The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
146Kommentarer
24970Visninger
AA

18. Eyes of unspoken words

Der blev hurtigt dannet en rød pøl rundt om mig og det var let at se hvad pigen havde hældt udover mig. Fortovet omkring mig var dækket af et tyndt lag postkasserød maling og nogle få interesserede som skulle se hvem det var der stod nymalet midt i gaden, stimlede sammen rundt om mig. Der spredtes en ivrig småsnakken, en hvisken og tisken, der spredte sig som en steppebrand. Også nogle få grin kunne høres fra forskellige kanter. For ikke at bryde ud i vrede eller gråd fremtvang jeg et smil og nejede kejtet, som om hele optrinnet var planlagt. Med min frie hånd tørrede jeg det meste af den overskydende maling af og forsvandt ind i bygningen.

"Wow, hvad er der sket med dig?!" udbrød Zayn og gjorde store øjne, da jeg stod midt i gangen som et rødt monster. Jeg gispede kort og så overrasket på ham - hvad i al verden lavede han her? "Jeg orkede ikke at købe ind," besvarede han mine uudtalte ord og endnu en gang gled et gisp over mine læber. Zayn ilede forbi mig, for at lukke døren og tage imod min taske. Et grin hørtes bag mig og fornærmet gloede jeg olmt på ham, men jeg måtte straks lukke øjnene for at undgå de dråber maling, som dryppede stødt og roligt fra mit pandehår. "Det er aldeles ikke morsomt, Zayn!" anfægtede jeg ham og ville have slået ud efter ham hvis ikke jeg var blændet. "Du ligner en omvandrende ulykke," lo han stille og jeg mærkede hans hænder arbejde med knapperne på min jakke. "Hvad laver du?!" skreg jeg nærmest og han fór sammen. "Jeg hjælper dig bare, geez Haley," forsvarede han sig og fik mig til at sukke undskyldende. "Så mens jeg sørger for at hele lejligheden ikke bliver malet rød, kan du så ikke fortælle mig helt præcis hvad der foregår?" spurgte han stadig underholdt af mit udseende. Han vendte tilbage til knapperne på min jakke, derefter løftede han den af mig og bad mig om at træde over på nogle aviser. "Jeg ved ikke længere hvad der foregår, mit liv er totalt langt ude..." erkendte jeg og åbnede øjnene, for at se på Zayn som nu var begyndte at lede mig ud på badeværelset. Herude tændte han for det varme vand og jeg lænede mig indover badekaret. Forsigtigt lod han sine fingre glide gennem mit klæbrige hår og jeg kunne mærke kagerne af maling give efter, hvilket farvede vandet rødt og på bunden af badekarret ansamledes en masse røde indtørrede klatter - det lignede et rent blodbad. "Det er måske alligevel lidt komisk," indrømmede jeg og lo til jeg fik vand i munden. Zayn løftede mit hostende og hakkende ansigt op mod sig og viklede et håndklæde stramt omkring mit hår. "Watch the head," grinte jeg til ham og løsnede håndklædet en smule. Drillende daskede han mig over armen og hev mig ud i køkkenet og beordrede mig til at sætte mig på en af barstolene.

"Hvis denne her hot-boyband-thing ikke holder i længden, så kan du vist godt blive frisør eller måske skønhedsplejer," drillede jeg ham flabet idet han gav sig til at vaske mit ansigt af. Zayn svarede ikke, lod blot den varme klud glide henover min kæbe og da han kom til mine læber fulgte han forsigtigt deres form linje for linje. Han så kort væk fra mig, men fangede så mine øjne og jeg genkendte straks varmen og intentisteten i hans blik. Jeg snappede efter vejret og mens hans ene hånd kærtegnede mit ansigt for at fjerne alle røde rester, forsvandt vi i hinandens øjne. Stilheden havde grebet os og Zayn lagde kluden fra sig for at kunne gribe mig om nakken og træde tættere på mig. Jeg skælvede under hans blik og berøring. For at kontrollere mig selv lukkede jeg mine øjne, hvilket brød den direkte kontakt mellem vores to kroppe. Et sted i mine tanker hviskede en indre stemme at jeg skulle trække mig væk, men det var som om min hjerne ikke længere var koblet til resten af min krop - et sted var forbindelsen blevet brændt over og jeg rørte mig ikke ud af stedet.

Låst fast til stolen i Zayn's greb sank jeg besværet og mit hjerte ilede nervøst der ud af. Vores åndedrag kolliderede og blev til et, men vores læber holdt stadig deres afstand. Jeg forestillede mig hvorledes hans krop også sendte alle faresignalerne ud gennem hans kredsløb, men ligesom hos mig så blev de aldrig rigtigt opfanget og taget til efterretning. Der var intet klogt eller logisk ved dette øjeblik, kun vores instinkter spillede ind - by the way, mine instinkter er ikke særlig gode og jeg ender for det meste med at gøre noget dumt. Zayn's varme ånde brændte stadig mod min hud og hans synes at være fanget i en trance, måske i et ingenmandsland, hvor han hverken ønskede at fortsætte fremad ej heller vende om og lade alt vende tilbage til som det var før. For at se hvor han befandt sig åbnede jeg atter mine øjne og hans så direkte ind i mine. Det var som om mine kølige blå øjne vækkede noget i hans dybe brunsorte og han slap ud af fortryllelsen der havde hængt over ham de sidste fem minutter. Hans greb om min nakke blev løsere og til sidst lod han sin hånd falde ned langs siden og så bort. Nu rakte jeg ud og berørte hans kind således at det var mig muligt at vende hans ansigt mod mit. Hans øjne var blevet mere alvorlige og en smerte eller sørgmodighed var at spore dybt i dem, men alligevel lagde jeg min pande mod hans. En lettelse flød gennem mig og mine anspændte muskler slappede af ved denne forbindelse mellem os, som jeg havde savnet så usigeligt meget over de sidste par uger.

"Vi kan ikke gøre det her mod Liam...Hales," hviskede Zayn og tilføjede forsinket mit navn til sætningen, for at understrege at dette handlede om mig...mig og Zayn. Da Liam's navn gled henover Zayn's læber trak jeg mig hurtigt væk og varmen og afslappelsen jeg havde følt for lidt siden blev erstattet af ængstelse og dårlig samvittighed. Jeg har efterhånden erfaret at en samvittighed kan være ret så plagsom, for den følger dig 24/7, uden time out eller mulighed for modargumenter. Der var intet, der kunne retfærdiggøre de følelser for Zayn, som endnu bankede i mit hjerte og der var ingen rigtig undskyldning for de ting jeg gjorde mod Liam. På det seneste havde Liam fået det bedste frem i mig og han var i stand til gøre mig tilpas, som om jeg faktisk hørte til her blandt One Direction and real affection. Jeg følte både noget for Liam og for Zayn, men jeg var ikke i stand til at give nogen af dem hele mit hjerte - jeg var forhindret af både kærlighed, samvittighed og min underskrift på en kontrakt, sort på hvidt.

"Hvad skal vi gøre?" spurgte jeg automatisk Zayn, som om vi var ved at diskutere vores følelser for hinanden, men han havde jo lige afvist dem. Han så på mig og svarede stille:"Ingenting...".

***

Jeg iførte mig en ny og ren kjole, satte mit hår op i en stram hestehale og lukkede en lun trøje rundt om min nedkølede krop. Mit hår var stadig fugtigt og jeg lod min ene hånd glide i gennem det som en kam. Straks genkaldte jeg mig følelsen af Zayn's varme hænder, der langsomt og med omhu kæmmede sig vej gennem mit blonde hår - mindet forårsagede at en kuldegysning banede sig vej ned ad min rygsøjle. Du må se at komme over det - bandede jeg af mig selv og forsøgte uden megen held at ryste hele situationen af mig. "Bedre?" spurgte Zayn ud af det blå og nikkede i retning af trøjen som jeg knugede stramt indtil mig. "Ja," forsikrede jeg ham med klaprende tænder og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv. Zayn gik mig imøde da jeg trådte helt ind i stuen og med begge hænder begyndte han at gnide på mine arme. Kontakten mellem ham, trøjen og mig fik varme til næsten at sprede sig eksplosivt og jeg mærkede straks en let rødmen skylle indover mig. "Jeg ville også have hældt maling udover dig," smilede han og fik mig til at rulle med øjnene. "Men jeg ville have valgt blå maling i stedet," sagde han med et seriøst udtryk, "Blå komplimenterer dine øjne bedre." afsluttede han og fik mig atter til at smile - jeg gætter på at jeg måtte have set ret dum ud, men hvad kunne jeg gøre? - It's what he does to me!

”Tak,” svarede jeg kejtet og måtte indrømme at det var et åndssvagt svar, men jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. ”Sulten?” spurgte han mig og jeg nikkede ivrigt. Al den diskussion med Amy, min hastige vandren fra den ene ende af byen til den anden og Zayn’s invadering af mit hjerte og sind havde tæret ret så kraftigt på mig. Først nu havde min hjerne haft overskud til at registrere den sult, som gnavede i mig. ”Kan du lave mad?” var det næste jeg sagde og blev mødt af Zayn, som så anklagende på mig. Jeg hævede hænderne over hovedet og overgav mig til hans øjne – den magt de havde over mig var uretfærdig. Deres mørke lød kunne få alt indeni mig til at summe og vende sig, mens deres varme glød fik mit hjerte til at banke en smule ude af takt. Zayn var nu gået i gang med at kokkerere og mine søvnige øjne så anspændt til mens potter og pander fløj henover komfuret og Zayn konstant forsvandt ind i køleskabet for at hente endnu en ingrediens.

I det øjeblik, hvor mine øjne ikke længere kunne holde sig åbne og jeg langsomt gled sammen på stolen annoncerede Zayn stolt at maden var færdig. ”Der er serveret…inde foran tv’et,” sagde han imødekommende og tog min hånd. Kontakten mellem os sendte en lille elektrisk strøm igennem mig og et kort sekund var jeg ved at snuble over mine egne fødder – elegant som altid. ”Hov, pas på Hales,” grinte Zayn til mig og hjalp mig hen til sofaen. To tallerkener var stillet frem på stuebordet, et lys brændte og tv'et kørte sagte i baggrunden med en eller anden tilfældig film. "Classy," sukkede jeg lykkeligt, mens jeg hypnotiseret så på den gyldne flamme fra lyset. "Sagde jeg det højt?" spurgte jeg mere mig selv end Zayn, men han grinte alligevel som svar. Rødmende satte jeg mig tilrette i sofaen og gik straks til angreb på maden - det var åbenbart en form for kyllingeret og det smagte faktisk godt. "Jeg må indrømme at du har talent for middagsarrangementer, men du har alligevel glemt noget," drillede jeg ham og fangede umiddelbart hans opmærksomhed. "Hvad mangler der?" spurgte han skeptisk og stillede maden fra sig - jeg frydede mig kort over at han tog dette så højtideligt. "Drikkevarer?" sagde jeg spørgende og en lettere mørk skygge faldt henover Zayn's ansigt. Jeg grinte stille og lagde min hånd på hans skulder. "Jeg skal nok hente det," forsikrede jeg ham og tog genvejen henover sofaryggen.

Ude i køkkenet rodede jeg længe efter noget at drikke og bagerst i køleskabet fandt jeg to dåsecolaer, men da jeg ville smide plastikemballagen ud opdagede jeg noget meget interessant. To papæsker fra supermarkedet var blevet mast ned på bunden i et forsøg på at skjule dem. "Så du er en ægte kok, hva'?" spurgte jeg skælmsk og viftede med mit skraldespandsfund. Zayn vendte sig om med et smil på læben, som straks blev erstattet af et mere tynget udtryk og han gav sig til at bide i sin læbe. "Færdigretter? Seriøst?" spøgte jeg og kunne ikke holde grinet tilbage. "I mit forsvar så tilføjede jeg mine egne ekstra krydderier ellers smager det bare af pap!" forsvarede han sig selv dybt seriøst, hvilket blot fik mig til at grine endnu mere. "Hey, kylling er kylling!" sagde han og vendte tilbage til filmen. "True that," istemte jeg og smed mig ved siden af ham, men han lod som om det der foregik på tv'et var ti gange mere interessant end mig. Drilskt blev jeg ved med at stirre på ham til han endelig gengældte mit blik. "I det mindste prøvede jeg at imponere dig," flirtede han med et skævt smil og jeg måtte nikke eftergivende - true that!

***

Filmen var forlængst ovre og tusmørket havde efterhånden fyldt lejlighed med en trykkende tysthed. "Jeg er ked af de ting jeg sagde om din søster," hviskede Zayn med ét, som om han var bange for at hans ord ville få luften til at krakelere. Jeg vendte mig om på siden for at se på ham. "Det ved jeg," smilte jeg til ham, men jeg kunne se spørgsmålene i hans øjne. "Hvordan det?" "Alle de ting jeg har gjort imod dig måtte bygge en form for vrede op i dig...og jeg har ikke været specielt ærlig på det seneste," forklarede jeg stille og fik mit eget hjerte til at dunke nervøst. Et kort øjeblik var jeg bange for at han ville spørge ind til min uærlighed, men han smilede bare bestemt og nikkede. "Og, fordi du er en god person...i modsætning til mig. Alt der er sket for mig har været fortjent..." tilføjede jeg og så væk. "Hvad mener du, Hales?" Hans tone var undrende og jeg havde igen sat mig selv i en kompliceret situation og der var kun en vej udenom den - benægtelse.

"Ikke noget," svarede jeg og satte mig op for at undgå følelsen af hans nærhed. "Hales?" spurgte han på grænsen til irettesættelse og jeg havde glemt at Zayn havde evnen til at skelne troværdighed og direkte løgn fra hinanden. "Det er ligemeget, for det kan alligevel ikke fikses Zayn," sukkede jeg i et forsøg på at få ham til at give op, men endnu en gang havde jeg overset hans stædighed - nogen gange var han lige så stædig som mig! "Try me!" svarede han hurtigt og da jeg så på ham måtte jeg erkende at der ikke var nogen vej udenom. "Lige siden jeg var tolv har alle omkring mig prøvet at fikse alt, men det virker aldrig Zayn! Da jeg sakkede bagud i skolen efter min far forlod os, så sørgede min mor for en privatlære, da jeg blev droppet af min kæreste for to år siden gav hun mig chokolade og en ny mobil og da min søster døde forlod hun mig her med en bunke penge," indrømmede jeg og nu begyndte et par forbandede tårer at presse sig på og løbe langs med mine øjenvipper. Min mor havde altid sørget for noget nyt og materielt, som kunne erstatte det jeg havde mistet, men hun snakkede aldrig med mig. Det eneste jeg havde brug for dengang min far forlod os og min kæreste, ham jeg troede var min eneste ene, droppede mig var min mor's stemme, som fortalte mig at alt nok skulle blive godt igen, fordi hun ville være der uanset hvad. Men min mor kunne ikke rigtig blive klog på mig og vi talte altid henover hovedet på hinanden, så efterhånden opgav hun at forsøge og jeg opgav at få hende i tale. Da Kaitlyn så døde var der ingen tilbage at snakke med og dem der havde været havde jeg drevet bort for længe siden. Min egen mor flygtede fra alt og forsvandt i Europa med først den ene fyr og så den næste.

"Det fortjener du heller ikke Hales," svarede Zayn bekymret og satte sig også op så han kunne tage min ene hånd. "Måske gør jeg Zayn. Måske var det hele omvendt, måske smuttede min far fordi jeg var dårlig i skolen og min kæreste skred fordi jeg ikke var god nok og jeg ved at Kaitlyn døde...på grund af mig.". Jeg holdt en pause for at trække vejret dybt. "Jeg slog min egen søster ihjel, Zayn..." hviskede jeg næsten lydløst og nu gled tårerne som klare krystaller ned af mine hede kinder. Min konstatering gav et ryk i Zayn og han lagde begge hænder om mit ansigt. "Nej, Haley, det må du ikke sige," sagde han alvorligt og hans stemme knækkede en smule over. Hans blik flakkede og jeg kunne se at han ledte efter en form for eftergivenhed i mine øjne, men min overbevisning var ikke til at knække. Jeg vristede mig ud af hans greb og stirrede trodsigt ind i lysets flamme, som stadig brændte varmt, men luften omkring den var kølig og jeg skuttede mig. "Hvorfor ikke Zayn? Det er sandt." sagde jeg ufortrødent og snøftede irriteret af de tårer som strømmede fra mine øjne - jeg troede at jeg havde opbrugt min kvote af tårer over de sidste par dage, men intet er længere forudsigeligt.

Zayn sagde ikke noget og selvom det var en oplagt mulighed for at flygte og afslutte samtalen her så fortsatte jeg. "Min mor plejede at tage til en countryclub, men hun fik altid mig til at hente hende, fordi hun ikke ville drikke og så køre bagefter. En af de aftener skulle jeg til en fødselsdagsfest og min mor overtalte Kaitlyn til at komme og hente hende i stedet...men på vej derhen kørte en eller anden idiot overfor rødt..." Jeg så atter på Zayn, som nu så bedrøvet på mig med rynkede øjenbryn. "Hales, du var langt væk fra ulykken og du var ikke den idiot, som kørte overfor rødt," konkluderede Zayn og tvang sine hænder rundt om mine, der ihærdigt modarbejdede hans berøring. "Du forstår ikke Zayn! Jeg vidste at Kaitlyn ikke brød sig om at køre bil allerede og slet ikke om natten, men jeg lod det ske alligevel! Jeg sad og holdt hendes hånd i fem timer, jeg så min mor kollapse tynget af sorg og jeg så min søster tage hendes sidste åndedrag..." kom det fra mig og nu hulkede jeg ordene ud i stødvise sætninger. "Min egen mor kan ikke en gang se mig i øjnene, Zayn...hun hader mig," snøftede jeg og hviskede sidste del af sætning mod hans skulder efter han havde trukket mig ind til sig.

"Hvorfor ville hun hade dig?" spurgte han forsigtigt og jeg trak vejret helt ned i maven for at kontrollere min gråd. "Fordi det skulle have været mig den aften og jeg skulle være død i den ulykke, ikke Kaitlyn..." sagde jeg simpelthen og mærkede tydeligt modviljen der strøg gennem hans krop efter mine udtalelser. "Du så ikke blikket i min mors øjne, da hun sagde farvel og efterlod mig her, Zayn." hviskede jeg, men han var ikke overbevist, for i næste nu trak han mig ud fra sig. "Det er ikke din skyld Haley!" sagde han en smule vredt og hans greb om mine arme blev strammere. Jeg kneb øjnene sammen og bed mig i underlæben. "Og jeg er glad for at du ikke døde..." erkendte han stille og så mig i øjnene med en forsigtighed, som jeg ikke havde set hos ham før. Et lille smil fandt vej til mine læber og det blødte mit hjerte op. Uden at være sikker på hvad jeg skulle sige til ham åbnede jeg munden for at sige det alligevel, men før nogen form for lyd nåede ud følte jeg Zayn's ånde bølge henover mine læber. Han rykkede tættere på mig og ude af stand til at trække vejret regelmæssigt erkendte jeg det ultimative bedrag. Jeg så det også i Zayn's øjne, men han sagde ikke et ord...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...