The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23667Visninger
AA

23. Now that you do not want me

"Eww!" skreg jeg og gemte mig hurtigt bag dynen som Harry havde kastet ned til mig for lidt siden, for at gengælde mit pudeangreb. "Så slemt er det altså heller ikke," grinte Zayn og puffede til mig med sin fod. "En zombie med blodig mund og nærmest brækkede arme sidder i dette øjeblik midt på vejen og æder et andet menneske som om det var en Thanksgiving kalkun!" ytrede jeg mig dramatisk og viftede med hænderne for ekstra effekt. "Aww, er Hallie Bear bange?" drillede Louis og krøb ned til mig på gulvet. "Jeg er ikke bange, bare frastødt," svarede jeg diplomatisk, med det resultat et Harry kluklo og Liam blinkede kærligt til mig - han var tydeligvis også underholdt af mig. Resten af filmen lå jeg i armene på både Louis og Niall. Skiftevis gemte jeg mit ansigt i Louis's T-shirt og Niall's blå trøje og hver gang fik det hele forsamlingen til at le - jeg var ved at blive lidt ynkelig, jeg måtte virkelig til at tage mig lidt sammen.

"Det var da ikke så slemt, vel?" spurgte Liam og forsøgte at grave mig ud af dynen. "Mmh, njah, ved ikke," mumlede jeg gennem dunene, mens hans hænder ivrigt ledte videre. "Det er kun rulletekster Hay," annoncerede Harry og hev raskt dynen af mig. Krympet sammen i fosterstilling lå jeg lidt og gloede på dem alle, men overgav mig til sidst og satte mig på Liam's skød. "Hvad så nu?" sagde Louis utålmodigt og hoppede op og ned på sofaen overfor. Liam trak mig ind til sig og begravede både næse og mund i mit hår. "Det kilder," fnes jeg og vred mig lidt i hans greb. Harry rullede med øjnene og Niall lavede bombe lige ved siden af os således at vi alle tre endte nede på gulvet. "Flot," udbrød jeg en smule irriteret, men Niall sendte mig bare sit bedste smil - det var ikke til at modstå! "Okay en eller anden svar på mit spørgsmål!" beklagede Louis sig. "Vi kunne se "I know what you did last summer"?" foreslog Liam og jeg afgjorde straks at de fortsatte fra splatter film til hårrejsende gyser. Uroligt rykkede jeg på mig. "Eller "I still know what you did last summer"?" kom det fra ham lidt efter og han opfangede åbenlyst ikke den modvilje og uro som fyldte mine øjne. Blot titlerne fik det hele til at gå i kludder indeni mig og jeg gruede for selve filmens handling. Det var ikke bare det at der var tale om gyserfilm, nej titlerne mindede mig om mit eget liv, hvilket fik mig til at kravle lidt væk fra Liam. Der var folk derude i verden som vidste what I had done this summer og uanset hvad jeg gjorde så kunne de stadig sige: "I still know what you've done this summer!". Endnu en af de talrige kuldegysninger krøb henover min krop og Louis måtte have opfanget det, for han begyndte straks at gnide mig på armene. "Fryser du?" spurgte han venligt og smilede med sine blågrå øjne. Jeg nikkede og krøb lidt sammen i hans favn. "Kom her, så skal jeg varme og passe på dig mens vi ser film," smilede Liam og vinkede mig hen til sig. Jeg trak mig væk fra Louis, men lagde mig ikke ind i Liam's åbne arme. Drillende lænede jeg mig ned mod ham og rystede på hovedet således at mit hår kildede ham i ansigtet. Han kneb sine dejlige brune øjne sammen og var lige ved at nyse. "Not fair," brokkede han sig og greb mig om hofterne og hev mig tættere på. "Vi kunne også se en anden film?" hjalp Niall og trak let på skuldrene. "Tja, så behøver Hallie Berry heller ikke være bange," drillede Louis kærligt på babysprog og lænede sig tilbage i sofaen så han lå henover Harry, der strakte sig lige så lang han var. "Se, meget mere loyale," hviskede jeg mod Liam's læber og trak mig hurtigt væk inden han kunne nå at presse sine læber mod mine. Han så længelsfuldt efter mig, men flabet og som kærlig hævn smed jeg ned hos Louis og Harry. Louis rykkede sig lidt så han kunne ligge mine ben henover hans lår. Mit hoved lagde jeg i Harry's skød og han gave sig til at rode rundt i mit hår og hans nussen fik mine øjenlåg til at glide i, men jeg åbnede dem hurtigt igen.

"What have I got to do to make you want me,

What have I got to do to be heard,

What do I say when it's all over?

And sorry seems to be the hardest word."

Sang Liam sørgmodigt og slog komisk armene ud mod mig, indtil jeg langsomt gav mig til at grine af ham. ”Du tyr vist til desperate metoder,” drillede jeg ham og han så indtrængende på mig som om jeg virkelig ikke kunne tillade mig at pine ham så slemt. ”Girls like you make guys like us desperate,” konkluderede Harry og daskede kærligt til mig. ”And stupid,” tilføjede Zayn i det han vendte tilbage til stuen og sin plads ved Liam’s side. Harry nikkede tilkendegivende og så væk da jeg sendte ham et blik. Hvad Zayn mente med sine ord var ikke til at tage fejl af. Det kan godt være at vi var på talefod igen, men det betød ikke at hans hjerte var helet eller mit for den sags skyld, jeg var som Harry havde sagt ikke tilgivet. Hverken for det de kendte til eller det der for dem endnu lå hen i det uvisse. ”Do the flick!” råbte Niall pludseligt ude fra køkkenet hvor han var ved at lave sig en snack. Alle drengene så smilende på Liam og afventede at han skulle udføre noget der åbenbart hed the ”flick”. ”The flick?” spurgte jeg undrende og talte sådan set mest til mig selv, men som sædvanlig tænkte jeg for højt og fik altså et egentligt svar. ”Ja, en fan spurgte engang til hvilket dance-move vi ville bruge hvis vi skulle score en pige og ja det her er Liam’s ”flick”,” smålo Niall og satte sig gnaskende tilrette på gulvet direkte foran tv’et. Vi så alle hen på Liam, jeg mere desorienteret end nogensinde. Han var allerede i gang og hvis man skulle beskrive det han foretog sig ville det være mest oplagt at sige at han sad og vuggede med hovedet tre gange, før han lavede et hårdt slag med nakken. Dette fik hans pandehår til at svirpe henover hans pande og falde til ro i en perfekt frisure – settled, byt messy, just the way girls like it. Louis klappede for sjov i hænderne og lod som om han var kæmpe fan af Liam. Han rullede rundt, tog sig til hovedet og forsøgte at skrige uden at ødelægge alles trommehinder – sidste del mislykkedes ret voldsomt. Hurtigt rejste jeg mig og plantede et kys på Liam’s læber, han holdt mig fast i flere sekunder og sødmen i hans gengældende kys tvang mig til at holde ved selvom de andre hostede og rømmede sig overdrevent bagved os. ”Styr jer,” grinte jeg og slog ud efter dem hver især og til deres store skuffelse lod jeg mine læber glide henover Liam’s endnu en gang før jeg atter lagde mig til ro i Harry’s skød, for at se den gyser de havde valgt at torturere mig med resten af aftenen.

***

”Hallie?” hviskede en blød stemme til mig og et kys lagde sig blidt på min kind. Dernæst gled læberne op til hvert af mine øjenlåg, før de fandt vej til mine læber. Her blev de hængende til jeg atter så på verden. ”Der er telefon,” lo Liam og hans smil fik hans øjne til at knibe sig sammen. Jeg rystede mit hoved fra side til side og der gik noget tid før det gik op for mig at jeg lå i min seng. Filmen var ikke slut endnu og jeg kunne høre tv’ets mekaniske stemmer jappe af sted inde i stuen. ”Telefon?” undrede jeg mig og min stemme var sløv og forvirret, hvad foregik der? Min telefon blev lagt ned til mit øre og mandestemmen, som skrattede i den anden ende var alt for velkendt. ”Godaften,” sagde Jake roligt og lod mig heldigvis vågne en smule før han snakkede videre. ”Vi bliver nødt til at mødes i morgen tidlig,” nærmest hviskede han som om han var bange for konsekvenserne af sine udtalelser. Et suk fyldt af udmattelse og irritation gled gennem hele min krop. Uanset hvad det var Jake ville så kunne det ikke være godt. Hver gang jeg havde set ham siden kontrakten var blevet underskrevet havde han delt endnu mere ubehagelig information med mig og hvert ord havde tvunget mig ud i flere prøvelser og mere svindel. ”Hvorfor Jake?” peb jeg ærgerligt og Liam’s ansigt lagde sig på forhånd i bekymrede folder. Jeg lagde min hånd på hans kind, for at sige at der ikke var noget at bekymre sig for, gid jeg selv kunne tro det. Selv mine berøringer var efterhånden blevet degraderet til løgne, fysiske men uudtalte løgne.

”Det er vigtigt, vi har meget at snakke om,” affærdigede han mig og det kom fuldstændig bag på mig at han straks efter dette lagde på. Måske gad han ikke høre på flere af mine ynkelige indvendinger, men det var alligevel komplet uforudset at han kunne finde på den slags. Jake havde efterhånden kendt mig længe og vidste hvor utålelig jeg kunne være og hvor besværligt jeg kunne opføre mig. Alligevel var han endnu min ven og manager, så han måtte være en rimelig overbærende karakter, bare ikke i dag kunne det se ud til. Jeg smed telefonen bagover på hovedpuden og trak Liam ned til mig. Hans kropsvarme og drengede duft lagde sig om mig og jeg lod mig selv synke helt ind i hans nærvær. En del af mig ønskede inderligt at vi kunne ligge således i hinandens arme til evig tid, således at i morgen og mødet med Jake aldrig ville komme. Dette var dog blot ønsketænkning og på trods af at vi faldt i søvn sammen og vågnede op sammen otte ni timer senere, så kom morgendagen alligevel før forventet.

***

”Har du brug for et lift?” spurgte Zayn ud af det blå, da vi sad og spiste morgenmad. Et kort sekund opfangede jeg en fjendtlighed mellem ham og Liam, men den blev hurtigt erstattet af venskabelige og undskyldende blikke. Liam nikkede opfordrende til mig og jeg valgte at acceptere det yderligere nødvendige tilbud.

Atmosfæren i bilen var en smule akavet, for jeg kunne ikke lade være med at tænke på den første gang jeg havde siddet i Zayn's bil. Dengang han havde taget mig til politistationen og for første gang set mine indre frustrationer slippe eksplosivt ud, han havde flirtet med mig og i et forsøg på at få mig til at glemme verden havde han taget mig med på eventyr. Det nuværende blik i Zayn's dybe mørke øjne afslørede at han også måtte tænke på den dag, men uden et ord svingede han ud fra kantstenen og satte kurs mod Jake's kontor. Gaderne fløj forbi os mens jeg sad som forstenet og stirrede ud af vinduet uden at vide hvad jeg skulle stille op. Stilheden var ved at blive uudholdelig og selvom Zayn selv havde foreslået at køre mig, så synes det som om han faktisk fortrød det.

"Tænker du nogensinde på os?" spurgte jeg stille og så direkte på Zayn. Hans øjne var fikserede på vejen som to mørke søgelys, men det så ikke ud til at de fandt hvad de ledte efter, for deres flakken fortsatte. Jeg så hvorledes hans nakke blev mere spændt og hans overarm fleksede anspændt. Et kort øjeblik fortrød jeg mit spørgsmål, men som sædvanligt kunne jeg ikke trække mine mindre gennemtænkte ord tilbage. "Os?" svarede Zayn fjernt og lod sin ene hånd glide igennem hans perfekte sorte frisure, men hans intense øjne gled stadig undersøgende henover den omgivende by. "Ja, dig og mig Zayn!" sagde jeg lettere irriteret og pressede fingrene mod mine øjenlåg. Mine fingre kom til at virke som en form for lynafledere og hurtigt havde jeg samlet mig selv igen. "Dig og mig," gentog Zayn og han bed sig eftertænksomt i læben som om lyden af de ord der forlod hans mund ikke smagte godt og ikke var rigtig sunket ind endnu. "Ja, du ved hvis Liam og jeg ikke var..." forsøgte jeg, men da de sidste ord ikke blev udtalt bed jeg mig også nervøst i læben. Resten af sætningen døde et sted mellem mine lunger og læber. Som altid formåede Zayn at afslutte mine tanker. "Faldet for hinanden?" foreslog han og den måde hans optegnede adamsæble bevægede sig på afslørede at han måtte synke en klump. At vi var faldet for hinanden var nok for store ord at bruge og en velkendt kvalme rejste sig fra mit mellemgulv. Liam var faldet fuldkomment og lå nu og rodede rundt på bunden af kløften i blinde, mens jeg selv endnu stod med en fod udover kanten, mens den anden fortsat var plantet fast i bjergets jord, hvor jeg som et fatamorgana kun så Zayn. Først nikkede jeg blot som svar, men måtte indse at Zayn ikke ville se på mig selvom vi holdt for rødt. "Ja," hviskede jeg stille og rykkede uroligt på mig selv i sædet. Et par gader tættere på mit møde med nye ubehageligheder svarede han endelig. "Jeg forsøger ikke at tænke på det, men sommetider dukker det alligevel op," sukkede han og hans stemme var fyldt med en ubestemmelig blanding af sørgmodighed og vrede. En besynderlig glæde og varme bredte sig i min krop, men smilet på mine læber forsvandt hurtigt da Zayn's bløde dybe stemme brød igennem min boble af lykke. "Hvorfor spørger du?" Hans ord var køligere og det blik han kastede på mig var uforstående og en smule ligegyldigt. Troede han virkelig på at jeg ikke følte noget for ham længere? At alt det han for tre måneder siden vækkede i mig atter var blevet dysset i søvn. Hans øjne hvilede afventende på mig og for at vågne fra mine tanker virrede jeg lidt med hovedet, hvilket uheldigvis havde den effekt at Zayn troede at jeg ikke ønskede at svare på hans spørgsmål - han så væk. Ærgeligt satte jeg mig til at stirre intenst på ham i håbet om at mit brændende blik ville blive for meget for ham, således at han måtte gengælde det. På det seneste havde vores øjne kun skabt kontakt ganske få gange og det var altid korte blikke med en undertone af tristhed og skuffelse. Det var som om varmen mellem os var ved at dø ud og kun ved særlige lejligheder, hvor vi for alvor følte os som os selv igen, blussede den atter op.

"Jeg ønsker bare ikke at se dig såret," endte jeg med at svare og som ordene faldt synes det at jeg havde brugt dem alt for mange gange før. Og hver gang jeg brugte dem, hvad snakkede jeg så egentlig om? Hvad betød det når jeg udtalte disse ord? Før jeg var kommet til havde One Direction været et talentfuldt boyband, med en lys fremtid og ubrydelige venskaber. Nu havde jeg rodet godt op i det hele og såret dem alle på kryds og på tværs - stadig kunne jeg ikke fatte at ingen af dem havde fået nok. Zayn fnøs og kneb øjnene tættere sammen. Hans reaktion sendte billeder igennem mit hoved og situationen mindede alt for meget om dengang jeg havde forsøgt at forsvare det kys jeg havde plantet på Liam's læber. "Det er lidt for sent, synes du ikke?" spurgte han og hans knoer blev hvide i det han strammede grebet om rattet. Zayn's ord var ikke kolde, men den kulde som jeg vidste fandtes et sted indeni ham strålede ud gennem hans øjne og fastfrøs dem til verdenen udenfor bilens kabine, den verden han vel måtte længtes efter, en verden hvor jeg ikke kunne gøre ham noget ondt - det var vel ikke noget under at nogen ønskede at hælde rød maling udover mig. I lang tid svarede jeg ikke på hans spørgsmål, for som altid når svaret på et spørgsmål var hele sandheden så ønskede jeg ikke at svare. Når først men havde indrømmet sin skyld og udtalt synden således at det var et faktum at man havde gjort noget galt, så ville der ikke være nogen vej tilbage og situationen ville ikke stå til at redde. Selvom mine løgne var blevet større og større med tiden så håbede jeg stadig på en redning, en let vej ud, men "When it comes to life, there is no easy way out." ville Kaitlyn have sagt og jeg smilede næsten ved tanken.

"Som jeg ser det, så valgte du Liam og dermed tabte jeg. Desuden var det mellem os to bare en form for illusion, noget vi drømte ville ske, but it could never be." sagde Zayn og det overraskede mig at han holdt samtalen kørende på denne måde. Hans udtalelse slog nær luften ud af mig og jeg var ikke helt sikker på hvad han mente. Han fik det til at lyde som et gammelt ordsprog: "If you're in love with two people, pick the second one. If you really loved the first, you wouldn't have fallen for the second." . Lettere såret gav jeg mig til at rulle en tot hår rundt om min pegefinger og jeg vendte mit ansigt væk fra Zayn så han ikke kunne se hvad hans ord gjorde ved mig. "The heart wants what the heart wants, right?" tilføjede han og jeg kunne høre smilet i hans stemme. Zayn's handlinger og ytringer farede i en stor forvirring gennem rummet omkring mig og jeg kunne ikke på nogen måde hitte rede i hvad han følte. Hans ord afviste mig, mens hans handlinger længselsfuldt forsøgte at fange mig og det endte kun i en stor mængde selvmodsigelser. "Du tabte hvad?" valgte jeg at spørge bare for at få svar på en ende af rodet, så forestillede jeg mig at jeg langsomt kunne trævle resten op og til sidst finde en større mening. Desværre sagde Zayn ikke en lyd, nu var det åbenbart hans tur til ikke at svare og det gik op for mig at han nok forsøgte sig med the silence treatment. "Så er vi her," sagde Zayn hæst kort efter at mine tanker var løbet løbsk og var endt på en blind vej. "Hvor?" spurgte jeg forvirret og gned mine øjne som var gledet halvt i efter at Zayn havde lukket stilheden rundt om mig. "Virkeligheden," konkluderede han nøgternt og lænede sig henover mig og åbnede min dør. Et jag af skuffelse fór gennem mig, for nu viste selv hans handlinger at han ville af med mig. For at efterkomme hans stumme ønske klikkede jeg hurtigt min sele af og sprang ud på fortovskanten. Herfra så jeg kort ind i Zayn's mørke øjne før jeg smækkede døren hårdt og fulgte bilen med øjnene. "Hvorfor gør du det her?" råbte jeg efter den og Zayn måtte have hørt det gennem sit åbne vindue, for lige før han svingede væk fra vejen lavede bilen et usikkert ryk ind mod kantstenen. Folkene rundt om mig så chokkeret på mig, men jeg valgte at ryste deres blikke af med et smil før jeg krydsede gaden og trådte ind på Jake's kontor.

***

Jake's mørkebrune øjne så op på mig og selvom hans læber smilede til mig så gemte hans blik på noget foruroligende. Jeg var endnu tynget af Zayn's bortvisninger og afledningsmanøvrer, men lige nu måtte jeg tage mig sammen og koncentrere mig om ikke at blive bundefanget af Jake endnu en gang. "Hvad så?" spurgte jeg med en falsk afslappet tone og slog mig ned i hans ene læderstol. Jake sendte mig et kort nik og gik så siden i gang med dagens dagsorden. "Vi skal først tale om det her," sagde han og smækkede et billede af et rødt dryppende monster op på bordet. Der gik nogen tid før det gik op for mig at billedet forestillede mig den dag en eller anden pigen hældte maling på mig. "Hvad er der med det?" slyngede jeg ligegyldigt ud i luften som om jeg ikke bekymrede mig over det, men inderst inde krympede jeg mig i skam. "Hvem er hun? Hvad skal det forestille?" jappede Jake af sted og gav mig nærmest ikke tid til at svare eller tænke. "Hun...hun, det ved jeg ikke." måtte jeg indrømme og han skubbede irriteret billedet til side. "Du må være noget mere forsigtig Haley, du har et rygte at beskytte," sukkede han og rodede videre i dagsordenen. "Ja, det er jo ikke ligefrem, fordi jeg går rundt med et skilt på ryggen hvorpå der står: "Vær så venlig at hælde maling nedover mig"!" bjæffede jeg arrigt og fik Jake's fulde opmærksomhed. "Nej nej, undskyld. Jeg eller vi er bare lidt hængt op," undskyldte han sukkende og det kom bag på mig at han var ked af situationen. Jake plejede aldrig at undskylde for sine udtalelser og det var nok det vi havde haft mest tilfælles dengang vi mødtes. I stedet for at godtage eller sige tak for hans undskyldning gik jeg videre til det næste spørgsmål, som bankede på mine tanker. "Hængt op? Hvad mener du?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...