The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23840Visninger
AA

9. A trip down Heartbreak Avenue

En duft af pandekager kildede mig i næsen og i næste nu kunne jeg mærke noget lunket og tyktflydende lande på min næseryg. Den fyldende masse gled ganske langsomt ned af mit ansigt og først da dens sødlige smag ramte mine læber slog jeg øjnene op. Hvad mødte mig, var Louis's grinede fjæs og jeg lod begge hænder fare op til mine kinder. "Louis!" skreg jeg da det gik op for mig at det var sirup. "Hvad? Jeg har hørt det skulle være godt for huden," sagde han uskyldigt og grinede igen, men denne gang var han løbet i skjul bag sofaen i den anden ende af stuen. Mine hænder var nu fuldstændigt dækkede af den gyldne og klistrede masse, som ganske langsomt var begyndt at krystallisere. "Det kommer du til at fortryde!" advarede jeg ham og løb hen mod hans gemmested, hvilket resulterede i en omgang tagfat rundt i lejligheden. Først var vi ved at vælte Niall's guitar, dernæst snublede jeg over Zayn's håndvægte og Louis blev fanget af et af Harry's mange tørklæder, som lå på gulvet. På vej gennem køkkenet var vi ved at rende Liam overende, der stod og balancerede med to pander i et forsøg på at bage pandekager. Jeg havde næsten fået fat i Louis's krave da Harry lige pludselig stod midt i gange og både Louis og jeg faldt på røven lige foran ham. Harry gav sig til at grine, men jeg havde virkelig ikke tid til at tage mig af det, for Louis var allerede ved at kravle væk fra mig. "Så let slipper du ikke!" påmindede jeg ham og kastede mig henover ham og tørrede min fingre af i hans kinder. Han kæmpede godt imod og jeg ønskede i mit stille sind at jeg havde taget de selvforsvarstimer Jake engang forslog mig at tage. Hele showet endte med at vi begge to lå klistret til og viklet ind i hinanden, mens Zayn, Liam, Niall og Harry stod omkring os og var ved at omkomme af grin. "Drenge, så sjovt er det altså heller ikke," konstaterede jeg og samlede mig selv op fra gulvet - min kommentar synes dog ikke at have nogen indvirkning på situationen. "Jeg kunne jo ikke vide at du havde så langsomme reflekser," sukkede Louis som undskyldning for mit klistrede ansigt, og rejste sig op med et smørret smil på læben. "I...skulle...se...jer...selv!" sagde Niall imellem hans udbrud af latter, men stivnede da jeg gloede olmt på ham og forsvandt ud på badeværelset.

"Better now, Hay?" spurgte Harry og lagde sin arm rundt om mine skuldrer. "Jep, lidt vand og shampoo gør underværker." fortalte jeg ham og satte mig ned ved bordet. "Okay, skør idé, men hvad med at du giver os en rundvisning i New York?" spurgte Niall og de andre drenge nikkede ivrigt med på idéen. Mit indre jeg sukkede og det var ganske vist ikke meningen, men jeg kom til at afsløre mig selv ved ikke at svare på deres spørgsmål. "Kom nu, Hallie please!" bønfaldt Louis med store hundehvalpeøjne, der fik mig til at fnise. "Desuden skal du jo ses med os ikke?" udfordrede Zayn mig og jeg havde nær fået min pandekage galt i halsen, da han lod en af sine fingrer glide langsomt ned af min bare arm. Det så vist ud til at jeg ikke havde noget valg...

***

Det var en dejlig dag i New York City og selvom vi flere gange blev stoppet af fans og folk med underlige spørgsmål så kunne jeg ikke skjule, at jeg havde det bedre end jeg havde haft det de seneste seks måneder. "Hvad så nu?" spurgte Niall ivrigt og snurrede rundt om sig selv - kunne man andet end at elske den dreng? Han var altid glad og optimistisk dog med en snert af tosse, men lige netop det gjorde ham endnu lettere at være sammen med. I det hele taget var alle fem medlemmer af One Direction en smule tossede og langt fra normale, men hvad er normalt egentlig? Jeg skulle nødigt tale, for jeg slev var langt fra som gennemsnittet, men det er jo nok også meningen. Hvis vi alle samme var ens, så ville livet være endnu mere nederen end det er i forvejen.

Vi havde lige netop forladt Times Square og jeg satte kurs mod Central Park - det eneste fristed i byens centrum. Da vi krydsede gaden, kom jeg i tanke om at jeg slet ikke havde svaret på Niall's spørgsmål og selvom det efterhånden var flere minutter siden han ville vide hvor vi var på vej hen, så svarede jeg ham. "Central Park er destinationen!" råbte jeg for at overdøve den forbipasserende trafik. Niall lo og idet vi svingede ind på en af parkens mange stier hørte jeg Niall hviske til Louis: "Jeg ser hvad du mener med de langsomme reflekser.". Jeg stoppede straks op og vendte mig med fronten mod drengene, "Hey tøser, mine reflekser fejler ikke noget!" fortalte jeg dem bestemt og de blev en smule forskrækkede, men ikke nok til at holde latteren inde. "Picture time!" skreg Louis og kastede sig i armene på mig, efterfulgt af en skarp blitz, der blændede mig kortvarigt. "Okay, Louis jeg holder meget af dig, men næste gang vil jeg gerne lige have en heads up!" "Det handler alt sammen og gode reflekser Hallie Bear..." grinte Louis og forsvandt ind i parken. Af frygt for at han skulle fare vild eller falde i en sø fulgte vi andre hastigt efter.

Trætte og udmattede, faldt vi alle seks om på en solbelyst græsplet. Jeg smilede til drengene, som alle gengældte min gestus. "Nu kunne jeg godt bruge en lur," udbrød Louis og lagde sig mageligt til rette på Harry. "Jeg kunne godt bruge noget mad," sagde Niall og så opfordrende på mig. Jeg rullede med øjnene, det var sgu ligesom at være på tur med en børnehave. Jeg gav mig dog til sidst og gjorde det klart at jeg ville være tilbage om tyve minutter, bare for at understrege at de ikke skulle rykke sig ud af pletten. Det sidste jeg havde brug for efter en lang dag i New York's gader var One Direction on the loose! "Skal jeg hjælpe dig?" spurgte Liam sødt og rejste sig for at gå med. "Det behøver du ikke," smilede jeg og overraskede mig selv igen - jeg var ved at blive en venligere person - for better or worse.

På trods af mine indvendinger fulgte han nu alligevel med. Hans selskab var rart og vejen ned til "Dean & Deluca" faldt mig ikke så lang som den plejede - igen intet var som det plejede at være. "Du holder meget af den her by, gør du ikke?" spurgte Liam mens vi stod i kø. "Jo, dens gader er mit hjem," svarede jeg og langede et par dollarsedler over disken. "Kun gaderne?" spurgte Liam undrende og fangede mit blik. Det gik op for mig at jeg havde dummet mig med den kommentar, for svaret på hans seneste spørgsmål ville lede mig ud på dybt vand. Sandheden var at min mor havde solgt mit barndomshjem da Kaitlyn gik bort og de første par uger havde jeg boet hos Jake indtil han fandt mig en lejlighed. Den lejlighed havde dog aldrig rigtig givet mig en følelse af hjemmelighed, nej det var bare et sted med en seng hvor jeg kunne krybe i skjul. Gaderne derimod var som mine sjælevenner. Ligesom mit indre var de rodede og vildsomme, samtidigmed at de var i stand til at stå imod alt det de blev udsat for. New York's mange avenuer var mine lige og indtil Liam, Niall, Louis, Zayn og Harry var dukket op havde de været det der mindede mest om venner. Det lød måske en smule vanvittigt, men nogen gange drives man bare ud på et overdrev hvor det er næsten umuligt at holde sindssygen fra døren.

"Hallie?" smålo Liam og genvandt atter min opmærksomhed. Jeg havde det med at blive fanget i mine tanker når jeg snakkede med Liam, men hans spørgsmål var også altid så pokkers dybsindige. "Jeg elsker gaderne, de er inspirerende du ved," svarede jeg i et næsten spørgende tonefald og hans udtryk ændredes straks fra drillende til tænksomt. "Det har du ret i," sagde han og så sig om, "Gaderne er der hvor livet er og de er fyldt med mennesker der deler ens skæbne." smilede han. Det overraskede mig at han faktisk forstod hvad jeg fablede om, for jeg var ikke selv helt sikker på mine egne udtalelser. Jeg smilede til ham og da han gengældte det åndede jeg lettet op. Jeg havde klaret frisag endnu en gang og denne gang var det faktisk ved at fortælle sandheden eller dele af den i hvert fald.

Meget overaskende og pligtopfyldende havde de andre drenge ikke rykket sig ud af stedet. Louis lå stadigvæk lige så mageligt med hovedet i Harry's skød, Niall sad utålmodigt og sultent forestillede jeg mig og rokkede frem og tilbage, mens Zayn sad afslappet lænet op af et træ. "Sådan, så er der mad," annoncerede jeg og satte poserne fra mig. Niall kastede sig hungrende over maden og Liam forsynede Harry, Louis og sig selv med de sidste tre sandwichses. Zayn kom hen til os andre og måtte ligesom mig tage til takke med en salat. "Kaninæde, seriøst?" spurgte han og sukkede opgivende. "Det er sundt Zayn," konkluderede Louis søvndrukkent. Vi havde ikke fået lov at sidde og nyde vores mad ret længe før Zayn lod ét salatblad flyve gennem luften og ramme Louis lige i panden. Louis sendte et dræber blik i Zayn's retning og returnerede med en skive tomat - madkrigen var skudt i gang. "Drenge," sukkede jeg træt for blot at blive ramt i hovedet af en håndfuld ærter. "Sorry, Sweet Pea," grinede Zayn og kravlede hen til mig. Han sendte mig et flirtende blik og blinkede i det han samlede en ært op, som lå på mit lår og spiste den. Jeg rullede med øjnene og skubbede ham væk fra mig. "Jeg tror I har fået nok frisk luft for i dag!" konkluderede jeg og begyndte at gå mod udgangen - på mirakuløsvis fulgte de faktisk efter mig og vi var tilbage i lejligheden få minutter senere.

***

Mætte og dovne satte vi os til at se film og noget sagde mig, at det var drengenes yndlings beskæftigelse udover at irritere mig. Vi fik dog heller ikke lov til at ligge der særlig længe før det bankede på døren. Efter tre bank var der stadig ingen der havde foretaget sig noget som helst, der var ikke engang nogen af os, som havde dirigeret en anden der ud. "Det er nok til dig Hay," sagde Harry nøgternt. "Hvorfor dog det?" "For tiden er du denne lejligheds største troublemaker!" drillede han og jeg rejste mig irriteret for at se hvem der dog gad komme forbi på denne tid. Jeg daskede til Harry og håbede inderligt at det ikke var Jake, der var kommet hjem allerede.

Jeg tog fat om håndtaget og forberedte mig på det værste, men det var ikke nok til at undgå den lammelse der ramte mig, da jeg mødte personens øjne. "Mor?" røg det ud af min mund. "Hej, Haley."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...