Panterdrengen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2012
  • Opdateret: 6 okt. 2015
  • Status: Færdig
En dyster og mørk nat blev Manu og jeg forfulgt af mystiske mænd. Vi blev truet på livet. Jeg var i panik. Vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Tingene skete bare så hurtigt at jeg knap nok nåede at se mig om, før mændende alle lå døde foran mig. Og Manu var... en panter.

17Likes
17Kommentarer
1581Visninger
AA

8. syvende

Jeg havde forventet at døren ville knirke på en uhyggelig måde, men den sagde ikke en lyd. Underligt nok gav dens stilhed mig kuldegysninger. Inde i mit hoved gentog jeg "Det er Manus mor jeg skal se. Der er ikke noget at blive bange for." Huset var faktisk utrolig rent så det undrede mig, at Manu havde sagt det modsatte. Gangen vi kom ind til havde et mørkerødt gulvtæppe.Det så helt nyt ud. "Kom." Manu viste mig videre til køkkenet. Jeg fik et chok da jeg kom ind og blev ramt af lugten af støv og et eller andet jeg helst ikke vil beskrive. Jeg mødte Manus blik og jeg kunne tydeligt se, at han heller ikke var helt glad for lugten. Der flød med gammelt skrald og andre ting på gulvet. En stol havde brækket sit ene ben, men det var ikke faldet af. Den støttede sig op ad bordet, hvor dugen havde noget der lignede mugpletter på. En vase med visne blomster lå væltet og vandet dryppede ned på gulvet som tegn på, at nogen havde væltet den for nyligt.

Gangen virkede pludselig mere uhyggelig, da vi gik ud af det klamme køkken. Manu førte mig videre til stuen, som ikke så nær så slem ud som køkkenet. Det undrede mig at sofaen var væltet og bordet var fyldt af dynger med sten. Jeg trådte forsigtigt og næsten lydløst hen til stenene for at se nærmere på dem. De var i alle mulige former, farver og størrelser. Jeg så spørgende på Manu. "Det er hendes hobby." Svarede han bare.

"Hvor er hun?" Mit hoved begyndte igen at forestille sig ting om hende. Hvad var hun for en underlig person? En seerske eller hekselignende kvinde? Var det Manus far det var den kønne?

Som svar på mit spørgsmål hørte jeg skridt og en blid stemme, der sagde. "Manu? Er det dig?" Både Manu og jeg vendte os mod lyden. Jeg nåede at forestille mig adskillige forskellige grimme mennesker inden hun dukkede op. Jeg troede ikke mine egne øjne.

En spinkelt bygget kvinde med langt sort hår (næsten ned til hoften) trådte ind ad stuedøren. Hendes cremefarvet kjole sad utrolig godt til hendes former. Man skulle næsten tro, at hun skulle til en fin fest. Hun så rundt i rummet og fik øjenkontakt med mig. Hendes øjne var samme farve som Manus. Hun smilede til mig. Det gik op for mig, at jeg måbede.

Af alle de ting jeg havde troet om hende, var hun jo en smuk kvinde. Hun kom nærmere og så undersøgende på mig. "Du må være Cecilie." Sagde hun.

Jeg kunne ikke få en ord frem, så jeg nøjedes bare med at nikke. Manu smilede opmuntrende til mig. Manus mor rakte en hånd frem til hilsen. "Jeg hedder Katilla." Jeg tog hendes hånd. Straks følte jeg mig helt gennemsøgt til de inderste kroge af min hjerne. Jeg trak hånden til mig.

"Du burde se at få gjort noget ved det rod du har lavet mor." Sagde Manu og afbrød den korte stilhed. Katilla vendte sig på en drømmende måde mod ham. "Du har ret." Hun smilede og forsvandt fra stuen. Manu så på mig for at få et respons på oplevelsen med hans mor. Mine tanker kværnede for at finde ud af, hvad jeg syntes om hende. "Nå?" Sagde han for at få et svar ud af mig. "Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige." Det lød dumt, men det var sandt. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle mene om hans mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...