The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
146Kommentarer
26177Visninger
AA

21. In the company of mess

Jeg forsøgte anstrengt at synke, men min tørre hals snørede sig sammen om sig selv og desperat begyndte jeg at fumle med mine fingre. "Uhm...ikke noget..." fik jeg fremstammet og lod som om jeg lagde telefonen væk. Drengenes nysgerrige øjne så atter væk og Liam gav sig til at massere videre. Mistroisk slog jeg selv blikket ned på beskeden igen, for at tjekke om jeg virkelig så rigtigt. Desværre kunne jeg ikke benægte at sms'en indeholdte et billede af Zayn og jeg. Vi stod i mørket på en oplyst gade i downtown New York med armene tæt omkring hinanden - "Gad vide hvad Liam ville sige til det...", stod der skrevet truende nedenunder og det gøs i mig. Med ét mærkede jeg en hånd på min skulder og forskrækket fór jeg sammen - det var Zayn. Min mobil vibrerede igen og jeg åbnede den nye besked med hjertet oppe i halsen, det føltes som om det hvert øjeblik kunne hoppe ud af mit bryst og give sig til at springe rundt på bordet. Dog kunne jeg atter trække vejret da det viste sig at være en besked fra Zayn: "Hvor har du det billede fra?". Selvom jeg var dybt chokkeret og bange trak jeg kort på smilebåndet over at han havde givet sig til at sende sms'er til mig for ikke at tiltrække opmærksomhed. "Anonym sms..." svarede jeg tilbage og så afventende på ham. "Det er sikkert bare en dårlig joke :)" forsikrede han mig og gav min rystende skulder et klem før han satte sig tilbage i sofaen overfor mig. "Hvad laver I to egentlig?" grinede Louis og fire par løftede øjenbryn så os an - vores plan om ikke at tiltrække opmærksomhed var tydeligvis mislykket. "Bare noget," formåede vi at svare i kor og lo lidt til hinanden. Liam løftede min sårede fod ned på gulvet og så mere intenst på mig. "Hvad for noget?!" næsten hvinede Louis spændt og kravlede henover gulvet til han sad som en kat foran mig. Han lagde sine hænder på mine knæ som to poter og satte drillende neglende i, som var han virkelig en kat. "Det kunne du lide at vide?" fnes jeg for at lette stemningen og lænede mig helt ned i ansigtet på ham. "Faktisk kunne vi alle sammen godt tænke os at vide det?" sagde Harry spøgende og de nikkede alle som ivrige nikkedukker. "Kom nu, pwease!" bad Louis og hurtigt havde han forvandlet sig fra en legesyg kat til en tiggende hund. Før jeg vidste af det rullede han om på ryggen så han lå og strittede med arme og ben - jeg må indrømme at han lignede en krælighedshungrende hund sådan som han lå med stængerne i vejret. Zayn udstødte et klukkende grin og snart lo vi alle af hunden Louis. "Vær nu en god vovse og dæk," legede jeg med og helt uden at blinke lagde han sig på maven.

Efter at have ligget der i nogle minutter rejste han sig voldsomt og udbrød: "Hvordan kan hunde ligge stille så længe?!" - vi grinte igen. Han strakte sig og i processen slog han uheldigvis ud efter en lampe som stod i hjørnet, som dermed ramlede ned på gulvet og gik i tusind stykker. Rødmende og undskyldende lagde Louis hånden henover sine øjne. "Louis! Det var et arvestykke fra Irland!" råbte Niall og kastede sig ned til de hvide stumper som lå spredt udover det hele. "Seriøst?!" spurgte Louis chokkeret inde bag sin hånd og lavede et hul mellem to fingre så han kunne betragte Niall's ansigt igennem. Vi holdt alle vejret, for selvom Niall's udbrud havde været mærkeligt, så kunne det jo ikke udelukkes at han havde ret. Kort efter jeg havde tænkt den tanke til ende rystede Niall på hovedet med et kæmpe grin malet over hele fjæset. Han kastede sig grinende bagover, men blev hurtigt overfaldet af Louis. Der lå de så som to sammenfiltrede garnnøgler - en arm blev revet fri, siden tvunget til at beskytte en anden kropsdel og så strittede et ben i stedet ud. "Drenge, glasskårene!" advarede jeg dem og forsøgte at berolige dem, men One Direction er jo kendt for deres utrolige energi, så kampen fortsatte. "Legebørn," sukkede Harry og grinte let af Louis og Niall. Vi andre satte os til at betragte showet og før jeg fik set mig om begyndte Liam, Zayn og Harry at byde ind på hvem der ville vinde hele affæren. Glad så jeg til og takkede Louis i mit stille sind for at have smadret den lampe, selvom vi nok kom til at betale for en ny - irsk arvestykke eller ej! Havde det ikke været for ham ville drengenes indtrængende blikke endnu hvile på Zayn og jeg indtil vi var knækket og havde indrømmet alt - jeg sank en klump ved tanken. "Bzz, bzz," brummede det henne fra bordet og en ny besked var tikket ind på min telefon. Zayn sad også med sin telefon i hånden så jeg forestillede mig at han havde sendt en eller anden besked om hvor heldige vi var. Ak, jeg tog fejl. "Er du klar til at hele verden finder ud af hvad du har gjort?" lyste det mod mine øjnene akkompagneret af endnu et billede af Zayn og jeg - denne gang stod vi i regnen udenfor smykkebutikken "Diamonds to Die For" og vores læber var kun separeret af få klare regndråber. Alarmklokkerne i mit hoved slog alle til med en heftig styrke og jeg var nær gået i panik, men Louis nåede at gå i panik før mig. "Ouch, ouch, ouch!" peb han og Niall gav straks slip på den klynkende Louis. "Hvad er der galt?" spurgte han foruroliget. Vi så alle på den fortvivlede Louis, som humpende gik hen til Harry og kastede sig ved hans fødder. "Hazza, I'm dying!" sagde han sørgmodigt og lagde sit hoved i Harry's skød. "Hvad er der galt, Lou?" spurgte jeg lidt fraværende og endnu tynget af sms'en. Louis pegede ulykkeligt på sit buksebeklædte knæ, men det lyse kakifarvede stof var blevet gennemblødt af noget rødt - han blødte. Jeg gik hurtigt hen til ham og pressede lidt på huden omkring pletten, hvilket fik Louis til at ømme sig. "Louis, jeg tror du har skåret dig på nogle af glasskårene," konkluderede jeg og satte hænderne i siden, som for at sige; se hvad jeg sagde. "Kom med," sagde jeg så og nikkede ham i retning af køkkenet. Louis rejste sig og begav sig besværet efter mig, men til sidst måtte Harry også rejse sig for at hjælpe Louis det sidste stykke. "Hvor er jeres førstehjælpskasse?" spurgte jeg irriteret og smækkede endu et køkkenskab, som kun indeholdte kiks og kager. Liam, Naill og Zayn var også fulgt med ud i køkkenet og mens Harry fik sat Louis tilrette på en barstol gav de sig også til at lede sammen med mig - dog uden held, det eneste vi fandt, var en pakke med plastre. "Ejer i seriøst ikke en førstehjælpskasse?" udbrød jeg og kunne næsten ikke tro det. "Så, må vi jo klare os uden det," sukkede jeg da alle drengene så tomt på mig. "Af med bukserne Louis. Har i noget Vodka?" sagde jeg konstaterende og blev mødt af brede smil og grin, kun Louis ømmede sig henne fra stolen. "Øhm, Hallie har du slået hovedet?" spurgte Liam og lagde en beskyttende arm rundt om mig. Jeg rullede med øjnene og gik selv på opdagelse efter noget Vodka, som jeg dog også fandt gemt bagerst i et skab. "Jeg har det fint, tak." svarede jeg og hældte noget af den klare væske op i et glas og så afventede på Louis. "Bukserne?" sagde jeg spørgende og så opfordrende på Harry, som besvarede mig med et spøjst og flirtende blik. "Gør det nu bare," sukkede jeg utålmodigt og modvilligt gav Harry sig ved Zayn's hjælp til at trække bukserne af stakkels Louis, som blot måtte se undrende til. Imellem tiden hentede jeg min pincet og et stykke overskydende bandage, som havde ligget i Zayn's skab fra dengang han sårede sin hånd for min skyld.

"Hvad nu?" spurgte Liam og alle så interesseret til, da jeg satte mig på hug foran Louis. Undersøgende pressede jeg atter ned på den lettere røde hud på hans knæ og fik ham til at ømme sig igen. Ganske som jeg formodede havde han skåret sig på glasset fra lampen og et lille stykke var brækket af og sad nu i Louis's solbrune knæ. "Pincet!" beordrede jeg og rakte hånden bagud, hvorefter Liam placerede den kølige pincet i min hånd. Jeg lod den stå lidt i Vodkaen for at disinficere den før jeg greb fat om glassplinten og fjernede den. Derefter dyppede jeg en klud i Vodka og duppede forsigtigt på såret. I smerte hvislede Louis stille nogle ord ud mellem sine læber og kneb øjnene sammen. "Bandage," anmodede jeg og fik stukket den i hånden af Niall, som undskyldende lagde en hånd på Louis's skulder. "Sådan, så god som ny," smilede jeg stolt, da jeg bandt en sidste knude på bandagen omkring Louis's ben. Han så ned på den, lod sine fingre løbe let henover den og nikkeder derefter anerkende. "Okay det var frækt," grinte Harry og gav mig et klem.

"Hvor har du dog lært det henne?" lo Zayn spørgende og vi satte os ned i sofaen. "Ingen steder," svarede jeg og satte mit hår op i en stram hestehale for at holde mine tanker inde. "Lad mig gætte Girl-scout-camp?" foreslog Harry og vippede med øjenbrynene. "Der må jeg skuffe dig Harry, jeg er ikke lige spejder typen," grinte jeg tilbage og blev trukket ind i Liam's favn. "Hvor så?" spurgte Niall interesseret og så oprigtigt spændt på mig. "Min far elskede at vandre og han mente at det var vigtigt altid at være i stand til at behandle et andet menneske," forklarede jeg og rødmede under al deres opmærksomhed. "Hvad skulle vi gøre uden dig, Doctor Hallie Bear?" sagde Louis lykkeligt, i det han vendte tilbage til stuen efter at have fundet nogle nye bukser. "Jeg er ked af det med dine bukser," fnes jeg, men han trak bare på skuldrene og rakte mig en blå T-shirt. Jeg foldede den ud og strakte armene ud for at kunne tage den rigtigt i øjensyn. Det var hans Superman T-shirt og jeg så spørgende på ham. "Du er den sande helt her," smilede han stolt af mig og smed sig på sofaen. "Aww, Lou," besvarede jeg hans søde gestus og de andre lo af os. "Tag den på!" opfordrede Louis og så afventede på mig. Til sidst gav jeg efter og iførte mig Superman's logo - mig en sand helt? Næppe.

***

Der gik timer før glasskårne blev ryddet op og flere gange var jeg ved at træde på dem, hvilket gjorde mig en smule aggressiv til Harry og Louis's store tilfredshed. Drengene forstod da heller ikke at jeg råbte op over det, næ de så blot underholdt til, mens jeg irriteret måtte samle en glassplint op efter den anden. "Så slemt er det heller ikke, Hay," grinte Harry og puffede let til min hofte, men jeg så bare olmt på ham. "Har du set dig om!" spruttede jeg og slog armene ud for at illustrere hvad jeg mente. Harry så sig om og trak så på skuldrene. "Det er værre end en svinesti," hævdede jeg og så strengt på resten af drengene som nu var kommet til for at se hvad jeg nu havde gang i. "Jeg mener prøv lige at se dit værelse," blev jeg ved og hev Harry indad hans dør. Overalt på gulvet lå der blade, cd'er og gamle sokker. "Ej, det er ingenting," forsvarede Harry sig med et charmerende smil på læben og et glimt i sine grønne øjne. Desværre for hans forsvar og påstand var han nær skvattet i en T-shirt, hvilket fik mig til at se konstaterende på ham. "Nej, dit er ingeting i forhold til det her!" gav jeg ham dog ret og lokkede alle drengene hen til Louis's værelse. Louis's kom straks til syne foran mig i døren, som for at spærre vejen, men det var for sent jeg havde allerede set hvorledes tøjet lå som om klædeskabet var eksploderet. Jeg vendte om for at fortsætte inspektionen af lejligheden, men da jeg kom til Niall's rum var det mistænkeligt rydeligt. "Hmm," undrede jeg mig og gik rundt om sengen til jeg kom til hans klædeskab. "Gad vide hvordan der så ser ud herinde," sagde jeg og en stille protest kom fra Niall, men ikke hurtigt nok, for idet øjeblik åbnede jeg lågerne. Det skulle jeg dog aldrig have gjort, for ganske som jeg havde forestillet mig så var alt bare stoppet derind på må og få. Dermed kastede skabet nærmest op på mig og jeg blev slået omkuld af tøjdyngerne som væltede nedover mig. Et sted udenfor Niall's tøj som lå tungt henover mig, kunne jeg høre drengene skraldgrine - 5-8, mand jeg måtte virkelig se at få et comeback! "Er du okay?" grinte Liam, da han kom til syne genne tøjbunken. Niall kom også til så han kunne hjælpe Liam med at trække mig op. Utilfreds børstede jeg mit tøj af og glattede min bluse ud, for ikke at se ud som en der havde ligget i en vasketøjskurv. "Undskyld," fnes Niall og Zayn lagde sin arm rundt om mine skuldre. "Okay, det er officielt, I skal rydde op!" dirigerede jeg og pegede på hver og en af dem, også Zayn som dog forsøgte at klare frisag med et intenst blik - not today buddy!

"Hvad så med dig?" indvendte Louis og de lagde alle deres arme overkors. Et smil bredte sig ondskabsfuldt på mine læber og jeg svarede dem drillende: "Mit værelse er pletfrit.". Tvivlende så de mig an og gik hen mod min dør. "Lad det komme an på en prøve," udfordrede Zayn og åbnede i en hurtig bevægelse døren. Et gisp forlod dem alle på samme tid, for mit værelse var virkelig pletfrit - sengen var redt og sengetæppet var glattet udover, pyntepuderne var anrettet som med et vaterpas, mit tøj var foldet og lagt i pertentlige bunker inde i skabet og alle mine produkter stod linet op foran spejlet. "Det er ikke menneskeligt!" udbrød Louis og så lamslået på mig, jeg trak kort og stolt på skuldrene - 6-8, oh yeah baby! "I må jo hellere komme i gang," grinte jeg triumferende og en svag brokken bredte sig straks mellem drengene, men Liam hævede sin hånd for at få komplet stilhed. "Jeg ville virkelig gerne adlyde dig," svarede Liam og Louis så anklagende på ham som om han lige havde forrådt One Direction-code. "Men vi har lige fået et eksklusivt interview på programmet," smilede han og forsøgte at se ærgerlig ud. De andre lyste straks op og Harry lagde en arm om mig og hviskede halvhøjt: "Det ser ud til at det bare bliver dig og rodet i aften.". Han blinkede skælmskt, før de alle fem forlod rummet. "Men drenge," beklagede jeg mig og fulgte efter dem. De så på mig og smilede alt for energisk før de alle trak i overtøjet. "Uh, jeg glemte noget," sagde Liam og gik hen til mig da de skulle til at gå. Fyldt med håb fangede jeg hans blik og han pressede kort sine læber mod mine før også han forsvandt nedad trappen. "Jeg har da heller ikke brug for jeres hjælp!" råbte jeg fortørnet efter dem og smækkede døren. "Argh!" råbte jeg til mig selv og lejligheden, før jeg som en anden stuepige startede oprydningen.

Jeg var stortset færdig, da min mobil vibrerede i min lomme. Uden at tænke over det tog jeg den frem og håbede på at det var Liam eller en af de andre som skrev at de var på vej hjem, men som sædvanligt med mit held, så var det endnu en besked fra "Anonym". "The first lie sets you free, the next one gets you addicted and the third one corrupts you." , læste jeg højt og min stemme bølgede uhyggeligt igennem rummets mørke. Lammet knækkede mine ben sammen under mig og jeg landede i Niall's tøj for anden gang i dag. Mit hjerte satte farten op, mens min vejrtrækning satte ud i få sekunder. "Du ligner en der har set et spøgelse," lo Amy pludseligt hånligt ovre fra døren og jeg rejste mig forjaget fra gulvet. "Hvordan kom du ind? Hvad laver du her?" jappede jeg derudad og så forvirret og skræmt ind i Amy's grå øjne der lyste ubehageligt op i det dunkle mørke. Forsigtigt lænede jeg mig mod kontakten og lyset blændede os begge en smule. "Jeg kom såmænd bare forbi for at se hvordan det fik for dig og alle dine små løgne," svarede hun kækt og kastede med sit hår, som hun plejede at gøre når hun følte sig overlegen. "Og dørmanden lukkede mig, du ved hvem kan modstå dette," tilføjede hun kurrende og pegede på sit dukkeagtige ansigt - køn var hun, det måtte jeg indrømme. "Så skal jeg nok lægge et billede af dig receptionen så han ikke gør det fremover," knurrede jeg irriteret over at være blevet forstyrret på denne måde, men Amy lo blot sin hånlige latter - tænk at jeg kunne holde hende ud i to år, jeg måtte jo have været fuldstændig fra forstanden! "Så hvordan går det med dit lille lying-game," forsatte hun nonchalant og satte sig tilrette i sofaen, som jeg havde ledt hende hen til - jeg skulle nødig have hende snusende rundt på drengenes værelser eller mit for den sags skyld. "Jeg ved ikke hvad du hentyder til," sagde jeg og satte mig overfor hende. "Helt ærligt Hal, du ved jeg kender til hele historien," smilede hun falskt, som om vi havde en hyggelig samtale og hun ikke havde trængt sig på. Jeg valgte ikke at svare, for lige nu var komplet stilhed det mest tiltalende. "Tillad mig at minde sig om det så. Jeg kender til alle løgnene og legene samt den kontrakt du underskrev for nogle måneder siden. Alt det ved jeg, hvad jeg ikke ved er hvor meget du er villig til at give mig for min diskretion," udtalte hun sig yderst charmerende - endnu et kast med håret. Det gøs i mig da ordet "kontrakt" gled udover hendes læber og straks slog det mig om det var Amy, som sendte mig de ækle sms'er, men det var ikke lige tidspunktet at spørge hende på - det ville jo være som at give hende sejren på et sølvfad. "Diskretion?" svarede jeg i stedet spørgende og lagde armende overkors i en form for selvforsvar. Hun blinkede til mig og truttede let med sin rosenrøde mund. "Jeg troede vi var venner!" udbrød jeg i det, det gik op for mig, at hun mente det i grummeste alvor. "Please, Hal vi ved begge to at jeg kun er her for sidegevinsten, men den leg er ved at blive gammel, så jeg har tænkt mig at droppe dig for grønnere græsgange. Med mindre du selvfølgelig kan tilbyde mig noget jeg simpelthen ikke kan modstå?". Hendes ord var bidende og hun serverede dem kolde og nøgternt.

Det så håblæst ud for mig, men med ét lyste jeg op og lagde nye kort på bordet - triumfkortet vel og mærke. "Det er bare ord Amy, du har ikke noget håndgribeligt bevis!" hånede jeg hendes udtalelser og nu var det mig der smilede falskt dog ikke længerevarende, for hun trak atter tæppet væk under mig. "Oh, jo jeg har," svarede hun tvært og så mig an. "Du bluffer!" bjæffede jeg ynkeligt, men lagde alligevel mit ansigt i de mest neutrale folder for ikke at afsløre at jeg var usikker - det var ligesom et spil poker. "Gør jeg? For fra min synsvinkel så jeg the upper-hand," besvarede hun mit angreb og viftede nu et stykke papir i luften. Truede hun mig med et stykke papir fanget mellem to af hendes velplejede fingre?

"Hvad er det?" spurgte jeg banalt og pegede som et lille barn på det der skulle forestille hendes triumfkort - hun kastede med håret. "Såmænd ikke andet end den omtalte kontrakt," annoncerede hun og lo da jeg gispede forfærdet. "Det rigtigt, all dine løgne sort på hvidt med din underskrift på!" "Alt jeg behøver, er at gå til en reporter eller måske direkte til drengene og dit lille venskab med One Direction vil være over for good!" fortsatte hun og hamrede nærmest ordene ind i hovedet på mig med en sådan kraft at alt vendte sig inde i mig. "Hvordan har du fået fingre i det? Hvad har du gjort?" var det eneste jeg kunne få fremstammet, for jeg var ikke i stand til at begribe alt det hun lige havde forelagt mig. "Hal, det kan godt være at du er den største løgner i dette rum, men du er ikke den eneste der kender vejen udenom Jake Andrews," smilede hun og hånen var let at spore i hendes tonefald - var hun i ledtog med Jake, var han på hendes side nu? Der var alt for mange foruroligende spørgsmål, som bekrigede min hjerne og satte mig ud af spillet. "Men lad os ikke snakke om hvad jeg har gjort, lad os meget hellere snakke om alle de ting du har gjort!" Amy lagde ekstra tryk på ordet "du" for at vække mig og for at få mig til at føle mig usikker og truffet. "Det her er jo afpresning!" konkluderede jeg desperat og så mig om som lå udvejen henne i hjørnet eller ude i gangen. Min udtalelse udløste ikke andet end mere storhedsvanvid hos Amy og hendes platinblonde manke røg igen en tur bagud over hendes skulder. "Sikkert, men hvad du har gjort er endnu værre. Vil du virkelig have at hele verden finder ud af det?" spurgte hun og denne gang var hendes stemme blød og næsten indtagende, men det var alt sammen en del af hendes leg. Jeg var ved at være godt træt af hendes lege og for at indikere dette sukkede jeg højt nok til at Amy opfangede det. "Drop legene Amy, hvad er det du er ude efter?" affærdigede jeg hende og registrerede hurtigt glæden og triumfen i hendes sølvagtige katte øjne - det var modbydeligt. "Det var bedre! Ved du hvad Jake var altid sådan efter dig på grund af din attitude, men jeg må nu indrømme at jeg finder den yderst behagelig og tiltalende," smilede hun lidt for sødt og hendes omtale af Jake fik mig til at overveje om det mon ikke var for meget at tro, at han var på hendes side. "Drop smigreriet og kom til sagen hvad er det du vil have?" bed jeg tilbage og ønskede virkelig at sætte tænderne i hendes falske og porcelænsagtige hud, for at hage mig fast til hun bad om nåde - i dette øjeblik var hendes skønhed ækel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...