Never Again

Min første Movella.

Arabella Dawn har aldrig været nogen nem pige. Hun har aldrig været særlig god til at høre efter. Livet har ikke givet nogen særlig stor form for medgang. Hun en gang da hun mødte Kyle...
Arabella var skyld i Kyle's død. Efter hendes fjende Viel's mening var hans liv mindre værd end hendes. Arabella er nemlig speciel...

17Likes
18Kommentarer
1431Visninger
AA

1. 1. Det første tab

Tårerne løb i stride strømme ned over mit ansigt. Regnen silede ned over os begge to. Mine hænder nulrede hans skjortekant, som var våd af mine tårer og regnen. Han lugtede af det samme, blomster og et strejf af aftershave, men jeg vidste at det var en løgn. Mit liv var en løgn. Selvom at min hjerne godt vidste at han var død, ville mit hjerte og min krop ikke acceptere det. Aldrig. De stærke arme som havde holdt om mig, betryggende og varme. Nu var de kolde og hårde. Jeg ville aldrig komme til at føle hans arme igen.

Jeg begravede mit hoved i hans skjortekrave igen. Den var rødt af blod fra skudhullet i hans hals. Jeg løftede mit hoved og skreg op i den blysorte himmel. Et skrig uden ord, bare en umenneskelig tone i en høj oktav. Et højt hulk stoppede brat mit skrig og jeg begyndte at græde igen.

Han stod foran mig nu. Viel. Han var kommet for tæt på mig uden at jeg havde opdagte. Jeg prøvede at trække mig tilbage sammen med min døde elskede, men han var for tung. Viel smilede. Et dødt smil, falskt helt ind til knoglerne. Han åbnede munden og sagde:

"Stakkels dig Arabella. Min lille edderkop." Jeg hvæste ad ham, overraskende nok. Som et vildt dyr. Han grinte endnu bredere og klukkede. "Nå, så den lille killing har kløer?" sagde han. Han trådte hurtigt fremad og sparkede mig hårdt i siden. "Dårlig idé lille edderkop." snerrede han og spyttede på mig. Jeg lå sammenkrøbet, samtidig med at jeg prøvede at holde mig tæt på min elskede. Hver eneste cencimeter af min krop smertede. Jeg stønnede og kiggede lige op i hans grimme fjæs. Hans næse var skæv, en stor triumf for mig. Jeg kunne huske da jeg havde slået ham, i en protest mod det han stod for. Han havde endda givet et lille klynk fra sig. Den næse kom aldrig til at se godt ud igen - hvis den da nogensinde havde gjort det.

"Lad ham ligge." sagde han og smilede ondt til mig. Jeg klynkede og trykkede mig op af den døde krop.

"Jeg sagde lad ham ligge!" brølede han og gav mig en svidende lussing. Jeg kiggede ned i mudderet og rejste mig op. Jeg trådte et skridt væk fra ham - afstanden gjorde næsten fysisk ondt på mig. Min tidligere frisk, grønne, halvlange kjole var nu reduceret til en mudrtet, brun las. Mine øjne var røde og hævede, uden make-up, Hvad havde jeg at bruge det til alligevel? Det var yderst sjældent at jeg kom udenfor alligevel. Og den ene gang jeg vovede at snige mig ud...

Dræbte han den jeg elskede.

Alle ord havde sat sig fast i min strube.  Viel gav mig et hårdt skub i ryggen som sendte mig flere meter fremad. Jeg snublede og gled i mudderet, men nåede at få balancen. Jeg vendte mig brat om og løb mod den døde krop. Ud af det blå kom en hånd flyvende og greb mig om struben. "Prøv ALDRIG på det igen. FORSTÅET?" brølede han og smed mig ind på bilsædet af hans matsorte Volvo mens jeg kæmpede for at få luft. Jeg nikkede svagt og han satte sig ind på forsædet. Han startede bilen, og udmattelsen overfaldt mig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...