Panterdrengen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2012
  • Opdateret: 6 okt. 2015
  • Status: Færdig
En dyster og mørk nat blev Manu og jeg forfulgt af mystiske mænd. Vi blev truet på livet. Jeg var i panik. Vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Tingene skete bare så hurtigt at jeg knap nok nåede at se mig om, før mændende alle lå døde foran mig. Og Manu var... en panter.

17Likes
17Kommentarer
1568Visninger
AA

7. Sjette

Skoledagen var gået hurtigt og Manu og jeg sad i min have og snakkede. Jeg spurgte ham om de fleste af mine mange spørgsmål som jeg lige kunne huske. " Hvor længe har du kunnet det?" spurgte jeg efter noget tids stilhed. Der var en pause, hvor kun fuglenes sang kunne høres. Manu trak på skuldrende. "Jeg har kunnet det så lang tid jeg kan huske." Så var der stille igen. Selvom alle mine ubesvarede spørgsmål stadig kørte rundt i hovedet på mig, kunne jeg ikke få mig selv til at spørge ham om dem.

"Hvordan gør du med dit tøj?" Jeg så ned på græsset og plukkede et tilfældigt græsstrå af. "Jah, det sidder på mig hver gang jeg forvandler mig tilbage som du nok har bemærket." Jeg tillod mig selv at se ham i øjnene.

"Hvad med dine forældre?" Manu så ned et øjeblik. "Vil du møde dem nu?" Spurgte han så. Det kom bag på mig. "Lige nu?" Han nikkede. "Kom med. " Han trak i min gode arm og hjalp mig op at stå. Derfra fulgte han mig ud af haven, gennem skoven og videre ud på en gammel, asfalteret vej. Turen derhen tog ikke utrolig lang tid, men jeg nåede slet ikke at bemærke hvor vi gik hen. Jeg så hen ad vejen, der endte ved et lidt ældre, men hyggeligt hus. Det var hvidt med stråtag. Jeg kiggede tilbage på Manu for at få bekræftet, at det var det sted.

"Du skal være klar over, at der godt kan virke lidt rodet i huset." Startede Manu da vi begyndte at gå. "Og du skal ikke tage dig af min mor, hun virker underlig for alle." Mit hoved forestillede sig alle mulige ting om hans mor bare ved den sætning, han sagde. Hun kunne være en formskifter ligesom ham. Eller måske en skør gammel dame, der laver brygge og forvandler mennesker til tudser.

Vi kom til en havelåge. Manu åbnede uden tøven lågen. Den gav en knirkende lyd fra sig, der fik mig til at tænke på kister. Det løb koldt ned ad ryggen på mig.

Manu holdt lågen for mig. Jeg tøvede lidt med at gå ind.

Hele haven var vild. Græsplænen trængte utrolig meget til at blive klippet. En ensom busk havde strittende grene over det hele. Huset havde edderkoppespind ved vinduerne og det lignede slet ikke det hyggelige hus fra før.

"Hvad er det så der får din mor til at virke...underlig?" Jeg kørte min hånd over det høje græs og lod som om spørgsmålet bare var for at snakke. Manu smilede til mig. Han viste mig op ad den mosbegroede stentrappe. Op til trædøren.

"Det får du se." Sagde han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...