The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
146Kommentarer
24980Visninger
AA

35. Let the darkness close in on us

Kassedamen var lettere afvisende idet jeg viste hende billedet af One Direction. Dog spærrede hun sine grønne øjne op, da det gik op for hende hvad det drejede sig om. Desværre, lagde et smørret grin sig henover hendes runde ansigt. ”One Direction? Nope, sorry fangirl,” grinede hun hånligt og mine øjne hagede sig fast i hendes navneskilt. ”Thanks for nothing, Jeanine,” sagde jeg køligt og smuttede før hun kunne give sig til at brokke sig – det var sidste gang jeg handlede derinde – fangirl?! Pft, hun skulle bare vide! Arrigt gav jeg mig på vej hen til Central Park og gaderne slyngede sig grå foran mig. En angst ramte mig – hvad nu hvis gaderne igen ville være mine eneste venner?

"Du holder meget af den her by, gør du ikke?" spurgte Liam mens vi stod i kø i Dean and Deluca. "Jo, dens gader er mit hjem," svarede jeg og langede et par dollarsedler over disken. "Kun gaderne?" spurgte han undrende og fangede mit blik. Ja, gaderne var som mine sjælevenner. Ligesom mit indre var de rodede og vildsomme, samtidigmed at de var i stand til at stå imod alt det de blev udsat for. New York's mange avenuer var mine lige og indtil Liam, Niall, Louis, Zayn og Harry var dukket op havde de været det der mindede mest om venner. "Jeg elsker gaderne, de er inspirerende du ved," svarede jeg i et næsten spørgende tonefald og hans udtryk ændredes straks fra drillende til tænksomt. "Det har du ret i," sagde han og så sig om, "Gaderne er der hvor livet er og de er fyldt med mennesker der deler ens skæbne." smilede han tilbage.

Det forbløffede mig stadigvæk, at Liam havde fattet hvad jeg snakkede om dengang og jeg så en spejling af fortiden for mig – Liam og jeg gik som to skygger foran mig og holdt en filosofisk samtale i gang, men så stoppede vi brat op og han tilbød at bære en af poserne. Der var det, det øjeblik hvor en paparazzi havde sneget sig ind på os og indfanget det billede som senere forkludrede alt og fik ledt mig ind på flere løgnagtige spor. Smilet fra tidligere slukkedes og jeg fokuserede på at nå frem til Central Park. Højhusene og avenuerne endte brat og jeg blev mødt af en mur af grønne træer og græsarealer, blå søer og glade stemmer. Børn løb legende ind og ud mellem bænke og buske, mens deres forældre holdt øje med dem på afstand. Jeg derimod kastede forhastede og søgende blikke ind mellem træerne, men jeg genkendte ikke et eneste menneske.

Efter flere timers finkæmning af stort set hele området, kom jeg til vores plet – en lille solbeskinnet lysning omkredset af træer. Jeg tillod mig selv en lille pause og satte mig ned på det fugtige græs hvor vi for så uendelig længe siden havde delt en frokost. Endnu kunne jeg genkalde mig den tid og lykken som var indkapslet i mindet.

"Sådan, så er der mad," annoncerede jeg og satte poserne fra mig. Niall kastede sig hungrende over maden og Liam forsynede Harry, Louis og sig selv med de sidste tre sandwichses. Zayn kom hen til os andre og måtte ligesom mig tage til takke med en salat. "Kaninæde, seriøst?" spurgte han og sukkede opgivende. "Det er sundt Zayn," konkluderede Louis søvndrukkent. Vi havde ikke fået lov at sidde og nyde vores mad ret længe før Zayn lod ét salatblad flyve gennem luften og ramme Louis lige i panden. Louis sendte et dræber blik i Zayn's retning og returnerede med en skive tomat - madkrigen var skudt i gang. "Drenge," sukkede jeg træt for blot at blive ramt i hovedet af en håndfuld ærter. "Sorry, Sweet Pea," grinede Zayn og kravlede hen til mig. Han sendte mig et flirtende blik og blinkede i det han samlede en ært op, som lå på mit lår og spiste den.

”Hvor er I henne?” snøftede jeg bedrøvet for mig selv og rejste mig for at fortsætte eftersøgningen. Skuffet over allerede at være over halvvejs på listen uden at have fundet nogen af drengene, rev jeg listen midtover. Den ene halvdel findelte jeg i små hvide firkanter og kastede dem op i luften. De dansede som snefnug foran mig før de sagte dalede mod jorden og drev bort i eftermiddagsvinden. Resten ledte mig fortsat videre ud igennem New York City’s kryptiske gadenet og jeg endte foran min egen gadedør.

Genkendelsens glæde var stor, for jeg havde ikke befundet mig på mine egne enemærker i flere uger. Alligevel lagde der sig en trykkende følelse over mig idet jeg stod i min stue. Det var som om stedet ikke rigtig tilhørte mig længere eller måske var det mig der ikke tilhørte stedet længere. Sidst jeg så disse rum var dengang Rachel, min mor, kom hjem fra Europa for at rydde op i Kaitlyn’s ting. Da Rachel strejfede mine tanker, fik jeg en stærk trang til at ringe hende op og tale ud, men hvad skulle jeg sige? Hvordan skulle jeg starte en samtale? Atter hørte jeg stopuret tikke af sted over mit hoved og jeg vidste egentlig ikke rigtig hvorfor jeg havde forestillet mig at drengene ville møde op her…?

"Haley, er du der inde?" hørte jeg en stemme hviske fra den anden side af døren og jeg tvang mig selv ud af sengens varme og bløde komfort. Det var Niall?! Hvad i al verden lavede han her? Jeg lukkede ham modvilligt ind. Vores blikke blev fanget på samme tid af de store rødlige mærke jeg havde på mine arme. Jeg trak dynen op over mig, for at gemme dem. Niall trak dynen væk igen og begyndte at undersøge hvert enkelt mærke med en forsigtighed jeg aldrig før havde set hos en dreng.

Niall’s ansigt blev sløret og forvandledes til Zayn’s og lyden af hans stemmer der kaldte på mig.

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde siddet der før jeg hørte nogen kalde mit navn ude fra opgangen. Forsigtigt blev døren puffet mere åben og Zayn kom til syne. "Hales?" kaldte han igen uden at få øje på mig. . "Hales..." begyndte han, men hans stemme døde hen da hans blik mødte mit ansigt. Han knælede foran mig og lod sin hånd glide forsigtigt henover mine kinder - det var slet ikke gået op for mig at jeg græd. Smerteligt lukkede jeg øjnene og mærkede pludseligt hans stærke arme omkring min krop idet han løftede mig op til sig og bar mig ud af lejligheden.

Nej, de var heller ikke her. Inderst inde lo jeg af mit eget idioti, hvad havde jeg helt præcist set for mig? At One Direction ville have ligget på min ”Velkommen”-dørmåtte og ventet på at jeg skulle komme forbi og tilfældigvis finde dem? Nej, vel? Sandheden var at mine hjerne var ved at løbe tør for håb og idéer og den kunne heller ikke helt forholde sig til, at det hele var slut. Jeg ønskede ikke at acceptere at drengene ikke kunne holde ud at se på mig, og at jeg for evigt ville minde dem om det forræderi jeg havde udsat dem for. Nok havde jeg det forfærdeligt, men jeg glemte tit at tænke på hvordan Niall, Liam, Louis, Zayn og Harry led under hele dette skuespil.  En bippen fra min telefon forstyrrede min tankestrøm og jeg så ned på dens oplyste skærm.

”One Direction set på 5th Avenue – looking better than ever!” meddelte en sladderspalte og et sug fik min mave til at trække sig sammen. Smerten i mit hjerte var uudholdelig og min hjerne var så distraheret, at det ikke umiddelbart gik op for mig, at 5th Avenue ikke lå specielt langt fra vores fælles lejlighed – de var på vej tilbage…de kom hjem! Min hjerterytme forandredes straks, og jeg snublede nærmest over mine egne skridt. Stakåndet tumlede jeg nedad den ene gade efter den anden, ind og ud mellem folk. Flere gange blev jeg nær slået omkuld af en indkøbspose eller et barn som ikke holdt sig til sin mor. ”Undskyld mig? Coming through!” annoncerede jeg og i farten gled min hætte af og fra alle kanter begyndte forbipasserende, at indse hvem jeg var. Men jeg tog mig ikke af verdenen omkring mig for min autopilot kunne ikke vrides væk fra målet – jeg måtte og skulle absolut nå lejligheden inden drengene atter forsvandt ud i den blå luft.

Dog blev jeg revet ud af min stålsatte spurt, af et enkelt udstillingsvindue hos butikken ”Diamonds to Die For”. I det selvsamme vindue havde jeg for første gang set det smukkeste par diamantøreringe, så smukke som stjerner og vidunderlige som Zayn’s øjne, så stærke som den kærlighed Zayn og jeg engang kunne have haft sammen.

"De skinner som stjerner," hviskede jeg troldbundent. "Ligesom dine øjne," sagde Zayn og fangede mit blik. Han strøg en regndråbe væk fra min kind og førte en tot af mit hår om bag mit øre. Zayn lænede sig tættere ind til mig og hans hænder, som var placeret på min ryg førte mig blidt hen til ham. Med ét blev baldakinen over os trukket sammen og regndråberne hamrede lydløst mod os. Vores ansigter var få centimeter væk fra hinanden og Zayn's øjne holdt mig endnu fortryllet. Da hans kølige regnvåde læber rørte mine sendte det en chokbølge gennem hele min krop, men jeg trak mig væk før jeg kunne nå at nyde øjeblikket og falde ind i al hans kærlighed.

Haley! – råbte jeg ærgerligt af mig selv og vristede min krop fri fra det punkt på fortovet, hvor jeg havde naglet mig selv fast. Jeg så indad vinduet og måtte erkende at øreringene ikke længere glimtede magisk til mig – vores tid var forpasset og det var for sent, de var for længst blevet solgt og foræret væk.

***

”Drenge!” kaldte jeg håbefuldt, da jeg nåede toppen af trappen og skubbede den tunge hoveddør op. Søgende gennemgik jeg hvert rum, men ganske som dagen før var de alle væk. ”Argh!” udbrød jeg og sendte al håbløsheden ud i universet, hvis nogen bare ville række ud mod mig og trække min skælvende krop ind til sig. Som for at lade realiteten ramme mig fuldstændigt smækkede jeg døren bag mig og minderne som endnu levede i bedste velgående i lejligheden ramte mig som en sløret mur – solid, men kvælende. Sløvt gik jeg ind på mit værelse og så mig om. Væggene synes hvidere, møblerne mindre og tomheden blev kun brudt af mine mørkebrune kufferter der endnu stod truende henne i hjørnet. Måske skulle jeg bare pakke sammen og forlade stedet hurtigst muligt? Drengene var borte og havde taget alle deres ting med sig, så hvad var idéen i at opholde sig her? De ville ikke komme tilbage og følelsen af at være efterladt blev kun forøget for hvert minut der gik. Køkkenskabene var tømt for Niall’s snacks, stuegulvet var frit for Harry’s tørklæder og Zayn’s håndvægte, Niall’s guitar var forsvundet fra hans værelse, Liam’s ternede skjorter lå ikke længere og rodede på hans seng og Louis’s sejlersko flød ikke i gangen. I det hele taget var lejligheden rydelig og der var ingen tegn på, at fem fyre havde levet her, men selvom jeg elskede orden, så var der ikke det jeg ikke ville give for at få deres roderi tilbage i mit liv – for tiden var mit liv flydt med en anden og mere trist form for rod.

Efterhånden fik jeg samlet kræfter til at stoppe alt mit tøj tilbage i to af mine kufferter. Den sidste skulle fyldes med mine skønhedsprodukter, men da jeg trak den hen til mig opdagede jeg, at den ikke var blevet tømt helt siden mit hospitaltsophold. Nysgerrigt vendte jeg den på hovedet og Teddy dumpede ud på gulvet. Dens chokoladebrune pels strittede ud til alle sider og dens øjne så stift og dødt på mig – varmen fra tidligere var forsvundet. ”Long time no see Teddy,” smilede jeg sørgmodigt til den og skulle til at starte en samtale med bjørnen, men det var ingen nytte til. Jeg behøvede jo heller ikke at agere mere sindssyg end jeg allerede var. Desuden ville en envejs samtale med denne plyssede fyr overhovedet ikke ændre på noget – it was all coming down, som Amy havde forudsagt.

”Hey baby,” smilede Liam kærligt til mig og trak mig indtil sig. Han varme bredte sig til min krop og jeg følte mig mere tilpas på den kliniske hospitalsstue. ”Hi,” hviskede jeg tilbage og sørgede for at mine blå øjne gengældte hans smil. ”Jeg har noget med til dig,” afslørede Liam og placerede en papirspose på min seng. Hurtigt fik jeg trukket en rose pakke op fra posens dyb og gav mig ivrigt til at rive papiret itu. Først kom et plysset øre til syne og dernæst skabte et par brune øjne øjenkontakt med mig – de mindede så utroligt meget om Liam’s. ”Hvor er den kær,” fnes jeg og rakte ud efter Liam. Han kom hen til min seng og for første gang siden jeg var vågnet sygnede det fjerne blik i hans øjne en smule hen. ”Den? Du må ikke såre hans følelser Hallie,” drillede Liam og prikkede mig kærtegnende på næsetippen. ”Ups, hvad hedder hans så bjørnerettigheds-person?” plaprede jeg spørgende. Liam så bamsen an og svarede så: ”Teddy.”. Vi lænede vores pander mod hinanden og Liam lagde sin ene hånd på min lænd. Forsigtigt lagde jeg begge mine hænder rundt om hans nakke og flettede mine fingre sammen. Han trak mig tættere ind til sig og lagde sine læber blidt mod mine og en glæde spredte sig i min krop. ”Teddy, it is,” grinte jeg tilbage idet vi trak os væk fra hinanden.

Latteren boblede fra mit indre og ud i rummet, men det var alligevel som om glæden ikke rigtig var min, den form for følelser var ikke forbundet til min krop længere. Alvorligt kastede jeg endnu et blik på Teddy og det var som om Liam så på mig gennem Teddy’s brune øjne.

Liam tog fat om mit liv og tvang mig til at sidde op så vores øjne mødtes. "Hvad er der galt, Haley?" "Bare gå Liam!" svarede jeg hårdt og slog blikket ned, men han gik ikke. Hans stædighed overraskede mig og fik mig til at se på ham igen. "Haley, hvad er der galt?" spurgte han endnu en gang. "Jeg ved det ikke," hørte jeg mig selv svare med rystende og hæs stemme. Hans dybe brune øjne så på mig og for første gang så jeg ikke medlidenhed, men styrke. Det var som om han fangede mine ord og forstod alt det jeg ikke selv kunne begribe og lod en lille smil glide kortvarigt henover sine læber. Denne forståelse løsnede klumpen i min hals og endnu en gang flød det hele over og jeg lod mig trække ind i hans arme.

Endnu fanget i mindets følelsesmæssige tåge, lænede jeg hovedet bagud og var nær faldet bagover. Mine hænder greb dog ud efter to støttepunkter og jeg genvandt atter balancen inden jeg hovedløst hamrede baghovedet ned i gulvet – det kunne have været kønt; Haley James med hovedrystelse, talende Teddy-bjørn og sindsforstyrrelse. ”Hvad har du gang i?” hørte jeg mig selv hvæse af kufferterne og jeg rejste mig arrigt fra gulvet. Kortvarigt svajede jeg usikkert fra side til side, før mine ben atter vænnede sig til faktisk at blive brugt til at gå på.

Niall stak hovedet ind og i næste nu tumlede han ind i rummet efterfulgt af Louis og Harry. Zayn blev stående og betragtede sceneriet på afstand, dog med et let grin på læben. ”Velkommen til,” sagde jeg sarkastisk og trak mig lidt væk fra Liam. ”Takker,” sagde Louis i munden på Niall og Harry. ”Har du det bedre?” spurgte Harry og landede tungt på sengen. Jeg nikkede og smilede kejtet. ”Jeg er ked af hvis jeg--” begyndte Niall, men jeg afbrød ham hurtigt: ”Det var ikke din skyld, Niall. Jeg er bare træt og trænger til søvn…”. Mit svar kom bag på mig selv og drengene så overrasket på hinanden før de sendte mig alle deres bedste smil. ”Hvad med, at vi synger dig en godnat sang?” foreslog Louis skælmsk og Harry nikkede ivrigt med på idéen. Liam rykkede sig længere ud på sengekanten, så jeg kunne lægge mig tilrette og før jeg kunne nå at protestere havde Niall hentet sin guitar. Han havde allerede slået de to første akkorder til ”What Makes You Beautiful” an, da jeg med et grin anfægtede deres sangvalg. ”Det her er ikke hvad der gør mig smuk,” lo jeg og pegede på mine røde og ophovnede øjne. Enten var drengene ikke enige eller også var de bare trætte af mine evindelige indvendinger, for de ignorerede mig fuldstændigt.

Jeg var på nippet til at falde i søvn, da de kom til andet vers som altid synges af Zayn. Et kort sekund lød det som om de overvejede at droppe det, men så lød hans fængslende stemme ude fra gangen, hvilket fik mig til at åbne øjnene igen. Harry, Liam, Niall, Louis og Zayn nynnede mig langsomt i nattens mørke og min bevidsthed døsede ganske roligt hen.

Roligt rystede jeg fortiden af mig og besluttede mig for at jeg måtte komme videre, i aften måtte jeg vende tilbage til mit gamle liv og jeg måtte vende mig til, at det atter kun var mig – just me and my ghosts against the world! One Direction var ude af min tilværelse, måske ville de en dag vende tilbage, men indtil da var min fremtid i mine egne hænder. Jeg ville ikke drikke hjernen ud, slæbe fremmede fyre med hjem eller sælge ud af mig selv, jeg skyldte drengene at lære af deres lektioner – de havde alle fem ændret mig og nu var tiden kommet for, at jeg skulle vise dem at jeg faktisk havde set lyset. Jeg havde grædt, de havde grædt og nu forsikrede jeg mig selv om at alle de tårer ikke skulle være spildt, nej Haley James var forandret for altid - and she is never going back!

Midt i min indre brandtale blev mine øjne fanget af noget der glimtede til mig henne fra mit make-up-bord. Forsigtigt og spændt listede jeg derhen, som om det der lyste op ville knuses hvis jeg gik normalt. Først blev mine øjne mødt af en CD, der var ingen beskrivelse eller nogen form for tekst der afslørede hvad disken indeholdt. Fascineret af hvad denne anonyme disk mon kunne dele ud af, satte jeg den straks i anlægget på væggen og lyttede. Et tungt beat bølgede ud fra højtalerne og da forspillet endte brød en stemme løs – det var Liam, så Harry, efterfulgt af dem alle sammen. Teksten ramte mig og bølgede gennem min krop, hvert eneste ord ramte mig hårdt og mine muskler trak sig sammen i en blanding af ubehag og glæde.

[Liam:]
Every morning when I leave my house
I always look for you, yeah.
I see you every time I close my eyes
What am I gonna do?

[Liam:]
And all my friends say


[Zayn:]
That I'm punching over my weight


[Liam:]
But in your eyes I


[Zayn:]
Saw how you were looking at me

For at sangen ikke skulle ramme mit hjerte og overtage enhver rationel tanke og handling vendte jeg mig bort fra højtalerne. Zayn og Liam’s stemmer der sang sammen, overtog for hinanden og harmonerede, skubbede til mig fra alle sider. Jeg burde slukke for det hele og synke tilbage i stilheden, men jeg kunne ikke få mig selv til at trykke på den lille røde knap - det forekom mig at den lille røde knap ville afbryde enhver kontakt jeg nogensinde havde haft og ville få med drengene. Det var som om jeg havde brug for at høre hvad de havde at sige;

”Is there somebody else on you mind?” ”How do you feel about me now?” ”I should have kissed you!” ”Never have let you go.” ”Am I out of time?” – spurgte de, sang de, smilede de, græd de, indvendte de, pulserede de mod mig.

Stående med ryggen til musikken og deres stemmer blev mine øjne atter fanget af det der for længe siden havde glimtet til mig. Idet jeg trådte tættere på forlod et gisp min krop og jeg tog mig til hjertet – på en lille sort pude lå to velkendte øreringe. De hvide diamanter kastede regnbuefarvede lysskær ud omkring sig og med rystende hænder løftede jeg dem op til mig. Åndeløst lod jeg en finger glide henover deres klareoverflade, som føltes kølig imod min hede hud. I bitter genkaldelse af Zayn’s øjne, lagde jeg gaven fra mig og da tårerne atter gled ned af mine kinder lænede jeg mig indover bordet. Jeg greb krampagtigt fat om dets skarpe kanter, som skar sig ind i mine håndflader, men den smerte kunne heller ikke overdøve den der fandtes i mit hjerte. Jeg så op og mødte mit eget spejlbillede. Mine blå øjne var røde, saltetårer trillede nedad mine kinder og mine læber bævrede under presset fra mere gråd der ville ud.

”I should have kissed you…” summede det bag mig en sidste gang inden musikken døde hen og forskrækket over alle mine egne følelser og drengenes stemmer trådte jeg fortumlet baglæns. Jeg lod tyngdekraften tage over og jeg faldt tilbage på min seng. Drunknende i de hvide sengetæpper, krøb jeg sammen om mig selv og lod mørket lukke sig om min verden. Den aften trak jeg Louis’s Superman T-shirt over hovedet, lagde Niall’s Nandos sten på mit natbord, viklede Harry’s halstørklæde rundt om min hals og knugede Liam’s Teddy indtil min svækkede krop i håbet om at falde i søvn. Øreringene fra Zayn glimtede krystallisk i nattens mulm og mørke, hvilket blot mindede mig endnu mere om alt det jeg havde mistet.  ”Come back to me,” sagde jeg vagt ud i stilheden og døsede hen til lyden af ”I should have kissed you”, som havde ridset sig ind i min hukommelse.

[Zayn:]

When you stood there
Just a heartbeat away
When we were dancing
And you looked up at me
If I had known that
That I’d be feeling this way
If I could replay
I would have never let you go…never let you go…

_______________________________________________________________________________________________

Takker for al jeres interesse, alle de likes, favorit, visninger og kommentarer er helt fantastiske! :D

Hvis nogen af jer dejlige mennesker skulle have lyst til at tjekke mit konkurrencebidrag ud - "Little Heart" så må I meget gerne det - på forhånd tak! <3

Endnu en ting; Happy Birthday to our absoulutly lovely Niall James Horan, you are beautiful!!! <3

~Tess Towler~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...