Panterdrengen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2012
  • Opdateret: 6 okt. 2015
  • Status: Færdig
En dyster og mørk nat blev Manu og jeg forfulgt af mystiske mænd. Vi blev truet på livet. Jeg var i panik. Vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Tingene skete bare så hurtigt at jeg knap nok nåede at se mig om, før mændende alle lå døde foran mig. Og Manu var... en panter.

17Likes
17Kommentarer
1606Visninger
AA

5. fjerde

Der var gået endnu tre kedelige dage siden jeg sårede Manu. Jeg havde kedet mig mere og mere for hver dag. Til sidst var jeg så fast besluttet på at finde Manu om så jeg skulle banke på hver dør for at finde ham. Jeg sad på min seng om morgenen og ønskede at jeg kunne finde Manu. Det bankede to gange på døren og min mor kom ind. " Cecilie, vi bliver nød til at have en snak" Jeg var ligesom alle de andre dage ikke rigtig i humør til at snakke med min mor. Jeg vidste hvad hun ville sige når først hun fik det hele ud af mig.  Men jeg kunne godt holde mund. Hun ville få et flip hvis hun fandt ud af at Manu kunne forvandle sig til en panter.

 

Jeg tog ud på en gåtur i plantagen for at komme væk fra min mor. Der ville alligevel ikke ske noget hvis jeg blev hjemme. Solen var fremme og fuglene sang som normalt. Jeg gik udenfor stierne, for jeg kendte skoven godt. Jeg satte mig ned på en mosset sten og kiggede rundt. Jeg sad i mine egne tanker i lidt tid. " Hey skatter, længe siden." jeg kiggede bagud og så tre af mændene fra natten for fem dage siden. Skrækken vældede op i mig. Denne gang var Manu der ikke til at redde mig. På samme tid rejste jeg mig op og spurtede hjemad. Men løb har ikke været min stærke side, så de indhalede mig lige så langsomt. Jeg blev ved med at kigge bagud i stedet for at koncentrere mig om at løbe. Jeg faldt og væltede over en rod. De tre mænd trak mig op og smågrinede af mig. Jeg stod som forstenet. Hvad de så havde tænkt sig at gøre ved mig så kunne ingen hjælpe mig. Manu var her jo ikke. " Hvor er din kæreste?" spurgte en af dem. Jeg svarede ikke. Jeg var for skræmt.

 

Hvad der kun var sekunder føltes lidt som minutter. Jeg hørte ikke rigtig efter hvad mændene stod og snakkede om. Jeg kunne høre en lav knurren, eller var det spinden? Bag mændene så jeg nogle få glimt af en panter. Mit håb steg. Men det var for hurtigt. En af mændene stak en kniv i min arm. Jeg tog mig til armen og faldt sammen i smerte. Jeg kiggede kort på mændene. Bag dem så jeg panteren springe på dem. Jeg lukkede øjnene for ikke at se hvad der ville ske. Jeg vidste det jo allerede. Men lyden af deres kamp var nok til at jeg fik kvalme. Jeg koncentrerede mig om at få kniven ud af min arm. Jeg gjorde det langsomt for at formindske smerten... troede jeg. Inden jeg overhoved nåede at få kniven ud, var Manu blevet færdig med sin kamp og kom i menneske hen og trak kniven op uden at tøve. Jeg kiggede forskrækket på ham. " Cecilie, du små på skadestuen." sagde han og trak mig op. Jeg vidste ikke rigtigt hvordan jeg havde det. Jeg kunne ikke finde ud af det. Jeg var glad for at Manu var hos mig, men knivsåret sveg og blødte. Manu rev sin t-shirt i stykker og bandt den stramt om min arm. Jeg bed tænderne sammen i smerte. Vi begyndte at gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...