Panterdrengen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2012
  • Opdateret: 6 okt. 2015
  • Status: Færdig
En dyster og mørk nat blev Manu og jeg forfulgt af mystiske mænd. Vi blev truet på livet. Jeg var i panik. Vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Tingene skete bare så hurtigt at jeg knap nok nåede at se mig om, før mændende alle lå døde foran mig. Og Manu var... en panter.

17Likes
17Kommentarer
1651Visninger
AA

3. Anden

Den næste morgen var forfærdelig. Jeg tænkte ikke på andet end Manu og den mand, der nu var død. Det gjorde det heller ikke bedre at jeg også havde drømt om dem. Min mor blev ved med at kigge undrende på mig og en gang imellem spurgte hun mig om jeg var ok. Jeg sagde ja hver eneste gang. Jeg lavede ingenting den dag. Jeg prøvede men det virkede ikke, for mine tanker var hele tiden det samme sted. Jeg gik bare rundt i huset og tænkte det samme hele tiden.

Til sidst besluttede jeg mig for at gå en tur. Jeg gik ud af baglågen til skoven. Fuglenes sang fik mig mere eller mindre på andre tanker. Jeg satte mig ned og lyttede. Jeg lukkede mine øjne, men episoden fra dagen før forfulgte mig stadig. Jeg åbnede øjnene med det samme. Og der stod han. Han gik langsomt hen mod mig. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget. Jeg trak mig tilbage. Jeg kunne ikke forholde mig til at han ikke havde fortalt mig noget efter så lang tid. " hHold dig væk fra mig" fik jeg sagt. Jeg fortrød dem med det samme. Han stod i nogle få sekunder og kiggede såret på mig. Så vendte han sig om. Et hurtigt lysglimt kom og lige efter stod panteren der. Jeg rakte hånden ud efter ham, som om jeg prøvede at få fat i ham men han løb væk. Han så det ikke en gang. Der sad jeg i noget tid og så ham forsvinde. Da han ikke var nogen steder at se længere, rejste jeg mig og gik ind på mit værelse. Tankerne kørte rundt i mit hoved. Jeg havde lige afvist min bedste ven. Jeg begyndte at hyle inde på mit værelse. Jeg aner ikke hvor længe jeg gjorde det, men da min mor kom op og spurgte hvad der var galt var klokken 17:26.

 

I løbet af aftensmaden lagde jeg en slagplan (min mor hjalp mig, for jeg blev nød til at fortælle hvorfor jeg græd). Jeg ville finde Manu og fortælle ham at jeg ikke mente det jeg havde sagt. Mit eneste problem var at jeg ikke havde en eneste chance for at finde ud af hvor han boede så jeg håbede på at han ville komme i skole om mandagen. Jeg tænkte ikke på så meget andet end at jeg ville sige undskyld til ham. Jeg tænkte stadig lidt på manden, Manu slog ihjel, men det var ikke så slemt at tænke på i sammenligning med at miste sin bedste ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...