The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
146Kommentarer
24863Visninger
AA

41. Remember that I love you

"...Haley James, med hendes hitsingle "Losing You"!" annoncerede Liam og venlige smil bredte sig over alle drengenes ansigter. Fuldkommen overvældet stivnede jeg i mit sæde og kunne hverken røre på mig eller sige et eneste ord. "Haley, du vandt," hviskede Jamie til mig og hev mig op at stå. "Hv...hvad?" stammede jeg åndsfraværende og fik alle omkring mit bord til at le fjollet. Endeligt nåede virkeligheden frem til min hjerne og jeg stavrede så yndefuldt så muligt op mod scenen. Louis kom til og rakte mig en hjælpende hånd, så jeg undgik at snuble i mine høje hæle opad trappen. Jeg sendte ham et taknemmeligt nik, hvorefter han gav mig et let klem. "Tillykke," smilede Harry og lagde en arm om min ene skulder. "Godt gået," sagde Liam og jeg røg også ind i hans favn. "Tillykke," mumlede Niall og så først ud som om han ikke ønskede at være tilstede, men han opgav hurtigt den facade og knugede mig ind til sig. 

Zayn stod allerlængst væk og lidt i baggrunden. Han så ud til at holde afstand, men da den blå, hvide og røde statue, som udgjorde min pris, befandt sig i hans hænder var et møde mellem os uundgåeligt. Vores øjne fandt hinanden og en gnistrende ladning syntes at flimre mellem os. Mørket i hans øjne var som en nattehimmel, hvor enkelte klare stjerner lyste op. Min ene hånd gav sig nervøst til at pille ved diamantøreringen i mit venstre øre. Zayn's blik fulgte mine bevægelser og det så ud til at komme bag på ham, at jeg havde iført mig hans gave. "Tillykke," mumlede han og selvom en akavet stilstand befandt sig imellem vores to kroppe, så brød jeg indover grænserne og slyngede begge arme rundt om hans hals. 

Zayn's frie hånd gled blidt fra min hofte og opad min ryg, som om den forundret mødte min krop for første gang. Nedefra publikums pladser, så alt sikkert helt normalt ud, men som jeg stod der så tæt på Zayn fik jeg åndenød. Hans greb om min spinkle krop strammedes lidt og jeg følte hans næse og mund mod min skulder. Et gisp rullede igennem mig og fik Zayn til at trække sig væk fra mig. Atter så jeg ind i hans øjnes dyb og alle klapsalverne syntes at ebbe ud, alt omkring mig forsvandt; jeg hørte kun én ting, hans stemme fra minderne. "...tanken om aldrig at kunne holde dig ind til mig og fortælle dig hvor meget jeg elsker dig, skærer i mit hjerte..."

"Jeg el..." begyndte jeg, men stoppede mig selv idet en dyb forvirring lagde sig på Zayn's ansigt - var jeg virkelig lige ved at sige "jeg elsker også dig" til Zayn, her midt på scenen? Jeg rømmede mig nervøst og sendte ham et lille smil, som overraskende blev gengældt. Resten af drengene rørte uroligt på sig og forsøgte med forskellige miner at signalere, at jeg skulle komme videre i programmet. En smule rød i hovedet drejede jeg mig væk fra Zayn og lod mit blik hvile på publikum, som alle stirrede afventende tilbage på mig. Et par kameraer blitzede og blændede mig med mellemrum, men jeg fik samlet mig sammen og begyndte min takketale.

"Det her er så utroligt, tusind tak! Giv lige Katy, Robyn, Rihanna og Alicia en stor hånd, jeg er beæret af jeres selskab! Jeg mindes at have drømt om en dag at stå heroppe og jeg mindes hvorledes jeg fornægtede mig selv, at det nogensinde kunne ske. Der var dog én person, som altid stod ved min side og troede på mig. Selvom hun ikke kunne være her i aften, så vil jeg gerne sende en tak til min søster Kaitlyn, du ved jeg elsker dig Katy." sagde jeg og smilede stort gennem de tårer, der havde ansamlet sig langs mine øjenvipper. 

"Derudover vil jeg gerne takke fem meget vigtige personer. De har været med mig igennem tykt og tyndt, opture og nedture. Det har været hårdt for dem og mig, gennem det alt sammen så de altid på mig med en uforanderlig kærlighed. De kender mig bedre end nogen andre har gjort det og i løbet af de seks måneder vi havde sammen reddede de ikke bare hele min karriere, nej de reddede Haley James fra hende selv." smilede jeg og kastede et taknemmeligt blik på drengene, dog så kortvarigt at det blot så ud som om jeg viftede noget hår ud af mine øjne. Jeg rømmede mig endnu en gang og måtte holde en lille pause for at få styringen over min stemme. En tåre gled nedover min kind og publikum blev en sløret mørk masse. Jeg blinkede et par gange og lod endnu en tåre glinse i projektørernes hvide lys.

"At være sammen med dem, var som et eventyr, en rejse, men jeg mistede dem desværre et sted på vejen og måske genfinder jeg dem aldrig. Netop derfor ønsker jeg, at verden skal vide hvor utrolig meget de betyder for mig og altid vil gøre det. Jeg kunne ikke have gjort det her uden dem," fortalte jeg og lo nervøst for mig selv. Hele forsamlingen sad stille og lyttede til mine ord. Min hånd strammede krampagtigt grebet om Brit Awarden og jeg så ned på den. "Nej, jeg kunne ikke have gjort noget som helst uden dem, min søster, mine rigtige venner, min mor og selvfølgelig alle mine fantastiske fans, der aldrig mistede troen på mig, ej heller når jeg selv mistede den. Tak til jer alle, jeg elsker jer!"

Jublen brød atter løs og bedøvede min krop så jeg nær snublede idet jeg trådte ned fra podiet. Niall, der stod tættest på kom straks til og greb fat om min albue. Et lille smil formede sig på hans ansigt og hans rosa læber gled til side, så hans tænder kom til syne. "Tak," hviskede jeg og nejede fjoget for publikum, som lo med idet jeg grinte af min egen klosethed. "Haley James alle sammen!" annoncerede Harry og endnu mere latter fyldte det store rum. Forlegent så jeg tilbage på One Direction, men de var allerede ved at forlade scenen ligesom mig. "Hvor er du bare dejlig," smilede Jamie og gav mig et lille kram idet jeg igen stod på sikker grund. Jeg havde lige mødt hende, men jeg kunne allerede afgøre at hun havde et hjerte af guld - i betydningen et godt hjerte.

***

Alle som én strømmede aftenens celebre gæster mod udgangen og jeg trippede i samme retning, så hurtigt som jeg nu kunne i mine stilletter. Mit ønske var at fange drengene inden de forlod festen. Jeg havde ingen forventning om at blive modtaget med åbne arme og tilgivelse, men jeg måtte have dem i tale en sidste gang inden jeg forlod Storbritannien. Vi måtte og skulle stå på god fod når jeg satte mig om bord på mit privatfly tilbage til staterne. Desuden havde jeg set en smule blødhed i deres blikke tidligere på aftenen, men jeg kunne ikke helt afgøre om det blot havde været til skue for kameraerne og publikum. 

Uanset hvad, så kendte de mig som sagt bedre end nogen andre og havde aldrig lagt skjul på, at jeg betød noget for dem alle som én. Jeg var Louis’ Hallie Bear, Harry’s Hay, Liam’s Hallie, Zayn’s Hales og Niall’s Haley med irsk accent. For første gang siden Kaitlyn’s død og min mors afsked havde nogen holdt om mig, kysset mig med varme, drillet mig kærligt og givet mig flere kælenavne end jeg nogensinde havde haft i løbet af mit 18-årige liv. Alligevel havde løgnene bygget sig op og vokset sig større dag for dag indtil de truede med helt at kollapse og tage alle de involverede med sig i faldet.  

"Haley skat!" råbte en klar kvindestemme et sted bag mig og jeg spejdede fraværende efter hvem der nu kaldte på mig - det var min mor. Hun halede ind på mig og omfavnede mig. "Tillykke, jeg er så stolt af dig," sagde hun fuld af glæde. "Hvor var det godt, at jeg fik det opkald - tænk hvis jeg ikke havde været her til at se dig," smilede hun videre og fjernede en tot hår fra mit ansigt. Jeg nikkede utålmodigt og kastede spredte blikke rund i lokalet - bare drengene nu ikke forsvandt for mig. Vent hvad var det lige min mor havde sagt? Det telefonopkald...hvem havde foretaget det? Denne tanke havde ligget i baghovedet på mig siden, min mor dukkede op på mit hotelværelse for få timer siden. Den måde hun var begyndt at udspørge mig om Kaitlyn's død og alt det hun vidste om mine følelser. "Hvem var det der ringede til dig?" spurgte jeg interesseret og skiftede totalt emne. Jeg forsøgte at fange hendes undvigende blik. Det, der var så mystisk var, at jeg jo aldrig havde fortalt nogen om dette, end ikke Jake vidste noget om det. 

"Hales, du var langt væk fra ulykken og du var ikke den idiot, som kørte overfor rødt," konkluderede Zayn og tvang sine hænder rundt om mine, der ihærdigt modarbejdede hans berøring. Mine øjne så bort fra ham og det føltes som om jeg ikke kunne acceptere hans ord.

Og dog, der var én person, som kendte til det...Zayn. Jeg havde fortalt ham alt og krænget mit hjerte ud foran ham. Jeg bed mig selv tænksomt i læben og så væk fra min mors samvittighedsfulde ansigt. Zayn videste det! Jeg havde fortalt ham det hele...den aftens samtale stod pludselig helt klart i min hukommelse. "Ugrh!" udbrød jeg halvhøjt og tiltrak opmærksomhed fra de forbipasserende. Et kort øjeblik bandede jeg af den svaghed, der ramte mig så snart Zayn's øjne hvilede på mig. "Hvorfor vil du vide det?" spurgte min mor med ét og rev mig ud af mine forkludrende tanker. Hendes øjenbryn var trukket let sammen og nogle få rynker lagde sig på hendes pande - hun kunne godt selv se at spørgsmålet var en smule dumt, for det var vel meget naturligt, at jeg ønskede at vide hvem der ringede til min mor og fortalte hende den slags personlige oplysninger. "Det var en dreng var det ikke?" forsøgte jeg og hendes læber sitrede, som om hun strammede grebet om sandheden, som om ordene for alt i verden ikke måtte undslippe. Hendes øjne flakkede og jeg havde allerede fået mit svar.

Jeg så ned på min stiletbeklædte fødder og pustede ud i forundring. Havde Zayn virkelig ringet min mor op og fortalt hende...det hele? Havde han atter hjulpet mig, selvom jeg ikke fortjente det? "Hvorfor er det så vigtigt for dig?" smilede min mor og lod en beroligende hånd ae mit hår og kind. "Det er det heller ikke," løj jeg og sendte hende et stramt smil. "Jeg skal lige noget, du behøver ikke at vente på mig," fortalte jeg hende og smuttede ind mellem flokken af mennesker, der endnu ikke havde forladt rummet. Jeg måtte væk før hun holdt mig tilbage.   

***

At småløbe mod strømmen i tårnhøje sko og lang kjole var ikke let og de fleste så undrende på mig - "Er vi ikke på vej til the after-party?" spurgte deres øjne, men jeg fortsatte ufortrødent på min kurs. Foran mig var et virvar af bekendte ansigter blandet med nogle jeg aldrig havde set før. Af og til syntes jeg at en frisure mindede om Niall's, men måtte så se forlegent væk når det viste sig at være en blond kvinde. Andre gange kaldte jeg et af drengenes navne til vildt fremmede og måtte undskylde. "Har jeg virkelig misset dem? Damn," bed jeg af mig selv og var tæt på at vende om, da noget fangede mit blik.

Et par meter væk gik en række drenge, som så ud til at holde sammen – en række lyse og mørke hårtoppe - det var dem! "Drenge!" råbte jeg, men ingen af dem reagerede. Jeg rullede øjne af mig selv, for der var jo masser af drenge og mænd i omgivelserne så i virkeligheden kaldte jeg blot på hvem som helst der ville lytte. "One Direction!" råbte jeg siden og de stoppede alle i deres fodspor, for at se sig om. Harry var den første der fik øje på mig, som jeg stod der i mængden og vinkede til dem. Han puffede til Louis, som prikkede til Niall, der klappede Liam på skulderen. Jeg lagde straks mærke til at Zayn ikke var der, men jeg kunne ikke vente længere - så måtte jeg tale med ham senere. 

"Kan vi lige snakke sammen?" spurgte jeg stille og gav mig til at bide mig selv i læben. Louis så på de andre og hævede sine skuldre som for at sige: "Hvad har vi at miste?" - ja, hvad havde vores forhold at miste, det var jo ikke eksisterende. Niall så skiftevis fra Harry til Liam, som om han var med på idéen hvis de var og ja, drengene holdt jo sammen i alt. De nikkede efterhånden i samtykke og vi trak os lidt væk fra gangen hvor der endnu gik et par gæster. 

Jeg trak vejret helt ned i maven og rettede på mit hår for at forberede mig selv på at holde den tale, som havde kørt igennem mit hoved flere gange siden jeg så dem på scenen. "Der er noget som I bør vide..." begyndte jeg og smilede stramt til Louis. Han sendte mig et opmuntrende blik og dermed var det tydeligt, at jeg havde hans støtte. Niall lagde afventende armene overkors, mens Liam kløede sig i nakken. "Fortsæt endelig," mumlede Harry og hans bløde stemme fik mig til at gispe inden jeg fulgte hans opfordring. "Et par dage efter I rejste tog jeg ud for at besøge min søsters grav og jeg snakkede med hende...jeg mener nogen eller nok mest mig selv. Anyway, som jeg sad derude så jeg op på nattehimlen og der så jeg et stjerneskud."

Alle fire drenge kiggede uforstående på hinanden og jeg kastede mig nærmest panisk ud i resten af min monolog - de måtte ikke miste interessen endnu. "Da jeg så den glide henover himlens bue, føltes det som om jeg stadig havde en chance, som om jeg kunne nå at rette op på mine fejltagelser...så jeg sendte et ønske af sted." plaprede jeg og så hele tiden ind i et par øjne – Louis’, så Niall’s, Harry’s og til sidste Liam’s. En tung stilhed lagde sig omkring os og den blev kun flygtigt afbrudt af tilfældige forbipasserende, som ønskede mig eller drengene tillykke med i aften. Da ingen af dem sagde noget fortsatte jeg med mine gralsfortællinger i blandet en knivspids barnetro.  

"Jeg ved godt, at man ikke må sige sit ønske højt, men jeg har det som om det allerede er gået i opfyldelse. Ser I, jeg ønskede mig ikke, at I ville komme tilbage eller at I ville tilgive mig, nej mit ønske var, at jeg ville blive i stand til at være en bedre version af mig selv." "Så vi står overfor en Haley James 0.2?" grinte Louis og smilet om hans mund fik hans blågrå øjne til at lyse stærkere. Jeg så ned og fnes, selv Niall kunne ikke holde masken. "Ja, noget i den stil," konkluderede jeg og latteren sad endnu i min krop. 

"Og hvordan er hun?" spurgte Niall venligt, dog med en sørgmodighed malet i sit isblå blik. Hans ord kaldte mig tilbage til realiteterne og Louis holdt også inde med sine jokes. "Bedre, klogere...forhåbentlig mere tillidsvækkende..." forklarede jeg stille og min udtalelse fik dem til atter at sende hinanden sigende blikke. "Jeg blev meget skuffet over den gamle Haley James, men jeg er villig til at give vores venskab endnu en chance," erklærede Louis og gik over til mig. Som han stod der ved min side føltes det som om der måske ikke var så langt mellem mig og drengene længere. "Virkelig?" smilede jeg taknemmeligt og så på ham. "Jeps, nogen bliver jo nødt til at tjekke hele den her Haley-James-being-a-better-person-situationen ud ikke?" annoncerede han med en fjoget grimasse og lagde en arm rundt om mine skuldre. 

"Også mig, opgraderinger har altid fascineret mig," lo Niall og for første gange i umindelige tider kastede min lille irer sig rundt om min hals og omgav mig med sin sødlige duft. Niall holdt utrolig godt fast og gav ikke slip før ingen af os kunne trække vejret og Louis brokkede sig over at hans arm var i klemme. "I guess I could join the forces," sagde Harry neutralt og trak på skuldrene, men snart fandt et skævt smil vej til hans læber og han blinkede drillende til mig. Jeg klappede Harry let på ryggen idet vi trak os ud af et kram og nu hvilede alles øjne på Liam. Han havde under hele optoget stået længst væk og syntes blot at betragte os uden at tage del i samtalen. "Jeg vil også gerne være en bedre version...af os, sammen," overgav han sig og lod sig trække ind i en venskabelig omfavnelse. "Hvor er I bare fantastiske," konkluderede jeg og de trak monotomt på skuldrene med overlegende miner. "Vi ved det, vi ved det babe," drillede Louis og daskede mig tøseagtigt på overarmen - jeg rullede med mine blå krystaller.

"Fantastiske eller ej, så er undertegnede altså sulten," informerede Niall os alle om og tog sig til maven. "Jamen, så må undertegnede jo hellere for sig en midnats-snack," grinte jeg til ham og rendte en drillende hånd i gennem hans pjuskede frisure. Alle som én lo vi, mens Niall med falsk fornærmelse rettede på sine blonde lokker. Louis lagde en arm om Harry, Harry lagde en arm om mig, jeg tog fat om Niall og Niall hægtede sig på Liam. Som en lang kæde af skolebørn begav vi os dermed mod udgangen. 

Jeg kastede et forsigtigt blik på Liam, som gik og snakkede med Niall om hvilken retning vi skulle gå i. dernæst drejede jeg hovedet den anden vej og så på Louis og Harry. Louis smilede varmt til mig og fangede dermed også Harry’s opmærksomhed. Idet Harry’s grønne øjne hvilede på mig, kom jeg i tanke om ét enkelt uløst problem, en tanke jeg havde forsøgt at skubbe bort, men nu kunne jeg ikke holde den på afstand længere. ”Hvor er Zayn?” røg det ud af mig og alle som én snublede vi lidt over vores egne fødder. Drengene kiggede på hinanden, som om de overvejede om de kunne tillade sig at fortælle mig det. Deres blikke viste sig dog, blot at fremkomme på grund af en hvis usikkerhed om hvor han egentlig befandt sig. ”Han tog hjem tideligt, han sagde at der var noget han skulle se til,” forklarede Harry og rynkede sine bryn sammen. Liam så undersøgende på mig og jeg sporede straks en uro i hans ellers venlige øjne.

”Zayn har været meget flyvsk og hemmelighedsfuld på det seneste,” sukkede Niall og Harry og Louis nikkede anerkendende til ham idet de alle tre gav sig til at gå videre. ”Hmm,” mumlede jeg skuffet og skulle til indhente drengene, da Liam holdt mig tilbage. Jeg vendte mig om mod ham og fordi jeg var iført stilletter var vi næsten i øjenhøjde. ”Værsgo,” sagde han stille og rakte mig et lille stykke papir, uden at bryde vores øjenkontakt. Mine øjne vristede sig fri fra Liam’s for at se på papiret i min hånd. Lappen lyste hvidligblåt op i aftenens mørke og jeg kunne svagt skimte nogle sorte bogstaver, der var blevet skriblet henover den. ”Hvad er det?” undrede jeg mig og foldede papiret ud så jeg rigtig kunne se på det. Jeg vendte og drejede det lidt i luften og så siden smilende på Liam.

Han tog fat om min hånd og lukkede mine fingre om papiret. ”Zayn’s adresse, tag hen og snak med ham,” sagde Liam alvorligt og i gadelygternes lys så hans blik næsten formørket ud. ”Men---” indvendte jeg, men blev hurtigt afbrudt. Liam trak mig lidt væk fra fortovskanten, så vi stod i skjul for nysgerrige blikke. ”Haley, han holder virkelig meget af dig…og du holder af ham. Det er meget sjældent at støde på en kærlighed, der kan overleve så meget modgang, som jeres – så når du endelig møder den må du aldrig give slip.” hviskede han og så sig om. At stå der sammen med ham og høre ham sige de ord føltes surrealistisk. Jeg havde ødelagt ham fuldstændigt, hans bedste ven viste sig at være min sande kærlighed og så ønskede han os det bedste…Liam ville have, at Zayn og jeg skulle finde hinanden.

En smule lammet rømmede jeg mig og så uforstående på Liam, han nikkede blot indforstået, som om vi lige havde afsluttet en forhandling. Jeg trak vejret indad og tog tilløb til at sige noget, men Liam havde allerede trukket mig med op til Harry, Louis og Niall, der alle stod og ledte efter os. ”Haley mødes med os senere, hun skal lige noget,” annoncerede Liam og gav slip på min hånd, som han havde holdt fast om de sidste fem minutter. Niall bed sig ærgerligt i læben, mens Louis og Harry straks lagde armene overkors og så forventende på mig – jeg skulle lige stå til regnskab før jeg kunne få lov til at gå. ”Hun skal snakke med Zayn,” fik Liam sagt, før jeg nåede at fremstemme et eneste ord. Niall’s øjne blev lidt større og han mund formedes sig som et ”o”, hvilket fik mig til at fnise lidt. Uheldigvis fik dette udbrud det til at se ud som om jeg var nervøs eller utrolig spændt…okay, ærlig talt var jeg nervøs ved tanken om at skulle stå ansigt til ansigt med Zayn alene. ”Bum bum,” drillede Louis og et skævt smil landede straks på Harry’s læber. Jeg slog forlegent ud efter dem begge, men de lo blot af mig.

”Jamen, mor dig godt så,” grinede Niall, da forbløffelsen gav slip på ham og blødte hans ansigt op. ”Whatever,” vrængede jeg og rullede med øjnene – de var ligesom storebrødre, der absolut skal træde rundt i, at man har en kæreste eller et crush, du ved ydmyge en mest muligt. ”Hils ham endelig!” kaldte Harry efter mig og Louis piftede drillesygt, idet jeg bogstaveligt talt snurrede rundt på mine hæle og begyndte at gå i modsat retning. ”Glem det!” råbte jeg tilbage og rakte armene vinkende op i luften, dog uden at se tilbage. ”Drenge,” hørte jeg Liam sige irettesættende og jeg lo for mig selv.

***

Det gik op og ned af forskellige gader, gennem gyder og over lyskryds, men til sidste fandt jeg dog den opgang hvorpå der stod nr. 30. ”Det skulle være her,” sagde jeg lavmælt til mig selv og så opad den høje bygning. Der var mindst ti etager og jeg forestillede mig at Zayn måtte eje penthouset, hvor der sikkert var udsigt over hele London. Et lille smil kravlede fra min ene mundvig til den anden og da mit hjerte begyndte at slå hurtigere indså jeg hvor meget jeg faktisk havde savnet Zayn – hvor meget tiden væk fra hinanden også havde skåret i mit hjerte.

Elevatoren tog mig hurtigt til øverste etage og jeg blev mødt af en tung sortmalet dør. Jeg så mig lidt omkring og da mine øjne fandt døren til brandtrappen følte jeg en stor trang til bare at stikke af, jeg kunne endnu nå at undvige. ”Tag dig sammen,” vrissede jeg af mig selv og glattede min kjole ud før jeg ringede på døren. Dørklokken sendte en skarp metallisk ringen igennem rummene, der gemte sig bag døren. En pludselig frygt overtog min krop og jeg måtte puste langsomt ud flere gange, for ikke at besvime på stedet.

Fodtrin hørtes og jeg lukkede øjnene i, klar til at afgive mit budskab, så snart Zayn stod over for mig. Jeg ønskede at sige noget før han overhovedet kunnen nå at gøre indsigelser eller gøre mig mundlam. En svag knirken afslørede, at døren nu var åbnet vidt op og jeg kunne mærke en persons tilstedeværelse. ”I should’ve kissed you too!” udbrød jeg og min tunge og vejrtrækning faldt over hinanden. Efter ordene havde forladt mine læber, åbnede jeg roligt mine øjenlåg og forventede, at Zayn’s mørke øjne ville se ind i mine, men det var ikke hans øjne der så på mig. ”Oh, det må du undskylde…jeg må være gået forkert, jeg er virkelig ked af det,” sagde jeg og mine kinder begyndte straks at brænde. En kølig omklamrende fornemmelse lagde sig henover midt bryst og jeg skulle til stikke af, da pigen begyndte at tale til mig.

”Nej, vent! Jeg bor her ikke, hvem leder du efter?” smålo hun og sendte mig et venligt smil. Hendes mandelformede øjne lyste lidt op og hun fæstnede en sortbrun hårlok bag sit ene øre. ”Øhm…Zayn, Zayn Malik,” indrømmede jeg og gned mig forlegent henover panden. Hun nikkede forstående og afslørede et par smilehuller, som var perfekt placeret i forhold til hendes høje kindben – kunne man være mere underskøn? ”Lige et øjeblik,” bad hun og strammede sit greb om den hvide herreskjorte hun var iført. Hendes sorte BH var synlig igennem det hvide stof og af en eller anden grund følte jeg mig enormt meget til besvær – jeg skulle slet ikke være der lige nu!

Idet hun forsvandt ind i lejligheden fyldtes midt hoved med mange besynderlige tanker og selvom det nok var ret åbenlyst hvad hun lavede her, så foreslog min hjerne stadigvæk alle mulige mærkelig scenarier. Hendes mørklødede hud og dybe brune øjne mindede meget om Zayn’s, måske var hun bare en søster? Kusine? Veninde? “Hvem er det, babe?” hørte jeg en hæs drengestemme spørge – okay, søster eller kusine var der i hvert fald ikke tale om. En forfærdelig følelse af tab ramte mig og mit hjerte satte farten ned, jeg kunne næsten ikke mærke, at det bankede imod indersiden af min brystkasse.

”Åh undskyld, jeg fik ikke fat i dit navn love?” smilede chokoladeskønheden og kom atter til syne i døren. ”Mit navn er---” begyndte jeg, men jeg var for langsom og drengen der kom frem i gangen afsluttede min sætning. ”Haley?” ytrede Zayn overrasket og jeg sendte ham et mærkværdigt smil, der blot afslørede hvor dum jeg følte mig lige nu – hvor var jeg dog DUM! ”Babe, jeg kommer om lidt,” sagde Zayn kærligt til pigen og kyssede hende blidt på kinden inden hun smuttede tilbage til hvor end de havde opholdt sig for lidt siden – veninde var hun i hvert fald heller ikke – don’t be naive!  

“Hvad er hendes navn? Hun virker rigtig sød…” plaprede jeg løs og min ansigtsmimik gik helt amok. Jeg potraterede en blanding af et smil, rynkede øjenbryn, frustration, skuffelse, sørgmodighed og undren – I was a hot mess! ”Hales…” sagde Zayn undskyldende og kom tættere på mig. Jeg sendte ham et bravt smil, dog kun for at skjule de tårer, som nu var begyndt at sløre mit blik. Zayn rakte ud efter mig, men mine arme snoede sig ud af hans forsøg på at holde mig. ”Je…jeg ville bare se om du var okay…ja og det er du jo...tydeligvis,” lo jeg akavet uden at finde situationen morsom på nogen måde. ”Jeg håber I bliver meget lykkelige sammen…vi ses Zayn,” mumlede jeg og fik på en eller anden måde mine ben til at lystre. Jeg tumlede ør nedad brandtrappen og stoppede kun op når gråden gjorde det umuligt at trække vejret. ”Haley! Haley!” råbte han efter mig, men jeg fortsatte fremad, bare fremad, væk fra det hele! ”Damn it!” udbrød Zayn vredt et sted over mig og slog hårdt ud efter trappens gelænder.

Aften vinden slog iskoldt og nådesløst imod mine tårevædede kinder idet jeg rev døren op ud til gaden. Jeg sank ynkeligt sammen på trappestenen og som jeg sad der begyndte ”I should have kissed you” at spille for mit indreøre, men min ulykkelige hjerne lavede helt om på teksten.

Your heart is taken
There is somebody else on your mind
I'm so sorry, I'm so confused
Just tell me, am I out of time?

My heart is breaking
How should I feel about you now?
I can't believe I let you walk away
When I should have kissed you

Bedøvet og for udmattet til at rejse mig lænede jeg mit hoved bagover mod den fugtige mur. Enkelte mennesker smøg sig udenom mig og kastede medlidende blikke på den knuste pige i Londons ensomme gader. 

________________________________________________________________________________________________________________

Det var så slutningen på "The Liar in Me" - please don't hate me! xD

Jeg ved det er tragisk og uretfærdigt, men på en eller anden måde måtte der være en form for konsekvenser for Haley. Grunden til at jeg valgte denne slutning var fordi jeg ikke ønskede at forfordele Haley -  hun får jo sin karriere og sin mor og sine venner tilbage...det virkede ikke realistisk, at hun også fik Zayn tilbage. Håber I tilgiver mig og lad os nu se hvad der sker i 2'eren :)

Tusind tak for søtte til alle læsere, fans, likere og favoritter - hånden på hjertet I er fantastise håber at se jer  I 2'eren. <3

~Tess Towler~

PS. Ved godt at kapitlet var langt, men ville ikke dele det over og dermed forøge pinslerne :) Uh, I må meget gerne efterlade en kommentar med en generel mening om hele novellen, altså hvis I har lyst for det hjælper utrolig meget at vide hvad der var godt og/eller ikke så godt :) Takker!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...