Innocent Love ★ One Direction *PAUSE*

Efter en lang verdens turné med One Direction, er Zayn endelig tilbage i hjembyen Bradford omgivet af familien Malik.
Mød sytten årige Emma Tyson, bedsteveninder med Waliyah igennem årene. Da Emmas forældre tager en måned til "Læger Uden Grænser" i Afrika, skal hun bo hos familien i sommerferien.
Et mere kompliceret uheld imellem Emma og Zayn fører til en utrolig kærlighedes affære, som Waliyah bestemt ikke tillader! ★
Freja H. skriver fra Zayns synsvinkel og Victoria fra Emmas.

100Likes
178Kommentarer
10776Visninger
AA

6. Bagning ★ Emma

Jeg hørte svagt nogle genkendelige stemmer, samt en let snorken.

"Åhh, hvor ser det dog bare sødt ud, Charles. Kan du huske dengang, hvor vi var sådan?" lød en varm stemme, som jeg efterhånden havde hørt mange gange i mit syttenårige liv.

Jeg hørte deres stemmer, men det gik ikke rigtigt op for mig, hvad de sagde.

Et svagt grin kunne høres. "Ja, det var tider."

"Oh, nej, vi er ikke kærester.." sagde en anden.

Jeg glippede lidt med øjnene. Mit syn var lidt sløret, men det var mig tydeligt at se, at rummet var mørkt.

"Er du vågen søde?" lød en blid stemme, som jeg efterhånden havde hørt i sytten år.

Jeg lå ned og havde hovedet på dynen, tror jeg. Jeg fik rejst overkroppen op, med mine øjne lukkede, så jeg sad op på madrassen. Jeg gned mig i øjnene og fik langt bedre syn end før. Foran mig stod min mor og far med et smil.

"Skal I afsted nu?" spurgte jeg hæst og rømmede mig kort. Jeg havde glemt alt om, hvad de havde sagt.

"Ja skat. Nu," sagde min mor.

Jeg nikkede og kiggede til siden.. Til min store overraskelse sad Zayn ved siden af mig - det gav et lille chok og jeg 'hoppede' op med et sæt. Jeg troede, at det var min dyne? Havde jeg sovet på ham? Åh gud! Jeg skældte mig ud indeni mig selv, mens jeg bare sad og stirrede på ham. Han sad og smilede til mig? Godt nok var det mørkt, men jeg kunne tydeligt se smilet.

"Kommer du?" spurgte min mor igen og rakte en hånd hen til mig, for at hive mig op.

Jeg tog imod den og kom langsomt op. Inden jeg gik, skænkede jeg rummet et ekstra blik. Jeg fik hurtigt øjenkontakt med Zayn, og derefter så jeg op på sengen, hvor Waliyah lå sovende. 

 

Vi stod ved hoveddøren og alle mine kufferter var placeret foran mig. Mine forældre var her stadig lidt endnu.

"Skat, husk, du kan altid ringe, hvis det hast.." mere nåede hun ikke at sige, før trappen begyndte at knage som sindssyg og Patricia kom til syne. Iført nattøj, og hun så helt klart træt ud.

"Hej Patricia, beklager at vi kommer så sent.." sagde min far undskyldende.

"Oh, det gør ikke noget. Jeg kunne ikke sove alligevel." sagde Patricia og gabte.

"Er du sikker? Du ser ellers træt ud," lød det fra min mor.

Patricia smilede. "Jeg er først ved at blive det."

Ingen sagde rigtigt mere.

"Nåh, skat. Vi må se at komme afsted nu," sagde min mor.

Jeg sukkede. Hun åbnede sine arme og jeg var hurtig til at 'smide mig ind i dem'.

"Jeg vil savne dig, mor," sagde jeg i hendes skulder.

Hun grinede varmt af mig. "Jeg vil også savne dig søde." 

Jeg krammede min far.

"Pas godt på dig selv, min pige," lød det fra ham.

"I lige måde far." sagde jeg og krammede ham hårdt.

Han trak sig væk fra mig og kiggede på min mor.

"Skal vi se at komme afsted, Alice?" spurgte han.

Min mor kiggede på sit guld armbåndsur.

"Ja. Flyet går snart." sagde hun kort efter.

De kiggede begge to på mig. 

"Ha det godt, ikke?" sagde jeg trist og nev mig i armen, for ikke at få tårer i øjnene. Jeg elskede mine forældre så højt og det var svært for mig, at sige farvel i en måned. Jeg elskede dem så højt, specielt min mor, som jeg havde et fantastisk forhold til, helt fra lille af.

"Tak og i lige måde skat." sagde min mor. Hun nikkede hurtigt til min far og han åbnede hoveddøren. 

"Så ses vi.." sagde min mor og tilføjede hurtigt. "Tak fordi hun må være her, Patricia." hun smilede venligt til hende.

"Vi er bare glad for at have hende boende." sagde Patricia og så sødt på mig.

 

* * *

Den næste dag vågnede jeg helt udhvilet. Da jeg åbnede mine øjne, blev jeg nærmest blændet af sollyset. Jeg lå lige op af vinduet, og Waliyah havde åbenbart ikke fået rullet for. Jeg trak mine øjne sammen og fik mig sat op på madrassen. Jeg løftede hovedet og så op på Waliyahs seng, for at se, om hun var der, hvilket hun så ikke var. Jeg rejste mig træt op og fik øje på en seddel på sengen. 

Hej søde!

Har du sovet godt?:)<3

Jeg er smuttet over til Tiff, du ved, hende fra dans.

Sorry, at jeg ikke er der på din første dag hos os,

men det er Tiffs fødselsdag, hvilket jeg fuldstændig havde glemt.

Jeg håber, at det er okay med dig. 

Kommer hjem i eftermiddag! Loveya

-Waliyah. <3

Jeg smilede svagt, det var bare typisk Waliyah at glemme fødselsdage. Jeg satte mig på sengen med papiret i hånden og spekulerede over, hvad jeg skulle foretage mig. Jeg kom på en idé, da jeg så over på mine to fyldte kufferter. Pakke ud! Selvfølgelig skulle jeg da det. Jeg kom i tanke om, at Waliyah havde ryddet skabsplads til mig. Hurtigt havde rejst mig op og åbnet det. Rigtigt nok - hun havde ryddet en stor plads til mig. Jeg smilede for mig selv og gik langsomt hen til den største kuffert. Skrig grøn lak, en jeg fuldstændig havde faldet for, under vores tur på Gran Canaria sidst år i sommerferien. Jeg havde to af dem - en stor og en lille.

Jeg tog fat i begge lynlåse og fik den åbnet. Den var fuldstændig proppet op med tøj, men ovenpå var der dog et par enkelte ting, som ikke var tøj. Blandt andet en bog, mine solbriller, oplader til iPad..

Jeg lagde tingene lidt til side og tog tøjet op. Selvom der var meget tøj, tog det mig ikke lang tid at få det alle lagt ind i skabet. Jeg lagde bogen hen ved siden af madrassen - iPadden kom på skrivebordet...

Da den første kuffert var pakket ud.. Orkede jeg ikke mere. Jeg listede ud på gangen og hen til trappen, hvor jeg kunne se ned. Huset var utroligt stille og jeg regnede med, at der ingen var hjemme. Derefter gik jeg derned i mine små shorts og top - jeg havde det så varmt om natten, og jeg kunne slet ikke klare, at høre om dem, som sov med pyjamas! Hvordan kunne de holde det ud? Det ville jeg ihvertfald ikke kunne.

Jeg småløb ind på værelset igen og tog min iPad i hånden. Derefter gik jeg nedenunder. 

Jeg satte mig ved køkkenbordet og lagde min iPad foran mig. Hurtigt fik jeg tjekket min facebook, men der var ikke sket noget - som sædvanlig. Jeg havde sådan lyst til at høre musik, og da jeg regnede med, at jeg var alene hjemme, skruede jeg max op for "Wild Ones" med Flo Rida. Jeg skrålede med på den med min forfærdelige sangstemme - dybt forfærdelige.

"Hey I heard you were a wild one.." nærmest skrålede jeg, mens jeg sad og spillede et latterligt spil på min iPhone.

"Ooooooooooooooooooooooooooooooooh... If I tooook y.." mere nåede jeg ikke, før der lød en genkendelig stemme og

jeg vendte mig forskrækket om.

Zayn stod ved trappen! Han gav mig et langt elevatorblik, åh gud! Mine kinder blev hurtigt helt varme.

Han begyndte at grine utroligt meget af mig, og jeg var så flov..

"Jeg troede, at jeg var alene hjemme.." sagde jeg pinlig berørt og kiggede ned på mine hænder. Jeg pillede ved min ring, noget jeg altid gjorde, når jeg var nervøs. Jeg skammede mig virkeligt. Hvad ville blive det næste? To dage i træk, havde jeg gjort mig pinligt berørt over den samme person. Hvorfor!? 

"Ikke helt. Jeg lå og sov.." sagde han igen.

Jeg kiggede langsomt op på ham. "Vækkede jeg dig?" spurgte jeg stille.

Jeg lagde mærke til, at han var iført en tank top og et par jogging bukser. Hans hår var pjusket, hvilket så utroligt sødt ud. Det var forkert at tænke, men min bedstevenindes storebror var virkeligt hot

Han smilede til mig. "Ja, det kunne du ikke helt undgå." Utroligt at han tog det med et smil på læben!

"Undskyld, undskyld, undskyld!" sagde jeg hurtigt med et kejtet smil. Han måtte tro, at jeg var komplet skør. Psykisk syg, mentalt tilbage...! Mine tanker var virkeligt et helvede og jeg var sur på mig selv, fordi jeg hele tiden dummede mig. 

"Ej rolig nu, Emma." sagde han og gik tættere på mig. 

Mit hjerte galloperede afsted. 

Roligt lagde han en hånd på min arm. Selvfølgelig mente han det godt, men det blev lidt kejtet. Jeg så genert op på ham.

"Tak.. Zayn.." sagde jeg stille og rømmede mig.

Han fjernede hånden fra min bare arm og smilede sødt til mig, hvilket jeg gengældte.

Jeg satte mig hen til bordet igen og Waliyah havde skrevet til mig og vi skrev en lille smule sammen. Hun havde det sjovt ved Tiff - eller Tiffany, så hun spurgte, om det var i orden, at hun kom senere hjem.

Det larmede lidt og jeg kiggede op. Zayn stod ved en af skabene og tog ting ud. En skål, skeer, mel. 

"Hvad laver du?" spurgte jeg nysgerrig.

"Jeg er så sulten... Så jeg vil lave chokolade boller for allerførste gang!" sagde han med et sjovt smil.

Jeg smilede til ham. "Kan du godt finde ud af det så?" 

Han kiggede dumt på mig. "Ja da.." 

Jeg smilede stadig.

"Det vil jeg da gerne se," jeg drillede ham en smule.

"Det er du velkommen til Emma!"

Jeg rejste mig og kig over til ham. Jeg støttede albuerne på bordpladen. 

Han begyndte at lede efter noget.

"Opskrift?" spurgte jeg. Jeg tog den hurtigt op i hænderne og viftede med den.

"Ja, netop!" sagde han og vendte sig i det samme om.

"Tak Ems..." lød det fra ham.

"Ems?" jeg så underligt på ham.

"Ja, Ems." smilede han. 

Jeg løftede øjenbrynene med et smil. "Nå nå nå nå..."

 

Det så helt forfærdeligt ud. Han havde fået alt i, men man kunne simpelthen ikke kalde det for 'dej'. Mælk og æg, praktisk talt.. Også chokolade. Jeg havde flere gange forslået at hjælpe, men det måtte jeg slet ikke - han kunne selv, hvilket jeg morede mig lidt over, for det kunne han bare ikke!

"Zayn?" spurgte jeg med et lidt drillende smil.

Han kiggede op fra skålen med et spørgende blik. "Ja?"

"Jeg forstår ikke... Hvordan kan man forme boller af mælk?" jeg kunne godt lide at irritere ham på en god måde,  han var selv fremme i skoene med kommentarene nogle gange, så at give lidt igen gjorde vel ikke noget...

Han rystede smilende på hovedet. "Jeg lover, Emma. Jeg skal nok lave de lækreste chokoladeboller til dig!"

"Jeg venter..." sagde jeg og bragte det drillende smil op igen.

 

Fem minutter gik yderligere, og det så stadig fuldstændig flydende ud.

"Okay, Emma.. Kan du ikke prøve?" spurgte han bedende.

Jeg så tilfreds på ham. "Endelig."

Jeg gik om på den anden side af køkkendisken, hvor han stod. Han flyttede sig hurtigt til siden med et skridt.

Jeg begyndte at putte mere mel i, røre det sammen, men det så stadig helt forkert ud.

"Vi dropper det." sagde Zayn og tog skålen fra bordet. 

"Dropper det?" spurgte jeg uforstående. 

"Jeg orker ikke mere.. Jeg prøver bare at sætte den i ovnen i et fad nu.. Så får vi chokolade brød!" sagde han og smilede skævt. 

"Zayn, det dur ikke, dejen bliver r.." før jeg nåede at sige mere, havde han kommet det i et ovnfast fad. 

"Vi prøver." smilede han.

 

Kagen var netop taget ud, og den så faktisk okay ud.

"Ja ja, jeg ved godt jeg er god.." sagde han for sjov med et stort og stolt smil.

"Den må jeg give dig, Malik." sagde jeg med et smil.

Han stak en kniv ned i kagen - og så gik den ikke længere. Kagen var rå indeni og braste sammen.

Zayn sukkede. "Ej altså.." 

Jeg smilede sødt til ham. "Zayn, vi bare bare en ny en.." 

"Nej, jeg kan ikke finde ud af det."

"Men det kan jeg. Jeg skal nok lave en til dig." sagde jeg og så afventende på ham. 

Han lyste op i et stort smil igen. "Vil du det?"

Jeg grinede lidt af ham. "Selvfølgelig."

 

Han begyndte at finde ingredienserne frem igen, mens jeg vaskede en skål af.

"Pis.." lød det fra ham.

Jeg så hen på ham og han stod ovre ved køleskabet, hvor han kløede sig tænksomt i håret.

"Noget galt?" spurgte jeg uforstående.

"Vi har ikke flere æg.. Eller chokolade. Snart ikke mere mælk." sukkede han.

"Så bliver vi vel nødt til at tage ud at handle." sagde jeg og lød måske en smule opmuntrende. Men herre gud, det var jo ingenting.

"Vil du med?" spurgte han.

"Selvfølgelig. Jeg skal bare lige oppe og skifte..." sagde jeg.

Han gav mig igen et elevatorblik og jeg følte mig utilpas med det! "Det behøver du ikke..." sagde han bagefter.

Jeg løftede et øjenbryn. "Det mener du ikke?"

"Jeg går da også ned i det her.." sagde han og hentydede til hans jogging bukser og tanktop.

Jeg rystede på hovedet af ham. "Det tager to sekunder at komme i tøjet. Zayn, please?" sagde jeg bedende.

Han sukkede. "Okay. Så skifter jeg også."

 

Det tog mig ikke lang tid om at blive færdig. Jeg havde taget en hvid top på, også mine elskede shorts med det amerikanske flag. Skoene var blevet til mine brune sailor. Jeg havde sat mit hår i en sjusket fletning. Ingen makeup på, men det var ikke sådan, at jeg var besat af det, nogle gange havde jeg eyeliner samt mascara på, men for det meste uden. 

Jeg snuppede mine solbriller og tog dem op i panden.

Da jeg åbnede døren stod Zayn udenfor fuldt påklædt.

Jeg tog mig selv i at give ham et elevatorblik, men det var nu også kun fordi, han så så pæn ud. Iført 'OBEY' - t-shirt og beige bukser.. 

"Er du klar?" spurgte han og så gennemtrængende på mig med et smil. 

Jeg lod mig ikke påvirke, men smilede bare. "Jeg er klar."

 

Jeg tog jeres konstruktive kritik til mig, og har lavet linje mellem sætningerne. Håber at det hjalp læsningen!

-Victoria F.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...