Det sorte hår

Vectis er smukkere end alverdens blomster, hun skinner som solen og synger bedre end fuglene, men hendes hår er sort.
Hendes mor Amare og hende har været jaget siden hendes fødsel. Alue gør hvad hun kan for at holde de sorte riddere væk.
De Ædle har bestemt at Vectis skal dø, det står i Skriften.

11Likes
10Kommentarer
1770Visninger
AA

2. Vectis

''Eros begravede sin familie på et leje af roser, han kyssede hver af dem farvel på panden. Han ville hævne deres død, på det svor han.''

''Slut.'' Smilede Amare og lukkede den slidte bog sammen. Amare havde krøllet blondt hår og store blå øjne, hun havde et varmt smil og et hjerte af guld. Vectis derimod havde sort krøllet hår og øjne så mørke at de næsten var sorte, men hun var smukkere end noget andet. Hun bevægede sig altid med en forførende elegance og hendes tænder var hvidere end den nyfaldne sne. Historien om Eros var den eneste historie hun nogensinde havde fået fortalt, men hun blev opslugt af den hver gang. Vectis kiggede på Alue som var faldet i søvn under historien. Alue var en unaturligt stor sort ulv, hun kunne forvandle sig til hvad som helst, men hun foretrak at være en ulv. Alue havde også en trang til at være lidt for overbeskyttende, men sådan er ulve måske bare naturligt, mente Vectis.

''Jeg bryder mig ikke om det her, Amare. Det er for tæt på Clausum.'' Sagde Alue og lagde ørene tilbage. ''Hun er ikke i sikkerhed her.'' Alue gik frem og tilbage og kiggede ind i skoven. ''Vi er tre kilometer fra Clausum.'' Sukkede Amare og klappede den store ulv. ''Hvor er Vectis egentlig?'' Spurgte Amare. ''Hun er på vej.'' Svarede Alue og lagde sig.

Cirka halvanden kilomet længere inde i skoven løb en sorthåret pige rundt og klatrede i træer. Hun var omkring de seksten år. Hun var hurtig og kvik, hendes fingre var smalle og hendes negle var slidt ned. Hun havde en gammel gråblå kjole på, og hun var beskidt over det hele, men alligevel var hun det smukkeste i skoven. Hun stod på den øverste gren af et træ og betragtede skoven fra oven, ikke langt derfra kunne hun se den store mur der skilte Clausum fra skoven. Hun havde aldrig selv været i Clausum, men Amare havde fortalt hende alt om hvordan der så ud inden for murene. Hun havde fortalt om slottet hvor De Ædle sad og Borgen hvor kongen boede. Hendes sorte krøllede lokker vejede i vinden, hun tog en dyb indånding og hoppede videre til træet ved siden af. Hun kunne høre en svag knurren i sit hoved, det var Alue der var bange for at hun ville falde. ''Slap dog af din gamle ulv.'' Hviskede Vectis og hoppede til næste træ.

''Hvor skal vi hen nu, mor?'' Spurgte Vectis da hun kom tilbage. ''Jeg tager til Clausum og køber ind, du og Alue gemmer jer i grotten.'' Amare gik over til Vectis kyssede hende på kinden og bandt et tørklæde om hendes hoved for at skjule hendes hår. Jeg vil ikke sidde og vente i grotten, igen. Tænkte Vectis og kiggede på Alue. Der er ikke andet at gøre. Du for under ingen omtændigheder lov til at tage med ind til Clausum. Svarede Alue hende. ''Okay, I to. Jeg kan se på jer når I tanke-snakker, hvad er det jeg ikke må høre?'' Smilede Amare. ''Lad mig komme med ind til Clausum!'' Udbrød Vectis bedende. ''Nej! De Sorte Riddere vil kunne kende dig med det samme.''  Knurrede Alue. ''Bland dig uden om!'' Hvæsede Vectis. ''Shh!'' Knurrede Amara og stirrede ind i skoven. Vectis og Alue stoppede op og lyttede. Lyden var ikke til at tage fejl af, det var heste hove. De sorte riddere havde fundet dem igen. Amare's hår blev ildrødt ''Få hende væk herfra.'' Råbte hun og tog sin lille uslebne dolk op af sit bælte. Vectis hoppede op på Alue og så red de dybt ind i skoven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...