The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
146Kommentarer
24862Visninger
AA

15. Hurt locker

Aldrig før havde fem timer syntes så lange og alligevel havde jeg ikke været i stand til at falde i søvn. Hver gang jeg tvang mine øjenlåg til at lukke sig sprang de op igen - det var umuligt. Harry's stemme spillede ustoppeligt igennem mit hoved og spørgsmålene rev i mig fra alle sider. Det hvide loft var begyndt at snurre over mig da jeg hørte drengenes stemmer komme tættere og tættere på. Jeg rejste mig og faldt Louis om halsen idet de trådte indad døren. Zayn's blik fangede mit henover Louis's skulder og i flere minutter låste hans mørke øjne mig fast. Niall tacklede med ét Louis og jeg havde ikke en chance for at redde mig selv fra faldet. Forberedt på at ramme gulvet lukkede jeg øjnene, men i sidste øjeblik greb to stærke arme fast i mig og jeg blev løftet op i Zayn's favn. Hans duft og varme omfavnede mig, men han lod mig ikke stå der længe. Zayn ledte mig hen til Liam, hvor han først så på mig, så på Liam, så væk og forsvandt ind på sit rum. En kort stund så jeg længselsfuldt efter ham mens jeg atter konstaterede at jeg for alvor var ved at falde for ham. Jeg knugede mig indtil Liam som lagde sine arme rundt om mig. "Jeg går i seng," sukkede Harry og gik ned ad gangen. Liam nikkede til ham og kyssede toppen af mit hoved. Jeg ønskede inderligt at gribe ud efter Harry og sige et ord eller blot en lyd, som kunne reparere vores venskab, men der var ikke noget at gøre. Niall klappede mig på ryggen og Louis kyssede mig forsigtigt på kinden som godnat-hilsen og de forsvandt begge - der var stadig tre der holdt af mig tænkte jeg og Liam opfangede straks sørgmodigheden der skyllede indover mig. "Er alt i orden?" spurgte han og trak mig ud fra sig så han kunne se direkte på mig. Desperat prøvede jeg at undgå hans spørgsmål og nikkede med et lille smil på læben. Jeg gled ud af hans greb og fortsatte ind på mit værelse. ”Hallie lad nu være, det er mig Liam og du ved at jeg er der for dig,” sukkede han og fulgte overraskende efter mig i mit forsøg på flugt. ”Det kan ikke fikses Liam,” erklærede jeg med ryggen til ham og mine egne ord fik mig til at sukke dybt, for det var jo sandt. Et øjeblik mærkede jeg tristheden presse sig på, men jeg nægtede at begynde at græde nu. Jeg følte at jeg ikke havde ret til at græde, for jeg var ikke den der blev snydt og bedraget, såret og løjet til. Mod min vilje vendte jeg mig om mod Liam, der endnu så en smule spørgende på mig. Jeg lagde mine hænder om hans nakke og strammede mit greb en smule om hans hår. Før jeg kunne nå at fortryde det pressede jeg mine læber mod hans og lod intet skille os ad før vi begge havde brug for at trække vejret – jeg havde brug for hans varme og kærlighed i mit kolde univers. Først forsøgte han med sine øjne at granske hvad det hele betød, men jeg gav ham ikke lang tid til at tænke sig om før mine læber atter lagde sig anmassende mod hans. Vores pander mødtes da iltmanglen indtraf og jeg spurgte stille: ”Bliv hos mig i nat?” Han smilede sødt, lukkede sine øjne og hviskede mod mine læber: ”Selvfølgelig Hallie.”. Langsomt samlede han mig op og bar mig hen til min seng hvor han lagde mig under dynen. Han satte sig ned på sengekanten for at tage sko og jakke af. Indtil han lagde sig ved siden af mig lod jeg min ene hånd massere hans ryg, hvorefter han kyssede mig godnat. Jeg faldt hurtigt i søvn i Liam’s arme, der lå som en beskyttende ramme rundt om mig og mine larmende tanker i nattens stilhed lod mig for en gangs skyld være i fred.

***

Jeg vågnede tidligt næste morgen ved at solens lys brændte mod mine lukkede øjenlåg og tvang mig til atter at se på verden. Liam sov stadig tungt ved siden af mig og forsigtigt gav jeg mig til at betragte ham – hans brystkasse der sank og hævede sig for hvert åndedrag han tog, den lettere røde mund, som synes at smile og hans bløde øjenlåg som skjulte de kærlige brune øjne, der altid så på mig som var det den første gang. Jeg rykkede mig besværet under dynen og lagde mig tæt ind til ham for at opfange den tryghed han sendte ud omkring sig. Langsomt gled jeg tilbage i drømmeland og vågnede først da Louis rev døren op og rummet blev fyldt med musik.

"Love is in the air

Everywhere I look around

Love is in the air

Every sight and every sound."

"Louis," knurrede jeg utilfredst og vendte mig væk fra ham da han satte sig ned på sengen. Dog kiggede jeg pludseligt op da jeg kom i tanke om at Liam jo havde sovet her i nat, men det gik hurtigt op for mig at han ikke længere lå ved siden af mig. Lettet sukkede jeg og så på Louis der sad med et kæmpe tandpastasmil over hele ansigtet. "Okay hvad er der?" spurgte jeg opgivende og ventede på at han ville sende en kaskade af jokes nedover mig, men han stak blot sin telefon op i hovedet på mig. Jeg gispede og satte mig straks op. Mine hænder greb telefonen og med store øjne studerede jeg det forfærdelige billede. Endnu en gang havde et sladderpresse billede hevet tæppet ud under mig, men denne gange knuste det for alvor mit hjerte. "Det er bare for meget!" råbte jeg og stavrede arrigt ud af værelset og hev Zayn's dør op med en voldsom kraft.

Chokkeret vågnede han og væltede kluntet udover sengekanten og ramlede ned på gulvet. Jeg tog mig ikke megen tid til at se om han var okay før jeg råbte anklagende af ham. "Kyssede du hende?!" skreg jeg vredt af ham og kastede Louis's telefon hen på sengen, for at vise ham billedet af Zamy - ja, Zayn og Amy havde kysset på hendes fødselsdag! Zayn så først ud som om han fortrød det, men det blik blev hurtigt erstattet af et skævt smil før han rakte mig telefonen. "Hun er meget sød," var hans svar og uden så meget som at ænse min vrede gik han hen til sit klædeskab for at finde noget tøj. "Sød? Vi taler om Amy!" sagde jeg og kunne simpelthen ikke tro at dette var sket. Jeg vidste godt at jeg ingen ret havde til at kræve at Zayn var mig tro, for der var jo ikke længere noget mellem os - i hvert fald ikke udad til. Men af alle så skulle han kysse med Amy, det ville jeg overhovedet ikke tolerere. "Chill Haley, ligesom du valgte Liam i stedet for mig, så vælger jeg Amy i stedet for dig," sukkede han og trak sin t-shirt af så han stod tilbage i boksershorts. Jeg vidste godt at det han sagde, ikke kunne være mere sandt, men alligevel formåede hans ord at slå luften ud af mig - hver stavelse var som en mavepuster og jeg hev en smule efter vejret.

"Jeg vil bare ikke have at du bliver såret Zayn," hviskede jeg og så på ham. Han fnøs og lænede sig op af vindueskarmen. "Ligesom du sårede mig?" spurgte han en smule stødt og jeg genkendte det sårede blik i hans øjne. Jeg havde virkelig ikke lyst til at svare på det spørgsmål, for svaret var ja. "Amy er kun ude efter din berømmelse Zayn hun holder ikke af dig, som…" sagde jeg i stedet i mit eget forsvar, men jeg kunne ikke færdiggøre sætningen. Ordene brændte for meget på min tunge. "Som du gør?" afsluttede Zayn min sætning spørgende og lagde sine arme over kors. "Jeg er ikke overrasket over, at hun kun er down for the ride når hun har venner som dig!" vrissede han og hævede sin stemme en smule. "Zayn du har en hver ret til at hade mig, men du forstår ikke!" beklagede jeg mig og mit ønske om ikke at diskutere med ham kunne umuligt gå i opfyldelse nu, for jeg havde trykket på lige netop den knap der triggede hans vrede. "Hvilken del er det jeg ikke forstår Haley? Den hvor du fik det til at føles som om der var noget imellem os når der tydeligvis ikke var eller den hvor du tværede det i mit ansigt ved at kysse min bedste ven?!" råbte han tilbage og han stod nu helt henne ved mig. Jeg kunne høre hans dybe inhalering og i et forsøg på at berolige ham lagde jeg min ene hånd mod hans bryst, men han rystede den blot vredt af sig. "Bare drop det Haley, jeg gider ikke dig og dit drama længere." sukkede han og hans stemme steg i decibel idet han fortsatte sin vrede monolog: "Desuden synes jeg at du er den sidste der burde belære andre om noget som helst!"

Jeg gik efter ham da han satte sig ned på sin seng, men jeg kunne ikke få mig selv til at dumpe ned ved siden af ham. "Det var ikke min mening at det skulle ende sådan her, Zayn" forsvarede jeg mig ynkeligt og mærkede hvorledes gråden steg op igennem min hals og brændte i min gane. "Tro mig det var heller ikke min plan!" svarede han mørkt og nægtede at se på mig. Jeg prøvede endnu en gang at fange hans opmærksomhed og knælede ned foran ham. "Zayn jeg er ked af det okay? Undskyld." sagde jeg stille og ude af stand til at gøre andet lagde jeg en hånd på hvert af hans knæ. "Haley…" indvendte han stille, men nu ville jeg have lov til at tale ud, for jeg vidste godt hvad han ville sige. "Jeg ved godt at uanset hvad jeg siger, så ændrer det ikke på hvad jeg har gjort, men du skal vide at jeg er ked af det…". Zayn sagde ikke noget og så ikke på mig, rejste sig blot og lod mine hænder glide ned på mine egne knæ. Jeg fulgte ham med øjnene og først da han stod med dørhåndtaget i hånden mødtes vore blikke. ”Jeg kunne aldrig hade dig Hales,” erkendte han roligt med reference til, at jeg havde givet ham retten til at hade mig. Med disse ord gik han ud af døren uden at se sig tilbage.

For at bremse tårerne lukkede jeg mine øjne stramt i og lænede mig opgivende mod hans seng. Det var håbløst og selvom han ikke hadede mig så kunne han ikke tilgive mig, men det ville jeg nok heller ikke selv have gjort hvis rollerne var byttet om. Liam puffede forsigtigt døren op og så ned på mig. For en stund frygtede jeg at han ville se bebrejdende på mig og opfatte at Zayn og jeg ikke bare havde været venner, men han satte sig blot ned på gulvet ved siden af mig. Jeg lod mit hoved falde ned på hans skulder og han kyssede mig trøstende på hovedet. "Undskyld," sagde jeg hæst og han flettede vores fingre sammen. "Undskyld for hvad Hallie?" spurgte han og jeg løftede mit hoved for at se ind i hans ærlige brune øjne. "Bare undskyld...for alt," svarede jeg og tænkte på alle de løgne jeg levede med - et kompliceret net der hver dag strammede dets greb om mig og truede med helt at knuse mig. Liam smilede til mig og jeg lænede mig indtil ham igen. "Hvad sker der turtelduer?" spurgte Louis drillende og satte sig ned på den anden side af mig. Snart kom Niall også ind på Zayn's rum og satte sig foran mig. Jeg lagde min ene arm rundt om Louis og med min anden hånd holdt jeg om Niall's hånd. "Tak drenge," smilede jeg til dem og Louis lagde sit hoved til rette på min skulder mens Niall gav min hånd et klem. "Det er næsten for sukkersødt," sagde Harry henne fra døren og jeg løftede mit hoved og så på ham. Han var endnu ikke klar til at smile til mig, men han var blødt lidt op siden i går og af ukendte årsager satte han sig ned sammen med os - det var et meget besynderligt øjeblik og selvom smerten stadig pulsede gennem mine årer følte jeg alligevel en form for fred.

"Nu mangler vi bare Zayn," konkluderede Liam og de andre så på mig. For at undgå at de spurgte til vores skænderi nikkede jeg og fik det til at se ud som om jeg var okay, men det var også en løgn. Mit hjerte var knust og af mange årsager kunne jeg ikke få mig selv til at sidde sammen med Zayn. Først og fremmest havde jeg såret og snydt ham og der var intet jeg kunne gøre for at ændre på det og derudover havde han nu noget kørende med Amy. Amy af alle mennesker tænkte jeg og bad til at han ville lade det ligge om ikke andet for hans egen skyld - inderst inde vidste jeg dog godt at kysset mellem dem nok var en form for hævn, så jeg kunne lære hvordan det føltes når den man kunne lide var sammen med ens bedste ven.

"Zaynster!" hylede Louis så det rungede i hele lejligheden og selvom han prøvede at lokke Zayn herind kunne jeg ikke lade være med at grine. Vi hørte ham rumstere inde i stuen og efter nogen tid dukkede han op i døren. Han stod lænet mod karmen og viste ikke nogen større interesse i det vi foretog os. "Sid ned," smilede Niall og vinkede ham hen til os, men da jeg mødte Zayn's øjne kunne jeg se at han ikke havde tænkt sig at sidde i samme rum som mig. Trykket og trist så jeg ned for at ikke at møde nogen af drengenes bebrejdende eller undrende blikke. "Jeg går en tur," sagde Zayn endelig og da jeg så op var han væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...