The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
24689Visninger
AA

11. Let me go and I will never forget

Det var et par dage siden Rachel's pludselige ankomst og Jake's effektive chok angreb på mig. Jeg havde ikke foretaget mig noget særligt og inderst inde vidste jeg godt at jeg ikke havde klaret frisag med hensyn til Rachel - hun ville på et eller andet tidspunkt atter dukke op uden for lejlighedens dør og kræve at få mig i tale og det skulle ligne hende meget dårligt hvis hun ikke fik sin vilje. "Øhm, Hay...din mor er her," annoncerede Harry idet han stak sit hoved ind af døren - så hurtigt havde jeg ikke troet, at hun ville være tilbage. "Jeg har ikke flirtet med hende, jeg sværger" sagde han hurtigt og lagde hånden på sit hjerte. Jeg lo en smule og ruskede kærligt i hans viltre krøller, han var så sød og lige til.

Rachel stod ude i gangen omringet af de andre drenge, som gik til side da de fik øje på mig - det var næsten morsomt, men jeg ville ikke lade min facade krakelere her foran Rachel's perfekte krøller og kølige øjne. "Jeg troede ikke du ville vise dig," smilede hun med en alt for sød stemme. Uden at svare guidede jeg hende ud af døren og lukkede den bag os. "Hvad end du vil, så lad os få det overstået nu," vrissede jeg af hende og opdagede til min forskrækkelse at Jake også stod der. "Har du solgt din sjæl til djævlen nu?" spurgte jeg tvært uden at forvente et svar, det var et retorisk spørgsmål, for jeg vidste at svaret var ja. Jake havde ikke et eneste sekund overvejet at bede Rachel om at tage hjem, for hun var min "mor" og vi havde meget at "snakke" om. Det hele var en stor gang ævl og hvert eneste argument, hvert eneste ord voksede og spredte sig som en virus i mit sind.  

Da vi kom ud på gaden ledte Rachel mig hen til en bil og bad mig stige ind. Jeg kunne ikke gøre andet end det hun opfordrede til, for stedet var allerede omringet af paparazzier, der gladelig ville rapportere at Haley James ikke kunne udstå sin stakkels mor der var vendt allernådigst hjem fra Europa - de skulle bare vide!

"Hvad vil du så i dag?" spurgte jeg idet Jake svingede ud fra fortovet og satte kurs mod den modsatte ende af New York. "Det ved du godt, jeg er her fordi det er tid til rydde op i Kaitlyn's ting, som står i din lejlighed," pointerede hun og så på mig fra forsædet. Jeg rullede med øjnene, ja hvis ikke jeg havde opbevaret dem bag en låst dør, så ville hun sikkert have ryddet op i dem selv uden at sige noget til mig.

***

Uden nogen form for fri vilje satte jeg nøglen i døren indtil min lejlighed. Kulden slog imod os alle tre og atter blev jeg mindet om den ubetalte elregning - nå hva', hvis det kunne få Rachel til at fryse ørerne af så gjorde det mig ikke noget. "Her er jo iskoldt!" udbrød hun og skuttede sig - no, shit Sherlock, havde jeg lyst til at sige flabet, men lod værre da hun allerede var forsvundet hen i den modsatte ende af rummet. Kaitlyn's ting stod stablet i fem brune papkasser op ad væggen og selvom de havde været et konstant minde om hendes død, så havde jeg ikke haft kræfter eller overskud til at sortere dem. Energisk hev Rachel én kasse efter den anden ned på gulvet og gav sig til at rode igennem dem. Det irriterede mig grænseløst, men jeg gad ikke blande mig og Jake så heller ikke vitterlig interesseret ud - det kan godt være, at hun var en venlig dame overfor alle andre, men i dette øjeblik kunne hun sagtens finde på at bide og det var længe siden jeg sidst var blevet vaccineret!

Jake var gået for længst og havde efterladt mig her alene med Rachel. Det var cirka fem timer siden at vi var kommet ind af døren og henne ved vinduet lå bunken med alt det der skulle smides ud, mens det der skulle gemmes var blevet lagt forsigtigt tilbage i kasserne. Efterhånden som tusmørket lagde sig over verdenen uden for, var de fem kasser blevet til én og flere sække der var båret ud til affald. "Det var vist det," sukkede Rachel og tørrede en tåre væk fra sin kind. I lejlighedens mørke havde jeg slet ikke lagt mærke til hendes røde og fugtige øjne - et kort sekund var jeg ved at knæle ned til hende og knuge min mor indtil mig, men straks jeg havde tænkt den tanke til ende rejste hun sig. Hun glattede på sine bukser, samlede kassen foran sig op, kyssede mig kort og følelsesløst på kinden og forsvandt ud af døren. ”Mor…” kaldte jeg stille efter hende, men det druknede i mørket. Jeg bed mig selv i læben i ærgrelse over min udtalelse og rystede på hovedet – hun var jo ikke min mor længere vel?

Jeg stod tom og tynget tilbage med intet andet end Kaitlyn's gamle skoletaske flydt med et par af hendes gamle ting - en bog, et par halskæder og nogle cd'er. Jeg stirrede tomt på affaldssækkene ude i gangen - de var alt der var tilbage af Kaitlyn og nu var de på vej ud, på vej til lossepladsen hvor de ville blive kvast og omdannet til uigenkendeligt støv. Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du genopstå tænkte jeg og intet kunne være mere sandt. Min udmattede krop faldt sammen og jeg måtte læne mig op af vægge for at stå oprejst. Dog gled jeg kort tid efter ned på gulvet og havde ikke kræfter til at stable mig selv på benene igen.

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde siddet der før jeg hørte nogen kalde mit navn ude fra opgangen. Forsigtigt blev døren puffet mere åben og Zayn kom til syne. "Hales?" kaldte han igen uden at få øje på mig. "Ja," peb jeg og rømmede mig for at få mere kraft i stemmen. "Jeg er herovre!" Jeg viftede med en arm for at vise ham at jeg var til stede. Heldigvis fangede mit armbånd lyset fra gaden og sendte et glimt gennem rummet. "Hales..." begyndte han, men hans stemme døde hen da hans blik mødte mit ansigt. Zayn knælede foran mig og lod sin hånd glide forsigtigt henover mine kinder - det var slet ikke gået op for mig at jeg græd.

Smerteligt lukkede jeg øjnene og mærkede pludseligt hans stærke arme omkring min krop idet han løftede mig op til sig og bar mig ud af lejligheden. Døren lukkede bag os og han var nær snublet over alt affaldet, men vi nåede sikkert ned til bilen. "Er du okay?" hørte jeg Harry spørge bag mig - hele One Direction havde åbenbart valgt at presse sig ind i bilen og køre ud i verden for at lede efter mig, Haley James. Jeg nikkede og skjulte mine røde øjne bag hætten på min jakke. Zayn skævede til min side og smilede kort før han kørte os alle hjem - ja, hjem...deres lejlighed var mit første ægte hjem i lang tid og jeg måtte indrømme at jeg savnede det hver gang jeg forlod det.

"Hvad har du i tasken?" spurgte Louis interesseret og lagde begge arme omkring mig bagfra således at han både krammede mig og bilsædet jeg sad i. Jeg åbnede munden, men lukkede den resolut, for hvad skulle jeg sige? De vidste jo stadig ikke at min søster var død, selv ikke Zayn, som hele tiden kom for at redde mig. I virkeligheden kendte de mig ikke særlig godt og alt det jeg havde fortalt var for det meste blot løgn på løgn. Atter hørte jeg Kaitlyn’s stemme i mit hoved: ”Så længe du er dig selv…”. Det var det hun sagde den første gang jeg skulle optræde og ikke var overbevist om hvorvidt folk ville kunne lide min stemme. Lige nu var jeg langt fra mig selv og det hjalp ikke at jeg blev ved med konstant at lægge flere og flere falske oplysninger til det løgnagtige billede. Det var ved at gå op for mig hvor kompliceret det hele var ved at blive – Jake måtte også snart kunne se det og hvis ikke så måtte han bestemt være blind. "Bare nogle af min søsters ting som min mor ønskede at jeg skulle have..." svarede jeg og så ned på mine urolige fingre. Jeg gned dem ustandseligt mod hinanden og hvis bare en af drengene havde set ligeså mange kriminalserier som jeg havde, så ville de havde fundet ud af at jeg løj. Selvom mit svar ikke var langt fra sandheden føltes det stadig forkert, for på mindre end to uger havde disse fem drenge der nu omgav mig fyldt nogle af huller i mit udhulede hjerte ud – de var virkelig et mirakel, måtte jeg tvinge mig selv til at indrømme.

"Det er løgn!" udbrød Niall og fik alt til at vende sig indeni mig - hvordan kunne han vide det?! Havde jeg afsløret mig selv? Zayn huggede bremserne i og vi røg alle frem i bilen. Jeg gispede besværet efter vejret og så skrækslagen på Niall før jeg lukkede øre og øjne. Om et øjeblik ville han have fortalt de andre alt og alle mine løgne ville blive afsløret. Det hele ville være ødelagt og drengene ville aldrig kunne se mig i øjnene igen - jeg ville ikke en gang være i stand til at se mig selv i øjnene.

”Hvad sker der Nialler?!” udbrød Louis og vi så alle på ham – jeg bad til at de ville tage det pænt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...