The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23714Visninger
AA

40. Forgive the pain I caused you

"Du holder aldrig op gør du?" vrissede jeg og trak en hånd igennem mit lange hår. Journalisten så op på mig, mens Niall åbnede munden, men den faldt hurtigt i. ”Jeg leder såmænd bare efter sandheden, sødeste.” En vrede lagde sig over min ansigt og jeg bed mig hårdt i læben. "De her drenge er for søde til at sige det, men det er jeg ikke! Du hævder, at du leder efter sandheden, men i virkeligheden aner du ikke hvad du fabler om! Så hvorfor tager du ikke bare dine dumbass questions og går din vej?!" råbte jeg af ham. 

"Hvorfor tager du ikke bare dine dumbass questions og går din vej?!" Dumbass, dumbass, dumbass...!

Videoen fortsatte med at gentage scenen hvor jeg råbte arrigt af journalisten eller hvad han nu var. Gårsdagens skandaløse seance havde spredt sig som en steppebrand og selvom jeg havde ytret disse ord for at beskytte One Direction og mig selv fra flere problemer, så havde jeg blot formået at få mig selv på forsiden af næsten alle sladderblade og hjemmesider - dagens sensation! I dette øjeblik sad jeg krøllet sammen om mig selv i en lænestol på mit hotelværelse. Jeg var placeret foran TV'et, hvor en yngre dame med rødblond page plaprede løs om mine udskejelser. Overfor mig, sad AJ og brummede irriteret, mens Jake skrattede løs i telefonen på medhør. Med andre ord, havde vi tre en slags konference over Atlanterhavet.

Jake var højst utilfreds med det hele, men jeg klarede stort set frisag, fordi Jake mest slog løs på AJ. Jake havde nemlig i fuld tillid til AJ overladt sin stjerne til briterne og det havde været AJ's opgave at træde ind. AJ derimod mente, at jeg skulle have knyttet sylten, smilet og nikket pænt som en porcelænsdukke. Disse blandede meninger resulterede dermed i at når Jake talte sad AJ og stirrede forlegent ned i gulvet, mens jeg sukkede trodsigt som en uartig skolepige, når AJ ytrede sine tanker. Det var i det hele taget ret så akavet og mærkværdigt. "Jake---" begyndte AJ i et forsøg på at få indført et ord, men Jake talte arrigt henover ham. Frustreret tog jeg mig til hovedet og dækkede min ører til.

"Jake, vi skal nok finde en løsning, men jeg kan ikke snakke længere. Vi ses!" annoncerede jeg. "Men---" Jeg smed røret på og trak telefonen ud af stikket. Fuldt ud tilfreds med min egen løsning på problemet, børstede jeg hænderne af i mine bukser og vendte mig siden mod AJ. "AJ, jeg ønsker ikke at starte en ny verdenskrig...selvom jeg måske allerede har gjort det," forklarede jeg ham og rynkede øjenbryn af min egen udtalelse. AJ sukkede opgivende og vred sine hænder. "AJ, jeg gjorde hvad jeg fandt bedst og det samme gjorde du. Om det var korrekt kan så diskuteres, men ærgerlig talt har jeg ikke overskud til det." "Jamen, du kunne da have ladet være med at være så..." sukkede AJ og kløede sig beklemt i nakken. "Amerikansk?" foreslog jeg og løftede interesseret et øjenbryn. AJ fangede nervøst mit blik og nikkede så samtykkende. "Loud and opinionated; it's our trade!" lo jeg stolt af mit eget folkefærd - mere seriøst kunne jeg ikke tage mig selv og mit ophav.

AJ så en smule chokkeret på mig, da han sikkert ikke vant til at folk lo når han faktisk stod og fornærmede dem. "AJ, det er ikke første gang jeg har skabt knas i systemerne, men vi må bare lade det ligge. Om et par dage finder de noget, som er langt mere interessant og så ryger jeg i glemmebogen," plaprede jeg henover hans stadige forundring. Idet jeg afsluttede min udtalelse kunne jeg ikke helt afgøre om jeg faktisk havde fornærmet mig selv endnu en gang - var jeg virkelig så ubetydelig? Jeg fnes fjollet af mig selv. "Desuden så gik pre-showet i går aftes jo perfekt, så lad os nu ikke ødelægge det," konkluderede jeg inden AJ kunne nå at indføre et eneste ord. Jeg lagde dernæst en arm venskabeligt rundt om hans skulder og ledte ham hen til døren. "Vi ses senere AJ, all is forgiven," smilede jeg til ham og gav ham et let puf ud af døren. Han kastede et misbilligende blik på mig, men jeg nåede ikke at tage mig af det før døren lukkede sig og forseglede mit hotelværelse. Jeg opførte mig måske en smule overlegent, men jeg ønskede ikke at komme i dårligt humør lige inden showet - om jeg kom hjem med en pris eller ej, så ville jeg nyde aftenen. 

***

Vandet brusede nedover mit ansigt og gled som varmekilder langs med mine former. Mellem dråberne af vand syntes jeg at høre en let banken et sted udefra. Ærgerligt slukkede jeg for bruseren og trippede ud på det kolde gulv. Jeg slyngede et lunt håndklæde omkring min skælvende krop og forsøgte at tørre mig selv lidt af inden jeg nysgerrigt begav mig ind i stuen. Bankene blev genoptaget og jeg smuttede ud til døren. Det undrede mig at receptionen ikke havde ringet og informeret mig om at jeg fik besøg. Jeg kastede et blik over skulderen og mindedes, at jeg jo havde hevet telefonens stik ud af væggen...right - moving on! 

Strakt på tær satte jeg et øje for kighullet i døren og spejdede nedad gangen. Tilsyneladende var der fuldkomment øde derude - skummelt alligevel. Irriteret over at være blevet forstyrret for ingen verdens ting, snurrede jeg rundt på hælen og gik tilbage mod badeværelset. *bank* *bank* lød det igen og skræmt fór jeg sammen og faldt næsten så lang som jeg var. "Seriøst, hvis der er gang i nogle practical jokes, så vil jeg bare lige sige at---" råbte jeg og rev døren op, men min stemme døde ud. "...det ikke er sjovt." mumlede jeg færdigt og gloede noget så dumt på kvinden der smilede myndigt til mig. Selvom mine sidste ord ikke ligefrem havde noget med sagen at gøre så talte de sandt - det her var ikke spor sjovt. "Mor?" gispede jeg og min hånd gled slapt fra dørhåndtaget ned langs med min side. Mine øjne forsøgte at blinke hende væk og jeg følte en form for Deja vue - mange langsomme blink senere var hun der dog stadigvæk. 

"Hej, Haley," smilede min mor roligt og trådte indad døren. En smule fornærmet over, at hun bare maste sig sådan på fnøs jeg. "Du er i London," sagde jeg mens døren lukkedes bag mig og jeg havde tydeligvis pointeret det åbenlyse - hun var jo ikke en spejling ellert et fatamorgana vel? Pft. "Ja, korrekt," smålo hun og satte sig aldeles uopfordret ned i sofaen. "Sikke en suite og hold da fast for en udsigt," sagde hun og trak ordene irriterende langt ud. "Hvorfor? Hvorfor er du her?" bjæffede jeg og tog mig ikke af nogle af hendes kommentarer. Hun skulle ikke tro, at hun kunne komme anmassende og så blot snakke om udsigten - intet var som det plejede og jeg havde ikke glemt alt det hun havde gjort…eller rettere sagt; ikke havde gjort! 

En smule overrasket så hun op på mig, men opfangede heldigvis, at jeg ikke var i humør til small-talk. "Jeg modtog et telefonopkaldt tidligere på ugen. Du skulle da selv have fortalt mig, at du var blevet nomineret til en Brit Award," forklarede min mor og så bebrejdende på mig. Hvad havde hun regnet med? At jeg bare ud af det blå ville ringe hende op efter al den tid og sige: "Hej, synes lige, at du skulle vide det her bla bla."? "Så jeg kom for at heppe på dig," smilede hun afsluttende og stolthed skinnede i hendes blå øjne hvori en grønlig farve stod frem i aftenens dunkelhed. "Det er da noget nyt," svarede jeg sarkastisk og forsvandt kortvarigt, for at iklæde mig undertøj og en silkekåbe. Hun ignorerede fuldkommen min flabede kommentar.

"Personen fortalte mig også, at min datter tog sin søsters ulykke på sig og tror helt og holdent, at jeg også giver hende skylden," afslørede min mor alvorligt og hendes øjne blev berøvet for deres stolthed. "Er det sandt?" spurgte hun bedrøvet og jeg krøb sammen under hendes blik. En del af mig fyldtes med sorg, men jeg var så evindelig træt af at bryde sammen foran min mor, at jeg blot så bort. Jeg var vred på hende, skuffet over hendes opførsel og såret over den måde hun havde efterladt mig på, men som jeg så ofte havde hørt det sagt, så ville min mor altid være min mor. Bare det, at hun sad her overfor mig, betød mere end noget andet og jeg måtte bide mig selv hårdt i læben, for ikke at drukne i gråd på stedet. "Selvfølgelig er det det!" bed jeg af hende og det føltes som om de ord havde været låst fast så længe, at de nu bare måtte boble ud af mig. 

"Hvorfor ville du dog tro det!" udbrød hun og snart sad hun på hug foran mig ligesom Louis havde gjort det for et par dage siden. En tåre gled glinsende nedad hendes en kind og nu brød gråden op igennem min hals. Den bredte sig til min gane og spredte en prikkende smerte. "Kunne jeg tro andet? Da Kaitlyn døde efterlod du mig her og ringede aldrig, du kunne ikke en gang se mig i øjnene, mor!" råbte jeg grødet og strøg forbi hende. Hun vendte sig i retning af mig, men hun forblev bøjet sammen på gulvet. "Du holdt op med at elske mig..." hviskede jeg og så udover London. Nedeunder os gik hundredevis af mennesker, uvidende om den smerte, der rasede indeni mig. Dernede på gaderne gik folk og smilede, lo, snakkede og trak vejret.

"Haley, det må du ikke tro. Skat, jeg holdt aldrig op med at elske dig, du er min datter og jeg vil altid elske dig!" svarede min mor desperat og hun stod nu henne ved mig. Jeg kunne mærke hendes øjne på mig, de forsøgte at nedstirre mig til jeg opgav at kæmpe imod. På trods af at hun havde lagt ekstra tryk på "aldrig" og gjort brug af ordet "datter", så var mit hjerte endnu ikke overbevist. En mor ville ALDRIG efterlade sin datter! "Hvorfor forlod du mig så!" hulkede jeg og så vredt på hende. Ulykkeligt tog hun sig til hovedet og strammede grebet om en tot hår. "Jeg skammede mig..." undskyldte hun blidt med en stemme, der nær forsvandt i lyden af min egen snøften. "Du skammede dig! Over hvad? Din status som dårlig forælder?"

Mængden af tårer der stred nedover mine kinder tog til og jeg måtte konstant tørre dem bort, for at kunne se på min mor. Også hendes øjne var slørede og rødrandede. For en kort stund faldt der ikke et eneste ord til jorden og selvom hun så ud til at ville forsvare sig, så kunne hun intet sige. "Du forlod mig da jeg havde allermest brug for dig...og jeg savnede dig hver eneste dag, men tog til takke med at du ikke var her, fordi jeg inderst inde var overbevist om at du hadede mig." Jeg slog bittert ud imod ingenting og det føltes som om alt indeni mig vred sig frem og tilbage. Den prikken, som før fandt vej til min gane spredte sig nu under min hud. Mine lunger var ved at sprænges under presset fra min tunge vejrtrækning og gråden gjorde mig øm og tør i halsen. "Jeg skammede mig fordi...fordi jeg følte mig ansvarlig for Katy's død..." indrømmede min mor forsigtigt og lyden af hendes stemme, der stødt og roligt blev mindre og mindre svævede om mig og gjorde mig svimmel.

Vores øjne mødtes og det var som om sandheden havde fjernet noget af den følelsesmæssige afstand imellem os. "Gjorde du?" hikstede jeg og kunne ikke tro mine egne ører. "Jeg kunne have ladet være med at tage til country klubben den aften, jeg kunne være blevet hjemme sammen med Katy. I stedet tog jeg af sted velvidende, at du ikke kunne hente mig fordi du var til fest, en fest jeg havde givet dig lov til at tage med til. Dermed ville Kaitlyn skulle hente mig og hun var endnu usikker på vejene..." "Men mor, du kunne da umuligt have vidst at..." Et glimt af glæde gled flygtigt henover hendes irisser idet jeg kaldte hende mor og farven på dem syntes mere klar og ren. At kalde hende mor fuldt bevidst fik en varme til at sprede sig i mit bryst og for første gang i meget lang tid mente jeg det, hun var jo min mor.

Mine knæ føltes mærkeligt udmattede og jeg sank ned på gulvet. "Tanken om, at du følte det lige som jeg, var ubærlig. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv for at lade dig leve med det ansvar," hviskede hun og kom langsomt hen til det sted hvor jeg for lidt siden var faldet sammen. Sidende overfor hinanden på gulvet, rakte hun ud efter mit ansigt. Hendes kølige hænder lagde sig på hver sin side af mit hoved og kærtegnede mine kinder. "Jeg er så ked af det, så utrolig ked af det elskede Haley..." "Jeg er også ked af det, mor," hviskede jeg tilbage og kunne slet ikke holde op med at kalde hende mor. Med ét føltes det som om alle mine problemer og smertefulde følelser fra det seneste år ramlede nedover mig og jeg knugede mig ind til min mor. For hvert sekund vi holdt om hinanden strammede vi grebet om den anden og selvom det efterhånden blev svært at trække vejret, så gav ingen af os slip. "Ingen af os kunne have vidst det," smilede min mor og jeg kunne mærke små vindpust af hendes åndedrag ramme mit hår.

Vi havde siddet der på gulvet i flere minutter, men måtte til sidst erkende at forskellige muskler var begyndt at krampe. Nu sad jeg så foran et nydeligt bord med tilhørende spejl og min mor trak en børste igennem mit lange fugtige hår. Jeg havde næsten glemt følelsen af det at få børstet sit hår, hvorledes børsterne gled indimellem hårene og masserede hovedbunden, hvorledes hver en berøring sendte behagelige gys nedover min krop. Min mor smilede til mig i spejlet og lænede sig ind og kyssede toppen af mit hoved. Dernæst fandt hun hårtørre og hårprodukter frem og gav sig til at style mit hår. Med bløde forsigtige strøg lagde hun et sort og midnatsblåt smokey-eye, gav mine kinder en let rødmende kulør og mine læber malede hun rosa. Jeg åbnede mine øjne og trak vejret indad i et overrasket stød. Mine hænder lagde sig straks mod mine kinder, som for at undersøge resultatet af den sidste times intense arbejde. ”Smuk,” smilede min mor og gav mine skuldrer et klem. Jeg nikkede tavst og selvom jeg havde fået lagt make-up mange gange før, så var jeg helt betaget af mit eget spejlbillede – måden hvorpå mine øjne så intenst tilbage på mig, mine kindben der stod stærkere frem og hele mit ansigt blev indrammet af mit lange lyse hår, som var let krøllet. Denne gang var det noget helt specielt. Make-uppen var ikke blevet lagt af en professionel make-upartist, der plaprede løs om vejret og min karriere, nej min egen mor havde hjulpet mig ligesom andres mødre gjorde det når de skulle til afdansningsbal på skolen – hvilket var et event jeg var gået glip af på grund af min karriere og Kaitlyn’s død.

Som prikken over i’et fandt jeg diamant øreringene fra Zayn frem og satte dem forsigtigt på plads på hver sin øreflip. I spejlet tindrede de som stjernerne og selvom de ledte mine tanker tilbage til dunklere tider, så smilede jeg til mit eget spejlbillede.

***

”Er du klar?” spurgte min mor og klappede mig på hånden. Jeg kastede et blik ud af limousinens tonede ruder. Derude bag mørket blinkede blitzene og mikrofonerne ragede frem fra rækkerne af journalister, som var stillet op langsmed den røde løber. Mine hænder gled nedover min blanke mørkeblåkjole, og jeg nikkede åndeløst til min mor. Chaufføren åbnede døren og lyden af verdenen udenfor penetrerede vores hidtil forseglede lomme af stilhed. Jeg steg ud og blev straks ramt af en byge af knipsende kameraer. ”Det er Haley James!” blev der råbt og hvisket på britisk, amerikansk og andre sprog eller accenter. Min mor forsvandt i baggrunden og lod mig stå frem mod de hvide plakater og den røde løber – time to face the music! ”Hvordan har du det her til aften, Haley?” spurgte en kvinde entusiastisk og stak en mikrofon frem mod mig. ”Enormt spændt og ydmyg over at være her,” smilede jeg venligt til hende og bevægede mig tættere på indgangen.

”Hvordan er det at være nomineret til sin første Brit Award?” ”Jeg har været nomineret til forskellige priser hjemme i USA og har vundet nogle stykker, men at være en del af Brit Awards er storslået og jeg er meget taknemmelig over al støtten.” ”Tror du, at du vinder i aften?” ”Det ved jeg ærligtalt ikke, men bare det at være her er fantastisk,” grinte jeg til endnu en interviewer. ”Haley! Hi, darling!” hilste en køn sorthåret pige. Hun var vel på min alder, men langt højere. Hendes øjne var grågrønne og indrammet stærkt af hendes sorte øjenvipper – næsten en kvindelig version af Zayn, hendes hud var dog langt lysere og mælkehvid. ”Hvordan kender du og Jamie Samson hinanden?” spurgte en ivrig journalist og hans øjne poppede næsten ud hovedet på ham. Ja, det ville jeg da også gerne vide…hvem i alverden var Jamie Samson. ”Det gør vi heller ikke, men jeg er stor fan af Haley,” svarede Jamie sødt og sendte mig et kønt smil. Jeg gengældte det lille kram hun gav mig og annoncerede, at vi nok ville ses senere. Akavet skyndte jeg mig videre ned af løberen og så mig af og til tilbage over skulderen – hvem i alverden var hun.

”Hej, jeg så at du mødte modellen Jamie,” smilede AJ pludselig ved siden af mig og han førte mig hen til det bord hvor jeg skulle sidde under showet. ”Dejlig tøs,” fortsatte han og trak stolen galant ud for mig. Så hun var model, jamen man lærer da noget nyt hver dag. Da AJ endelig holdt op med at snakke om Jamie og efterlod mig for at ordne et eller andet, gav jeg mig selv tid til at se mig om. Showet skulle foregå i et enormt lokale, med flere meter til loftet. Ikke så lagt væk var en storslået scene opsat og det gik hurtigt op for mig, at jeg havde fået tildelt en af de bedste pladser. En bølge af nerver sendte et kildende sug igennem min mave og jeg kunne ikke lade være med at fnise let.

Forskellige verdenskendte artister strømmede forbi mig og de flokkedes ved borde både langt væk og tæt på. Som jeg sad der i vivaret gik det op for mig hvor alene jeg egentlig var. Min mor skulle opholde sig i et særlig registreret område og da jeg ikke rigtig kendte nogen fra Storbritannien, så følte jeg mig en smule forladt. ”Haley…du må undskylde, at jeg overfaldt dig derude,” smålo en stemme bag mig og jeg vendte mig om, for at se på dens ejer. ”Åh, det gør ikke noget, jeg føler mig alligevel lidt ensom til aften,” forklarede jeg og fulgte hende med øjnene idet Jamie satte sig ned ved mit bord. ”Jeg troede, at du kendte One Direction…” smilede hun spørgende og kortvarigt kastede jeg et misundeligt blik efter hendes smilehuller. ”Det gør jeg også…men jeg vil ikke hænge på dem,” mumlede jeg og hun nikkede interesseret med. For få uger siden var jeg fænomenal til at finde på løgne, nu var de blevet erstattet af dårlige undskyldninger.

***

Under hele showet småsnakkede jeg med Jamie og det viste sig at AJ havde ret, hun var en dejlig tøs. På trods af dette ville jeg nu ikke stilles op ved siden af hende, pigebarnet var jo underskønt og vi skal slet ikke snakke om længden på hendes ben. Jeg havde så travlt med at snakke med Jamie og nyde muligheden for et nyt venskab, at det kom helt bag på mig da det blev annonceret, at den næste kategori var International Female Solo Artist – med andre ord den kategori hvori jeg var nomineret.

”Og til at præsentere denne kategori har vi vores helt eget verdenskendte boyband. De har udsolgt arenaer landet over og siges at være det 21. århundredes Beatles, byd velkommen til One Direction!”

En øredøvende jubel brød løs og alle vendte deres opmærksomhed mod scenen. ”Hello London!” grinte Harry i sin mikrofon og vinkede til publikum. ”Har I det godt?” spurgte Niall og nikkede til hele lokalet idet alle brød ud i endnu højere jubel – hvis det var muligt. ”Så I vil vel gerne have, at vi præsenterer dette års fabulous females,” jokede Louis og fik os alle til at grine, bag ham lo resten af bandet også med. ”Roll the tape!” råbte Louis og pegede i retning af en storskærm. Alle dem, som var nomineret i denne kategori gled henover skærmen med navn og en lille introduktion. Jeg kom som nummer tre og befandt mig i selskab med stjerner som Rihanna, Robyn, Alicia Keys og idet Katy Perry blev annonceret blev Niall’s smil lidt bredere – Katy Perry is on replay.

”Der havde vi så de smukke og talentfulde kandidater,” annoncerede Zayn og selvom han omtalte hele kategorien og dermed fem forskellige kvinder, så kunne jeg ikke lade være med at rødme og min mave slog en let kolbøtte. ”Men nu kommer vi jo til den alvorlige del af festen,” smilede Liam og synet af hans smil fik en uventet glæde til at sprede sig fra mit hjerte. ”Han er så sød,” fnes Jamie lavmælt til mig og så forelsket op på scenen. ”Og vinderen af dette års Brit Award er…” Liam’s fingrer tumlede roligt med den sølvfarvede konvolut og det var som om alle holdt vejret. Jeg så mig om og smilede til Rihanna, Robyn tog en slurk af noget vand, Alicia Keys grinte til mig og Katy Perry sendte mig en jokende og nervøs grimasse. Lyden af papiret der blev hevet op af konvolutten knitrede i Liam’s mikrofon.

Mit ene ben begyndt at ryste uroligt og Jamie puffede drillende til mig. Liam’s brune øjne kastede et blik ned på papiret og da han så op forsøgte han at skjule et skælmskt smil – han forstod virkelig at holde folk på pinebænken. Mit hjerte pumpede panisk af sted og jeg kunne mærke dets dunken helt oppe i halsen. ”Vinderen af dette års International Female Solo Artist er...”  

_________________________________________________________________________________________________

Så ja, jeg forudsagde det; det blev til mere end ét kapitel haha :D Håber I kan lide det og uha for en cliff-hanger ;)

Vil lige nævne, at de af jer, som har sat 2’eren på favorit nok snart får en mail om, at jeg har publiceret et kapitel, men det kapitel er blot et resumé af 1’eren og det afslører altså alt…også slutningen af ”The Liar in Me”. SPOILER ALERT!!! xD Hvad jeg prøver at sige er at hvis I først vil læse slutningen når den udkommer her, så lad være med at læse referatet haha

~Tess Towler~ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...