The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23840Visninger
AA

5. Never a mistake...only a lesson

Min krop klyngede sig ynkeligt til dørhåndtaget i det jeg nåede hjem og da jeg lukkede døren bag mig lod jeg mig glide ned af den til jeg sad på gulvet. Mine ører havde for længst lukket verdenen omkring mig ude og jeg vidste, at der kun var en ting at gøre nu. Musik og alkohol skulle befri mig fra mine lænker og med ny energi rejste jeg mig op. Hurtigt rodede jeg hele mit klædeskab igennem og fandt en kort marineblå kjole med blonder frem før jeg tog et bad. Vandet rislede varmt og afslappende ned over mine ømme skuldrer og trommede let på min hud, som for at berolige mig. I mit hoved hørte jeg Kaitlyn's stemme bede mig om bare at blive hjemme i aften, men jeg kunne ikke holde tanken ud om endnu en aften i denne kolde og tomme lejlighed. Kaitlyn's stemme blev erstattet af Jake's der foreslog, at jeg besøgte drengene, men de var nok de sidste jeg havde lyst til at se i dag eller i morgen eller nogensinde. Det kunne godt være, at de skulle redde hele min karriere, men deres tilstedeværelse gjorde mig også til en løgner...en løgner fuld af billige tricks.

Jeg gnubbede mig tør i et håndklæde og lod hårtørreren blæse de sidste tanker ud af mit hoved. Dens konstante summen flydte hullerne i min tankegang og for en kort stund tænkte jeg ikke på noget som helst. Min mobil vibrerede ovre på sengen, men jeg ignorerede den, for det var sikkert bare Jake der spurgte hvor helvede jeg var blevet af eller Amy der ville snakke om One Direction. Urgh, nogen gange driver mit liv mig til vanvid og lige nu er det så uudholdeligt at jeg bare må væk, væk fra alt rationelt og realistisk.

Efter jeg havde krøllet mit hår, klemt min krop ned i den lille kjole og taget et par tårnhøje sorte stiletter på iførte jeg mig min jakke og skuttede mig da den kølige aftenluft slog mod min varme hud. Dette ville blive en god aften og nat kunne jeg mærke og selv hvis det ikke gjorde så var jeg ret ligeglad, smerten skulle bare drives ud.

***

"Jamen, hvem har vi her?!" råbte bartenderen på "The Flamingo" da jeg trådte ind af døren. Jeg sendte ham et veltilfredst smil og bad ham blande min sædvanlige vodka drink opfundet til ære for mig. Mike hed han og han tjente styrtende med penge på mit bekendtskab. På de sidste to måneder havde jeg besøgt ham næsten hver aften, for det var min yndlings bar. Der var oftest ingen klamme typer og normalt lod folk mig være i fred. "Er du blevet dranker?" spurgte en snalret brunette og lænede sig let hen mod mig før hun mistede balancen og landede med ansigtet i gulvet - charmerende. Jeg bad om endnu et vodka shot og lod den smagsløse væske glide ned gennem min tørre hals. Baren her var det sted jeg hørte hjemme og jeg startede altid med de første drinks for mig selv. Senere på aften ville jeg så forvilde mig ned i byen og finde en tilfældig klub hvor jeg kunne feste videre - alt var som det plejede.

På nær en ting. Inde bagerst i baren sad en ung fyr, der så ud til at være lige så gammel som jeg. Han smilede skævt til mig ligesom Zayn havde gjort det tidligere i dag - vent hvad? Hvorfor tænker jeg dog på Zayn nu? Jeg nåede ikke at svare på mit eget spørgsmål før fyren fra baglokalet havde flyttet sig op ved siden af mig. "Kommer du tit her?" smågrinede han og tømte sin øl. Det var en forfærdelig dårlig scorereplik, men i aften var jeg ligeglad. Jeg var ensom og han var lækker! "Ja, hver aften..." svarede jeg forførende og lod min tunge glide henover mine læber. "Mit navn er Adam, du?" "Haley, Haley James," pralede jeg dumt og fortrød straks at jeg havde fortalt ham det. "Haley James som i den kendte sangerinde hvis sange de spiller i radioen nonstop?" "Ja," sukkede jeg og hældte endnu et shot af vodka ned. Da jeg satte glasset fra mig fangede hans mørke øjne mine og få sekunder efter havde han plantet sine læber på mine. Hans kys var råt og det lyste ud af ham, at han var ude efter et one night stand. Hvis ikke alkoholen var gået så hurtigt i mit blod havde jeg måske tænkt mig om en ekstra gang inden jeg lod mig forføre, men min hjerne var slået ud og jeg orkede ikke at kæmpe imod.

To timer og alt for mange drinks senere lod jeg Adam skubbe mig venligt ud af barens dør. Mike råbte noget efter mig, men jeg opfangede ikke hans ord og ignorerede det. "Lad os smutte hjem til mig," foreslog Adam mens vi gik ned af en gade. Det begyndte at svimle for mig og det var som om mine ben ikke længere arbejde sammen med mig. Alligevel blev Adam ved med at føre os igennem byen. Vi kom til en mindre gyde hvor han lænede mig op af en mur. Hans arme slyngede sig rundt om min talje og pressede min sløve krop ind til sig og på trods af mine frustrerede hjerne kunne jeg ikke få ham til at slippe grebet om mig. Murens sten borrede sig ind i min ryg da han hev jakken af mig og den kølige luft slog ubarmhjertigt mod min feberagtige hud. "Adam...lad være..." prøvede jeg, men hans greb blev strammere og jeg måtte gispe efter vejret. "Adam!" Jeg rev mig løs og brugte mine sidste kræfter på at løbe ud af gyden, men jeg kunne tydeligt høre hans tunge skridt bag mig. Jeg så mig desperat om, men der var ingen der mødte mit blik. En stærk arm holdt mig tilbage mens jeg vred mig frem og tilbage. Mine hænder rev, vred og kæmpede for at befri min krop fra Adams, men det var nytteløst.

Er par forbigående så undrende til mens jeg blev slæbt hen mod en bil, der stod parkeret i vejkanten. Bildøren blev åbnet og med hele vægten af sin krop forsøgte Adam at presse mig ind på bagsædet. "Arrrgh!" jeg skreg endnu en gang indtil det begyndte at sortne for mig. Det sidste jeg så var at en person, der slog ud efter Adam igen og igen. Derefter hørte jeg en velkendt stemme kalde mit navn "Haley!" "Haley!" "Haley" Et par arme greb beskyttende om mig og jeg blev løftet op. Nogen samlede mig op og knugede mig indtil sig. Hvem end det var så duftede han sødt og selvom en anden stemme fortalte mig at jeg skulle holde øjnene åbne så gled mine tunge øjenlåg i og jeg drev væk, drev ind i mig selv.

***

En svag banken bragte mig tilbage til den virkelige verden og først da jeg åbnede mine øjne gik det op for mig at jeg lå i min egen seng. Jeg var ellers sikker på at jeg var endt hjemme hos en eller anden fyr fra byen og jeg havde ingen idé om hvordan jeg var kommet hjem. "Haley, er du der inde?" hørte jeg en stemme hviske fra den anden side af døren og jeg tvang mig selv ud af sengens varme og bløde komfort. Det var Niall?! Hvad i al verden lavede han her, jeg havde ikke ringet efter ham eller nogen andre for den sags skyldt. "Hey!" hilste han og omfavnede mig. Der var den igen, den søde duft som var det sidste jeg huskede fra aftenen før. "Var jeg sammen med dig i går?" spurgte jeg og lavede en grimasse i ubehag ved tanken.  Niall lo en smule før han rystede seriøst på hovedet, "Nej, vi tog dig bare hjem og så tog jeg herover for at se om du var okay..." smilede han og i lettelse faldt jeg tilbage i sengen. Før jeg nåede at spørge om hvorfor de dog gad hjælpe mig og bekymre sig om en diva sagde han drillende: "Det ser nemlig enormt dårligt ud på ens CV hvis man lader et eller andet creep bortføre ens samarbejdspartner!". Nårh, ja det var det der var sket i går. Mit og Niall's blik blev fanget på samme tid af de store rødlige mærke jeg havde på mine arme. Jeg trak dynen op over mig, for at gemme dem. Niall trak dynen væk igen og begyndte at undersøge hvert enkelt mærke med en forsigtighed jeg aldrig før havde set hos en dreng. Han pressede sin ene finger mod min hud, hvilket sendte en bølge af smerte igennem min krop. Det gik først nu op for mig hvor ondt jeg egentlig havde i hele kroppen. "Undskyld," hviskede han og rejste sig da hans telefon ringede.

"Jo, jeg er hos hende lige nu...hvad nej det tror jeg ikke. Hvad sagde han? Nå, kan du ikke fortælle hende det? Nej, jeg er ikke en kylling, men folk har det med at dræbe ham der overleverer budskabet..."

Jeg morede mig over samtalen og da Niall stod med ryggen til tillod jeg mig at fnise en smule. Desværre hørte han det godt og vente sig om for at sende mig et grin - jeg skoldede ham dog med et koldt blik og lod mit hoved falde tilbage på min pude. "Hvorfor gør du det, Haley?" "Gør hvad Niall?" "Det er som om du er to personer, først er du kold, så sød og så bliver du pludselig kold igen?" "Tja, det er et af livets mange spørgsmål der for dig til at lyde tosset!" - 4-2.

"Nå, men Jake bad mig tage dig hjem til os, for han vil ikke have at du er alene efter det der skete i går." deklarerede Niall med sin venlige stemme og sagde dernæst, at han ville gå en tur og komme tilbage når jeg var klar til at tage af sted.

Tage af sted? Jeg skulle ikke nogen steder, for Jake var ikke bekymret for mig, nej det her var bare et nyt led i hans endeløse plan. Det var nu babysitningen for alvor gik i gang, for den da også. Jeg kunne godt have undværet Adam fyren. Hvis det ikke havde været for ham så ville jeg være fri som en fugl. Da Niall kom tilbage måtte jeg indse, at jeg blev nødt til at følge med, hvis ikke, ville Jake se det som kontraktbrud og så ville jeg blive sendt hjem til Europa på det første fly. Dermed ville det være goodbye NYC, Hollywood og karriere, life is hard.

Hele køreturen fra min lejlighed til deres, kastede Niall stjålne blikke på mig og i et forsøg på ikke at vise ham hvor irriterende det var rullede jeg vinduet ned og lod eftermiddagens tøre luft køle mig af. Den feberagtige fornemmelse fra aftenen før var stadig ikke væk og selvom jeg ikke havde lyst til at indrømme det, sad der en ubehagelig kvalme i min hals. Hver gang jeg lukkede øjnene huskede jeg mere og mere fra det øjeblik Adam og jeg forlod baren og til det hele sortnede. Selv lugten af øl og vodka hang i min næse, som et evigt minde. Uroligt rykkede jeg mig fra side til side i bilsædet, men stoppede hurtigt da alle mine blåmærker sendte konstante bølger af smerte gennem min overkrop.

"Er vi der snart?" sukkede jeg ynkeligt og fangede Niall's opmærksomhed. "Ja, bare to blokke til," svarede han og nikkede kort. Det overraskede mig at han ikke stillede flere spørgsmål, desværre fandt jeg hurtigt ud af hvorfor da vi kom til hotellets lejligheds penthouse. "Hun er i live!" råbte Louis og maste sig vej gennem entréen og kastede sig om min hals. "Ouch," stønnede jeg og bed mig i læben for at holde smerten ud. "Hallie Bear, hvorfor krammer du ikke igen?!" spurgte han frustreret og jeg rakte mine bare arme frem. Min lyse hud var dækket af store røde og blålige plamager. Louis's ansigtsudtryk ændredes straks og han greb forsigtigt om mit ene håndled og inspicerede skaderne. "Gør det meget ondt?" spurgte Harry og mødte bekymret mit blik, jeg trak på skuldrene og lavede en mærkelig grimasse. "Jeg er glad for at du er okay," sagde Liam og lagde forsigtigt sin arm om mine skuldrer og ledte mig ind i stuen. Zayn nikkede til mig og kneb sine øjne sammen i smerte, da en lægeligende mand lagde en bandage om hans hånd, hvad fanden havde han lavet? "Han reddede dig," sagde Liam kort, da han åbenbart havde set mit spørgende udtryk. "Ja, han er den sande Superman..." sukkede Louis i spøg og lagde sit hoved på Zayn's skulder og de lo straks af hans kommentar. "Jeg har ikke brug for Superman," sagde jeg koldt og utaknemligt. Jake kom ind i rummet og jeg fór sammen, da jeg ikke var klar over at han også var her. Fulgte han efter mig eller hvad! "Kan vi lige snakke sammen Haley?" spurgte han stille og roligt uden så meget som en smule vrede i sin stemme.

***

Vi forlod drengene, som stadig var i chok over min kommentar - 4-3, hell yeah! "Hvad skete der i går?" Jeg rullede mine øjne, skulle vi nu til at gå over endnu en af mine vilde nætter gone wrong? "Det er fint Jake, bare et par blåmærke," sukkede jeg og satte mig ned på sengen i det rum vi befandt os i. "Jeg tror ikke det er gået op for dig hvor alvorligt det her er." "Jeg fik bare et par drinks for meget og tænkte mig ikke om..." konkluderede jeg uden helt at være sikker på hvad jeg egentlig mente med det svar. Jake rystede på hovedet og satte sig ned foran mig og tog min hånd. "Haley, du var ved at blive bortført, hvem ved hvad der kunne være sket. Du var heldig at drengene tilfældigvis kom forbi," sagde han stille, men jeg var nu ikke enig i, at jeg var heldig. "Og at Zayn ikke var bange for at slå ud efter ham fyren..." tilføjede han. Jeg rev min hånd væk fra ham og lod den køre igennem mit hår. Så det var det Zayn havde lavet med sin hånd...han havde slået ud efter Adam og man kan vist roligt sige, at han ikke missede. Sigter godt, rammer godt! "Jeg har meldt det til politiet Haley og de leder efter ham, men du skal nok ned på stationen og give dem en beskrivelse." fortalte Jake mig og så overrasket på mig da jeg rejste mig op. "Politiet? Jake, det er ikke nødvendigt!" udbrød jeg skingert og han sukkede. "Haley jeg gider ikke diskutere det her med dig, okay? Det er anmeldt og sådan er det bare!" "Og i mellemtiden vil du spærre mig inde her?!" råbte jeg nu bebrejdende, idet jeg kom i tanke om hvorfor jeg overhovedet var blevet hentet af Niall.

"Ja, du kan tydeligvis ikke håndtere singlelivet Haley," konkluderede han hårdt og rejste sig for at være i øjenhøjde med mig. "Jake, jeg er ikke nogen baby! Jeg har ikke brug for babysittere!" "Nej, men så længe du opfører dig som en baby så må du finde dig i, at det her er dit hjem!" svarede han igen og strakte sine arme ud fra sig for at tydeliggøre hvad han mente. "Hvad?! Det kan du ikke mene Jake!" "Jo, jeg kan og det gør jeg," sagde han kort og kontant før han vendte sig mod døren og åbnede den for at gå. "Jamen, jeg har lært min lektie Jake!" "Really? Det tror jeg ikke Haley." . Jeg greb ud efter ham og trak ham baglæns i arrigskab. "Jeg kan godt klare mig selv!" fortalte jeg ham isnende og afventede, at han ville give sig, men hans stive ansigtsudtryk ændrede sig ikke det mindste. "Farvel, Haley." sagde han og forsvandt ud i entréen. "Jeg regner med at finde dig her i morgen!" var det sidste Jake sagde før han forsvandt ud af døren. Drengene sad og gloede på mig indefra sofaen, mens jeg prøvede at kontrollere min vejrtrækning. 5-3 - Urgh! Jeg trampede ind på et af værelserne og smækkede døren, det her var simpelthen for meget!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...