The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23852Visninger
AA

3. Killing me with kindness

Da jeg var kommet mig over det første chok hev jeg arrigt døren op og fløj ud af bygningen uden så meget som at skænke de forbipasserende et blik. Verden ragede mig et vidst sted lige nu, Jake havde snøret mig og han nød det - og han kaldte sig min ven pft...not much of a friend. Det var nu ikke fordi jeg ikke var vandt til falske mennesker der kun så mig som en vej til deres egen berømmelse, næ min verden var bygget på falskhed. Den eneste der ikke havde været falsk og selvvisk var min søster Kaitlyn og nu var hun borte for altid eller hun ville altid være i mit hjerte som en eller anden psykolog havde sagt, men det var ikke nok for mig. Jeg kunne mærke en provokerende tåre presse sig på, great! Mit indre øje visualiserede allerede morgendagens overskrifter: "Haley James stortudende hjem fra sin manager!" eller "Haley James er på vej ned!". Som om sladderpressen ikke havde nok at se til, men for tiden hang de altså på mig. Mest af alt hadede jeg det når de sprang frem fra en busk eller pludselig dukkede op lige ved siden af mig som en ninja med et kamera - med andre ord de gik mig på nerverne. En anden ting der går mig på nerverne er når folk ikke gider tage deres mobiler urgh, så som lige nu hvor...hov det var min egen.

"Hallo," svarede jeg forpustet og glemte helt at tjekke hvem det var der ringede. "Er du sammen med Mark?" lød Amy's stemme drillende og jeg fangede med det samme hendes hentydning til min vejrtrækning. Det pigebarn har heller ikke andet end en fordrejet tankegang. "Hvad vil du?" spurgte jeg irriteret og pressede fingrene mod mine øjenlåg. "Just chat you up," svarede hun uskyldigt, så det fik mig til at fnyse. Amy havde en evne til at bringe det værste frem i mig, men det var der nu mange der kunne for tiden. Amy's hysteriske grin vækkede mig fra min trance og tvang mig til at erkende, at jeg stadig var en del af den virkelige verden. "Hvad ville Jake så?" spurgte hun interesseret og lagde ikke skjul på at hun fandt ham tiltrækkende - advr. "Kan du komme forbi?" pressede jeg ud gennem mine læber, for lige nu havde jeg mest af alt lyst til bare at kaste mig på min seng og glemme alt om på fredag og the arrival of the pretty boys...

På den anden side var jeg også godt klar over at Amy ville kime mig ned indtil jeg fortalte hende ned i den mindste detalje hvad Jake ville. Ydermere, ville hun sikkert også vide om Jake havde snakket om hende, men helt ærligt så desperat var han ikke. Jake var den slags mand der kunne få hvem som helst med sine brune øjne, ja det vil sige alle undtagen mig! Jeg skulle ikke nyde noget af kærlighedsforhold, ikke fordi Jake nogensinde havde lagt an på mig på det plan var han en ordenlig person.

Desværre for mig delte han ikke ud af sin venlighed i dag og tanken om ham mindede mig om at jeg snart fik en kæreste på halsen. Mit eneste håb var, at uanset hvem af drengene jeg valgte, ville de alle sammen tage det roligt og ikke regne med den helt store kærlighedsaffære. Uh, hvorfor blev jeg også altid rodet ud i sådan noget! "Fordi du ikke tænker før du handler," mindes jeg om af Kaitlyn's stemme fra fortiden, gid hun var her.

***

Min lejlighed føltes tom og kold og da jeg iklædt en kæmpe sweater lagde en hånd på radiatoren viste det sig da også at jeg måtte have glemt at betale for elregningen, for pokker nu skal jeg have Mrs. Green på nakken igen - suk. Mit hoved var stadig i store smerter og pilleglasset var tomt da det ringede på døren, hvilket fik mig til at fare sammen. Hurtigt buzzede jeg Amy ind af frygt for at hun som hun plejede, ubetænksomt ville lade sin finger hvile på dørklokken og ødelægge min hjerne endnu mere. "Hey hey, girl!" udbrød Amy og svansede ind af døren som om hun ejede stedet. Hun så som sædvanlig perfekt ud og jeg kunne ænse en snert af misbehag da hun gav mig et elevator blik.

"Er du syg?" spurgte hun og rynkede på næsen hvorefter hun trådte et skridt tilbage klar til at stikke af og tage samtalen over telefonen. "Nej, jeg er bare blevet narret og har glemt at betale elregningen," forklarede jeg og lod min hånd glide henover mit ansigt for at trække skammen af. Der er så mange ting her i livet der er som at trække et plaster af og at snakke med Amy om One Direction mens man har tømmermænd er en af dem. Så uden stor lyst eller velvilje trak jeg mig selv igennem en detaljeret repetition af de sidste tre timer af mit liv. Amy var fuldstændig opslugt af min historie og kom af og til med fnis og henrykte hvin, der irriterede mig grænseløst. Jeg var sindssyg sur over min situation og følte at Jake prakkede mig fem babysittere på nakken og det eneste der retfærdiggjorde det, var at de alle sammen så godt ud, hvilket var sjældent i babysitter branchen - trust me, for jeg har haft barnepige siden jeg var fem.

Jeg skulede til Amy der stadig var optaget af min historie skønt jeg for længst var færdig med at fortælle hende det hele. "Amy, nu du elsker dem så meget kunne vi måske få en plastikkirurg til at give dig mit ansigt så du kunne gå i stedet for mig," sagde jeg sarkastisk og fortsatte: "Jeg må selvfølgelig lære dig min dårlige attitude.". Drikkeriet nævnte jeg ikke, for det var hun selv specialist i. Amy så et kort øjeblik ud som om hun overvejede muligheden, men slog den så hen med et sarkastiks grin. Man kunne ikke beskylde hende for at være specielt realistisk, men hun fulgte jo også mig rundt overalt i denne surrealistiske verden som kendis.

"Må jeg komme med i lufthavnen?" afbrød Amy mig og sukkede drømmende. "Nej," svarede jeg hurtigt og rejste mig fra min seng hvor vi havde slået os ned. Hun skulle i hvert fald ikke med, det havde jeg sgu ikke råd til. "Hvorfor ikke?" indvendte hun og satte sig op med et bedrøvet udtryk over hele ansigtet. "Jeg skulle gerne have noget god PR ud af det!" drillede jeg hende og hun slog ud efter mig, men fangede hintet. "Så hænger jeg da bare ud med Jake!" sagde hun trodsigt velvidende, at jeg ville krympe mig ved tanken. "Han skal med i lufthavnen, desværre babe," informerede jeg hende hoverende om og tændte for noget musik. "Skal du høre det der?" bjæffede Amy tvært og jeg sendte hende et koldt blik der sagde det hele - jamen, hun var da velkommen til at smutte og det gjorde hun så.

Endelig fred til mig og mine tømmermænd, godnat verden...

***

Det blev fredag hurtigere end jeg regnede med og Jake havde allerede ringet fem gange for at være sikker på at jeg kom til tiden. For fanden, flyet kom vel når det kom og drengene gik vel heller ikke nogen vegne. Livet er for kort til ikke at nyde det og det betyder sove længe!

Jeg havde egentlig tænkt mig at være fuldstændig ligeglad med hvordan jeg så ud og opførte mig i dag, men så kom jeg i tanke om, at lufthavnen sikkert ville være fyldt med paparazzier. Så i stedet for at trække en gammel sweater over hovedet glattede jeg mit lange lyse hår så det blev helt blankt. Dernæst lagde jeg en let make-up der fremhævede mine blå øjne og som prikken over i'et iførte jeg mig et par stramme sorte jeans, en løs top og en cremefarvet blazer. Nu kunne Jake ikke sige at jeg ikke prøvede!

Lufthavnen var proppet med mennesker i alle aldre og højder og det var umuligt at se gaten hvorfra mine nye boytoys skulle komme. Pludselig blev jeg hevet ind til siden så jeg stod skjult bag en høj potteplante. "What the hell!" udbrød jeg og skulle til at slog ud efter personen da det gik op for mig, at det var Jake. Jeg vristede min arm fri af hans greb og glattede min blazer ud mens jeg så bebrejdende på ham. "Jeg sagde vi skulle mødes ved bagindgangen for ikke at tiltrække for meget opmærksomhed!" hviskede han halvhøjt. "Nå, men så skulle du måske lade være med at give mig et hjerteanfald!" hviskede jeg arrigt tilbage. Mand, Jake kunne virkelig være barnlig nogen gange - vi var jo ikke i børnehave. "Hvor er Big John?". Big John var min bodyguard, men jeg havde givet ham fri i dag, for det sidste jeg trængte til var en vagt der trak vejret ned af nakken på mig. "Skulle vi ikke finde drengene?" spurgte jeg, ikke fordi jeg var specielt interesseret i at møde Harry, Styles, Lewis, Liam og Zac eller hvad de nu hed. Nej, jeg gad bare ikke til at diskutere med Jake for anden gang i dag, desuden følte jeg mig ret åndsvag bag den store plante og folk var begyndt at stirre. Især en gammel dame havde næsten tabt underkæben og den gik helt af led da jeg sendte hende et stort falskt smil.

Jake rullede med øjnene og trak mig efter sig som om jeg var et stort pattebarn, tak Jake! Vi nærmede os gaten og mine ører blev mødt af skingre skrig og hyl. Nogen var forårsaget af fans der fik øje på mig andre af fans der så de fem drenge der kom gående lige imod mig. Hand on my heart, de var lækre.

Længst til venstre gik én med kort lyst hår og et stort smil, ved siden af ham gik én med lidt længere brunt hår og skubbede drillende til ham med blondt hår. I midten blev mit blink mødt af én dreng med kulsort hår og intense øjne. Den fjerde havde et stort krøllet hår, som på en gang sad vildt og alligevel perfekt, han var flirten afgjorde jeg hurtigt da han sendte mig et skævt smil. Yderst til højre gik én med lyst brunt hår og han var nok den af dem hvis ansigt så mest uskyldigt ud.

Jeg betragtede dem igennem alle fansene der stimlede sammen omkring os og tvang kun mit blik væk fra dem når en fan bad om et billede. De fem drenge, også kendt som One Direction stoppede foran Jake og jeg, mens deres bodyguards forsøgte at holde alle uvedkommende på afstand. Drengene sendte mig alle sammen et stort og varmt smil, undtagen ham i midten med de intense øjne. Hans smil var skævt og en smule flabet og hans øjne sendte mig et forførende blik...hvad var han ude på?

Jeg lagde mine arme over kors for at skabe distance mellem mig og dem, for de skulle ikke tro at jeg bare lod mig snøre af deres charme, så let var jeg ikke! "Hey, jeg er Liam" lagde ham med det uskyldige udtryk ud og rakte sin hånd frem mod mig, men jeg sendte ham blot et ligegyldigt blik og kiggede på den næste i rækken. Liam trak sin hånd til sig og på trods af at jeg ikke havde taget imod hans hånd rakte den næste også hånden frem, som om han troede de ville have bedre held næste gang. "Harry her!" afslørede han og lod sine mosgrønne øjne sende mig et flirtende blik før han blinkede til mig. Han var sikkert vant til at det gjorde tøserne bløde i knæene, men helt ærlig hvad med være lidt original! Dernæst præsenterede den sorthårede sig som Zayn, men i stedet for at efterligne de to forrige så lagde han sine arme over kors og efterlignede mig, som for at provokere.

Efter et øjebliks akavet stilhed præsenterede de to sidste sig som Niall og Louis. Så det var altså Liam, Harry, Zayn, Louis og Niall, ja ja det skal nok blive interessant. Jake gav mig et puf i ryggen, for at få mig til at præsentere mig selv og til sidst sagde jeg også noget, da det hele var begyndt at blive lidt pinligt.

"Hey, jeg er Haley James amerikansk sangdiva. Welcome abroad!" "Diva big time!" hørte jeg Louis hviske til Niall, der brød ud i en skør og krampagtig latter. Jeg var lige ved selv at fnise, men bed mig i stedet i læben for at holde masken. "Vi er enormt glade for at se dig og glæder os til at arbejde sammen med dig," sagde Liam pludselig og jeg sendte ham et halvt smil.

Jeg havde mest af alt lyst til at række dem en stak blade med historier om mig og sige god læselyst jeg regner ikke med at I kommer tilbage! Men af mærkelige årsager lod jeg som ingenting, vendte blot rundt på hælen og forsvandt i lufthavnens mylder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...