Døden er i live

Patricia er en 16årig pige som alle tager afstand fra, og der er absolut ingen der hverken vil eller tør snakke til hende. Hun kan ikke huske meget fra sin barndom, og det eneste hun ved, er noget hun har hørt gennem gulvet på loftet. En dag kommer der en mystisk kvinde ind i deres hjem. En meget underlig kvinde som gerne vil i kontakt med Patricia.

9Likes
4Kommentarer
591Visninger

1. Et

Jeg gik igennem den store mængde mennesker som var på skolens gang. Der var ingen der lagde mærke til mig, jeg gik der bare, og sådan havde det altid været, i hvert fald så længe jeg kunne huske. Jeg var en outsider, men ikke helt, for jeg kunne ikke engang få kontakt til de mennesker som andre havde stemplet som outsiderne. Jeg var den lille usynlige pige der altid sad bagerst i klassen, spiste min frokost alene, og tog direkte hjem fra skole. Man skulle tro, at jeg ville være ved at bryde sammen over det, men det var jeg ikke. Jeg havde det fint med den måde jeg blev behandlet på. Så havde jeg jo også tid til mig selv. Det er faktisk ikke så slemt som det måske lyder, at være alene hele tiden, for det kan virkelig være rart at være alene, men samtidigt også så forfærdeligt ensomt, især når ens egen familie ikke engang gad snakke med en mere.

 

Hver nat, når jeg lå i min seng på loftet, kunne jeg høre mine forældre neden under snakke. Nogle gange snakkede de om fuldstændige ligegyldige ting, også faldt jeg i søvn med det samme. Men andre gange kunne jeg høre dem snakke om mig. Hvilket muligvis er grunden til, at jeg stoppede med at prøve at tage kontakt til dem. For jeg kan huske en nat, hvor de lå og snakkede om hvor meget de savnede mig. Var de virkelig så skuffede over den person jeg var blevet, at de ikke betragtede mig som mig mere? Den aften gik det op for mig, at de ignorerede mig med vilje. De havde frosset mig fuldstændigt ude af familien. Efter den aften besluttede jeg mig for, at hvis de skammede sig så meget over mig, og slet ikke bemærkede min eksistens, så skulle de da heller ikke have fornøjelsen af den. Og jeg begyndte at gøre alt på egen hånd.

 

Urene tikkede og dagene gik. Det blev fredag, og alt fortsatte som det plejede; der var ingen der tog kontakt til mig, og jeg tog ikke kontakt til dem. Jeg sad igen bagerst i klasen, og spiste min frokost alene, men jeg tog ikke direkte hjem fra skolen denne dag. Jeg ville lige gå en tur omkring mosen. Da jeg var halvvejs valgte jeg at sætte mig på en bænk og lukke øjnene. Mine tanker fløj af sted. Der var tanker om alt; lige fra fuglenes kvidren, til hvordan det ville være, hvis der sad en pige på min alder ved siden af mig. En pige som ville snakke og være sammen med mig. Også røg tankerne tilbage til ændernes plasken i vandet. Efter noget tid blev der helt stille og jeg åbnede øjnene. Jeg måtte havde siddet der længe, for det var blevet mørkt, og ænderne var faldet i søvn. Jeg havde altid været bange for natten. Hvis jeg blev overfaldet, så var der ingen der ville lægge mærke til det, de er jo fuldkommen ligeglade alle sammen. Jeg travede hjemad så hurtigt jeg kunne. Da jeg var hjemme løb jeg op på mit værelse, og gemte mig under min dyne.

 

Jeg vågnede sent denne lørdag, men jeg vågnede ikke af mig selv, jeg kunne høre en stemme sige mit navn, men jeg kunne ikke genkende hvem det var; "Patricia, kan du høre mig? Patricia, hvis du kan høre mig, så giv mig et tegn." Aldrig før havde jeg været så forvirret. Jeg gik ned af trapperne og gik ind i stuen, hvor jeg tabte kæben. Min mor, far og søskende sad rundt om et bord og holdte i hånden. Det var ikke kun dem, der sad også en gammel dame i noget underligt tøj. Det var hende der snakkede til mig. Og igen: "Patricia, hvis du kan høre mig, så giv mig et tegn." Hun snakkede roligt og helt uden ondskab i stemmen, hun var ren, en engel tænkte jeg. Jeg gik stille hen til bordet, og kiggede på det lille stearinlys i midten. Jeg pustede til det, men ikke så kraftigt at det gik ud. "Patricia," sagde den gamle stemme igen, "hvorfor er du her stadig?" Jeg stirrede på hende uden at forstå hvad  hun snakkede om og svarede; "hvor skulle jeg tage hen?". Den gamle dame gispede, og min familie kiggede underligt på hende imens hun sagde: "Du bliver nød til at komme videre, du passer ikke ind her." Åh nej, ikke også hende. Havde mine forældre seriøst hyret en til at smide mig ud af huset? "Hvad mener du?" Spurgte jeg hende, i håb om en forklaring på at det her rod. "Patricia," startede hun, "hvor tror du du er nu?" Og aldrig havde jeg hørt et underligt spørgsmål, jeg var jo hjemme i mit eget hjem, hjemme hos min mor og far, hvilket også var det svar jeg gav hende. "Nej, Patricia. Du er ikke i vores dimension. Du døde i en bilulykke for tre år siden, og lige siden da, har din familie oplevet mærkelige ting. Hvad er det du vil have?"

 

Billederne fløj rundt i hovedet på mig. Min familie og jeg kørte op mod mormor og morfar, da vi havde glemt min lillesøsters sut. Vi vendte om og kørte hjemad. På vejen igennem skoven væltede et træ ud lige foran bilen, og vi kørte ind i det. Det næste jeg kan huske er en masse støj, og nogle irriterende bib der konstant var der efterfulgt af en lang tone. Jeg så på mig selv ligge i hospitalssengen. Død. Jeg så det for mig, imens min sjæl i stuen begyndte at forsvinde. Jeg var på vej videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...