På afveje - JB - PAUSE

Her er mit bidrag til Justin Bieber konkurrencen: Emma er til koncert med den verdens berømte Justin Bieber sammen med hendes veninde Elaheh. Da Elaheh pludselig er usædvanlig lang tid på wc, beslutter en bekymret Emma sig for at gå ud og lede efter hende. Men hendes søgen på hendes veninde ændre hendes liv for altid.

11Likes
6Kommentarer
1504Visninger
AA

6. Alt okay på overfladen

I dag var en hyggelig dag. Hele min familie var på besøg, så ja ... jeg kunne komme på lidt andre tanker.  "Hey, Emma, skal du ikke med ud og spille fodbold!" Råbte min fætter Patrick ude fra haven af. Jo, det kunne jeg vel godt, selvom jeg ikke var den største fodbold stjerne. 

"No!" Råbte jeg, da bolden gled mellem mine ben og ind i målet."Omkamp!" Krævede jeg, "tør du virkelig det?" min anden fætter kom hen og løftede det ene bryn, og jeg kunne ikke lade være med at grine. "Næ, nogen der vil med ind og have en is?" 

Solen stod højt på himlen, og normalt ville jeg have rendt udenfor i haven, eller lagt og slikket sol. Men ikke idag, og det var de forbandede paparazziers skyld! Lige efter vi havde fået isen og var kommet udenfor, stod de der. De var alle foran mit hus, og da hækken ikke var så høj kunne de sagtens få et billede derinde til. De eneste der havde bevæget sig udenfor, var mine fætre, og dem lod paparazzierne også være, heldigvis. 

Så jeg gjorde noget jeg aldrig nogensinde havde gjort før. Jeg ringede til politiet. De dukkede heldigvis hurtigt op og fik dem alle til at forsvinde, men det blev der sikkert også lavet en historie ud af. 

Så ikke nok med at jeg følte mig godt og grunddig irriteret, så skulle jeg også komme med en forklaring til hele min familie, de anede jo ikke, at jeg var venner med Justin.

"Justin Bieber? Seriøst, tager du gas på os?" Ja, selvfølgelig tager jeg gas på jer, jeg havde bare hyret alle paparazzierne og politiet. "Nej, på ære." forsikrede jeg dem om. Men den stoppede ikke der, jeg kom i det helt store krysforhør af min egen familie, skønt! Dem kunne politiet ikke få væk.

 

"Jeg går ombord på flyet om ca. 15 min, og du kan godt forberede dig på den helt store ankomst, jeg har taget hele Danmark med mig," Justin grinede i den anden ende af røret. "Selvfølgelig har du det, men hvordan er ham du har med?" Jeg rømmede mig og hviskede så personen der skulle følge mig derhen ikke kunne høre mig. "Det er en kvinde," så måtte han bryde ud i grin igen, "ups, min fejl, men er hun så okay?" Spurgte han og lagde ekstra tryk på 'hun'. "Sød, rar, venlig, du ved, der er ikke noget at komme efter," jeg kunne næsten se for mig, at han smilede, og man kunne tydeligt høre det på hans stemme. "Det kunne jo ikke være bedre så, men Emma, hvad kunne du tænke dig at spise når du kommer?" Åh mad, jeg blev helt sulten bare at høre ordet. "Hm ... så længe det ikke er noget som snegle, hummer, generelt alle form for skaldyr og ja, ikke der behøver ikke at være lavet noget specielt ud af det." Der blev stille i den anden ende af røret, men så efter lidt, "kan jeg lige få den en gang til?" Jeg sukkede, "bare noget take away, det er helt fint," fortalte jeg, og pressede mobilen tættere mod øret, bare for at få følelsen af at have ham tættere på.

 

"Rejser du så bare tilbage, eller bliver du?" Damen der skulle følge mig, hed Hanne, total flink og så var hun fyldt 27 igår, så jeg sang en forsinket fødselsdagssang for hende. "Jeg bliver hos dig, men ikke sådan noget med, at jeg følger dig 24/7, jeg er bare i nærheden," det fik mig til at tænke på en ting. "Så det er jo næsten betalt ferie?" Det var ikke for at lyde flabet, og hun lod sig heller ikke mærke af det, hun lo bare og nikkede, "ja, det kan man vel godt sige."  

 

***

 

Jeg havde ikke rigtig tænkt over, hvordan det ville være at møde ham igen, men jeg havde slet ikke forberedt mig selv på, at jeg fandt det underligt. Da han kom gående hen imod mig, havde jeg det bare som om, at jeg var midt i en drøm, og jeg havde det som om det ikke var en normal drøm. Så tag dig dog sammen Emma!  Så jeg skubbede alle tankerne væk der farede rundt i hovedet på mig, og lod mig selv glide ind i hans favn. "Hvor er det godt at se dig igen," hviskede han ind i øret på mig, og det sendte signaler rundt i kroppen på mig. "I lige måde," jeg trak mig ud af krammet, jeg ville ikke virke for ivrig efter ham. "Kom, vi har meget vi skal have indhentet," han tog min hånd og trak mig med sig.

Der holdt en stor sort bil udenfor, og hvis jeg havde lidt mere forstand på biler, ville jeg have tænkt et eller andet klogt som, 'ej, det er en mega fed bil, det er en (navn på bilen) ...' Men den viden besad jeg ikke. Men jeg kunne sige så meget, at den så dyr ud, så det overraskede mig heller ikke da Justin fortalte mig, at det var bilen vi skulle med.

For det første, så havde jeg aldrig rigtig været sådan en der syntes, at det var vildt fedt med en mega fed, dyr bil. Det havde måske noget at gøre med, at jeg ingen forstand havde på det, det skulle jeg ikke kunne sige. Men alligevel, så længe den kørte godt, så var jeg ligeglad med hvad navnet på den var. Så derfor kunne jeg ikke rigtig se nogen grund til at kommentere på bilen. Hvilket Justin måske fandt skuffende, men det måtte han bare være. Dog smiledejeg til ham og sagde, at det var godt at være sammen med ham igen.

Mens vi kørte, var vi begyndt at snakke om hans tour,og efter hvad jeg havde hørt, så havde det været et ret så god tour. Vejret udenfor var fantastisk, så da vi ankom til hans, palæ? Villa? Det var i hvert fald noget af en bygning, kom der nogen og tog min kuffert, og så løb vi ellers om kap ned til stranden som i øvrigt lå kort derfra. 

Jeg kom først, jeg løb også en del i min fritid, det var min sport, så det var ikke helt pinligt for ham, kun lidt. "Jeg lod dig vinde," sagde han forpustet, og smed sig ned i det fine sand. Jeg fulgte han eksempel, "ja ja, det havde jeg også sagt hvis jeg havde tabt til en pige," gjorde jeg nar, men ikke på nogen ond måde. "Jeg har tænkt rigtig meget på dig, siden jeg tog afsted fra Danmark, du har været det første jeg tænkte på om morgnen, og det sidste jeg tænkte på inden jeg faldt i søvn. Selvom vi ikke har kendt hinanden så længe, så ved jeg, at jeg er heldig at have dig som ven," wow, det var en virkelig rørende erklæring, og jeg var ude af stand til at sige noget. Så i stedet tog jeg hans hånd i min, klemte let om den, og fik med nød og næppe fremsagt, at det var gengældt.     

Efter vi havde spist et lækkert måltid bestående af pizza og cola, havde vi begivet os ind i stuen for at spille et eller andet spil. "Justin, jeg udfordre  dig til at spille Just Dance imod mig," jeg kastede en controller over til ham og tilføjede, "hvis du altså tør," han nikkede, "du kan bare komme an." 

Han havde vundet tre danse ud af ti, så man kunne vist godt regne ud hvem der vandt. "Det er vist ikke lige din dag idag," jeg smed mig ned ved siden af ham i sofaen, men dog med en god afstand. "Nej, jeg skulle aldrig have bedt dig om at komme," sagde han ironisk, "så havde jeg ikke tabt noget som helts idag," han puffede til mig, og jeg kunne ikke lade være med at grine. "Så må jeg vist hellere tage hjem så du ikke også taber i en masse imorgen," lo jeg, og han kastede en pude efter mig, "jeg har bare ladt dig vinde, okay?" Han løftede truende en anden pude, men jeg kunne ikke andet end at le, "åh nej, du kommer til at høre for at jeg vandt i laaaang tid." Han skulle lige tænke på noget passende at fyre af, hvilket fik mig til at le igen. "Hvad nu hvis jeg vinder fremover, så er der jo ikke noget at blære sig over?" Men jeg rystede bare på hovedet, "som om det nogensinde kommer til at ske," han ville give mig et strengt blik, men det endte bare med at blive sådan et total useriøst blik. Så kort efter lå vi nede på gulvet, flade af grin. Hvor var det godt at være sammen med ham igen.

 

Alt havde føltes som en normal ferie med en god ven. Vi havde været ved stranden, i biografen, ude at spise (hvilket vi faktisk var ret ofte), vi havde fået besøg af nogle af hans andre venner og så havde vi været inde i byen.

Men så gik jeg på internettet og blev total spamet med en masser billeder og overskrifter. I gætter aldrig af  hvem ... Folk troede vi var sammen, at vi sådan var kærester. Jeg havde med vilje ikke vist Justin det, han skulle helst ikke tro, at jeg var opsat på at komme i medierne og det var den eneste grund til, at jeg var hans ven. No way, for det var ikke sandt.

"Endnu engang? Nej, Justin du skal ikke bruge flere penge på mig, og så har jeg desuden også selv taget penge med," okay, han var jo mega rig, men det var stadig forkert bare at bruge af hans penge, han havde jo selv tjent dem. "Slap af Emma, vi skal ikke ud og spise igen i aften, vi skal være herhjemme og jeg bestemmer helt selv hvad jeg bruger mine penge på," sagde han og blinkede til mig. "Ja ,men hold nu lidt igen, og det var ikke for at sige at jeg ikke kunne lide det når vi har været ude at spise, jeg værdsætter det," han tog min hånd, "det ved jeg da godt du gør, du er den mest høflige og sødeste person jeg nogensinde har mødt." Han trådte et skridt nærmere mig og vores fingre flettede sammen. "Men du er også den mest sjove og dejlige person jeg nogensinde har tilbragt tid sammen med," vores øjne mødtes, alt i min krop brændte, brændte efter at tage det sidste skridt og presse mine læber mod hans. Men jeg kunne ikke, jeg måtte ikke. Så inden jeg nåede af ombestemme mig, gav jeg hans hånd et sidste klem inden jeg slap den og trådte et skridt væk. "Og du Justin, du er virkelig rar at være sammen med, du forstår at få mig i godt humør og jeg er så glad for at vi er venner." Han så skuffet ud, jeg havde også lige afvist ham, men jeg kunne umuligt have ladet ham kysse mig, eller omvendt. Jeg ville ikke have ham til at knuse mit hjerte og dermed knuse vores venskab. Når den her ferie var slut og jeg tog hjem, så ville han glemme alt om mig og så ville det vrimle med andre mere smukkere piger omkring ham. Tårene pressede sig på, hvordan kunne jeg tro det om ham? Han var min ven, han ville da ikke glemme mig, vel? Han følte heller ikke noget for mig, det var bare ikke muligt, der var ingen der nogensinde ville eller havde kunnet se mig som andet end ven. I alle mine år havde jeg aldrig haft en kæreste, så hvorfor skulle Justin lige være anderledes? 

Jeg måtte væk, væk fra alle mine tanker, jeg måtte væk så jeg kunne få renset mit hoved. "Undskyld, men jeg bliver nødt til at være lidt alene, jeg er tilbage inden længe, det lover jeg." Uden at høre hans svar, forsvandt jeg ud af døren og satte af ned mod stranden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...