The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23849Visninger
AA

10. Everything I do...I learnt from you

”Hvad laver du her mor?” spurgte jeg uintelligent og lamslået. ”Har Jake ikke fortalt dig at jeg kom?” tværrede hun i hovedet på mig og smilede for at gnide salt i såret. ”På det seneste fortæller Jake mig kun hvad han har lyst til og i små mængder,” informerede jeg hende koldt om og sendte hende et falskt smil. ”Nå, men her er jeg altså,” smilte hun igen. ”Er du så kommet tilbage fra Europa?” spurgte jeg forhåbningsfuldt. Nok var jeg såret og vred på hende, men hun var min mor og det kunne intet ændre på – desuden brændte håbet om tilgivelse endnu et sted i mit ellers forfrosne hjerte. ”Vær dog ikke fjollet Haley, jeg tænkte bare at det var på tide at vi to fik ryddet op i alle Kaitlyn’s ting.” ”Selvfølgelig, dumt af mig at tænke andet,” svarede jeg opmuntrende, men hvert eneste ord stak i mit hjerte – selvfølgelig var hun her for Kaitlyn’s skyld og ikke min, hvor kunne jeg tro at jeg havde nogen form for betydning for hende længere.

”Og hvem har vi her?” spurgte Harry et sted bag mig og kom helt ud i entréen. Jeg havde desperat lyst til at smække døren i og lade som om det aldrig var sket, men det var for sent. Harry stod allerede ved min side og smilede sødt og lidt for flirtende til min mor. ”Harry dette er…” nåede jeg at sige inden min mor tog ordet. ”Jeg er Rachel James,” sagde hun charmerende og lod Harry tage sin hånd. ”Harry, Harry Styles til tjeneste,” flirtede Harry videre og jeg prøvede at signalere til ham at han skulle droppe det, men det var nytteløst. ”Du fortalte mig ikke at du havde en søster,” hviskede han lavmælt, men højt nok til at min skruppelløse mor kunne høre det, hvilket fik hende til at fnise som en sindsforvirret tøs. ”Hun er min…” forsøgte jeg, men de var allerede udenfor rækkevide, ”…mor.” sukkede jeg og lukkede besværet døren bag mig. For en stund blev jeg stående i gangen for at samle kræfter til hvad end der ville ske – nu kunne det da umuligt blive meget værre!

Drengene havde alle rejst sig op idet Harry kom gående ind arm i arm med min mor, som om hun var kongelig eller af særlig slægt. "One Direction, Rachel, Rachel, One Direction," introducerede Harry min mor og både Louis, Liam og Niall sprang hen til hende for at hilse på, selv Zayn var med på den. Jeg stod lænet op af dørkarmen mens jeg studerede galskaben nøje, for at kunne gribe ind hvis det blev nødvendigt. "Så hvad bringer dig hid?" spurgte Niall højtideligt og hans irske accent fik det til at lyde som om vi lige var blevet sendt et århundrede tilbage i tiden. Igen smågrinte min mor og kvalmen pressede sig op igennem min hals. "Jeg besøger blot jeres veninde, Haley," sagde hun ligegyldigt. Jeg kunne ikke tro mine egen ører! Hun legede med og sad som granvoksent menneske og nærmest flirtede med en folk drenge, der var unge nok til at være hendes sønner. Jeg fnøs og fik hele forsamlingen til at se på mig - skønt! "Hvad er der galt, Hallie?" spurgte Liam intetanende. "Jo, det skal jeg fortælle dig!" udbrød jeg arrigt og tog fat om min mors håndled. "Hun er min mor! M-O-R!" stavede jeg for dem og hev hende op af sofaen, "Og hun skulle lige til at gå ikke mor?" hvæsede jeg af hende og stirrede koldt ind i hendes blågrå øjne. "Haley, skat jeg er jo lige kommet," undskyldte hun sig selv uskyldigt og hendes brug af ordet "skat" gjorde mig blot endnu mere vred. "Hvis ikke du samarbejder og går lige nu, så fortæller jeg dem hvor gammel du i virkeligheden er," truede jeg hviskende så kun hun kunne høre det. Hendes ansigt fortrak sig i en stram og forlegen mine - jeg havde hende tænkte jeg triumferende og trak af med hende. Da vi stod i døren så hun irriteret på mig som om vores roller var byttet om, hun var teenagerne og jeg moren, der lige havde taget hende væk fra en fed flirt. "Det bekymrer mig at du kan opføre dig sådan, darling," sagde hun med en medfølelse der var ligeså falsk som hendes smil. "Løgner!" skreg jeg af hende og smækkede døren i hendes ansigt. Og en løgner det var hun! Det var det eneste genetiske hun nogensinde havde delt med mig - hun var en løgner og jeg var en løgner, det var i mit blod.

Alt andet end egenskaben til at lyve overbevisende, havde jeg fået af min far, som forlod os for længe siden. Kaitlyn derimod havde arvet vores mors kastanjebrune hår, kønne runde øjne og en mild latter, der kunne fortrylle enhver der hørte den - hvilket min mor havde brugt til sin egen fordel mange gange. Min søster havde altid været køn, mens jeg måtte vente til jeg var omkring 17 år før mit held vendte bare en smule. Jeg var den af os som havde fået de skæve tænder, det let krusede blonde hår og mandelformede øjne - og min latter skal vi slet ikke analysere. Heldigvis var mine tænder blevet rettet og verden var fyldt med hårprodukter og glattejern, som var i stand til at få mit hår til at se perfekt ud.

***

"Okay, det var akavet," sagde Harry til de andre inde i stuen. Jeg havde efterhånden fået samling på mig selv og genvundet kontrollen over min vejrtrækning - jeg måtte virkelig se at komme i bedre form hvis jeg skulle blive ved med at råbe af folk næsten dagligt. "Det ville ikke have været så akavet hvis du ikke skulle flirte med alt og alle," vrissede jeg ærgerligt af Harry og slog mig ned i enden af den ene sofa. "Så slemt var det altså heller ikke," sagde Niall forsigtigt til mig og lagde sin arm rundt om mig, hvilket blot fik mit raseri til at koge endnu mere. "Mødre kan være pinlige, not that big of a deal," smilede Louis hjælpsomt, men intet af det de sagde synes at køle mig ned. "Not a big deal!" brusede det ud af mig og jeg rystede straks Niall's arm af mig. "Slå mig ikke!" bad Louis med en snert og drilleri i sin stemme og skjulte sit ansigt bag sine hænder. Selv Harry lænede sig frem for at beskytte Louis. Et kort øjeblik lukkede jeg mine øjne og pustede langsomt ud. "Sorry, Louis...og Harry" sagde jeg stille og forlod stuen inden jeg kom til at gøre noget jeg ville fortryde. Jeg kunne høre dem snakke sagte inde fra stuen og jeg ærgrede mig allerede over, at jeg havde ladet min mors pludselige visit ødelægge resten af dagen.

"Er du okay?" hørte jeg Zayn spørge henne fra døren. Jeg sukkede blot og sank klumpen der groede i min hals. "Hey, kommer du ikke ind til os?" "Nej," svarede jeg stædigt og så direkte på ham. Hans blik var bebrejdende og han kom hen til mig. "Du forstår ikke Zayn," hviskede jeg og lod ham lægge sine arme om min talje. "Så få mig til at forstå det, Hales" sagde han stille og fangede mine øjne. Sortheden i hans brune øjne sugede mig ind og for en kort stund mistede jeg evnen til at tale. "Hun er selvvisk, som hun altid er." svarede jeg til ham og vreden indfandt sig hurtigt igen, hvilket fik mig til at frigøre mig fra hans greb. "Hun er din mor, hun elsker dig..." konstaterede han og prøvede at indfange mig med endnu et intenst blik, men det var for sent, jeg var allerede røget op i det røde felt. "Nej hun gør ej! Hun er her kun for Kaitlyn's skyld, hun hader mig Zayn!" røg det bedrøvet og voldsomt ud af mig. En tåre pressede sig på og blev forløst. Den trillede ned af min kind og dannede et glinsende fugtigt spor. Arrigt tørrede jeg den af, men den blev hurtigt fulgt af en anden og endnu én. "Kaitlyn?" sagde Zayn spørgende og det gik op for mig at jeg var ved at afsløre mig selv fuldstændigt. Uden nogen form for svar på hans underen, stirrede jeg trodsigt på ham. Zayn lod sig dog ikke intimidere og snart var han atter helt henne ved mig. Hans varme hænder lagde sig beskyttende på begge sider af mit hoved, som en indramning. Sådan stod vi et par sekunder og så hinanden i øjnene. Mit blik begyndte at flakke og han lod sin tommelfinger tørre en tåre væk fra min kind før han blidt knugede mig ind til sit bryst.

Mit fortumlede hoved fyldtes med lyden af hans hjerte der ganske roligt slog og dets rytme blandet med varmen fra hans arme beroligede mit oprørte sind. Mens vi stod der i mørket følte jeg mig fuldstændig afslappet, men da Zayn trådte lidt væk så han kunne se rigtigt på mig begyndte mit hjerte igen at sætte farten op. Han lænede sin pande mod min så jeg let kunne mærke hans varme ånde mod mit ansigt og det føltes som om mine hjerteslag faldt og snublede over hinanden. Også min vejrtrækning var efterhånden steget i fart og ligesom resten af min krop var det ude af min kontrol. Jeg kunne mærke at han holdt mig hen, lod mig blive helt opstemt og afventende i hans arme - selv ikke i dette øjeblik kunne han dy sig for at drille mig.

Der stod jeg så, holdt fast af Zayn og på randen af hvad de fleste ville kalde galskab. For at berolige mig selv lukkede jeg derfor øjnene, hvilket gjorde at Zayn smilede kort - jeg kunne mærke det. Hans bløde læber strejfede mine i et millisekund og han skulle til at lægge mere i det, da lyset pludseligt blev tændt og vi hørte stemmer ude på gangen. Lynhurtigt og forskrækket som to dådyr fanget i et par billygter sprang vi fra hinanden og til alt held stak Louis først hovedet ind da vi stod hver for sig. Zayn kløede sig forlegent i nakken og så over på Louis, der stod og smilede drilskt. Det var umuligt at sige om han havde set noget eller ej, men i betragtning af at der havde været bælgravende mørkt for blot to minutter siden, så var sandsynligheden ikke særlig stor. Desuden ville han nok have råbt op om det nu og smidt de første par drillende jokes i hovedet på os, hvis han virkelig havde set noget.

"Hi...Louis," sagde jeg og pustede ud i et forsøg på at få min rødmen til at forsvinde - pokkers også! "Hvad laver I?" spurgte han henkastet og så fra den ene til den anden. Zayn trak på skuldrene hvilket kun førte til, at Louis blev endnu mere nysgerrig. "Hvorfor snushane?" drillede jeg ham og gik lige forbi ham. "Nårh, ikke for noget...drengene og jeg hørte bare ikke en lyd herindefra så vi ville sikre os, at I ikke havde slået hinanden ihjel!" indrømmede han og fulgte efter mig ind i stuen. "Og fordi Jake er her!" tilføjede Niall og nikkede i retning af køkkenet. Jake? Her? Forbandet, han var også altid så punktlig - når han sagde, at han ville være væk i et par dage så var det præcis to dage og ikke et minut længere.

"Hey, Jake," sukkede jeg, da jeg fandt vej ud i køkkenet, men jeg blev blot mødt af Liam der stod og anrettede et eller andet, som jeg forestillede mig skulle være snacks til aftenens næste film. Småirriteret over at mit øjeblik med Zayn var blevet ødelagt og at de så for at toppe dagen af prøvede at bilde mig ind at Jake var tilbage, vendte jeg rundt på hælen og kastede mig over Niall. Han vred sig noget så forfærdeligt i sofaen mens jeg kildede ham og han bad længe om nåde. "Ingen forskrækker mig med at Jake er her, når han ikke er!" hvinede jeg henrykt og gik til angreb endnu en gang.

"Jeg står lige herovre, Haley," informerede en velkendt stemme mig om og jeg fór sammen - 6-5, nu havde de halet ind på mig igen! Jeg gav slip på Niall der hastigt satte sig til rette i sofaen, som om showet snart ville begynde. Jeg lod min højre fod tromme let mod gulvet og Jake aflæste straks at jeg ikke var specielt glad for at se ham. "Kan vi lige snakke sammen?" spurgte jeg anstrengt, for at beherske mig - vreden var allerede ved at vende tilbage. Jake nikkede og vi satte kurs mod mit værelse. Ærgrelsen i drengenes øjne var tydelig at spore og indeni frydede jeg mig en smule. Døren lukkede sig bag os og vi stod længe og så hinanden an. "Hvorfor fortalte du mig ikke at Rachel James var i byen?!" spurgte jeg bestemt og nægtede hårdnakket at omtale hende som min mor. Jake så træt og opgivende på mig, men tog sig i sidste ende sammen til at svare mig. "Vi ved begge to hvad der så var sket, Haley." "Ja, jeg ville være flygtet langt væk så hun ikke kunne finde mig!" "Præcis og I to har meget at snakke om," sagde han alvorligt, dog uden at se på mig. "Don't make me laugh!" hånede jeg ham og lagde armene over kors - min mest gængse forsvarsmekanisme. "Du ved godt, at hun kun er her for Kaitlyn! Alligevel vælger hun at valse ind her som om hun ejede stedet og ikke havde smidt mig på porten for seks måneder siden!" angreb jeg Jake's udtalelse og mirakuløst lod han mig bare tale videre og øse al min skuffelse og vrede udover ham. "Du som min eneste "ven" kunne i det mindste have advaret mig så jeg kunne have barrikaderet mig eller noget!" sluttede jeg og så afventede på ham.

"Er det ikke på tide at lægge det bag sig, Haley?" "Det kan jeg også sagtens, når bare hun holder sig væk fra mig og de fem drenge der sidder derinde i stuen. De er allerede rodet nok ind i mit åndssvage liv, de behøver ikke også blive ofre for min mors arrogance og løgne!" sagde jeg bestemt og måtte anstrenge mig for ikke at råbe. "Hvad vil du have at jeg skal gøre?" spurgte Jake irriterende og retorisk og slog ud med armene. "Jeg vil have at du...ja dig Jake Andrews..." sagde jeg og prikkede ham på brystet, "...skal fortælle hende at hun godt kan skrubbe tilbage til det sted hun kom fra og ALDRIG nogensinde igen bryde sig om at kalde sig min mor!". Jake så overrasket på mig og det var tydeligt at han ikke havde forventet et svar, men nu fik han altså et alligevel og der var vist ikke noget at tage fejl af. Rachel James skulle tage hjem til Europa, hun kunne for min skyld ryge og rejse i dag!

"Vil du ikke tænke lidt over det?" var det næste han sagde og jeg lo en smule køligt. "Jake, du siger altid at jeg handler før jeg tænker, men nu for en gangs skyld har jeg gennemtænkt det og jeg er ikke det mindste i tvivl. Jeg skylder ikke hende noget og det hun skyldte mig vil jeg slet ikke have længere."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...