The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
146Kommentarer
24860Visninger
AA

17. One liar to another

Jeg vågnede med en følelse af lettelse, og selvom i går havde været sindsoprivende og smertefuld, så mindedes jeg stadigvæk Liam's kærtegn og drengenes varme krøb endnu rundt under min hud. Tre lette bank på min dør hev mig dog ud af min ekstaseagtige tilstand. "Ja," mumlede jeg og måtte rømme mig for overhovedet at få en lyd frem. Jeg genkendte straks det sorte hår og den let tonede hud idet Zayn stak hovedet ind ad min dør. Mit ansigt fortrak sig straks i en skuffet mine, ikke fordi jeg nærede nogen form for had for ham, nej, netop fordi jeg ikke kunne få mig selv til at hade ham blev jeg skuffet. Dagen før havde han sagt nogle kolde og hårde ord, men jeg var mest af alt skuffet over mig selv og at jeg havde ladet det komme til det her. Hvis jeg bare havde fortalt dem sandheden fra starten af og stolet på at de ville forstå, så ville Zayn ikke være blevet tvunget ud på den slags overdrev. Selvom jeg hurtigt genkaldte mig den vrede jeg havde set i hans øjne, så vidste jeg også at det ikke var hans sande jeg - Zayn var en god fyr og lige fra den første gang vi mødtes havde han udvist forståelse og overbærenhed. På et eller andet plan var han ligesom jeg selv, nogen gange kom vores mørke og hårde sider til syne, men når vi var ved vores fulde fem, så ønskede vi blot at dele ud af vores kærlighed.

"Må jeg komme ind?" spurgte han og opfangede vist selv det komiske i hans spørgsmål, for han stod allerede inde foran døren. Jeg rejste mig op på albuerne for at kunne se direkte på ham. Søvndrukkent nikkede jeg, for det kunne ikke skade at høre hvad han havde at sige. Aftenen før havde jeg ikke været i stand til at falde i søvn, fordi han konstant poppede op i mine tanker og selvom han havde såret mig så ville hans pinte og undskyldende udtryk ikke lade mig være i fred. "Jeg ville bare---" begyndte han, men før han nåede at forsætte bragede Louis indad døren. "Halløj!" grinede han højt og kastede sig ned ved siden af mig og så drilskt på mig. "Også hej til dig Louis," fnes jeg og puffede til ham så han lavede en kolbøtte udover sengen. Der lød et bump da han landede på gulvet efterfulgt af hans varme latter, der også fik mig til at le. Desværre, var Zayn atter gået og jeg måtte indse at det han ville sige til mig måtte vente til senere - damn it! "Hvordan har du det?" spurgte Harry og hev Louis op der stadigvæk lå og rodede tosset rundt på gulvet. "Ja, har du det bedre?" sagde Naill og slog sig også ned. Der var snart ikke mere plads på min seng, men Liam kunne lige presse sig ind mellem to af de andre så han kunne give mig et let klem. "Jeg er altså ikke døende drenge," sagde jeg ironisk og smilede drillende til dem. Klokken var kun ti om formiddagen og jeg var allerede øm i mine kinder af at grine - det gik først op for mig nu hvor befriende det havde været at dele min største sorg med nogen andre. I al denne tid havde jeg lukket mig inde med smerten og savnet, ude af stand til at sætte ord på hvad jeg følte og når jeg endelig fik samlet en sætning sammen, så formåede jeg ikke at fremsige den af frygt for at omverdenen ville le og gøre nar. Jeg havde omgivet mig med materielle goder og falske venner, for tøj og sko havde ikke følelser og falske venner kunne tilfredsstilles med et falskt smil og en gave. Den eneste kærlighed jeg havde fået var købt, mens jeg solgte ud af mig selv og den eneste form for frihed jeg kunne finde var på bunden af et shotglas. "I ved godt at jeg holder rigtig meget af jer, ikke?" spurgte jeg dem og så forsikrende på hver og én af dem. De nikkede og Harry rodede op i mit hår som en kærlig storebror ville gøre det. "Hey, min frisure!" indvendte jeg og så en smule fornærmet på ham. "Hvilken frisure? Morgenhår er det virkelig in igen?" spurgte Harry skælmsk og Naill kastede sig bagover i en komiske latter. Olmt skulede jeg til Harry, løftede et øjenbryn og satte i løb efter ham, da han hurtigt kastede sig ud af døren. "Hvorfor synes jeg, at jeg har gjort det her før?" spurgte jeg forpustet da Harry faldt om på sofaen og annoncerede at han havde helle. Jeg havde netop fået sat mig til rette på armlænet, idet han let som ingenting hev mig ned på sædet ved siden af ham og knugede mig ind til sig. Hans store viltre hår kildede mig i ansigtet og fik mig til at nyse så hans krøller fløj til side. "Eww!" vrælede han teatralsk og tørrede sig med store armbevægelser i ansigtet. Jeg kyssede hurtigt hans kind og sagde stille til ham: "Tak for hjælpen forleden.". Han blinkede og nikkede, så han atter satte sine krøller i bevægelse før han fortsatte med at tørre sig af. Siden kom Louis til for at hjælpe og smilende så jeg til mens de som to abeunger tog sig kærligt og venskabeligt af hinanden.

"Jeg kender dem ikke," lo Liam og omfavnede mig bagfra. De små vindpust der kom når han snakkede kildede mig og jeg nøs atter. De så alle på mig og endnu en gang måtte jeg forsikre dem om at jeg virkelig ikke var døende. "Hvis du nyser en til gang betyder det held," lo Niall og en halv sandwich forsvandt ind i hans mund - han havde vist taget forskud på morgenmaden. "Nogen andre der også er hammer sultne?" spurgte jeg og satte kurs mod køkkenet og de istemte alle i et ja, selv Niall der endnu ikke havde fået gjort helt kål på sin første sandwich - du ville blive overrasket over hvor meget den dreng kan spise, men det er nu meget sødt. Før jeg nåede at sætte mig ned trak Zayn mig til side og spurgte mig lavmælt: "Kan vi snakke senere?" Jeg nikkede og i sidste sekund nåede jeg at dække min mund før jeg nøs for tredje gang. "Held og lykke!" skreg Louis og Zayn kunne ikke nære sig for at grine med da de andres latter fyldte køkkenet. Jeg smilede og en varme bredte sig i min krop. Det var godt at se Zayn smile igen og da hans hånd strejfede min idet han gik forbi mig sendte det en kuldegysning ned af min rygsøjle. Inde i mig selv sukkede jeg dybt og på trods af Niall's nyse-forudsigelser, så følte jeg mig kun delvist heldig. Jeg var heldig, fordi jeg havde drengene, men hvorvidt dette nyligt erhvervede held kunne hjælpe mig ud af den suppedas jeg befandt mig i kunne jeg ikke afgøre - "Det må tiden vise." ville Kaitlyn have sagt og med hendes stemme summende for mit indre øre satte jeg mig til bords.

"Hvad skal du så lave i dag?" spurgte Liam, men ingen svarede på hans spørgsmål. Jeg sad dybt optaget af et stykke cornflakes der svømmede rundt i mælken i min skål. "Jorden til Hallie!" grinede Louis og kort efter blev jeg ramt i panden af en håndfuld nye cornflakes, som også gav sig til at flyde rundt i min mælk. Jeg så forfjamsket op og opfattede endelig at Liam havde spurgt mig og ikke de andre. "Øhm, ingen idé. Hvad med jer?" svarede jeg kort for hovedet og gik hen til vasken med min skål. På vej derover rakte jeg ud efter Niall's skål, men straks forsvarede han den med sin ske - han var åbenbart ikke færdig konstaterede jeg og fnes en smule. De trak alle på skuldrene som svar, kun Naill var endnu optaget af at fiske cornflakes op af sin skål. "Vi burde købe ind," sukkede han og nikkede i retning af køleskabet og ganske rigtigt der var næsten intet tilbage. "Jamen, så ved vi hvad vi skal!" udbrød Louis og han var overraskende begejstret for at skulle handle ind.

***

Da alle var færdige med at spise og begyndte at gøre sig klar til at tage af sted sneg jeg mig ind til Zayn, for at se om han ville snakke nu. Desværre, var han ingen steder at se og jeg skulle til at gå igen da hans mobil vibrerede voldsomt henne på hans natbord. For at undgå at den vibrerede udover kanten som min egen gjorde så tit, gik jeg hen for at lægge den på sengen. Det var heller ikke min mening at se hvem der skrev til ham, men da skærmen atter blev lyst op gøs det i mig. Amy's navn stod med store hvide bogstaver og i ren irritation klikkede ja "Vis".

"Hey handsome, skal vi ikke snart ses igen? Havde det så sjovt sidst ;) <3"

Kvalmen steg i min hals for hvert ord og jeg kunne ikke dy mig for at læse videre.

"Hvad laver du, sexy?"

"Savner dig allerede! <3"

Sådan fortsatte det bare - can you spell desperate? Nogen af dem havde Zayn svaret på, men det så ikke ud til at de havde aftalt at mødes endnu og hvis det stod til mig skulle det heller ikke ske. Amy kunne få lov at dreje hovedet om på mig og andre kendisser, men når det kom til Zayn og resten af One Direction så havde hun bare at holde sine griske fingre for sig selv! One Direction var for gode til hende, ja hvis jeg skal være hudløs ærlig, så var det også for gode til mig. "Hvad laver du?" hørte jeg med ét Zayn spørge bag mig, og i chok faldt hans telefon ud af mine hænder og landede på sengen. Jeg rødmede forlegent idet jeg vendte mig mod ham og kluntet prøvede jeg at finde på en undskyldning. "Jeg øhm...jo din mobil var ved at falde på gulvet så...jeg flyttede den," svarede jeg ham hakkende og han sendte mig et mærkeligt udtryk efterfulgt af et skævt smil. "Jalous over at jeg skriver med Amy?" spurgte han drilskt. "Nej!" svarede jeg lidt for hurtigt og fik Zayn til grine. Damn, jeg havde lige afsløret mig selv! I skam og ærgrelse skyndte jeg mig ud af hans værelse og kneb øjnene, da jeg stod lænet op ad den lukkede dør - hvorfor fik han mig altid til at sige noget dumt? Jeg følte mig som et fjollet lille barn lige nu, der hævder ikke at have stjålet af chokoladen selvom hele mit fjæs er smurt ind i den omtalte chokolade. "Kommer du?" spurgte Niall og for anden gang i dag, måtte Louis hive mig ud af mine tanker - denne gang ved at prikke mig i siden hvor jeg var allermest kilden. Det tager ikke fem drenge lang tid af finde ud af hvordan man driller dig mest effektivt. Tomt så jeg på dem, men vågnede hurtigt og nikkede ivrigt. "Nej, vent! Faktisk skal jeg lige besøge en af mine veninder," sagde jeg da jeg kom i tanke om hvorfor jeg overhovedet havde ydmyget mig selv overfor Zayn. Med vilje undgik jeg at nævne at det var Amy, for hvis Zayn hørte det så ville han straks vide hvad jeg var ude på. Jeg ville helst undgå flere kontroverser, for Zayn og jeg var ved at vende tilbage til os selv som det var før - hvad han ikke ved, har han ikke ondt af vel?

***

Jeg var smuttet ud af døren før drengene kunne begynde at stille spørgsmål og jeg stod nu nede på gaden ude af stand til at bestemme mig for om jeg skulle gå eller tage bilen. Da jeg så over på min Mercedes Benz droppede jeg dog hurtigt at køre hen til Amy, for rundt om det ene baghjul sad en gul spærreklods - pokkers, parkeringsbøde. Ærgerligt så jeg til mens en rød kranvogn hagede sig fast i min bil og kørte nedad gaden med den. Så måtte jeg gå og det var nu heller ikke fordi jeg havde noget imod at gå - det var sundt. Solen stod højt på den blå himmel og der var kun nogle få spredte skyer hist og her. Jeg besluttede mig for at gå igennem Central Park, hvor børn legede mellem hinanden og bænkene var optagede alle vegne af mødre med barnevogne, forretningsmænd i jakkesæt og en mobil klistret til øret og venner der lo til hinanden. Af og til sad der en posedame eller fulderik og mumlede for sig selv, gik man for tæt på slog nogle af dem ud efter én, men det var kun dem der var vrede på verdenen. Hver gang jeg passerede et kærestepar svandt mit smil dog lidt, for de mindede mig altid om Liam og dernæst Zayn - mit hoved og mit hjerte var endnu forkludret.

"Hey Amy," hilste jeg idet jeg trådte indad døren til hendes lejlighed. Som altid havde hun bare buzzet mig ind uden at tjekke hvem det var der ringede på, det var en af hendes mange dårlige vaner og en dag ville der ske hende noget slemt forestillede jeg mig hvis hun altså blev ved. Hun vendte sig mod mig og gjorde et slag med nakken så hendes blond hår lynede i solens skarpe lys. "Oh, hello stranger," grinede hun og afslørede et perfekt hvidt smil. "What's up?" Jeg satte mig ned og foldede mine hænder - hvordan skulle jeg begynde? "Jeg bliver nødt til at snakke med dig, om noget vigtigt," svarede jeg efter flere minutters stilhed. Hun satte sig nu ned foran mig, men kunne ikke holde et fnis tilbage. "Om hvad? Uh, lad mig gætte, du er træt af at fedte for Jake så nu er du kommet til mig for at få en fed aften i byen med din bestie?" grinede hun og hendes grå øjne så spørgende på mig, mens jeg blot sukkede. "Ikke rigtig..." begyndte jeg, men hendes lyse stemme skar hurtigt igennem. "Eller du er måske døende og er kommet for at efterlade din dyrebare Prada-samling til mig?" foreslog hun med en lidt for entusiastisk stemmeføring. Forfærdet og foruroliget over hendes tankegang så jeg på hende, men valgte at lade den gå for denne gang. "Nej, øhm heller ikke det, men tak for din kærlige omtanke." svarede jeg hende dybt ironisk og rullede med øjnene. "Jeg er her for at snakke med dig om Zayn, Zayn Malik," forklarede jeg Amy og så på hende for at se om hun opfangede det jeg sagde eller om hun stadig drømte om mine Prada-produkter. "Uh, eye-candy," hvinede hun og lyste op. "Han er altså ikke a piece of meat, Amy!" irettesatte jeg hende og hun så ufortrødent på mig og nu rullede hun selv med øjnene. "Det ved jeg godt Hal," sukkede hun og rettede på sit hår for hundrede syttende gang i løbet af de sidste ti minutter. "Gør du?" spurgte jeg og hævede mistroisk mit ene øjenbryn, hvilket fik hende til fnise ige. "Lad nu være, Zayn er en stor dreng han ved hvad han gør!". Det havde hun ret i, det var nu også mere hende jeg var i tvivl om, men det behøvedes hun jo ikke vide. "Sikkert, men jeg vil gerne have at du holder dig væk fra ham alligevel." "Come on! Vi er bare to teenagere der har lidt sjov. Hvad er der galt i det?" indvendte hun og lagde et ubehageligt tryk på ordet "sjov". "Normalt, ingenting, men når de to teenagere er dig og Zayn, så fungerer det bare ikke for mig," svarede jeg og så indtrængende på hende for at se hendes reaktion - og den kom da også rimelig kraftig. Hun så irriteret på mig og rejste sig lettere arrigt. "Fungere for dig! Hvad med mig?" "Bare lad ham være Amy!" svarede jeg igen og rejste mig også, for den måde hun tårnede sig op over mig var ubehagelig. "Få mig til det!" bjæffede hun og nu var hun i hvert fald tøsefornærmet. Hvis ikke jeg var der for at intimidere hende så havde jeg grint ad hendes udtryk. "Okay fint, jeg skal nok få dig til at holde dig væk," annoncerede jeg køligt og mit svar kom bag på hende for hun gjorde store øjne. Dog kneb hun dem atter sammen for at sende mig et spydigt svar: "Interessant Hal, fortæl mig det endelig...anytime." Hun afsluttede sin udtalelse med et smørret grin - hun troede hun havde mig, men hun kunne ikke tage mere fejl. Jeg var forberedt på det her, jeg havde trods alt kendt hende i to år og hendes julelege var altid de samme. "Tjo, jeg kunne for eksempel fjerne dig fra alle A-list engagementer eller sørge for at du ikke længere kan shoppe på min kredit," fortalte jeg hende nonchalant, kastede med håret og lod som om jeg ordnede mine negle. Et gisp undslap hendes rosa læber, der et kort sekund mistede al deres farve. "Det ville du ALDRIG gøre!" lo hun hånligt, men usikkerheden var let at spore i hendes rystende stemme - utroligt hvor vigtigt de materielle trofæer var for hende. "Jo, jeg ville og du er velkommen til at se på mens jeg gør det," konkluderede jeg køligt og selvsikkert - for en kort stund følte jeg mig som mit gamle jeg, hvilket fik mig til at gyse lidt, men jeg rystede det hurtigt af mig. Amy vendte ryggen til mig og hendes utålmodige trippen afslørede at hun tænkte som en gal. "Fint! Du vinder! Jeg skal nok holde mig væk fra din Zayn Malik!" overgav hun sig og viftede komisk et hvidt tørklæde i luften. "Lover du det?" spurgte jeg indtrængende og holdt hendes blik fast. "Ja, jeg lover det Betty Buzz-kill," svarede hun irriteret med den ene hånd på sit hjerte.

Veltilfreds og en smule stolt af mig selv snurrede jeg rundt på hælen for at tage hjem. "Hvis du elsker ham så meget, hvorfor dater du ham så ikke bare?" spurgte Amy tvært og jeg mærkede hvorledes chokket overtog min krop. "Jeg passer bare på en ven," svarede jeg besværet og fortsatte hen mod døren, jeg skulle ud og det skulle være nu inden hun stillede flere spørgsmål. Da jeg havde udtalt mig om Zayn som "bare" ven hørte jeg tydeligt en stemme i mit hoved, som råbte løgner og jeg forestillede mig hvordan en lille engel og djævel allerede havde taget plads på mine skuldre klar til at dirigere mit hjerte rundt i manegen. "Whatever!" råbte Amy efter mig og jeg satte farten op.

***

Fortumlet trådte jeg ud på gaden og stod allerførst ude af stand til at huske hvor jeg skulle hen. Først så jeg til højre, så til venstre og endelig til højre hvorefter jeg begyndte at gå. "OMG, Haley James!" skreg en pige lige ved mit øre, hvilket fik mig til at springe til side. Jeg opfangede straks at hun ville have en autograf og jeg tog smilende imod et billede af mig fra min sidste tour. "Don't lie, it gets you nowhere! ~ Love Haley James <3" skrev jeg ærligt og gik hurtigt videre før pigen kunne nå at sige tak. Få gader senere ankom jeg til opgangen, hvor jeg kom i tanke om at jeg selv skulle låse mig ind, for drengene var jo ude. Mens jeg stod der foran døren og rodede efter min nøgle råbte en forbipasserende pige mig an ved navn. Da jeg vendte mig mod hende for at se hvad hun ville blev en hel spand rød masse hældt udover mig. "B****!" skreg hun for fulde lunger og stak af i modsat retning. Jeg gispede og følte hvordan den tyktflydende væske gled nedover mit hoved og trængte ind alle vegne - jeg var rød fra top til tå...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...