The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23850Visninger
AA

24. Keeping the lies alive

"Du har et interview i morgen, hvor du skal optræde og vise dig officielt i offentligheden for første gang siden drengene kom," svarede han og bladrede videre i sine papirer, det overraskede mig endnu hvorledes Jake altid havde noget at sortere sig vej igennem mens vi snakkede sammen. "Interview?" gentog jeg lettere afskrækket. Et kort øjeblik så jeg undersøgende på Jake's ansigt og overvejede stærkt at fortælle ham om Amy's opkrævninger, men i sidste sekund inden jeg åbnede munden fortrød jeg og klappede i som en østers. Det var endnu ikke gået op for mig at Jake havde siddet og forklaret sig i et stykke tid nu, mens jeg havde været totalt opslugt af mig selv. "Haley, hører du overhovedet efter?" spurgte han frustreret, da mit blik var en smule fjernt. "Nej," svarede jeg overraskende ærligt og sendte ham et stramt og undskyldende smil. "Okay, så prøver jeg igen," sukkede han og lænede sig lidt indover sit skrivebord. Jeg nikkede anerkendende og foldede mine fingre i mit skød så de ikke kunne give sig til at gnide sig uroligt mod hinanden og dermed forstyrre min koncentration. "I morgen skal du og drengene til et interview, men det kommer til at tage udgangspunkt i dig." "Hvordan det?" spurgte jeg interesseret, ikke fordi jeg virkelig gerne ville deltage, men fordi jeg gerne ville vide hvad jeg skulle forberede mig selv på. "Først synger du live, dernæst snakker reporteren lidt med dig og drengene.". Det gav et sæt i mig, da Jake nævnte drengene og ubehaget skyllede indover mig. Hvordan skulle jeg overleve en live-performance efterfulgt af et langt interview, et inkluderende One Direction? Hvordan skulle jeg undgå at ødelægge alt? It was an accident waiting to happen! At tale med en reporter om min karriere og mit liv, sammen med Niall, Harry, Louis, Liam og Zayn vel og mærke, var ikke lige det jeg havde brug for på det seneste. Mit hoved var alt for usammenhængende og bekymret over mit voksende forhold til Liam, Harry's viden om delvise løgne, Zayn's pludselige vrede og afvisning, samt Louis og Niall's uskyldige uvidenhed - hvordan skulle det dog ende! Derudover hang Amy's ordrer som en farestruende sort sky over mig og uanset hvordan jeg valgte at tackle hende, så kunne jeg ikke komme udenom. "Jake..." indvendte jeg, men kom ikke langt med den klage, for han holdt straks sin ene hånd op i luften for at få mig til at tie. "Der er ingen vej udenom, så hvilken sang vil du gerne optræde med? En af dine gamle sange eller måske kunne du synge din nye single "Close to Tears"?" foreslog han vedholdende og de første linjer af den sang jeg skrev umiddelbart efter Kaitlyn's død afspilledes for mit indreøre.

"We’re smiling, but we’re close to tears

We’re happy, but we’re running from our fears

We’re tight, but we’re close to breaking

We’re holding on, but we’re shaking."

Et slør af salte tårer gled henover mit blik og mine øjne flakkede lidt. Jeg registrerede hurtigt medlidenheden der formede sig på Jake's ansigt, hvilket fik mig til at gnide mig voldsomt i øjnene. Jeg nægtede simpelthen at afsløre mere af den sorg, som endnu gnavede i mig, dag for dag. "Det kan jeg ikke Jake," hviskede jeg og forsøgte ustandseligt at få kontrol over min rystende stemme. Bare tanken om at stå på en scene og synge den sang fik gråden til at rejse sig voldsomt i min hals. Sidste gang jeg havde forsøgt at indspille den i studiet, var jeg brudt sammen og måtte i ly af en stor hættetrøje flygte derfra. Jake så opgivende på mig, nussede ved nogle papirer og begyndte nu at vride sine hænder - han var tydeligvis frustreret. "Jeg skal nok finde på noget," eftergav jeg og Jake's udtryk blev med det samme lysere og mere afslappet. Dog var bekymring og mangel på tillid stadig at spore i hans øjne. "Hvad vil du gøre?" spurgte han foruroliget og kørte en hånd nedover sit trætte ansigt. "Du arbejder for hårdt og bekymrer dig for meget," smilede jeg til ham og lænede mig frem mod ham. Henover bordet kunne jeg nå hans hånd, som jeg gav et let og betryggende klem før jeg rejste mig og forsvandt ud af døren inden han kunne nå at gøre indvendinger.

***

Uden nogen form for idé om hvor jeg skulle gå hen eller hvad jeg skulle stille op begyndte jeg at vandre vildeløst op og ned af fortovet uden for kontorbygningen indtil en sort bil kørte op på siden af mig. Vinduet blev rullet ned og Zayn's øjne mødte mig. En ubestemmelig varme inviterede mig ind til ham. Da jeg atter sad ved hans side, måtte jeg synke en klump, for jeg var ikke sikker på om hans modvilje fra tidligere var borte eller om den endnu rasede et sted indeni ham.

"Troede du at jeg bare ville efterlade dig her?" spurgte Zayn interesseret da han svingede ud på vejen og et sted i hans stemme kunne jeg høre smilet. "Højst sandsynligt," hviskede jeg så lavt at han ikke kunne høre det, men han rystede alligevel let på hovedet. "Hvordan vidste du at jeg var færdig nu?" sagde jeg og var faktisk en smule spændt på hvad han ville svare. Fra min synsvinkel var der kun to muligheder; enten var han virkelig kørt hjemad, men så fortrudt og var vendt om eller så havde han cirklet rundt i området indtil han fik øje på at jeg var kommet ud. Jeg lagde mine arme overkors og så ham an med et intenst blik. Det var tydeligt at han krympede sig under mit blik og han svarede kun modvilligt. "Jeg kunne jo ikke have at du rodede dig ud i noget," svarede han med ironi dryppende fra hvert ord, hvilket fik ham selv til at grine. Latteren bølgede gennem rummet og fik mig til at sukke irriteret, for hans svar var ikke på nogen måde entydigt eller afslørende. Zayn var efterhånden som en labyrint hvor man blot fór vild og i det øjeblik man troede at man havde fundet vejen ud så dukkede endnu en blindvej eller mur op foran én - at flygte eller modarbejde den var håbløst, men alligevel var det som om jeg nød hvert sekund i fangeskab. Den smerte han bragte med sig blev overskygget af glæden og varmen hans tilstedeværelse sendte gennem hele min krop. "Right, det er jeg jo god til," smilede jeg anstrengt tilbage og forsøgte mig med en ny strategi - i stedet for at modarbejde ham forsøgte jeg at give ham ret og støtte op omkring hans meninger. For whatever it's worth! Zayn smilede drilskt tilbage og svingede ind foran vores lejlighedskompleks. Vi var desværre allerede hjemme og før jeg vidste af det ville jeg være omringet af de andres spørgende blikke. Det undrede mig også at Zayn ikke havde stillet nogen spørgsmål, men han var sikkert ikke interesseret i hvorledes Jake havde formået at gøre alting værre en gang til.

"Hallie, Hallie oh, my Hallie Bear!" sang Louis og tacklede mig som det første, da jeg trådte ind ad døren. "Hej Lou," svarede jeg og ømmede mig lidt før jeg rodede op i hans hår. "Se hvad jeg sagde, du er god til at rode," drillede Zayn henne fra døren og sendte mig et af hans intense blikke blandet med et hoverende smil. Jeg vristede mig fri fra Louis og tog fat i Zayn's overarm og hev ham med ind på mit værelse - en pludselig vrede ramte mig. Han lod mig let som ingenting trække af med ham og det var først nu at det gik op for mig hvor muskuløs han egentlig var. En kuldegysning gled henover min hud og fik alle hårene på mine arme til at rejse sig. "Hvad er dit problem?" spurgte jeg ham vredt og skubbede ham lidt på afstand så hans tilstedeværelse ikke fik lov til at sløve mig. "Mit problem?" svarede han spørgende og så fjollet på mig som om mit spørgsmål var det dummeste han nogensinde havde hørt. "Ja, for uanset hvad jeg gør så ender det altid med at vi kommer op og skændes hvorefter en af os altid bliver nødt til at sige undskyld!" udbrød jeg opgivende og fangede Zayn's blik, som hurtigt skiftede fra skælmskt til beklemt. "Jeg er træt af at sige undskyld, Zayn," tilføjede jeg sørgmodigt og tog fat i begge hans hænder. Det gav et sæt i ham og han skulle til at trække sig væk fra mig - jeg havde tydeligvis også en effekt på ham uanset hvor meget han forsøgte at skjule og holde det på afstand. Efter nogen tid opgav Zayn dog at yde modstand og han trak mig ind til sig. En øjeblikkelig varme omringede mig og jeg trak vejret dybt for at indfange så meget så muligt af ham. "Jeg er også træt af at sige undskyld," hviskede han tilbage og pressede overraskende sine læber mod mit hår. Følelsen af hans læber mod min hud var overvældende og jeg skælvede kortvarigt. Et suk undslap og jeg måtte bide mig hårdt i underlæben for ikke at afsløre mig selv overfor Zayn. "Vi burde overholde vores løfte," sagde han pludseligt og trak mig ud fra sig så vores øjne mødtes. Først så jeg blot undrende på ham, men da hans blik blev lidt mere indtrængende mindes jeg den aften hvor Liam havde fundet mig sovende i Zayn's arme. Den aften havde vi lovet at vi ville holde os væk fra hinanden, men det løfte havde vi ikke overholdt særlig godt. Det var på tide at vi førte den pagt ud i livet og jeg nikkede indforstået. Et lille smil formede sig på Zayn's læber og han skulle til at gå, da Amy's nasale stemme fyldte mit hoved og mindede mig om, at jeg også havde andre pagter og løfter at overholde.

"Zayn!" næsten råbte jeg efter ham selvom han kun lige var nået hen til døren. Hurtigt og lettere forskrækket vendte han sig om og at dømme ud fra hans ansigtsudtryk måtte jeg have set ret så desperat ud. Begge Zayn's blanke sorte øjenbryn var rynket sammen og hans brune øjne var spærret lidt mere op en normalt. "Vil du gøre mig en tjeneste?" spurgte jeg dumt og trak lidt i land ved at se ned på mine fødder. Hvorfor skulle han dog gøre mig en tjeneste? "Gøre dig en tjeneste?" undrede han sig som havde han lige netop læst mine tanker. "Vil du gå på en date med Amy?" tvang jeg udover mine læber og Amy's navn måtte jeg nærmest vrænge ud i rummet. Zayn trådte med det samme tættere på og et øjeblik så det ud som om han skulle til at grine, men han indså heldigvis hurtigt at jeg ønskede et svar. "Okay, herovrefra lød det som om du sagde Amy?" sagde han og så uforstående på mig. Han lød en smule skuffet, som om han havde håbet på at jeg ville gå ud med ham. "Zayn, jeg er ikke i humør til julelege," beklagede jeg mig højlydt og hans ansigt fortrak sig i en seriøs mine. "Det er jeg heller ikke, men jeg er dog ret så forvirret. For nogle uger siden tryglede du mig nærmest om ikke at kontakte Amy og nu vil du have mig til at gå ud med hende?" forklarede Zayn og lænede sig afventende op af mit klædeskab. I det han havde udtalt disse ord fik jeg lyst til at slå mig selv for panden, rulle mig op i en kugle på gulvet og indrømme at jeg var en stor selvmodsigelse og at intet længere gav mening, men lige nu måtte jeg bare spille med og lade som om jeg heller ikke var interesseret i ham længere - lettere sagt end gjort. "Kan du ikke bare gøre det, no questions asked?" sagde jeg og gav mig til at nulre en lok hår mellem to fingre. Jeg var begyndt at blive utålmodig, for jeg ville bare gerne have dette her overstået, så jeg kunne komme videre og lære at leve med det faktum at Zayn aldrig nogensinde kunne blive min uanset hvordan han fik mig til at føle indeni. Zayn derimod lod svaret vente på sig og han rejste sit ene øjenbryn således at han så på mig som om jeg havde mistet min besindelse og sandsynligheden for at denne antagelse var korrekt blev forøget for hvert minut der gik.

Som sædvanlig begyndte det at klø alle vegne og mine hænder gav sig til at gnide sig mod hinanden. Frustrationen forårsaget af stilheden mellem Zayn og jeg var ved at drive mig fra vid og sans. "Ærlig talt, så tænkte jeg bare at det kunne være en glimrende lejlighed til at indse hvor forfærdelig en person hun er!" udtalte jeg mig og da et smil gled henover Zayn's ansigt håbede jeg på at han var blevet narret på trods af min uærlighed. Denne date havde langt fra noget at gøre med Zayn's syn på Amy, men alligevel kunne det måske lykkes mig at sætte hende i et dårligt lys uden at afsløre sandheden bag det hele. "Fint, men så skal du også bede mig om det ordentligt," smilede han og nikkede ned mod gulvet. Skulle jeg ned på knæ? Det var jo en hån! Desværre for min stolthed gav Zayn ikke op, men blev stående med armene overkors og et flabet udtryk over hele ansigtet. Det ærgrede mig at han var gået med til mit forslag så let og en smerte skar sig vej igennem mig Til sidste lod jeg mig dog dumpe ned på gulvet og på knæ kravlede jeg hen foran Zayn, som ikke længere kunne holde grinet tilbage. Jeg tog bedende fat i begge hans hænder, forsøgte at efterligne en hundehvalp og gik så i gang med min bøn. "Vil du ikke nok gå ud med, Amy?" bad jeg på mine grædende knæ og jeg strammede mit greb en smule om hans hænder. "Hmm, er det virkelig alt du har at sige?" spurgte han drilskt og blikket i hans øjne fortalte mig at han forlangte komplimenter. Det var ikke fordi jeg fandt det svært at komplimentere Zayn, men i den givende situation irriterede det mig grænseløst at jeg måtte trygle Zayn til at gå ud med min værste fjende. "Søde, flotte Zayn vil du ikke nok gøre mig denne tjeneste?" prøvede jeg og hans smil blev endnu bredere da en rødmen lagde sig på mine kinder - jeg kunne ikke en gang tigge ham om noget uden at rødme. "I'm listening," smålo han og blinkede, hvilket fik mine rosa kinder til at rødme endnu mere. "Søde, ualmindelige lækre og flotte Zayn Malik, please." bad jeg endnu en gang og smurte ekstra tykt på. "Okay jeg vil straks ringe til hende, men kun fordi du spørger så pænt." forsikrede han mig, dernæst knælede han ned foran mig og lagde sine hænder på mine hofter. Undersøgende betragtede han mig og da vores øjne mødtes granskede han dem for at se om det her virkelig var min sande mening. En utilfredshed lagde sig om hans mund og han var tydeligvis ikke overbevist af nogle af mine argumenter, men alligevel lod han det ligge. For en gangs skyld ønskede jeg dog inderligt, at Zayn ville gøre indvendinger og forsøge at tvinge sandheden ud af mig, for at bede ham om denne ene tjeneste knuste mit hjerte.

Med ét gik døren op og et muntert hoved med store brune krøller blev stukket ind for at se på os, det var Harry. Zayn rejste sig i det øjeblik dørhåndtaget blev trykket ned, men jeg var ikke hurtigt nok. "Øhm, hvad laver du Hay?" grinte Harry og kom mig til undsætning, i det jeg forsøgte at rejse mig. "Leder efter min stolthed," brummede jeg og greb hans udtrakte hånd. Zayn var forsvundet da Harry endelig fik styr på mig og eskorterede mig ud af værelset, men vi fandt ham hurtigt ude i gangen med sin telefon klistret til øret - tænk at han allerede var ved at lave planer med Amy.

Jeg fik dog ikke lang tid til at pleje mine oprørte tanker, for i næste nu sprang Niall frem bag Harry. "Hvad ville Jaky boy?" spurgte han grinende og kælenavnet fik mig til at vrænge og rynke på næsen. Louis kom også til og gengældte mit roderi fra tidligere ved at ugle mit hår til en uigenkendelig frisure - ikke rigtig en hestehale, men heller ikke en knold...en knoldet hestehale? "Babe?" hviskede Liam og hans stemme sendte en let bølge ned langs med min hals, hvilket vækkede mig langsomt fra mine tanker. "Mhm," mumlede jeg som mit eneste svar og smilede ind i hans chokolade brune øjne. Liam smilede kærligt tilbage og kyssede mig let før han nikkede i retning af de andre drenge som nysgerrigt ventede på et brugbart svar. "Nårh, han ville bare minde mig om at vi har et interview i morgen formiddag," fortalte jeg dem og så spørgende på hvert enkelt medlem af One Direction. Jeg fandt det passende at aflæse deres ansigtsudtryk for at se om de kendte noget til det omtalte interview. De lyste alle sammen op og indeni mit hoved forbandede jeg Jake langt væk, det var bare så typisk ham at gemme den slags info for mig indtil sidste øjeblik.

"Jamen, så lad os slappe af med en film inden i morgen," foreslog Harry og for anden dag i træk lagde vi an til et film-marathon. Scary, horror and cheesy movies here we come!

***

"Giv en varm velkomst til den smukkeste blandt unge sangsensationer, Haley James med det udødelige hit "Sorry Seems To Be The Hardest Word"!" råbte værten og væggen foran mig delte sig i to. Mine øjne blev mødt af et hujende og klappende publikum, mens studiets lys farvede min knælange hvide kjole blålig. Musikerne satte gang i forspillet og en tryggende sørgmodighed lagde sig henover mig. Som jeg sang mig vej gennem teksten begyndte billeder at glide henover min nethinde.

"What I got to do to make you love me?"

Zayn fanger mit blik.

"What I got to do to make you care?"

Min mor vender sig mod mig en sidste gang inden hun går om bord på det fly, som for et år siden førte hende væk til Europa.

"What do I do when lightning strikes me?"

Niall og Louis's foruroligede stemmer kalder på mig inden Adam bliver slået ud.

"And I wake to find that you're not there?"

Kaitlyn's greb om min hånd bliver svagere og hun trækker vejret en sidste gang.

"What I got to do to make you want me?"

Zayn vender tilbage til mig og hans mørke øjne sender mig et intenst blik.

"What I got to do to be heard?"

Harry smiler til mig, men forsikrer mig om at jeg ikke er tilgivet.

"What do I say when it's all over?"

Liam tager min hånd, han holder om mig og kysser mig let på panden.

"Sorry seems to be the hardest word."

"It's sad, so sad"

Niall.

"It's a sad, sad situation."

Louis.

"And it's getting more and more absurd."

Liam.

"It's sad, so sad"

Harry.

"Why can't we talk it over?"

Zayn.

"Oh it seems to me That sorry seems to be the hardest word."

Liam, Zayn, Harry, Niall, Louis, Louis, Niall, Harry, Zayn, Liam.

"What have I got to do?"

Tårerne presser sig på fra alle sider og sangens toner bliver sværere at ramme...

"What have I got to do?"

Mit blik sløres...

"When sorry seems to be the hardest word, sorry seems to be the hardest word."

Jeg hørte min egen stemme dø ud i stilheden som om jeg ikke længere befandt mig i min egen krop. Publikum holdt vejret sammen med mig før de brød ud i en endeløs jubel og selvom lettelsen frisatte min beklemte vejrtrækning kunne jeg ikke rigtig finde mig tilrette i mig selv.

"Haley James everyone!" meddelte værten atter og jublen steg kortvarigt, mens publikum fandt deres pladser igen. "Velkommen tilbage Haley," smilede den genkendelige vært til mig og førte mig hen til en lænestol som mest af alt mindede om de læderstole Jake havde anskaffet sig få år tilbage. "Det er godt at være tilbage," smilede jeg til Chris og han nikkede ivrigt med. "Så hvordan er det at stå på scenen igen?" spurgte han og blottede sine kridhvide tænder. Hans toneleje fik det til at lyde som om jeg havde været ude af branchen de sidste ti år. Jeg valgte at ignorere det, for det sidste min karriere havde brug for var et nyt diva-anfald og især når det nu var på live-tv. "Det føles som om jeg aldrig tog en pause." svarede jeg og det var faktisk ikke langt fra sandheden, det der gjorde den største forskel var at Kaitlyn ikke længere var back-stage for at støtte op om mig. Chris så nu indtrængende på mig og hans vejrtrækning var afventende som om han regnede med at jeg ville afsløre alt - jeg blev bare ved med at smile. "Så ikke nok med at du snart smider en ny single på gaden, nej der stopper det ikke. Fra UK har du fået selveste One Direction fløjet ind!" udbrød Chris og da han nævnte drengene frøs mine tanker fast. På en eller anden måde havde jeg formået at glemme at de også ville vise sig ved dette interview - jeg sank en klump og foldede mine hænder i mit skød for at undgå mine krasende og gnidende nervøse trækninger. Da One Direction blev introduceret sad jeg endnu som en stenstøtte i min læderstol og jeg lagde næsten ikke mærke til at publikum gav dem en øredøvende velkomst, derfor kom det også bag på mig da de pludselig sad ved siden af mig. Louis, Niall, Zayn, mig, Liam og Harry. "Er du okay?" hviskede Liam i mit ene øre mens larmen endnu ikke havde lagt sig. Hans søde stemme vækkede mig og jeg nikkede stille. I det øjeblik besluttede jeg mig for ikke at lade mig hylde ud af den på trods af alt det der farede igennem mig.

"Velkommen til drenge, how's life?" Chris rykkede helt ud på kanten af sin stol og var nær drattet ned hvis ikke Louis havde støttet ham. "Fantastisk!" grinte Niall med sin lattermilde irske stemme og resten af drengene nikkede ivrigt med. "Så, word on the street, I arbejder sammen med denne labre sangfugl. Hvordan er det?" spurgte Chris og sendte mig et flirtende blik. Normalt ville jeg have rullet med øjnene, men i dag valgte jeg bare at smile sødeligt tilbage - lad dig ikke hylde ud af den Haley. Dette resulterede dog i at Liam rykkede lidt tættere på mig og for at berolige ham lagde jeg min hånd på hans lår. "I starten var hun verdens største diva," smålo Louis og jeg sendte ham i forfærdet blik, hvilket åbenbart bare gjorde det hele så meget morsommere. "Men vi har oplært hende godt," tilføjede Harry og hans grønne øjne grinte drillende til mig og studiet brød ud i latter. "Practice makes perfect!" istemte Liam og gav mig et let og kærligt klem. "Men vi er blevet rigtig gode venner," forklarede Zayn og det overraskede mig at han sagde det, men jeg beklagede mig ikke. "Så I er rigtig kommet ind på livet af hinanden?" spurgte Chris og hans interesse var tydeligvis blevet vækket. "Altså når man bor i lejlighed sammen med fem energiske fyrer i fire måneder, så kan man ikke rigtig undgå at komme hinanden ved og lære forskellige ting - også ting man ikke har lyst til at kende til," svarede jeg nu var det min tur til at grine drilskt til drengene, desværre blev min dril undergravet, da de alle som én blot gav mig ret og grinte med. "Et andet rygte siger at de har mødt din mor, men ikke din søster?"

Jeg så forskrækket på Chris og min hals føltes ligeså tør som en ørken - lad dig ikke hylde ud! Hvordan kendte han dog til det? Nervøst gav jeg mig til at drikke af vandglasset foran mig. Mit blik begyndte derefter at flakke henover forsamlingen og nogle steder blev jeg mødt af undrende miner. Ikke en eneste sætning eller forsvarstale formede jeg i mig hoved og desperationens tårer ønskede at penetrere min følelsesmæssige barriere. Med ét mærkede jeg Liam's hånd henover min og jeg så op for at smile til ham, da endnu en hånd greb ud efter min, men i stedet fandt Liam's. Hurtigt trak Zayn sin hånd til sig og så akavet væk, men det var for sent  - Liam havde følt det og angsten byggede sig op igennem mig. "Ja, det er trist at vi ikke har mødt Kaitlyn endnu, men hun har så travlt med sin skole i Europa," løj Harry og redede mig. En bitter smag bredte sig i min mund og fik min hals til at snørre sig endnu mere sammen, men jeg sendte ham alligevel et taknemmeligt smil før jeg atter fokuserede på den nyligt opståede Zayn/Liam-krise. Ingen af de to lod sig dog mærke med noget og interviewet fortsatte uden mere drama end man kunne klare. Drengene havde joket sig vej igennem de fleste spørgsmål og man kunne ikke benægte at de kunne grine sig ud af næsten hvilken som helst situation.

"Tiden er næste løbet ud, men jeg har da lige et sidste og brændende spørgsmål til dig Haley, " smilede Chris venligt og jeg blev fuldkommen narret af denne venskabelighed, for da det egentlige spørgsmål forlod hans læber kunne det ikke andet end at chokkere mig. "For omkring to måneder siden blev det officielt at du og Liam dater, men er det sandt at du har været sammen med endnu en af drengene fra dette charmerende band?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...