Panterdrengen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2012
  • Opdateret: 6 okt. 2015
  • Status: Færdig
En dyster og mørk nat blev Manu og jeg forfulgt af mystiske mænd. Vi blev truet på livet. Jeg var i panik. Vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Tingene skete bare så hurtigt at jeg knap nok nåede at se mig om, før mændende alle lå døde foran mig. Og Manu var... en panter.

17Likes
17Kommentarer
1570Visninger
AA

6. femte

" Du var heldig at det ikke var i pulsåren du blev ramt." sagde sygeplejersken og gik over til en hylde med medicin. Jeg kiggede kort ned på mit sår, men fik straks en kæmpe trang til at kaste op. Blod og jeg har aldrig været gode venner når det er uden for min krop. Sygeplejersken kom tilbage med en sprøjte. "Du får lidt antibiotika så de værste smerter forsvinder." sagde hun. Jeg følte skrækken fælde mig. Manu bemærkede det åbenbart, for han kiggede mig dybt i øjnene og lavede et du-kan-godt-klare-det-blik. Det virkede ikke rigtigt. Jeg havde svært med at slappe af mens hun stak sprøjten i mig.

 

Heldigvis for mig kom jeg helskindet ud fra skadestuen. Jeg fik forbinding rundt om armen og fik at vide at jeg skulle komme tilbage i løbet af ugen så de kunne kigge på såret. Det meste af turen hjemad følte jeg at folk omkring os stirrede på min forbinding. Efterhånden som vi var halvvejs begyndte tankerne om, at Manu ville forsvinde igen, at nage mig. Jeg tog mig sammen til at spørge. " Forlader du mig igen?" Manu stoppede op. Han sagde ikke noget. "Manu?" sagde jeg stille. Jeg følte mig utryg med situationen og ville helst bare have den overstået. Men jeg var bange for hans svar. Noget i mig havde ikke lyst til at kende svaret, for hvad nu hvis han ville forlade mig. Manu vendte sig pludselig om og så mig direkte ind i øjnene. Jeg trak vejret dybt en gang. " Cecilie, jeg forlader dig ikke" sagde han så. Jeg kunne mærke at jeg rødmede og vi gik videre i tavshed. Vi ankom til mit hus og stoppede op lige til havelågen. " Jeg har så mange spørgsmål" Sagde jeg. Jeg kunne ikke sige mere, for jeg anede ikke hvad jeg skulle starte med at sige. " Vi kan tale om det i morgen" Sagde han bare. " Vi ses i skolen" så gik han. Jeg stod lidt tid og bare så efter ham da han gik. Noget i mig tænkte " Hvorfor forvandler han sig ikke til en panter?" Jeg rystede på hovedet og gik ind af havelågen. Først der slog tanken mig. Hvad skulle jeg sige til mine forældre? Jeg listede ind af døren og sikrede mig, at det ikke larmede da jeg lukkede den. Jeg kunne høre fjernsynet i stuen og listede ind på mit værelse, hvor jeg blev indtil aftensmaden. Lige så snart min mor så min arm kiggede hun lidt på mig. Jeg vidste godt hvad hun ville spørge om så jeg svarede hurtigt " Jeg faldt skar mig på nogle glasskår i skoven." Min mor nikkede bare kort og satte sig ned som om samtalen var slut. Jeg åndede lettet op indeni og satte mig også ned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...