The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23718Visninger
AA

29. Shreds of honesty

Det var nu en uge siden jeg var vågnet op, men jeg var endnu fanget på hospitalet. Dr. Brown havde længe været bekymret for den måde jeg reagerede på da jeg vågnede og ville derfor ikke lade mig udskrive. Ydermere, ønskede han at observere hvordan min krop vendte tilbage til normale tilstande. Drengene var kommet forbi hver eneste dag for at underholde mig som de plejede, men der var noget som stadig føltes anderledes. Hver gang jeg så Liam i øjnene var det som om han ønskede at se bort og de blikke som Zayn sendte mig nagede dybt inde i mig. Dr. Brown havde forberedt mig på at de ting som pårørende fortalte patienter i koma nogen gange forsvandt fra hukommelsen, mens andet hang ved og blev vækket fra underbevidstheden efter nogen tid.

”Så hvordan har prinsessen det i dag?” drillede Louis og hoppede op i sengen. Hans satte sig i skrædderstilling i min fodende og gav sig til at afvente mit svar med et spøjst smil spillende på sine læber. ”Fint, hvis bare jeg snart kunne komme ud herfra,” sukkede jeg og gav mig til at trille tommelfingre for at illustrere hvor kedeligt det var at sidde på denne hvide og blå hospitalsstue dag ud og dag ind. ”Ville du hellere være hjemme hos os?” flirtede Harry og vippede med sine øjenbryn. ”Hazza, styr dig!” grinte jeg og slog ud efter ham. ”Hey, hvordan har du det i dag?” smilede Liam i det han kom indad døren. Jeg trak på skuldrene og som den eneste kommentar kyssede han mig let på kinden og forsvandt i baggrunden. Undrende så jeg efter ham, men han opfangede det ikke da han hurtigt sank ind i sin telefon. ”Hvad med at spille et spil?” foreslog Niall der lige var ankommet bagved Liam. Jeg sukkede og så ud af vinduet hvor livet synes at drive forbi. ”Lad os spille truth or dare,” tilkendegav Zayn og fik en ivrig Niall med på idéen. ”Er du med på den?” sang Louis og rakte en hånd frem mod mig.

Mest af alt havde jeg lyst til at bede dem forlade rummet så jeg kunne tale med Liam alene, men deres spændte blikke fik mig til at opgive det. ”Okay,” overgav jeg mig og gav Louis den high-five som han havde ventet på de sidste fem minutter, mens jeg debatterede deres forslag i mit eget indre. Vi satte os alle i en rundkreds på gulvet og for at have en flaske til at udvælge hvem der skulle udfordres var Niall gået i gang med at tømme en halvliters farverigsodavand. ”Du er der næsten Nialler!” annoncerede Louis og Harry gav Niall et klap på ryggen så noget af sodavanden sprøjtede ud til alle sidder. ”Nice one, Hazza!” drillede Zayn og gav Harry en lammer – jeg rullede med øjnene og tørrede sukkervandet af mine bare ben og undrede mig over hvorfor jeg altid blev ramt af drengenes ærter, cornflakes og sodavand – go figure! ”Lad os nu bare komme i gang,” smålo jeg og tog nærmest flasken ud af munden på Niall for derefter at sætte den i gang på det glatte linoleumsgulv.

Flasken drejede hurtigt og smidigt rundt på gulvet som en rutineret break-dancer og da den endelig lagde sig til ro var det selvfølgelig foran mig. ”Truth or dare!” hylede Louis lykkeligt og Harry lagde hænderne over sine ører, for bare at skåne dem en smule. ”Dare,” svarede jeg roligt og lagde mit ansigt i mine bedste poker-face folder – bring it on! Samtlige fem drenge gav sig nu til at fundere over hvad der ville være bedst at udsætte mig for, men det synes at de ikke rigtig havde nogle idéer. ”I dare you to kiss…Liam!” udbrød Niall og pegede smilende på Liam, som overrasket så på mig. ”Det er jo ikke en gang en rigtig udfordring, de gør det jo hver dag” ærgrede Harry sig og lagde armene overkors som et lille barn. Jeg fnes stille af hans reaktion før jeg på alle fire kravlede hen til Liam. Han rakte sin hånd ud og lagde den blidt mod min kind. Hans øjne smilede varmt til mig og det var som om de hviskede mit navn - ”Hallie!”.  Liam’s læber blev hængende på mine i flere sekunder og da jeg trak mine væk lige så stille greb hans atter ud efter mig. Det føltes næsten som om en frygt eller desperation skød igennem ham. ”Har du det godt?” spurgte jeg ham forsigtigt, men det fjerne blik fra tidligere fandt endnu en gang vej til hans øjne og slørede dem. ”Liam?” Jeg fik ikke noget svar og legen fortsatte. Konstant landede flasken på Harry, men jeg tog ikke rigtig del i spillet længere, for Liam’s larmende stilhed bekymrede mig. ”Uh, Hazza skal tilkalde en sygeplejerske og flirte med hende!” skreg Louis og Niall i kor som forslag til Harry’s tredje udfordring de sidste ti minutter. Flaskehalsen havde peget på ham mindst ti gange den sidste time og næsten hver gang havde han bedt om en udfordring, så vi var ved at løbe tør.

”Jeg har brug for at strække benene lidt, vil du ikke gå en tur sammen med mig baby?” udbrød jeg og smilede opfordrende til Liam, han nikkede og lod sig trække med ud på gangen – jeg havde ikke tænkt mig at gå en tur, jeg ville finde ud af hvad der foregik. ”Hvad sker der Liam?” spurgte jeg nervøst da vi endelig havde fundet et sofahjørne, hvor ingen rigtig lagde mærke til os. ”Hvad mener du?” svarede han simpelt tilbage og fik irritationen til at boble i mig – jeg hadede når folk besvarede et spørgsmål med et nyt spørgsmål. ”Hvorfor er du så fjern for tiden? Det er som om der slet ingen følelser er tilbage i dig…er du syg?” forklarede jeg og en bølge af gråd pressede mine gane sammen, men jeg lod den ikke løbe frit. Han satte sig ved siden af mig, men den varme han normalt kunne påvirke mig med synes at være forsvundet. Besværet stak han mig sin telefon i hånden og nikkede ned mod den for at få mig til at se på skærmen. ”Jeg fik den her i går…” Liam rørte kort ved en knap og den selv samme video som jeg havde modtaget for næsten tre uger siden gled henover hans Iphone-skærmen, kun en ting var forandret. I stedet for at afslutte videoen med det ondskabsfulde klovneansigt, lyste et nyt spørgsmål mod seeren – ”Har hun en anden?”.

Alt blodet forlod mit ansigt og sendte en ubehagelig lethed gennem mit hoved. ”Det…du…” stammede jeg og forsøgte at samle mig selv så jeg kunne prøve at forstå hvad der foregik lige for næsen af mig. Uanset hvem Anonym var så ønskede personen at såre mig og hinte at jeg var Liam utro. ”Kendte du til denne video?” udbrød Liam chokkeret og måtte have aflæst mit ansigtsudtryk. I skam bøjede jeg mit hoved ned mod gulvet og hev langsomt min egen telefon frem, som på magisk vis havde overlevet biluheldet. ”Ja,” hviskede jeg bedrøvet og viste ham beskeden som det fældende bevis. På randen af gråd afventede jeg Liam’s reaktion – vrede, jalousi, latter, afvisning? Minutterne gled forbi i stilhed og jeg ønskede at fortælle ham alt, krybe til korset og få alle løgnene ud af verden.

”Liam---” begyndte jeg og havde faktisk tænkt mig at bryde alle Jake’s love og afsløre alt, men min planlagte tilståelse blev afbrudt af et anstrengt suk, der kom fra Liam’s læber. Forsigtigt vendte jeg mig for at se på ham, men det mine øjne blev mødt med var nok det sidste jeg havde forventet. Liam sad foroverbøjet med sine albuer hvilende på sine knæ og hans let solbrændte ansigt var skjult i hans hænder. Hurtigt satte jeg mig på knæ foran ham og forsøgte at få ham til at se på mig, men det var som om han ikke ønskede at jeg skulle kunne se hans øjne. ”Baby, hvad er der galt?” spurgte jeg og frygten kriblede frem på min krop og fik alle hårene på mine arme til at rejse sig. ”Jeg er okay,” smilede han, men det var tydeligt at glæden var forceret og de endnu tildækkede øjne afslørede at der fandtes en smerte bag hans hænder, en smerte han ikke ville erkende eller lade mig mærke.

”Liam, se på mig…” hviskede jeg og prøvede tvinge hans hænder bort, men de hang genstridigt ved og jeg måtte indse at hans øjne ville forblive skjulte indtil han selv ønskede at se på mig. ”Måske jeg kan hjælpe dig,” smilede jeg varmt til ham og lod mine hænder glide kærligt fra hans knæ og ned til hans fødder. Min stemme lød underlig og akavet da jeg udtalte ordene, men det føltes rigtigt at sige dem, som om de passede godt til situationen. For en gangs skyld kunne jeg hjælpe ham og gengælde alt det han havde givet mig de sidste par måneder. Liam havde været en stenstøtte fra begyndelsen og altid tilgivet mig for mine selvviske handlinger, også når jeg ikke fortjente det. ”Var det min skyld?” sagde han med ét og nu så hans brune øjne direkte på mig, de brændte sig ind i mine som slikkende flammer en kold september aften. ”Hvad var din skyld?” undrede jeg mig og så hvorledes hans blik stivnede og tårer begyndte at ansamle sig langs hans øjenvipper. ”Du var nær borte, Hallie,” mumlede han og bed sig hårdt i læben for at holde gråden tilbage. ”Men jeg er her nu Liam,” smilede jeg og lo lidt for at bløde ham op, men på trods af mine opmuntringer flød hans øjne over og klarer tårer gav sig én for én til at trille ned af hans kinder. ”Baby…” sagde jeg sagte og min stemme rystede. Roligt lagde jeg mine hænder på hver sin side af Liam’s ansigt og rejste mig op på mine knæ således at jeg kunne lægge hans hoved indtil mig. ”Det er ikke din skyld,” tyssede jeg og trak mine fingre blidt igennem hans hår. Al den indestængte smerte blev presset ud gennem hans lunger og hans vejrtrækning var voldsom og stødvis. Jeg lænede mit hoved på hans og kyssede hans hår let, som han så ofte havde gjort det. Alligevel synes det ikke at berolige ham og jeg knugede ham endnu tættere ind til mig. ”Liam, det var et uheld! Du må for alt i verden ikke tro at det var din skyld,” forsikrede jeg ham og masserede ham i nakken – de sidste tyve minutter havde jeg forsøgt mig med flere forskellige argumenter for at få ham til at se på mig og indse at han ikke kunne give sig selv skylden for noget som helst. Jeg var blevet overrumplet af ”Anonym” og ikke tænkt mig om, hvis ulykken var nogens skyld så var det min – selv politirapporten havde konkluderet at føreren af den sorte Jeep(mig) var blevet midlertidigt distraheret og dermed hamret ind i lygtepælen, samt brandhanen, det var selvforskyldt og heldigvis var ingen andre kommet til skade.

”Det føles bare som om jeg ikke kan sætte ord på mine følelser længere Haley, som om der er noget indeni mig der sætter sig op imod alle ordene,” forklarede han stille og trak sig ud fra mig. Hans arme holdt mig endnu fast for en stund. ”Du elsker mig Liam,” konkluderede jeg sagte, men selvom min tone var bestemt og endegyldig så jeg spørgende på ham. ”Det ved du jeg gør, men jeg kan ikke lade være med at tænke…” ”Det er det eneste der betyder noget Liam! Jeg er her nu og du holder om mig, intet andet betyder noget, hører du?” afbrød jeg ham og strammede mit greb om hans nakke. Han så ned, men jeg nægtede at lade ham forsvinde ind i sine egne tanker igen. ”Liam, hvad vil du have at jeg skal sige? Fortæl mig hvad jeg skal gøre for at få dig tilbage?” Ømt løftede jeg hans ansigt op til mig og med tommelfingrene gav jeg mig til at tørre tårerne væk – don’t cry for me…

”Der er ikke noget du kan sige eller gøre Hallie,” konkluderede Liam og frigjorde sig fra min omfavnelse. Han rejste sig og gik hen til vinduet der vendte ud mod storbyens travle gader. Livet susede forbi uden for og selvom det føltes som om alt var ved at smuldre mellem mine fingre så tog jeg fat om hans arm og lænede mig op ad ham. ”Jeg har savnet dig,” hviskede jeg og strakte mig på tå for at kysse hans kind. Roligt lod jeg min hånd kærtegne hans kæbe, hvilket fik ham til endeligt at se på mig. Liam løftede en blond lok væk fra mit ansigt og hans blik gled henover mig. Det var som om mine ord havde vækket noget i ham, men jeg kunne stadig se sløret i hans øjne. Deres varme bruneglød var grånet og der fandtes en indre kamp i ham. Under hans blik begyndte jeg at hive efter vejret, for det var ikke til at sige om han havde følt noget eller opdaget noget som ville afsløre mig. Måske var videoen fra ”Anonym” ikke det eneste han efterhånden vidste og da hans læber pressede sig mod mine indså jeg at der kun var en ting at gøre – det måtte ende her, with or without Jake! Jeg kunne under ingen omstændigheder opretholde dette, det knuste mit hjerte og det var ikke længere nok at sige at Liam fortjente bedre…nej, jeg måtte vise ham at han fortjente bedre. Hans læber gav forsigtigt slip på mine og vi gled væk fra hinanden i stilhed. ”Lad os gå tilbage,” smilede jeg og flettede mine fingre ind i hans. ”Jeg har også savnet dig,” svarede han let smilende og strammede grebet om min hånd og ledte mig nedad gangen hvorfra vi var kommet.

***

Jeg stirrede frem for mig og væggene synes at rykke tættere på i et stødt og roligt tempo - det var på tide at komme ud herfra. De sidste par dage havde drengene haft for travlt med at promovere deres album til at komme og besøge mig og jeg var jo heller ikke døende længere så hvad kunne man forvente? Kun Jake og Liam havde været forbi et par gange ellers havde det bare været mig og Teddy – og nej jeg var ikke begyndt at se syner! Teddy døbte Liam og jeg den bamse han gav mig forleden. Lige nu sidder brune og plyssede Teddy dermed og ser på mig med sine store brune øjne, der minder mig forfærdelig meget om Liam’s. Den sidste time havde jeg altså haft en stirre-konkurrence med en bamse mens jeg overvejede hvad jeg skulle stille op med mit liv – det var ynkeligt, men nødvendigt. ”Teddy, it’s time!” afgjorde jeg og vristede mit blik væk fra den hvide væg og bamsens brune øjne. Forsigtigt greb jeg fat om væskedroppet der var placeret på min håndryg. Med rystende hånd trak jeg nålen ud af min blodåre. ”Ouch,” hvislede jeg og bed min tænder sammen for at udstå den smerte der piercede sig vej gennem min arm. I et svirp faldt slangen tilbage over min skulder og fik stativet med væskebeholderen til at rasle. Jeg hørte skridt ude på gangen og stivnede for at kaste et blik på døren, men fodtrinene fortsatte nedad gangens glatte gulv. Lettet åndede jeg ud og svingede mine trætte ben udover sengekanten og lænede mig frem så mine tåspidser skabte kontakt med det kølige gulv. Dernæst listede jeg på bare fødder hen til det lille klædeskab i hjørnet og fiskede noget rent tøj frem. Da jeg havde iført mig et par stramme jeans, sorte wedges og en marineblå sweater smed jeg resten af tøjet og produkter ned i den Nike taske som drengene havde pakket mine ting ned i dengang jeg blev indlagt. Den fyldte taske røg henover min skulder, håret strammet i en rodet knold og Teddy holdt mig i hånden i det jeg stak hovedet ud af døren for at tjekke om kysten var klar. Der var ikke et eneste menneske at se, hverken til højre eller til venstre. Lykkelig over hvor let det ville være at udskrive mig selv på vegne af Dr. Brown smuttede jeg ud af hospitalsdøren, listede nedad flere forskellige gange og formåede kun at fare vild to gange inden jeg for første gang i næsten fire uger stod ude på gaden i den friske luft. En mængde biler fór forbi og sendte en sky af bilos indover mig – frisk luft? Scratch that!

Et kort øjeblik strakte jeg mine arme ud fra min krop og nød følelsen af rigtigt tøj mod min hud. Nok havde jeg ikke rendt splitterravende nøgen rundt på hospitalet, men deres natkjoler kunne ikke for alvor ryge ind under kategorien tøj, slet ikke for en fashionista som mig! Lige netop der på kantstenen gik det op for mig at min plan måske ikke var så gennemtænkt alligevel, for hvordan i al verdens skulle jeg komme videre herfra. Et par teenagepiger passerede mig og sendte hinanden sigende blikke, jeg smilede blot til dem og lod som om jeg havde fuldstændig styr på hvad jeg lavede – I wish. Normalt ville jeg have ringet Liam op og bedt ham sødt om at komme forbi, men denne løsning kunne jeg ikke gøre brug af i dag og slet ikke lige nu. I stedet valgte jeg at tilkalde en anden chauffør. ”Hey Big John,” hilste jeg ind i telefonen og blev mødt af min bodyguards dybe rustende stemme. ”Haley? Hvad kan jeg gøre for dig, jeg troede jeg var fyret?” svarede han og rodede med noget plastik i baggrunden – sikkert tomme chips-poser, for han var ikke lige frem health-freak! ”Du kan gøre mig den tjeneste at samle mig op,” sagde jeg i et let toneleje og undgik med nød og næppe hans mange tillægsspørgsmål. ”Naturligvis, ” grinte han lettet og fik straks adressen af mig. Han spurgte ikke til hvad jeg lavede der, næ han lagde blot på og lod mig vente i stilhed, hvilket gjorde mig enormt taknemmelig – han var nok bare glad for ikke at være fyret.   

Efter nogen tid stoppede en sort jeep med tonede ruder op ud for mig og et af vinduerne blev rullet ned. Big John smilede bredt til mig og vinkede mig ind i bilen. ”Så hvilken slags ballade har du lavet denne gang?” spurgte han drilskt og satte motoren i gang. Jeg smilede anstrengt til ham og hans ord mindede mig om at han jo kun kendte til mit gamle jeg. ”Jeg har altså andre talenter,” indvendte jeg og børstede mit ego af. Big John kastede et dømmende blik på mig, men smålo så før han vendte tilbage til trafikken rundt om os. Han var ret smidig i New York City’s gader og han fik let som ingenting bilen til at sno sig ind og ud mellem taxier, biler og fodgængere. Dermed tog det os ikke lang tid at komme til drengenes lejlighed. Jeg takkede ham mange gange og forsvandt så hurtigt så muligt ud af syne. Idet hoveddøren faldt i bag mig lænede jeg mig stakåndet opad den og gled ned i knæ. De mange uger på hospitalet havde ikke gjort underværker for min kondition og jeg skrev mig bag øret at jeg måtte tage i fitnesscenter når jeg fik tid – med andre ord ikke de næste par dage. Langsomt fik jeg samlet min krop op fra gulvet og jeg puffede mig selv ind på mit værelse.

Alt stod som jeg havde efterladt det, bortset fra en bunke tøj som en af drengene tydeligvis havde rodet igennem for at finde noget tøj til mit hospitalsophold. Jeg fladt tilbage på min seng og lod et dybt suk undslippe mine læber. Det var som om det rungede igennem hele lejligheden og ekkoede fra væg til væg – det var lyden af ærlighed. ”Tag dig sammen Haley,” vrissede jeg af mig selv og bed mine tænder hårdt sammen således at smerten holdt selvmedlidenheden væk. Mit blik strejfede mit natbord og uden rigtigt at registrere mine egne bevægelser greb jeg ud efter en af de mange billedrammer. ”Åh, sis, hvad skal jeg dog stille op?” spurgte jeg ud i den tomme luft og Kaitlyn smilede varmt tilbage, men svarede ikke på mit spørgsmål. Jeg rakte ud efter endnu et billede og blev mødt af alle drengenes smil. Niall stod yderst og holdt et af sine store grin inde, ved siden af ham smilede Louis sit kærlige brede smil der gik fra et øre til det andet, i midten fandt mit blik Harry som naturligvis sendte beskueren et flirtende blik med sine dybe grønne øjne.

Dernæst så jeg på Liam der stolt af sine venner smilede til fotografen med sin ene arm rundt om Zayn. Zayn gengældte den broderlige krælighed og begge så de ud til at holde enormt meget af hinanden. En klump byggede sig op i min hals og sendte bølger af ubehag ned igennem min krop. Kaitlyn så indtrængende på mig og til sidst nikkede jeg anerkendende til hende og hev raskt væk alle mine tomme tasker og kufferter ud på gulvet. Hastigt og med stålsat hjerte tømte jeg skabe og skuffer ned hvor der var plads og på mindre end en halvtime havde jeg formået at pakke stort set alt væk. Prustende og pustende lagde jeg mig nedover den sidste kuffert og brugte alle mine kræfter på at presse den nok sammen til at jeg kunne lyne lynlåsen. Tilfredst satte jeg mig på min seng og spejdede udover det tomme værelse, this was it fortalte jeg mig selv og bugserede alle mine pakkenelliker hen til døren.

Med ét hørte jeg stemme i opgangen, panisk gemte jeg mig bag den halvt lukkede dør og håbede på at hvem end det var derude så skulle de ikke ind her. Hoveddøren blev åbnet, skridt bevægede sig ned ad gangen og stemmernes volumen forøgedes. ”Fedt nummer mand!” – Zayn. ”Helt sikkert, Lou du lød vildt godt på de sidste akkorder.” – Liam. ”Det bliver en fantastisk party-sang!” – Louis. ”Jeps, tøserne vil elske den.” – Harry. ”Så hvad skal vi have at spise?” – Niall. Jeg bed mig hårdt i læben for at undgå at grine af Niall’s totalt fjerne og alt andet end relaterede kommentar. ”Altså der er noget---” begyndte Liam, men blev afbrudt af sin telefon. ”Ja?” svarede han og jeg forestillede mig hvorledes alle drengenes opmærksomhed nu var vendt mod ham. ”Hallie?” udbrød han og det gav et gib i mig, var jeg allerede blevet afsløret? Jeg holdt været og overlod nervøsiteten til mit hjerte der var stærkt optaget af at ile af sted bag mine ømme ribben. Hvis drengene afslørede mig her så var alt tabt og min plan om forsigtigt at forsvinde ud af deres liv var slået fejl.

”Hvad mener du med at hun ikke er på hospitalet længere? Nej, vi har ikke hentet hende!” jappede han energisk derud af. Der blev stille og min tunge vejrtrækning synes unødvendig høj. ”Jamen, jeg ved da ikke hvor hun er!” ”Jo, jo selvfølgelig, men hvorfor skulle hun være der?”

”Hvad er der galt Liam?”

”Liam!”

”Ikke lige nu drenge!”

Stuen blev fyldt med hektisk snakken og spørgsmålene synes at fylde lejligheden som en steppebrænd, der til sidst endte inde på mit værelse. Liam trådte voldsomt indad døren og hvis ikke jeg havde hoppe hurtigt til venstre ville jeg være blevet slået ned. Han skannede rummet meter for meter og lydløst forsøgte jeg at krybe ind i skyggerne henne i det hjørne jeg befandt mig i. ”Hun er her!” råbte Liam lykkeligt da vores øjne alligevel mødtes. Han satte sig på hug foran mig og tog fat om min hånd, mens han fortsat fortalte personen i den anden ende at jeg var okay og at det var den rigtige Haley James der befandt sig foran Liam Payne. ”Du er her?” undrede han sig idet han lagde på og telefonen gled ned i hans lomme. Først nu var det rigtigt gået op for ham hvad der foregik og han indså at min tilstedeværelse var underlig. ”Ja, jeg måtte væk derfra,” indrømmede jeg og slog blikket ned – skammen var næsten ikke til at bære, men hvad der var værre var at min plan nu for alvor var slået fejl. ”Og dine ting er pakket, hvorfor er de pakket Hallie?” spurgte Liam distraheret og rejste sig for at undersøge omgivelserne. Da jeg atter så på ham var han helt henne ved kufferterne og den bekymrede mine på hans ansigt fik mig til at ønske mig uendelig langt væk derfra.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...