The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23670Visninger
AA

13. Know them...so you can play them

Det var anden gang inden for en måned, at jeg havde forladt Jake's kontor fortumlet, vred og tør i halsen. Desværre var der heller ikke denne gang noget at gøre ved det, den eneste forskel var at det nu plagede min nyligt anskaffede samvittighed. For første gang i umindelige tider havde jeg samvittighedskvaler og da følelsen var ukendt gjorde den mig næsten glad - indtil jeg selvfølgelig kom i tanke om hvorfor min samvittighed plagede mig så slemt. Billedet af Liam og jeg var stadig tydeligt for mit indre øje og det hjalp ikke at jeg lukkede mine øjne, tværtimod. Når jeg lukkede mine øjne blev billedet blot forstærket, derudover kom jeg hele tiden til at gå ind i folk, som så enten blev irriteret eller bad om en autograf.

Blandt vivaret af mennesker genkendte jeg dog én person - hendes farvede platinblonde hår og tårnhøje sorte støvler var ikke til at tage fejl af. Desperat forsøgte jeg at gemme mig i mængden, men som altid så fandt Amy frem til mig. Hun var som en aggressiv sporhund når en kendis havde forvildet sig ud blandt hverdagens mennesker. Hun kneb sine grå katteagtige øjne sammen og begyndt hastigt at mase sig vej hen til mig - det var for sent at flygte. "Haley, Haley Ja---!" råbte hun og jeg nåede lige at dække hendes mund med min hånd, for at undgå at alle opdagede at jeg var blandt dem. "Hej, Amy," smilede jeg sødt og en smule falskt, men hver gang jeg mødte hende var det et dårligt tidspunkt. Hun havde allerede hægtet vores arme sammen og vi strøg ned af gaden som var hun ved at bortføre mig - måske var hun? "Amy, hvad så?" prøvede jeg at spørge hende simpelt, for at sløve hendes gang. "Det skal du ikke en gang spørge om! Jeg har ringet til dig og lagt beskeder i en HEL måned og ALDRIG fået nogen form for svar! Du kunne jo være død og selv ikke din mor vidste hvor du var!" råbte hun arrigt og hendes blege hud blev lettere rød i raseri. "Sorry, Haley, men drengene og jeg har haft så travlt og---" "Åh, spar mig for dine undskyldninger og LØGNE!" spruttede hun og gav slip på mig, som om hun ville blive smittet med løgne hvis hun blev ved med røre ved mig. "Vent, har du snakket med min m---, med Rachel?" spurgte jeg forbavset og min opmærksomhed hvilede på Amy. "Ja, jeg mødte hende da hun var på vej til lufthavnen," forklarede hun og satte sig ned på en bænk langs vejen. Jeg satte mig ned ved siden af hende og så en smule bedrøvet på hende: "Hun tog hjem?" "Ja, det troede jeg du vidste?" "Nej..." sagde jeg stille og så væk. "Så, din mor kan tiltrække din opmærksomhed, men jeg din bedste veninde kan du sagtens bare glemme?!" begyndte hun igen og pustede sig vredt op. "Hun er ikke længere min mor," sukkede jeg og nu var det mig der fangede Amy's opmærksomhed. "Benægtelser og løgne er tydeligvis genetiske træk i din familie," sagde Amy sarkastisk og rettede på sit hår, idet en paparazzo poppede op foran os - great!

"Kan vi snakke om det her et andet sted?" spurgte jeg og sendte hende en diskret hentydning til at vi skulle se at komme ud af stedet før der kom flere fotografer. Opmærksomhedshungrende som hun var lod flugten vente på sig og til sidst måtte jeg alene mase mig væk fra forsamlingen. Det lykkedes mig at forsvinde ned af en mindre gade, som ledte direkte til hovedvejen hvorpå drengenes lejlighed lå. Mest af alt havde jeg lyst til at tage den første og bedste taxa væk derfra, men jeg vidste godt at det ikke nyttede noget at flygte. Jake ville alligevel være i stand til at finde mig, for en kendt sangsensation forglemmes og overses ikke så let.

***

Drengene sad utænkeligt stille og så afventende på mig i det jeg trådte indad døren. Louis sprang op og hagede sig fast omkring mig og nægtede at give slip. Dermed bevægede jeg mig besværet ind til sofaen med den kære Louis på slæb. "Nå, hvad sagde han så?" spurgte Niall og rykkede sig ud på kanten af sofaen. Jeg sank en klump og ubehaget fra Jake's samtale skyllede atter indover mig. "Nårh, ikke noget særligt," sagde jeg lige gyldigt og trak let på skuldrerne. Det drev mig til vanvid at jeg ikke kunne sige noget som helst, for hvert eneste ord kunne muligvis afsløre resten. Min mobil vibrerede og for en gang skyld var jeg glad for at Amy ringede. "Hallo?" smilede jeg og lænede mig tilbage. "Hvad har du gang i?" snerrede hun ad mig og refererede sikkert til mit lille forsvindingsnummer. "Jeg måtte bare have noget luft Amy." forklarede jeg og håbede at hun hoppede på den. "Whatever, må jeg ikke komme forbi?" "Nej!" næsten råbte jeg og drengene gjorde store øjne før de lo så stille som man nu kan når man er medlem af One Direction. "Det er da mega nederen at jeg ikke kan være sammen med dig på min---" begyndte hun, men jeg kunne ikke ordentlig høre hvad hun plaprede om. Jeg tyssede på drengene og slog ud efter Zayn, hvilket blot øgede volumen på deres latter. "Hvad siger du?" spurgte jeg ned i telefonen som om jeg var en gammel dame med høreapparat. "Jeg siger at det er min fødselsdag har du helt glemt det!" råbte hun fornærmet. For pokker! Hvordan kunne jeg glemme det?! Jeg ville undskylde og fortælle hende at jeg nok skulle gøre det godt igen, men den tydelige biptone gjorde mig opmærksom på at hun for længst havde lagt på. "Crap!" udbrød jeg irriteret og endelig stoppede latteren. "Jeg sætter ikke pris på dit sprogbrug, Hallie Bear!" irettesatte Louis mig med et komisk ansigtsudtryk. "Oh, there are worse things I could do!" fortalte jeg ham og masserede mine tindinger - det her var virkelig noget rod. Amy var pisse sur og det kunne kun lede til hævn, som altid - det var hendes måde at sige tak for sidst på. "Det har du vidst allerede gjort," grinede Zayn og puffede til mig og sendte mig et flirtende smil. En pludselige frygt slog ned i mig - Amy ville hævne dette her og hun var den eneste udover Jake og Ty der kendte alle mine løgne! "Drenge I bliver nødt til at hjælpe mig!" udbrød jeg og rejste mig straks. De så alle sammen på mig, det var tydeligt at de ikke fattede noget som helst.

"Det troede jeg allerede at vi gjorde," smilede Niall stolt og prøvede at få mig til at sætte mig ned, men jeg blev stående mens min hjerne arbejdede som en rasende - hvordan skulle jeg dog fikse det her? "Okay, Liam kan du hente nogle balloner og drikkevarer? Niall kan hente Pizza, Harry bager kage og kreative og hyperaktive Louis du kan pynte op!" dirigerede jeg og hundsede dem alle sammen op af sofaerne. "Og Zayn du kommer med mig!" Jeg var allerede halvvejs ude af døren, da det gik op for mig at de alle sammen stod og gloede dumt på mig. "Drengene vi har ikke tid til det her!" anråbte jeg dem og begyndte at lede dem i forskellige retninger alt efter deres arbejdsopgave. Efterhånden gik de i gang, Liam og Louis forsvandt ud af døren, Harry begravede sig i opskrifter og Niall greb telefonen. Kun Zayn så endnu på mig, hvilket fik mig til at hive hans jakke ned fra knagen og nikke til ham for at få ham til at følge efter mig. "Vi ses senere!" råbte jeg inden døren smækkede. "Hvad foregår der Hales?" spurgte Zayn og lagde sin ene arm rundt om min talje - jeg smilede lykkeligt og mit hjerte hoppede en smule hurtigere i mit bryst. "Vi skal købe en gave," forklarede jeg ham og hev ham ned ad gaden. Hans dybe øjne så undrende på mig kortvarigt og rystede så på hovedet - jeg fnes og rødmede en smule. At tilbringe tid sammen med Zayn var på grænsen til tortur, men jeg vidste at om få dage ville han ikke længere sende mig flirtende blikke, holde om mig og ej heller prøve at kysse mig, for jeg skulle date Liam. Jeg så sørgmodigt på Zayn ved tanken, han var stoppet foran et butiksvindue for at rette på sit hår - han var perfekt. "Hvad glor du på?" grinte han kærligt og jeg så hurtigt væk for at han ikke skulle aflæse tristheden i mine øjne som han havde gjort så mange gange før - dette var endnu en løgn jeg ikke kunne dele med ham eller forklare. Jeg svarede ikke på hans spørgsmål, trak ham bare med videre ned ad gaden til vi nåede til min yndlings butik - "Diamonds to Die For".

Ekspedienten smilede venligt til os da vi kom ind og hun genkendte mig tydeligvis. "Hej, Haley" hilste hun og nikkede til Zayn, som hurtigt fandt et sted at sidde. Tyve minutter senere havde jeg fundet en gave der var perfekt til Amy og den ville med garanti få hende til at tilgive mig, hun var altid til salg. "Sådan!" annoncerede jeg og fik Zayn til at rejse sig raskt fra stolen, hvor han nær var faldet i søvn. "Så lang tid var jeg altså ikke om det," forsvarede jeg mig selv og tog hans hånd. Uden for var en masse grå skyer trukket sammen og idet vi trådte ud på gaden åbnedes sluserne og vandet faldt i store mængder ned omkring os. Hurtigt løb vi i læ under en baldakin. "Typisk," ærgrede Zayn sig og kneb øjnene sammen for at studere himlen. Mit blik blev fanget af butiksudstillingen. På en lille midnatsblå velour pude lå to perfekte runde diamandøreringe. "De skinner som stjerner," hviskede jeg troldbunden. "Ligesom dine øjne," sagde Zayn og fangede mit blik. Han strøg en regndråbe væk fra min kind og førte en tot af mit hår om bag mit øre. Jeg smilede vagt mens min hjerne begyndte at angribe sig selv med flugtplaner - vi kunne ikke stå her midt på gaden og ligne et forelsket par. Zayn lænede sig tættere ind til mig og hans hænder, som var placeret på min ryg førte mig blidt hen til ham. Med ét blev baldakinen trukket sammen og regndråberne hamrede lydløst mod os. Vores ansigter var få centimeter væk fra hinanden og Zayn's øjne holdt mig endnu fortryllet. Da hans kølige regnvåde læber rørte mine sendte det en chokbølge gennem hele min krop og uden at tænke over det trak jeg mig hurtigt væk. Jeg slog blikket ned og trådte et par skridt tilbage - jeg kunne ikke se ind i hans øjne, som så uforstående på mig. "Hales, jeg troede du ville have..." begyndte Zayn med sin bløde stemme og tog min hånd. "Det vil jeg også gerne Zayn, men..." forsøgte jeg, men kom ikke videre, det var sværere end jeg havde troet og mere end nogensinde måtte jeg kæmpe imod mit stærke ønske om at slynge mine arme rundt om hans hals og presse mine læber mod hans. "Men hvad?" Nu var han såret, jeg kunne høre det i hans tonefald og jeg vred min hånd ud af hans - det var ren tortur, konstant og langvarig tortur. "Det er tredje gang på halvanden måned hvor jeg har prøvet at kysse dig og hver gang er vi blevet forstyrret, men nu trækker du dig og---" han nåede ikke at sige mere, før jeg var forsvundet ned ad gaden stålsat på at nå lejligheden så hurtigt så muligt. Jeg kunne mærke smerten presse sig op igennem min hals og mine kinder var dækket af en blanding af tårer og regndråber - heldigvis karmuflerede regnen smerten der trillede fra mine øjne. "Hales! Hales!" kaldte Zayn bag mig og nu satte jeg i løb. Jeg løb til jeg stod og hev efter vejret foran lejlighedens dør. Min hals var tør, regnen dryppede fra mit hår og min stemme var næsten helt væk da Louis forfærdet spurgte mig hvad der dog var sket med mig. "Det regner," konstaterede jeg og vadede direkte ind på badeværelset. Få minutter efter hørte jeg Zayn komme ind af døren. Han blev modtaget af det samme spørgsmål, hvorefter han gav Louis det samme svar, det regner - det regner med løgne skulle jeg måske have sagt.

***

En time senere tog jeg mine chancer og kom ud af badeværelset, for selvom jeg var flov over situationen i regnen sammen med Zayn så kunne jeg ikke blive ved med at gemme mig. Uanset hvad jeg gjorde måtte jeg på et tidspunkt se ham i øjnene og lade som om alting er okay. "Kagen er færdig!" råbte Harry igennem lejligheden og jeg småløb ud i køkkenet hvor en fantastisk kage med glasur, pynt og lys mødte mig. Jeg grinede og omfavnede Harry der først blot stod med mig klynget til sig, men gav efter og gengældte mit kram. "Det er bare en kage," grinte han og fik mig til at smile igen. "Den kage redder flere liv end du tror!" fortalte jeg ham og det var ikke en gang løgn. Amy var på vej herover og hvis ikke drengene havde fulgt mine ordre så ville alt falde fra hinanden så snart Amy trampede gennem døren - hun ville afsløre alt hvad hun vidste! Det ringede ganske rigtigt på døren og jeg sikrede mig at Liam, Harry, Naill og Louis var godt gemt forskellige steder i stuen - jeg havde ingen idé om hvor Zayn var blevet af og lige nu havde jeg ikke tid til at finde ham - meningen var jo også at han skulle gemme sig. Derudover vidste jeg virkelig ikke hvad jeg skulle sige eller gøre når jeg så ham. Denne usikkerhed drev mig til vanvid, for hver gang jeg havde været alene med Zayn havde jeg haft det så dejligt, men det endte altid med at jeg måtte stikke af og gemme alle mine sande følelser bag en mur af de samme gamle løgne.

"Okay hvor er de?! Nu skal de fandeme høre en god historie!" bjæffede Amy lige i hovedet på mig før jeg kunne nå at byde hende velkommen. På sine stiletter gik hun arrigt og målbevidst ind i stuen. Få sekunder senere hørte jeg hendes skingre skrig og drengenes glade stemmer der råbte: "Surprise!" - jeg var reddet og kunne ånde lettet op. "Tillykke Amy!" sagde Naill venligt og gav den chokkerede og hyperventilerende Amy et let kram efterfulgt af de andre. "Selvfølgelig havde jeg ikke glemt din fødselsdag," grinte jeg og formåede at skjule at jeg løj. "Bedste! Fødselsdag! EVER!" hvinede hun hysterisk og kvalte mig nærmest i sine arme og parfume før hun slog sig ned mellem Louis og Harry. "Så hvem af jer flotte fyrer skærer fødselsdagsbarnet et stykke kage?" spurgte hun flirtende og slog sin fjollede latter op. Harry kom hurtigt på benene og Louis skulede drillende til ham. "Pas på Harry har bagt kagen," hviskede Louis til Amy, som straks fnes tøset og slog let til ham - hun forstod at flirte, det må man give hende. "Jeg ser at du formår at underholde dig selv," sagde Zayn bagved mig og sendte mig et underligt smil før han hilste på Amy, der så ud som om hun skulle besvime. "Du må hellere puste lyset ud," fortalte Naill Amy, som så mere sultent på drengene end på kagen. "Er du okay?" hviskede Liam spørgende, idet han stillede sig ved min side. Jeg trak på skuldrene. Mit stumme svar fik ham til at lægge sin arm rundt om min skulder og trække mig ind til sig - det var nu legen måtte begynde, suk. For at vise ham at jeg satte pris på hans omtanke lagde jeg mit hoved ind mod hans hals og tog hans duft til mig - sødlig og indbydende og ikke varm som Zayn's. "Hvad ønsker du dig fødselsdagsbarn?" spurgte Harry, da Amy lagde an til at puste kagens lys ud. "Jeg vil i byen," grinte hun, lukkede sine grå øjne og truttede med sine røde læber - lyset gik ud og hendes ønske gik i opfyldelse.

***

Klubben Amy havde valgt var heldigvis ikke så kendt og der var ikke fyldt med paparazzier da vi ankom. Zayn havde ikke talt til mig hele aftenen og selvom jeg ikke vidste om der var noget jeg kunne sige for at få ham til at forstå, så gjorde det mig alligevel trist og det skar en smule et sted indeni mig. "Du kan godt lide ham kan du ikke?" spurgte Amy og vippede med sine plukkede øjenbryn. Et let puf i siden vækkede mig og fik mig til at se på hende. "Hvad snakker du om?" grinte jeg åndssvagt og fjernede mit blik fra Zayn, der stod og snakkede med Harry i den anden ende af rummet. "Oh come on, Hal baby, det er så forfærdeligt tydeligt..." hvinede hun og nev mig i armen. "Ouch!" hvæsede jeg og gned mig på den røde plet hun havde efterladt. "Jeg aner virkelig ikke hvad du snakker om!" sagde jeg irriteret og slyngede et shot ned. "Jamen, så har du måske ikke noget imod at jeg har lidt sjov med drengene?" konkluderede hun og smilede skælmsk til mig - det foruroligede mig at hun sagde det i flertal. "En ad gange ikke, Amy?" forsøgte jeg mig, men mine ord fik kvalmen til at vokse i mig. Hvad fanden snakkede jeg om? Jeg var jo ikke meget bedre end hende! Amy rullede bare med øjnene og forsvandt ud på dansegulvet og hev til min store ærgrelse Zayn ud i mængden. Jeg havde lyst til at bede hende om ikke at såre ham...ja hun måtte ikke såre ham som jeg havde gjort eller som jeg skulle til. Endnu et par shots gled ned let som ingenting og jeg glattede min kjole en smule før jeg begav mig ud på min mission - en eller anden derude tilgiv mig.

"Heey, Liam," sagde jeg forførende og lod to fingre kravle op ad hans bryst. Først så han forvirret på mig, men lod sig efterhånden overtale til at danse. "Du ser godt ud i aften Liam, men det gør du jo altid..." flirtede jeg efter bedste evne og mærkede hvorledes jeg fik hans vejrtrækning til at blive uregelmæssig - jeg havde altså en effekt på ham og unægteligt havde han også en effekt på mig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...