Panterdrengen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2012
  • Opdateret: 6 okt. 2015
  • Status: Færdig
En dyster og mørk nat blev Manu og jeg forfulgt af mystiske mænd. Vi blev truet på livet. Jeg var i panik. Vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Tingene skete bare så hurtigt at jeg knap nok nåede at se mig om, før mændende alle lå døde foran mig. Og Manu var... en panter.

17Likes
17Kommentarer
1569Visninger
AA

2. første

Jeg kan ikke huske hvor lang tid siden det er at Manu og jeg blev bedste venner. Jeg kan huske at en dag sad han pludseligt ved siden af mig som den nye dreng i klassen. Jeg har med at dagdrømme i tide og utide. Det gjorde jeg den dag. Han havde kigget på mig med sine grønne øjne og hilst venligt før jeg rigtig vågnede op. Hans mulatte hud og hans sorte hår passede godt til resten af ham. Selv om pigerne på skolen gerne ville lære ham at kende gik han sammen med mig. Han var min første rigtige ven på skolen. Det var først nogle uger efter vi blev bedste venner jeg fandt ud af at han kunne forvandle sig. Jeg havde ikke mistænkt ham overhoved. Men en hjemtur i plantagen klokken 1 om natten var nok til at jeg fandt ud af det. Den nat glemmer jeg aldrig... 

 

Jeg var på vej hjem fra en lidt kedelig fest, som en fra min klasse (ved ikke hvem) havde lavet. Manu gik lige ved siden af mig og vi snakkede om noget jeg ikke kan huske. Månen var fuld og turen gennem skoven føltes lidt romantisk selvom jeg ikke havde større tanker med ham. Mens vi gik kom der to mænd frem fra træerne. månelyset var så stærkt at man kunne se deres smørrede grin. Jeg blev så forskrækket at jeg kunne ha skreget. De kom tættere på på samme tid med at der kom flere frem fra mørket. " nej se, et kærestepar." sagde en af dem. De andre lo stille. " Vi...er ikke... kærester" Fik jeg sagt. Manu tog mig i hånden og gjorde tegn til mig om at vi skulle tage tilbage og gå en anden vej hjemad. Jeg vendte mig om lige i tide til at se at mændene havde omkredset os. Jeg følte min frygt vokse. Hvad skulle vi gøre? Tankerne om en flugtvej var nytteløse. Deres lumske smil printede sig fast i min hjerne. Jeg begyndte at hulke mens en af dem tog fat i min hånd. "Du rører hende ikke" hørte jeg Manu sige. Mandens smørrede grin forsvandt og hans trak en kniv og stak den op mod struben af Manu. " Hvad sagde du tøs?" " Jeg sagde, du rører hende ikke!" snerrede Manu. Manden fik sit gamle udtryk igen han kiggede kort på alle i sin gruppe og så  tilbage på Manu. " Og hvad vil du så gøre ved det?" han stak hovedet helt ned til ham. Jeg ved ikke hvad der skete, men lige pludseligt var han væk. I stedet var der en panter, der spang på manden. Panteren brølede og knurrede af manden, der prøvede at flytte den væk fra ham så han kunne komme op. Alle de andre plus jeg selv var i chok. Vi kiggede alle ned på panteren og jeg havde svært ved at tro at panteren var min bedste ven. Efterhånden som jeg var ved at komme så meget videre med mit chok at jeg kunne bevæge mig igen, angreb panteren en anden. Dem, som kunne, løb alt hvad de kunne væk fra stien. Til sidst var de alle enten løbet eller angrebet. Jeg kiggede ned på manden, der havde taget fat i mig. Han havde et langt sår fra panterens klør og blodet lå i en pøl rundt om ham. Og han var ...død. Jeg trådte nogle skridt tilbage og snublede over noget jeg ikke ved hvad var. Manu greb mig. Jeg blev forskrækket over ham og skreg lavt. " Rolig nu" sagde han. Det hjalp meget lidt. " Du... du... du slog ham ihjel" fik jeg fremstammet. Manu trak på skuldrene. " Kom. Du skal vidst hjem nu." Hele vejen hjem blev jeg ved med at stamme at Manu slog manden ihjel. " Jeg gjorde det jo kun for at rede dig" sagde han. Men uanset hvad han sagde hjalp det ikke. Jeg var forvirret og håbede på at søvn ville hjælpe mig med at forstå.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...