Det sorte hår

Vectis er smukkere end alverdens blomster, hun skinner som solen og synger bedre end fuglene, men hendes hår er sort.
Hendes mor Amare og hende har været jaget siden hendes fødsel. Alue gør hvad hun kan for at holde de sorte riddere væk.
De Ædle har bestemt at Vectis skal dø, det står i Skriften.

11Likes
10Kommentarer
1768Visninger
AA

5. Mod Castrum og Arcem

Hun sad dybt inde i en mørk gyde. Hendes sorte hår klistrede til hendes blødende øjenbryn. Hun trak vejret hurtigt og hulkende. Hun sad med knæene ved hagen og sine arme om benene. Hun havde smidt det blodige sværd ved sin side. Alue, tænkte hun, men der kom intet svar. Vectis tørrede sine øjne og rejste sig udmattet, hun havde blod på tøjet og et sværd havde snittet hendes kind. Hendes før så perfekte ansigt ville nu blive arret for evigt. Hun tog sværdet og trak det efter sig så det klirrede mod brostenene. ''Jeg må finde en vej ud.'' Hviskede hun og gik dybere ind i gyden, hun tørrede sin kind for blod med et hjørne fra kappen som Amicus havde givet hende. Det føltes helt tomt kun at kunne høre sine egne tanker, tænkte Vectis. En tåre trillede ned af hendes kind. Hun skyndte sig at tørre den væk, tiden var ikke til at græde, hun måtte ikke vise at hun var svag. Hvor var Amicus egentlig? Tænkte Vectis og kiggede sig omkring. Han hjalp hende med at slå et par af Ridderne ihjel, men siden havde hun ikke set ham. Måske havde de taget ham? Tænkte hun. Hun stoppede op og vendte sig. Burde hun gå tilbage og se om han var okay? Han havde trods alt hjulpet hende, hvis det ikke var for ham ville hun havde været død nu. Hvad nu hvis De Sorte Riddere står og venter på at hun kommer tilbage?                                        Vectis tog en dyb indånding og gik tilbage.

Alle de døde Riddere var forsvundet, men blodet flød stadig i gaderne. ''Amicus!'' Råbte hun uden at tænke over at alle kunne høre hende. ''Fint, så finder jeg dig bare selv.'' Hviskede hun og fortsatte ned af gaden med sværdet slæbende efter sig. Alle skodder og vinduer var lukket, det virkede helt som om at der aldrig havde boet nogen i byen. Der var forfærdeligt stille, end ikke én lille fugl kvidrede, alt virkede dødt og forladt. Flere kilometer foran hende kunne hun se et stort og prægtigt slot og en stor borg. Hun tænkte på sin mor og Alue, det var dem hun ville hjem til, hun ville kæmpe til døden for at finde dem igen. Hun nikkede til sig selv og fortsatte med oprejst pande. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...