallerken og hvis jeg ikke tog meget fejl havde jeg fået smurt kødsovsen godt ud i ansigtet. "Ny ansigtsmaske?" spurgte Niall og prikkede mig på kinden. Mine kinder føltes pludseligt varme og som om de ikke var røde nok i forvejen så rødmede jeg og lod gaflen falde ned på tallerkenen. "Jeg har stort set ikke spist i tre dage!" forsvarede jeg mig og snuppede Niall's serviet og tørrede mig selv af før han kunne nå at protestere. "Nej, jeg ved ikke hvordan du gør det!" sagde Niall chokkeret og rystede på hovedet og lagde sin ene hånd på maven. Det andre drenge lo og snakkede videre, mens jeg diskret spiste videre. Efter hver bid tørrede jeg mig om munden, for ikke at dumme mig endnu en gang.

"Nårh ja, Jake var forbi i går med et brev," fortalte Liam ud af det blå og rakte mig en konvolut med mit navn på. Jeg genkendte straks Jake's håndskrift og undrede mig over hvorfor han havde skrevet et brev. Gad han ikke tale med mig mere? Havde han virkelig givet op? Et sted i mig voksede en nervøsitet. For blot fire dage siden ville jeg have håbet på at dette brev var hans opsigelse, men nu begyndte mine hænder at ryste. Drengene så interesseret til og jeg sendte dem et irriteret blik, for at få dem til at koncentrere sig om noget andet. Det så desværre ikke ud til at det hjalp og deres øjne fulgte stadig mine bevægelser.

"Haley, jeg tager ud af byen i et par dage.

Der er lidt knas med Ty som jeg må fikse.

Husk at du ikke må vise det her brev til nogen og be good ikke?

Vi ses når jeg kommer tilbage.

- Jake"

Jeg rullede mine øjne, han behøvede sandelig ikke minde mig om min tavshedspligt. Gad vide om brevet ville selvdestruere grinte jeg inde i mit hoved. "Hvad er det?" spurgte Liam for alle drengene og så spørgende på mig. "Ikke noget særligt, bare min...øh...mor der ville hilse fra Europa," løj jeg og slog øjnene ned for ikke at blive afsløret. Jeg trak på skuldrene og rev brevet i stykker for at smide det i skraldespanden. Uheldigvis kom min ene pegefinger i vejen og jeg skar mig på papirkanten. "Ouch!" udbrød jeg og proppede det forrevne brev i lommen. "Plaster?" spurgte Louis ivrigt og stod pludselig ved siden af mig. Jeg hoppede en smule til siden og så bebrejdende på ham - han smilede blot over sin hævn. "Ja tak," svarede jeg ham før jeg rensede min fingerspids. Det sveg en smule da Louis's varme fingrer pressede plasteret rundt om såret. Niall lænede sig op af mig bagfra, for at lindre smerten og trøste mig. Jeg fnes og fik ham til at grine med. En frygt slog ned i mig og jeg trak vejret hurtigt og ukontrolleret, da en velkendt sød duft ramte mig. Jeg så Adam's ansigt og mærkede hans grove hænder rundt om mine arme. Nogle få tårer fyldte mine øjne og jeg trådte væk fra Niall og Louis. Et kort øjeblik stod jeg helt paralyseret og så tom på drengene uden rigtig at se dem. Derefter drejede jeg om på hælen og flygtede ind på mit værelse.

På min vej hen til sengen snublede jeg over min taske og et par sko, hvilket fik mig til at slå mit knæ. Smerten der strømmede fra mine knæ og arme fik mig til at bryde ud i ukontrolleret gråd. Hulkende smed jeg mig på sengen og knugede hovedpuden indtil mig. Intet gav mening og mine tanker var en blanding af usammenhængende tanker og brudte minder om Adam's forsøg på at bortføre mig.

***

"Hun skar sig bare på et stykke papir..." konkluderede Harry undrende og drengene var endnu en gang samlet uden for min dør. I det øjeblik følte jeg mig enormt dum, men tårerne ville ikke holde sig tilbage og skønt mine øjne var hævede og ømme græd jeg endnu. Jeg havde haft det fint i tre dage, men med et var det som om alt der nogensinde havde gjort ondt bare haglede ned over mig og jeg kunne ikke holde det inde. Mellem hulk og hektisk vejrtrækning dukkede Adam's ansigt op som et frygteligt minde og min krop begyndte hurtigt at ryste i chok og angst. Mine byture havde været vilde, men Jake havde ret denne her var gået helt galt. Jeg havde bestemt ikke lyst til at indrømme det, men hvis det ikke havde været for One Direction så må guderne vide hvad der kunne være sket, damn jeg var ved at blive blød!

En forsigtig banken lød henne fra døren og Liam's forsigtige stemme spurgte om han måtte komme ind. Jeg ville råbe at de skulle gå deres vej og at jeg havde fint, men min stemme var helt væk. Liam tog stilheden som et ja og stak hovedet ind af døren. Først stod han således med hovedet i sprækken før han lod resten af sin krop træde ind i rummet og lukkede døren bag sig. "Haley..." sagde han langsomt og venligt, mens han gik hen mod mig. I skam begravede jeg mit ansigt i sengetøjet og nægtede at se på ham. Han skulle ikke se mig sådan her, svag og nedbrudt med røde øjne og løbende næse. Alligevel tog han fat om mit liv og tvang mig til at sidde op så vores øjne mødtes. "Hvad er der galt, Haley?" "Bare gå Liam!" svarede jeg hårdt og slog blikket ned, men han gik ikke. Hans stædighed overraskede mig og fik mig til at se på ham igen. "Haley, hvad er der galt?" spurgte han endnu en gang. "Jeg ved det ikke," hørte jeg mig selv svare med rystende og hæs stemme. Hans dybe brune øjne så på mig og for første gang så jeg ikke medlidenhed, men styrke. Det var som om han fangede mine ord og forstod alt det jeg ikke selv kunne begribe og lod en lille smil glide kortvarigt henover sine læber. Denne forståelse løsnede klumpen i min hals og endnu en gang flød det hele over og jeg lod mig trække ind i hans arme. Intet ved denne situation gav mening for mig, men jeg var ligeglad. For første gang i seks måneder følte jeg mig sikker og tryg - intet andet var af betydning.

***

Liam og jeg havde siddet sådan i hvad der føltes som timer og jeg frygtede at han var fanget af krampe, men han sad der bare med sine arme rundt om mig til jeg langsomt holdt op med at snøfte ynkeligt.

Jeg løsnede mit greb om ham og mødte hans øjne, der smilede venligt til mig. ”Jeg er normalt ikke sådan her,” sagde jeg og han lod hænderne glide trøstende ned af mine arme. Han trak på skuldrene. ”Det er okay, vi har alle vore øjeblikke,” sagde han, men blev afbrudt af døren der gik op bag os. Niall stak hovedet ind og i næste nu tumlede han ind i rummet efterfulgt af Louis og Harry. Zayn blev stående og betragtede sceneriet på afstand, dog med et let grin på læben. ”Velkommen til,” sagde jeg sarkastisk og trak mig lidt væk fra Liam. ”Takker,” sagde Louis i munden på Niall og Harry. ”Har du det bedre?” spurgte Harry og landede tungt på sengen. Jeg nikkede og smilede kejtet. ”Jeg er ked af hvis jeg--” begyndte Niall, men jeg afbrød ham hurtigt: ”Det var ikke din skyld, Naill. Jeg er bare træt og trænger til søvn…”. Mit svar kom bag på mig selv og drengene så overrasket på hinanden før de sendte mig alle deres bedste smil, kun Zayn lod sig ikke overbevise. Jeg havde efterhånden lært at hans øjne kunne fortælle én om han stolede på hvad man sagde, de var som en løgnedetektor. Mirakuløst lod han det dog ligge og så kort på mig, så sin forbundne hånd før han forsvandt ind i stuen. ”Hvad med at vi synger dig en godnat sang?” foreslog Louis skælmsk og før jeg kunne nå at protestere havde Niall hentet sin guitar. Han havde allerede slået de to første akkorder til ”What Makes You Beautiful” an, da jeg med et grin anfægtede deres sangvalg. ”Det her er ikke hvad der gør mig smuk,” lo jeg og pegede på mine røde og ophovnede øjne. Enten var drengene ikke enige eller også var de bare trætte af mine evindelige indvendinger, for de ignorerede mig fuldstændigt.

Jeg var på nippet til at falde i søvn, da de kom til andet vers som altid synges af Zayn. Et kort sekund lød det som om de overvejede at droppe det, men så lød hans fængslende stemme ude fra gangen, hvilket fik mig til at åbne øjnene igen. Han stod afslappet lænet op ad dørkarmen og holdt fast ved vores øjenkontakt indtil de nåede til omkvædet. Der var et eller andet over ham, som jeg ikke helt kunne sætte fingeren på, noget jeg ønskede at undersøge til bunds – når jeg fik tid og overskud. Mine øjne gled atter i og langsomt blev mine tanker udflydende. Det sidste jeg registrerede var drengene der stille og roligt listede ud af mit værelse – ”Godnat,” hviskede de alle én efter én. "Godnat," mumlede jeg uforståeligt og smilede da jeg hørte Louis le.

***

Jeg slog øjnene op med et sæt og stirrede ud i mørket. Lejligheden var stille og jeg kneb mig selv i armen for at være sikker på om jeg stadig sov eller ej. Forvirret kiggede jeg på uret ved min side og det gik op for mig at det var omkring midnat. Jeg trak dynen af og listede ud på gangen. Drengene var tilsyneladende gået i seng og jeg kunne let og ubemærket snige mig ud i køkkenet, for at tage en snack. De tre dages faste havde virkelig ødelagt mine normale spisevaner og jeg slog mig selv irriteret i hovedet - mentalt. På vejen tilbage til min seng hørte jeg et lidende suk inde bag døren overfor min. Jeg listede mig hen til den og lagde øret mod dens kølige overflade og lyttede. Uanset hvem af drengenes værelse det var, så var han i smerter. Forsigtigt åbnede jeg døren og lænede mig op ad den for at lukke den stille bag mig. Lyset var endnu tændt og det gik straks op for mig at det var Zayns værelse.

__________________________________________________________________________________

Okay, hvis det er lidt forvirrende så er forklaringen at: Efter overfaldet i sidste afsnit så har Haley ignoreret sine følelser totalt - ligesom hun plejer, men da hun bliver konfronteret med den søde duft, som hun kan huske fra aftenen med Adam, så vælter al frygten og smerten nedover hende og hun bryder sammen.

Håber det giver mening :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...