The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23854Visninger
AA

4. Lie a little better

De stirrede på mig, jeg kunne mærke det. Deres blå, brune og grønne øjne borrede sig ind i min hud og efterlod næsten brandmærker. "Har jeg noget i ansigtet eller hvad?" spurgte jeg irriteret og Liam så straks ud af vinduet så vores blikke ikke mødtes. "Næ, men du smiler så meget at dit ansigt er ved at flække!" drillede Niall med sin irske accent. I stedet for mit ansigt flækkede de andre drenge og bilen var fyldt med latter, selv Liam kunne ikke beherske sig. Fantastisk, jeg var ikke bare verdens nyeste fiasko, snobbede diva og tudende talent, jeg var også den seneste joke! One Direction havde ikke været her i mere end tyve minutter og jeg havde allerede set dum ud to gange.

Midt i det hele udvikledes Louis's latter sig til anfald af falsk gråd og han lænede sig ynkeligt op af Harry som straks begyndte at ae hans hoved. "Hvad er der galt min stakkels ven?" spurgte Liam på grænsen til at grine igen. "Jeg er så ulykkelig," svarede Louis krampagtigt og tog sig til hjertet. Zayn lod et grin undslippe og Niall klappede Louis på ryggen. "Hun kan ikke lide os," spruttede Louis og igen brød latteren ud. Hvis ikke jeg havde været så paf havde jeg nok svaret igen, men jeg kunne ikke gøre andet et at glo dumt på de fem drenge. De opførte sig fuldstændigt bindegalt.

Jake vendte sig om og smilede til mig, som om mit liv pludselig var blevet fem gange bedre, det eneste jeg havde fået ud af det her var hovedpine.

***

Vi var på vej til drengenes hotel og vi ville have været der nu, hvis det ikke var for New York's køkultur. Overalt var vejene blokeret af biler og køen voksede sig større og større på få minutter og som om det ikke var slemt nok så sad jeg stadig i en bil sammen med fem fyre, der ikke undlod sig at gøre grin med mig. Jeg havde virkelig ikke tålmodighed til det her og i ren irritation steg jeg ud af bilen, smækkede døren og begyndte at gå. Jake rullede vinduet ned og råbte noget efter mig, men jeg kunne ikke tage mig af det. Mit hoved havde brug for luft hvis jeg ikke skulle eksplodere lige om lidt.

Også fortovene var fyldt med mennesker der måbende gik forbi mig, enten fordi de var blevet helt Starstruck eller fordi jeg nok så en smule farlig ud. Mit tempo var mere en stædig trampen end en egentlig gang og jeg kunne mærke den begyndende smerte i fødderne. Det er bare så typisk at man vælger at tage stiletter på, på en dag hvor man får brug for at gå hurtigt. Luften var fyldt med dytten og råben og det emmede af udstødning der blev fanget i formiddagens sollys. Det var nu i grunden en meget dejlig dag, når man altså løb væk fra sit liv og så bort fra, at jeg havde fået fem jokere på nakken.

Med ét hørte jeg mit navn blive råbt højt for at overdøve trafikken og jeg så mig forfjamsket om for at finde lydkilden. Først troede jeg at det var en fan og håbede sådan set også lidt på det, men desværre har jeg intet held med mig for tiden. Henne ved vejkanten stod en stor sort bil parkeret og ud gennem de nedrullede vinduer fulgte Harry, Niall og Jake mig med deres øjne. For den da også! Nu lignede jeg igen en idiot, der gik inde på fortovet og nægtede at stige ind i bilen som et stædigt barn der ikke får sin vilje. Jeg går altså ikke ind i den bil igen, ikke på vilkår!

"Hallie, babe come on," kaldte Harry undskyldende, men med et drilsk blik i øjet. Urgh, de gik mig på nerverne. "Hvad!" råbte jeg tilbage, for blot at høre Louis sige: "Hallie Bear vi er så kede af det.". Da jeg stoppede op for at se på ham lod han som om han tørrede en tåre væk og jeg var lige ved at grine, men da jeg hurtigt trak grinet tilbage blev det til et mærkeligt grynt der lød som når en hund nyser. 3-0 til One Direction, damn jeg måtte virkelig se at tage mig sammen. "Haley, kom nu ind i bilen," bad Jake, men han kunne ikke skjule, at han selv fandt situationen en smule komisk. "Der er kun fem blokke tilbage, jeg går!" konstaterede jeg og fortsatte min trampen ned af gaden som en ren Godzilla på vej mod sit mål. Lidt efter hørte jeg bilen accelerere og ud af øjenkrogen så jeg den forsvinde ned af den trafikkerede gade. Frihed var jeg på nippet til at råbe, men droppede det da jeg lige om lidt ville være fremme ved hotellet og endnu et fængselsophold.

Jeg tog min mobil frem og gik ind i telefonlisten. Måske jeg skulle ringe til Amy, men hvad godt ville det gøre? Hun ville sikkert bare gå i gang med at flippe ud over, at jeg Haley James havde mødt One Direction. Dernæst ville hun så tigge og bede om hun ikke måtte komme forbi sådan helt "tilfældigt" og møde dem og det magtede jeg bare ikke. Min tommelfinger bladrede videre i mine kontakter og da navnet "Kaitlyn <3" dukkede frem på skærmen trykkede jeg "kald op". Den ringede fem gange før den gik til telefonsvaren.

"Heya, du har ringet til Kaitlyn James

læg en besked og så vender jeg tilbage,

medmindre det er Harry Styles så tager jeg den lige nu..."

Hendes stemme døde ud og blev erstattet af et bip efterfulgt af fuldstændig larmende stilhed. Jeg lukkede mine øjne et kort øjeblik og følte en pludselig trang til at forsvinde. Mine øjne gled langsomt op og jeg blinkede et par gange for at se klart, jeg måtte se at komme videre slog det mig og jeg skyndte mig ned af gaden.

Hotellet var propfyldt med mennesker der var kommet fra alle kanter af landet for at se One Direction og selvom mit ansigt var ret genkendeligt kunne jeg let som ingenting forsvinde op til drengenes suite. Normalt ville det irritere mig når nogen tog al opmærksomheden, men lige nu var jeg glad for at ingen stoppede mig. "Hey guys, se hvem der valgte at komme forbi alligevel!" råbte Zayn til de andre da han åbnede døren for mig. Han smilede skævt til mig og gjorde et nik ind mod stuen, for at jeg skulle følge efter. "Jamen det er jo vores helt egen Haley James," udbrød Harry og smilede stort. "Jeg kan se du overlevede gåturen," hviskede Zayn i mit øre, hvilket fik en kuldegysning til at løbe ned af min rygsøjle. Jeg var ikke klar over at han stod så tæt på mig og igen kunne jeg ikke lade være med at tænke over hans opførsel, hvad var han ude på?

"Fortæl os lidt om dig selv Hallie," sagde Niall og klappede pladsen ved siden af sig. Modvilligt satte jeg mig ned og lænede mig tilbage for bare at føle en fast grund under mig. "Der er ikke meget at sige. Jeg er en sensation i USA med et dårligt rygte og her er I, mine redningsmænd," deklarerede jeg og Louis kom løbende ind i stuen iklædt en Superman T-shirt. "To the rescue!" råbte han og væltede ned i skødet på mig og Niall. Jeg sprang op fra sofaen og Louis rullede ned på gulvet, hvilket igen resulterede i krampagtig latter. 4-0 - suk.

Lidt efter kom Jake gående ind i rummet efterfulgt af en midaldrende mand i jakkesæt. "Hi, Haley jeg er drengenes manager. Mit navn er Ty," introducerede han sig og rakte sin hånd frem. "Hi," sagde jeg kort og trykkede hans hånd og hørte tydeligt Niall og Louis's chokkerede udbrud. Jeg smilede triumferende - 4-1.

"Hu...hun...jamen hun trykkede hans hånd!" stammede Louis og lod Harry ae sin kind. "Ja, nogen folk er bare onde Louis." konkluderede Harry roligt og så direkte på mig, men med et smil gemt i sine øjne. Hvorfor var de så rare ved mig? Jeg var jo en totalt nar og en diva. Ingen holdt for alvor af mig selv min mor var flygtet hjem til Europa, for at komme så langt væk fra mig så muligt. Efter Kaitlyn's død kunne hun ikke klare synet af mig, men det havde vel sine grunde.

Jeg slog mig ned i sofaen igen og uden at tænke mig om spurgte jeg: "Hvorfor er I så rare ved mig?". Det øjeblik ordene forlod mine læber fortrød jeg dem, fordi det gik op for mig hvor dumt det lød. "Alle skal have en fair chance," sagde Liam og trak på skuldrene før han mødte mit blik. Hvis jeg havde været ham ville jeg have set en snært af tristhed og glæde i mine øjne, dog forsvandt det hurtigt. "Og alle ved hvordan briter er med fairplay," sagde Niall og prikkede til Zayn der straks gengældte angrebet. "Ej, drenge helt seriøst hvor meget er I blevet betalt?". Jake der sad overfor mig stivnede og hans øjne begyndte at flakke fra person til person, hvad var hans problem?

De grinte alle sammen og Jake og Ty prøvede at grine med, men det blev lidt akavet og tvungent. "Ingen har betalt os Haley, vi ville bare mega gerne arbejde med dig," sagde Liam. "På trods af dit dårlige rygte..." "Og din diva attitude" tilføjede Louis og Harry. "Ja, ja, jeg ved det jeg er en rædselsfuld person!" bjæffede jeg og viftede mine arme i vejret som dramatisk effekt.

"Men hvis nu vi glemmer alt om jeres fairplay og gode manerer, hvor meget fik I så for at tage det her job?" Rummet blev fyldt med stilhed og ingen svarede. Drengene så på hinanden, som om de ikke fattede en bjælde af det jeg lige havde spurgt dem om. Ty brød luftens spænding: "Ingen blev betalt Haley, hvor kommer du dog på det?". Han lo og atter var suiten fyldt med latter og glade dage. Jeg sad og gloede dumt, for jeg vidste at de ikke havde gjort det her frivilligt - ingen ville gøre det uden en form for forsikring i form af kolde kontanter. Mit ry kunne skade deres ry.

***

Jake trak mig til side da drengene dykkede ned i hotellets mange menuer for at finde os noget mad. "Hvad er der?" vrissede jeg og glattede min Blazer for anden gang i dag. "Du har ret, de er blevet betalt, men det ved de ikke!" fortalte han mig. "De ved det ikke!" udbrød jeg og Jake tyssede på mig. Jeg var godt klar over, at de var blevet betalt, men da Jake smed det lige i hovedet på mig føltes det alligevel som om han lige havde givet mig en lussing. "Hvad med Ty?" "Jo, han ved det. Det var en del af aftalen så hvis det hele gik galt så havde de alligevel tjent penge på det, men du kan ikke sige noget om det!" "Skal jeg lyve?!" hviskede jeg med en pludselig vrede i stemmen. "Det er jo ikke fordi det er første gang at du har gjort det!" sagde han og gik tilbage i stuen. Jeg hev efter vejret og følte mig en smule svimmel. Det sidste drengene så til mig den dag var da jeg forlod suiten og smækkede døren bag mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...