The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
146Kommentarer
24866Visninger
AA

30. Hate that I had to hurt you like this

"Liam," kvækkede jeg og min svage hæse stemme fik Liam til at se på mig. Langsomt og som om al min styrke var blevet suget ud af min krop rejste jeg mig fra gulvet hvor jeg havde forsøgt at gemme mig for sandheden. "Jeg må fortælle dig noget," hviskede jeg og min stemme slog knuder på sig selv, som for at hindre mig i at sige noget som helst. Liam's øjenbryn rynkedes straks sammen og hans øjne så bedrøvet på mig - kunne han mærke hvor jeg ville hen med det her? Vi satte os begge tungt på min seng og i flere minutter sad jeg bare og legede med hans varme fingre. "Hallie, du skræmmer mig," sagde han stille og forsøgte at holde mine hænder i ro ved at lægge sine tættere rundt om mine. "Du føler at ulykken var din skyld," hviskede jeg konkluderende og så foruroliget ind i hans øjnes dyb. Modvilligt nikkede han, hvorefter han slog blikket ned og gav sig til at studere vores sammenflettede fingre. ”Det er ikke din skyld,” smilede jeg venligt til ham og løftede hans ansigt op for at overbevise ham, men det stærke blik han sendte mod mig fortalte mig at skylden endnu pumpede gennem hans hjerte. ”Åben dine øjne Liam.” beordrede jeg stille og mine ord fik Liam’s læber til at strammes. ”De er vidt åbne…” ”Nej, Liam! Du er i mørket, men du må vågne op.

Siden min søster døde har jeg vandret rundt i en ødemark og jeg befinder mig stadig i en tom mørkhed, men du har chancen for at indse sandheden.” masede jeg på og mine knoer blev helt hvide idet jeg ivrigt lagde pres på hans hænder, som endnu hvilede rundt om mine. ”Sandheden?” undrede han sig og svirpede sit lysebrune hår ud af sine magiske øjne. ”Det kan ikke blive ved sådan her, jeg bliver ved med at såre dig,” svarede jeg stille og min krop begyndte nervøst at slå knuder på sig selv. Liam rykkede tættere på mig og hans ene hånd gled forsigtigt gennem mit hår og lagde sig til ro på min ene kind – hans øjne besvarede min udtalelse med et tydeligt nej. ”Åben dine øjne…” hviskede jeg igen og forsøgte at bevæge mig roligt væk fra hans varmende nærhed, men hans hånd gled hurtigt om bag min nakke og fik presset mine læber tæt ind til hans. ”Det eneste tidpunkt jeg lukker er øjnene er for at kysse dig Hallie,” smillede han og det grå slør forduftede fra overfladen af hans brune iris. Jeg rystede forfærdet på hovedet så mit blonde hår stod som en fane rundt om mig og sikkert ramte Liam i ansigtet, men jeg måtte ud med det hele nu – hår eller intet hår! ”Nej…jeg kan ikke længere…” pustede jeg ud i luften om mig og et krampende stik jog gennem mit mellemgulv, men jeg ignorerede smerten og med al den kraft jeg kunne samle sammen i denne tilstand så jeg sigende og indtrængende på Liam. Han synes dog ikke at opfange mine hints og frustreret rejste jeg mig fra sengen og efterlod ham forvirret på sengekanten.

De brune øjne fulgte mig og tynget sukkede han opgivende. ”Haley, hvad foregår der? Jeg er bare så---” Jeg afbrød ham. ”Du er den bedste ting der nogensinde er sket for mig Liam, men jeg kan bare ikke blive ved med at misbruge dig som…” ”Slår du op med mig?” hviskede han ud mellem sine fugtige røde læber og hans pludselige afbrydelse kom bag på mig. Ordene hang fast i rummets molekyler, hamrede mod gulvets hårdhed, hvorefter resterne fordampede som vand en varm sommerdag, men mit værelse var lige så koldt som en vinternat. Mit blik flakkede og alt blev en sløret masse af lavendelblå vægge og hvide møbler, kun Liam stod ud som et sort omrids. ”Ja…” fik jeg fremtvunget grødet og faldt på knæ foran ham. Han rejste sig stift og stavrede usikkert hen mod vinduet, hvor han greb fat om vindueskarmen for at holde sig oppe. Roligt, men endnu rystende vente han sig rundt for at se direkte på mig. ”Liam…” ”Du slår op med mig fordi jeg føler at ulykken er min skyld?” spurgte han og der var en undertone af vrede, men han havde stadig ikke nok styrke i sig til at presse alle sine følelser ud. ”Jeg vil aldrig nogensinde have, at du føler hvad jeg føler lige nu,” svarede jeg og samlede min sløve krop op for at gå ham i møde, men han nåede at sætte sig ned på knæ foran mig først. ”Hallie, jeg el---” begyndte han stædigt, men hurtigt placerede jeg min hånd henover hans mund, jeg kunne ikke lade ham udtale de ord igen – det var nu eller aldrig hvæsede jeg af mig selv. ”Liam…ssh!” beroligede jeg ham og trak hans stærke overkrop ind til mig, men han fik kort efter vristet sig fri og nu kom vreden og sorgen stærkt til udtryk. ”Så du vil rejse?” vrissede han og slog ud efter alle mine kufferter, jeg klyngede mig til sengestolpen og bad til at jeg kunne finde styrke nok til at såre ham så lidt så muligt. ”Hvad med vores samarbejde!” råbte han desperat og slog nu armen ud i luften i min retning. ”Liam, sangen er det sidste jeg bekymrer mig om lige nu,” forsøgte jeg og greb fat om hans skulder, men han børstede den resolut af sig. ”Vi er professionelle, Haley.” erklærede Liam irriteret og kørte en anstrengt hånd gennem sit blanke hår. ”Og vi kan være professionelle udenfor denne lejlighed." Igen afviste han mine ord og vred sig ud af det greb jeg endnu en gang havde langt rundt om ham.

”Du besvarede aldrig mit spørgsmål,” ytrede Liam hæst og refererede til hvorfor jeg afslog hans kærlighed og gav ham hans hjerte tilbage. Ængsteligt lagde jeg en beroligende hånd henover mine øjne, men jeg begyndte blot at ryste endnu mere – sig noget Haley! ”Der er noget andet ikke?” spurgte han og jeg kunne mærke, at han kom nærmere, hans varme kolliderede næsten med den kulde jeg udsendte – og når kulde og varme mødes resulterer det altid i uvejr. ”En anden?” rettede han og mit åndedræt stoppede brat et sted mellem mine lunger og mine læber – det var ude med mig, uvejret var brudt løs. ”Hvem er det!” kommanderede Liam mørkt og fjernede hårdt den hånd der skjulte halvdelen af mit løgnagtige ansigt. De brune øjne lynede og selvom tårerne der byggede sig op i dem forsøgte at slukke vreden ud som regn, så brændte hans blik og satte ild i mit hjerte. ”Det betyder ikke noget Liam! Jeg kan alligevel aldrig få ham,” hulkede jeg mod ham og brød sammen, men han lod mig ikke ramme gulvet. Beskyttende holdt han mig oppe og knugede min skælvende krop ind til sig. Mine egne ord ramte mig som tusind små søm, der borede sig ind alle vegne – Zayn ville aldrig nogensinde blive min…jeg havde mistet ham.

”Det er okay,” tyssede Liam og aede mit hår omsorgsfuldt, som en mor der beroliger sit barn. Hans arme lå beskyttende rundt om min lille krop og det var med stort besvær at jeg trak mig væk fra ham. ”Nej, det er ikke okay! Fatter du da ingenting, jeg slår op med dig, jeg knuser dit hjerte Liam! Du burde hade mig!” udbrød jeg og frustrationen gjorde min stemme skinger – jeg måtte tvinge hans øjne op. Liam kom raskt på benene og lagde an til at sige noget, men hans læber forseglede sig selv. Mit blik dansede henover hans ansigt, men der var ingen vrede at spore – kun sørgmodighed og ridderlighed, havde han tænkt sig at give op og tilgive mig nu med det samme? Det var jo vanvittigt! ”Jeg fortjener ikke at du siger at det er okay, du må ikke lukke dig inde med smerten Liam! Det gjorde jeg og jeg forseglede mig selv fra alt der var virkeligt – og se på mig nu!” forklarede jeg og kastede mine arme opgivende op i luften – I was a mess…

Det var endelig fuldkommen tydeligt at alle mine løgne, mit høje spil og alle selvfornægtelserne ikke havde båret frugt, jeg var som en udpint mark og jeg havde desperat brug for forløsning. "Da min søster døde troede jeg at jeg var stærk, fordi jeg ikke græd og aldrig overgav mig til smerten, men jeg løj for mig selv Liam! At lyve overfor dig selv og andre sætter dig ikke fri, du bliver bare afhængig af løgnen og til sidst er du ikke andet end en korrupt version af dig selv - og smerten er der stadigvæk, den følger dig hvor end du går..." indrømmede jeg og mindes Anonym’s mange beskeder. Min udtalelse synes først at gøre indtryk på Liam, for mørket i hans brune øjne blev brudt en smule, men det varede ikke længe før den tidligere medfølelse fandt vej gennem hans egen vrede. "Du kan ikke tage bort Hallie," hviskede han tilbage og ignorerede mine formaninger. Det føltes som om tykke lænker viklede sig rundt om mit hjerte og strammede til, således at blodet ansamledes i mine hjertekamre og ikke kunne undslippe - en eksplosion var undervejs.

"Vi har underskrevet en kontrakt," fortsatte han nøgternt og trak sig tilbage til min seng, som om mine ord og handlinger var ved at synke ind. Liam greb nervøst fat om mit sengetæppe og lod det bløde materiale skære sig ind i hans hud og dermed aflede ham fra den egentlige smertekilde. Ordet kontrakt fik det til at vende sig indeni mig og selvom jeg langt fra havde underskrevet den samme kontrakt som de havde, så nikkede jeg blot tilkendegivende til ham. "Det ved jeg, men..." "Vi er professionelle Haley," gentog Liam og afbrød mine indvendinger. Håbløst satte jeg mig på hug foran ham og tvang hans hænder ind i mine så jeg kunne skabe en form for kontakt mellem os. Jeg håbede på, at jeg denne gang kunne overbevise ham om, at han havde brug for et fristed, hvor jeg ikke ville dukke op hver femte minut. "Og vi kan være professionelle i studiet, men jeg ønsker at du skal være i stand til at tage hjem til denne lejlighed," jeg sendte et blik udover rummet for at illustrere hvad jeg mente før jeg fortsatte: "Et sted hvor du kan græde, råbe, stirre ud i luften eller bande af mig, do what you have to do to be happy again...jeg ønsker at du skal kunne tillade dig alt det jeg ikke tillod mig selv med Kaitlyn.". Mine ord flød rundt som sæbebobler i rummet og synes ikke stærke nok til at ændre hans første statement. "Det er ikke det samme," konkluderede han og let som ingenting slap han ud af mit greb. Mit ængstelige hjerte ville dog ikke lade ham slippe. "Det ved jeg, men hvis jeg bliver her kan du ikke komme videre, ingen af os kan Liam," smilede jeg ærligt og forsøgte at sende mit budskab fra mine øjne til hans. "Og hvad vil du sige til de andre? At du bare holdt op med at holde af mig?" spurgte han og så opgivende på mig og sørgmodigheden hang ved hvert ord. En spydig undertone spillede henover hans stemmebånd og det skar i mit hjerte, at han sikkert måtte tro at jeg aldrig havde sat rigtig pris på ham.

"Det handler ikke om de andre, kun os to. " forklarede jeg og sendte ham et styrkende smil, men han gengældte det ikke, så blot væk . "Os to?" mumlede han spørgende mod vinduets kølige spejlbillede. "Ja," hviskede jeg og greb tungt fat om håndtaget på en af mine kufferter. Hvis jeg var heldig ville han lade mig gå stille ud af døren og vende tilbage til min egen verden, hvor jeg kun fik hvad jeg fortjente - ensomhed. "Det er Zayn er det ikke?" ytrede han pludseligt og voldsomheden i hans toneleje frøs mig fast til gulvet og min hånd klamrede sig til dørens messinghåndtag. "Hv...hvad?" stammede jeg og min stemme brækkede over i tusind stykker, som raslede ud over mine læber. "Ham du virkelig elsker, er Zayn ikke?" omformulerede han og synkront vendte vi os mod hinanden, således at begge vores blikke hamrede sammen - et lyn af følelsesmæssige udladninger gnistrede gennem rummet. "Hvorfor siger du dog det?" hikstede jeg og prøvede desperat at genvinde min selvsikkerhed, så han ikke kunne aflæse sandheden direkte fra mine nervøse trækninger - desværre, kløede mine arme allerede. "Jeg er ikke dum Haley! Mindst af alt blind," råbte han ad mig og jeg måtte bide mig selv hårdt læben for ikke straks at bryde sammen. "Det kan godt være, at du tror du skjuler det godt, men Zayn var den allerførste af os som du for alvor stolede på og når ingen kan finde dig er du altid sammen med ham." Liam's ord snittede sig skarpt og kirurgisk igennem alle mine forsvarsmekanismer og der var ingen medlidenhed tilbage i hans krop, hans øjne var åbnet, hans hjerne havde nu registreret revnerne og sprækkerne i hans knuste hjerte.

"Jeg har set den måde du ser på Zayn på...du ser på ham, som jeg ser på dig..." indrømmede han stille og alt var forevigt forandret - I can never go back! "Listen, Liam..." forsøgte jeg, men jeg havde ingen ret til at udtale mig i dette øjeblik og Liam afbrød mig også hurtigt. "No, you listen!" sagde han vredt og gik hen mod mig så hans øjne kunne fange mine og sende en bølge af fortrydelse og sorg igennem mig. "Jeg har følt det længe, men jeg ville være sikker, så jeg trak mig væk fra dig og gav dig rum. Dermed håbede jeg, at din kærlighed ville få dig til at vende tilbage til mig..." Liam trak atter sin hånd gennem sit nu pjuskede hår, men det var til ingen nytte, han så ligeså frustreret og såret ud som før. "Men du vendte aldrig tilbage," konkluderede han lavt og trak vejret besværet. Hans øjne blev blanke igen og selvom han sendte mig et tappert og stramt smil var der ingen tvivl om, at jeg allerede havde såret ham mere end nogen anden havde det før. Hans lyseblå skjortebeklædte ryg vendte nu mod mig og trangen til at lade mine fingre løbe beroligende ned langs hans ryggrad voksede hastigt, men lyden af hans stemme da han talte igen slukkede al modet i mig.

"Men selvfølgelig, hvis du elsker en anden giver det hele måske mening..." sluttede han roligt og skuffelsen lagde sig tungt på hans skuldre og de blev tynget nedad. "Liam," indvendte jeg, men kom ikke videre for der var ikke mere at sige, var der vel? Jeg var afsløret, ikke nok med at jeg havde slået op med ham og afvist hans kærlighed, jeg havde også indrømmet at jeg havde givet mit eget hjerte væk til hans bedste ven - forræder! "Det eneste jeg ønsker at vide er, hvordan? Hvordan kunne du lyve sådan overfor mig?" spurgte han og drejede rundt for at se på forræderen, mens hun forsvarede sig. Først kunne jeg ikke få mig selv til at se ham i øjnene, men jeg måtter indse, at det var det mindste jeg kunne gøre. Mine blå tilisede søer så ind i hans chokoladefontæner, men det var som om også deres varme farve var frosset fast og den flød ikke længere blødt rundt i hans iris. "Jeg var vel bange for hvad det ville have af konsekvenser...jeg ville jo ikke såre dig!" erkendte jeg og gav mig ynkeligt til at græde - forræderens tårer trillede varme og klare ned af hendes kinder. "Og det her er bedre?" spurgte han vredt og slog ud efter luften, som om alt der gjorde ondt i dette øjeblik hang tæt omkring ham og truede med helt at lukke ham af fra ilt og dermed kvæle ham.

"Nej! Det her var jo hvad jeg ville undgå...det hele skulle bare fade away," klynkede jeg først desperat, men min lille stemme gled langsomt ud og blev en svag hvisken. "Ægte kærlighed forsvinder ikke bare Haley, you can break it, but it still remains," forklarede han alvorligt og vredt, men hans mørke tone blødte op idet en tåre undslap hans øjenvipper. Den gled roligt nedad hans kindben og lagde sig først til ro på kanten af kæbebenet, men hurtigt blev den tørret arrigt væk. "Du elskede mig aldrig gjorde du?" indvendte Liam og flere tårer blev fjernet, som ubehagelige beviser for hvad han virkelig følte dybt inde under vreden der lå henover hans ellers kærlige ansigt. "Det må du ikke sige!" udbrød jeg og småløb hen til ham og lagde en hånd rundt om hans nakke og strammede mit greb om hans bløde brune nakkelokker. "Hold op med at fortælle mig hvad jeg kan tillade mig at sige!" ytrede han såret og rystede min hånd af sig - han var ikke færdig med denne love-autopsy.

"Elskede du mig nogensinde?" gentog han og alle musklerne i hans overkrop spændtes, mens han afventede mit svar. Et sørgmodigt smil lagde sig tilrette på mine læber, der var fugtige af alle de tårer som stadigvæk forlod mine øjne. "Selvfølgelig gjorde jeg det, jeg elsker dig stadig..." hviskede jeg opmuntrende og tvang ham til at se mig i øjnene ved at lægge en hånd på hver side af hans ansigt. "Du elsker mig..." gentog han stille efter mig og hans brune øjne flakkede søgende henover mine blå, som om han spejdede udover en sø for at finde svar, men alt han fandt var mørke skyer i horisonten. "Men du er ikke forelsket i mig," sukkede han og lagde sine bløde hænder henover mine, således at han kunne løsne mit greb om hans hoved. Liam trådte et par skridt tilbage, nikkede forstående og vendte om på hælen og forlod værelset. Stilheden sugede al luften ud af rummet og som i vakuum bøjede mine ben sammen under mig. Jeg ramte gulvet hårdt, men det var ikke smerten der strømmede fra mine knæ, der fik tårerne til at falde som regndråber en kold efterårsdag. Nej, det var smerten fra den muskel der siges ikke at have følelser - mit hjerte krampede sig sammen i smerte og slog langsommere og langsommere.

***

I flere minutter havde jeg bare ladet gråden løbe frit og tårerne havde rendt nedad mine kinder, som nu var let hævede og da saltvandet tørrede ind begyndte min hud at klø, men jeg var ligeglad. Jeg stirrede tomt hen for mig og selvom der var mere smerte, som kunne grædes ud så var mine øjne så tørre som en ørken. Jeg var løbet tør for væske og mit hoved føltes tungt, som om jeg havde tømmermænd, men aldrig havde været til festen...

"Haley?" blev der sagt stille i mørket og lyset blev tændt. Det skar i mine øjne og i stedet for at lade mine pupiller vende sig til mængden af lys så lukkede jeg mine øjenlåg tæt i - lige nu var intet værd evnen til at se. "Hvad er der sket?" hviskede en venlig irsk stemme og den søde duft forsikrede mig om, at det var Niall der lagde en arm rundt om mig. Jeg overgav mig og tvang mine øjne åbne igen. Hans blonde hår sad rodet og pjusket som om han lige som Liam havde rendt sin hånd frustreret igennem det. Niall's isblå øjne forsøgte at fange mine, men jeg kunne ikke lade mit blik møde hans. "Har Liam ikke fortalt jer det?" hørte jeg mig selv spørge og hostede rallende, min stemme var helt ødelagt efter en halvtimes gråd. "Nej, vi har slet ikke snakket med ham siden han forsvandt herind, Harry så ham storme ind på Zayn's rum..." fortalte han med en hovedrysten og hans svar fik alle alarmknapperne til at blinke rødt til de overdøvede mine tanker. "Zayn!" gispede jeg hæst og ville rejse mig, men Niall holdt mig nede. "Hvad foregår der Haley?" Hans blik så foruroliget på mig og jeg havde mest af alt lyst til at svare ingenting, men det kunne jeg ikke længere få mig selv til. "Liam og jeg...er ikke længere sammen," snøftede jeg og så ned på mine hænder, som nu vred sig rundt om hinanden i mærkelig slangeagtige bevægelser. "Åh," udbrød han trist og trak mig indtil sig. "Hay, babe..." tilføjede Harry henne fra døren, efterfulgt af Louis, som ikke sagde noget, men varmen i det kram han gav mig sagde det hele: "Stakkels Hallie Bear, det hele skal nok blive godt igen.".

"Nej, jeg fortjener det ikke!" råbte jeg ulykkeligt og brød ud af deres omfavnelser. Skræmt og overrasket så de alle på mig - grønne, isblå, blågrå... "Hay..." indvendte Harry kærligt og rakte atter ud efter mig, men jeg veg tilbage. "Fatter I det ikke, jeg slog op med ham. I er hans venner og I trøster mig?" forklarede jeg og pludselig havde min krop samlet nok væske sammen til at lade tårerne trille igen. Irriteret gned jeg mine fugtige øjne, men det hjalp ikke - tårerne kom igen, én efter én, to efter to og tre efter tre. Forbavset lagde Niall en hånd henover sin mund og så chokkeret på Louis, som blot stirrede ligeså forfærdet tilbage på Niall. Harry var den eneste der ikke tog sig synderligt af mit svar, han vidste jo også mere end de andre. I stedet trak han mig ind mod sig så mit hoved hvilede på hans varme bryst og hans bløde krøller sugede alle mine saltetårer til sig som Kleenex. "Liam! Liam, det var ikke sådan her det skulle ende!" "Jeg vil ikke høre det, Zayn!" "Liam for helvede!"

Døren overfor min blev revet op og smækket i, hvilket fik Louis, Harry, Niall og jeg til at se derud. Liam stormede ud af Zayn's værelse, efterfulgt af Zayn, der desperat forsøgte at kalde ham tilbage. Hurtigt flygtede jeg fra Harry's arme og stak hovedet ud af min døråbning, for at se hvad der foregik. Liam forsvandt ud af syne og tilsyneladende opgav Zayn jagten. Han tordnede hen til mig, greb fast omkring mit håndled og trak mig med sig. "Ud!" beordrede han arrigt af Harry, Louis og Niall, som alle tumlede skræmt ud af døren uden at stille spørgsmål. Min dør lukkede sig tungt bag mig og afskrækket lænede jeg mig opad den, mens Zayn stod med ryggen til og tog nogle dybe indåndinger. "Hvad har du gjort Hales?" spurgte han hårdt uden at se på mig eller rykke sig ud af stedet. For en stund sagde jeg ikke et eneste ord og håbede på, at han ville give op, men det var ikke lige frem Zayn's måde at håndtere mig på.

"Det eneste rigtige," valgte jeg at sige, for det var det eneste svar der faktisk passede bedst på situationen. "Det eneste rigtige?" gentog Zayn spydigt og mit svar fik ham til at vende sig mod mig. Hans mørke øjne borede sig dybt ind i mine og gjorde mig svimmel. "Hvordan kunne du sige til ham, at jeg ville have dig?" bebrejdede han mig vredt og hans spændte muskler trådte tydeligt frem under den tynde hvide T-shirt. "Det gjorde jeg heller ikke!" hævdede jeg og vreden der boblede frem i mig fik min krop til at genfinde sin styrke. "Hvordan kunne han så komme ind til mig og anklage mig for den slags!" "Han regnede det ud, Zayn!" råbte jeg ad ham og nu blev hans ansigt mere afslappet. Ingen ord faldt mellem os i flere minutter. Det var svært at sige om det var fordi han tænkte over hvad jeg havde sagt eller der bare ikke var noget at sige. For mig handlede det om, at jeg ikke kunne tænke nogen form for tanke til ende.

"Hvorfor slog du op med ham?" undrede Zayn sig højt og trådte tættere på mig, hvilket fik mit hjerte til at sætte farten op. Af frygt for, at han skulle høre dets intense slag lagde jeg en hånd henover mit bryst, som om den ville virke som en lyddæmper. Zayn så stadig indtrængende på mig og jeg formede mine læber som et "O" i ønsket om faktisk at svare, men det tog nogen tid for lyden af meningsfyldte ord at komme fra mine tanker til mit stemme bånd og så udover mine læber. "Fordi jeg ikke kan gøre det her mod Liam længere," indrømmede jeg og lavede en klappende bevægelse henover mit hjerte, som for at forklare ham, at han fik min hjerterytme til at falde over sig selv. Zayn opfangede dog ikke mine fysiske-metaforer, for han fortsatte straks sit videre forhør. "Gøre hvad imod ham?"

Den sædvanlige stilhed greb rummet og klamrede sig til vores kroppe. Et sted inde i mig selv forventede jeg, at Zayn ville regne ud hvad jeg mente, men den måde han blev ved med at se på mig afslørede, at det ikke var sådan landet lå - ikke denne gang. "Du og jeg Zayn, for uanset hvor meget vi afviser det og ignorerer det, så foregår der et eller andet uforklarligt imellem os og jeg er træt af at være ked af det over hvad end det er. " Zayn dumpede ned på min seng og sad præcis hvor Liam havde siddet for blot en halvtime siden. "Hver gang jeg siger noget tilføjer jeg en ny løgn, for at holde den første på afstand og jeg er så led og ked af det...jeg kan ikke gøre det mere Zayn." erkendte jeg og så håbefuldt på ham. Mit hjerte satte farten endnu mere op og jeg kunne mærke at det var ved at løbe løbsk - svar nu for pokker Zayn! "Så du stikker bare af?" sagde han affærdigende og så skuffet på mig.

Det overraskede mig først, at han vidste at jeg var ved at flygte, men da jeg så mig om kunne jeg godt se at alle kufferterne og de tomme skabe var ret så afslørende. "Jeg bliver nødt til at komme væk herfra, det er ikke fair overfor nogen af jer hvis jeg bliver. Desuden, hvordan skal jeg overhovedet se Liam i øjnene længere? Eller nogen af jer andre for den sags skyld?" svarede jeg stille som mit eneste forsvar, dele af det var svagt, men det var hvad jeg følte i mit hjerte. Zayn lo køligt og en smule falskt før han så irriteret på mig. "Grow up! Lad være med at være så selvvisk!" "Selvvisk! Jeg tror dette er det mindst selvviske jeg nogensinde har gjort. Det knuser mit hjerte, men det er det rigtige at gøre og hvis nogen havde fortalt mig for fem måneder siden, at jeg ville sige dette en dag i fremtiden, så ville jeg have grint!" forsvarede jeg mig selv aggressivt og mente hvert eneste ord - nu skulle han fandme få sandheden!

"Hvad med alt det du har sammen med os, ikke bare mig og Liam, men Niall, Louis og Harry? Glemmer du helt dem?" spurgte han forsigtigt og lagde sine arme overkors, som for at signalere, at hvis jeg ikke havde et godt svar på dette spørgsmål, så havde jeg for alvor tabt slaget. "Hvad er der galt med jer?! Jeg knuser Liam's hjerte og han ønsker, at jeg skal blive, jeg knuser dit hjerte og du vil sgu også have mig til at blive hængende!" råbte jeg frustreret og var lige ved at hamre min knyttede næve mod væggen, men Zayn nåede at komme til og afværge det. Han tog hårdt fat om min hånd og tvang den væk fra muren. Vores øjne mødtes og fra mine gnistrede vreden, men intensiteten i hans dulmede uvejret i mit bryst. Tiltrukket af hans nærværelse lænede min krop sig ind mod hans og pludselig mærkede jeg hans arm rundt om min talje. Forsigtigt masserede hans fingre min lænd, men selvom jeg følte lysten dunke igennem mig så trak vi os begge væk idet Zayn svarede på mine tidligere anfægtelser. "Jeg...vi har jo et job der skal udføres." sagde han konstaterende og gav slip på mig. "Og vi vil færdiggøre det, men det er ikke fair overfor nogen af os hvis jeg bliver hængende," modsagde jeg ham og lukkede øjnene i irritation, da det var anden gang jeg måtte sige det samme indenfor en time.

"Måske ville det være godt for dig at blive hængende og se konsekvenserne af dine handlinger for en gangs skyld," foreslog han koldt og hans ytring fik mig til at gispe. Jeg lod hans ord køre igennem min hjerne op til flere gange, men jeg kunne stadig ikke fatte at han lige havde sagt det til mig. "Da du kyssede Liam knuste du mit hjerte og hvis det havde været op til mig havde drengene og jeg siddet på det første fly hjem til UK, men jeg blev på trods af, at jeres lykke var ulidelig at se på hver dag," fortsatte han som for at forklare sin hårde udtalelse, men der var ingen undskyldende underlægnings musik i hans tonefald. "Så hvorfor blev du?" spurgte jeg interesseret og mente det faktisk, for mit fortabte hjerte havde brug for at høre om den kærlighed Zayn kunne skænke mig hvis jeg blot lod ham gøre det. "Fordi jeg havde forpligtelser her Hales, så hvad end du gør stik ikke af! Du kan lukke os ude igen, lyve overfor os eller låse dig selv inde her, bare lad være med at stikke af som en kujon!" forklarede han sagligt og så opfordrende på mig.

Det gjorde mig vred at han smed om sig med hints til tidligere hændelser mellem os og derfor gav hans formaninger mig også blot en ubehagelig smag i munden. Min gane trak sig sammen - jeg måtte have noget vand. "Så nu har du pludselig retten til at belære mig?" sagde jeg flabet og rynkede mine bryn sammen. "Jeg blev; nogen gange bliver man nødt til at blive i stedet for at stikke af." afsluttede han diskussionen og begyndte at gå hen mod døren. Zayn rakte ud efter dørhåndtaget, men hans hånd faldt ned langs med hans side idet han vendte sig om og så på mig. "Og jeg vidste at leve foruden dig ville være tusind gange mere smertefuldt...". Med disse ord forlod han rummet og lukkede forsigtigt døren bag sig som for at sikre sig at hans sidste ord forblev inde hos mig.

"...foruden dig..."

"...tusind gange..."

"...mere smertefuldt..."

Hans stemme ekkoede mellem væggene, ramte mine trommehinder og bølgede gennem mit hjerte igen og igen...

_____________________________________________________________________________________________

Hej kære læsere

Tak, fordi I har været så tålmodige :D

Nu er jeg hjemme igen, så nu kommer det forhåbentligt til at gå lidt hurtigere end før.

Glæder mig til at høre hvad I synes. Efterlad gerne en kommentar eller et like(med mindre du self. ikke synes at den fortjener det :P)

Takker, Tess Towler <3

PS. I næste kapitel vil den sang de har skrevet bleve afsløret! :D Jeps, jeg skrev en sang for historiens skyld haha

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...