Sick for crying.

Denne novelle handler om en pige som har det dårligt og gemmer sig bag en facade. Læs novellen og find ud af hvordan hun klare sit liv.

- Hvis hun holder sig i live.

5Likes
7Kommentarer
1102Visninger
AA

5. Den sidste tid..?

Efter at have sovet i 6 timer vågnede jeg igen. Det var helt mørkt. Jeg kiggede på klokken "02:46! oh herre gud!" sagde jeg til mig selv og lagde mig ned. Jeg lagde min ene hånd på min pande. Jeg kunne mærke en hånd på min mave. Jeg mærkede ret bange. "Viktor? Viktor?!" sagde jeg og ruskede i ham. Han vågnede og gned sine øjne. "Linnea! Du lever!" sagde han glad og krammede mig. Jeg vidste ikke hvad han mente, jeg smilte bare og krammede ham. Jeg gav slip på ham og rejste mig op fra sengen. "Hvor skal du hen? Hvad skal du?" spurgte Viktor helt forvirret. "Jeg skal... Bare ud på... wc... Og måske en lille gå tur.." sagde jeg med en trist stemme. Han greb min hånd og sagde "Jeg går med dig" jeg smilte og åbnede døren. Vi gik rundt ude på gangen. "Det er lidt uhyggeligt synes jeg.." sagde jeg og klemte hans hånd. Vi hørte en lyd og skyndte os ind i et rum. Vi var helt stille. Vi kunne høre nogen stemmer udenfor døren; "Er Linnea okay tror du?", "Sidst jeg var derinde, sov hun" "okay, men hun skal jo snart opereres" Jeg gik helt i panik og skulle til at skrige da Viktor tog en hånd for min mund. Da vi hørte at lægerne var gået fjernede Viktor sin hånd fra min mund. "Skal jeg opereres?! Jeg vil ikke!" sagde jeg og gik ud. Jeg løb tilbage til mit værelse og tog mit tøj på. "Hvad laver du?" spurgte Viktor. "Jeg tager hjem! Jeg skal ikke være her ét sek. længere!" sagde jeg og gik ud af døren. Viktor gik efter mig og stoppede mig; "Hvad så med mig? Skal jeg bare gå hjem i det her grimme tøj?" Jeg gav ham elevatorblikket og sagde; "Du har ret.. Vi går ind på dit værelse så du kan få dit eget tøj på" Vi gik ind på hans værelse og han fik sit tøj på. Jeg skyndte os forsigtigt ud. Men ude på gangen hørte vi en mand råbe bag os. "Hey.. Hey stop!" råbte han. Viktor og mig gik i panik og begyndte at løbe. Jeg kiggede tilbage og så at manden var en læge, han begyndte også at løbe. "Hey stop! Kom tilbage" råbte han efter os, men vi fortsatte med at løbe. Vi løb forbi et lille slags bord med en kande og noget kopper på. Viktor tog fat i kanten af bordet og hev det ud så det væltede midt på gulvet, for at forsinke lægen lidt. Vi løb videre og det samme gjorder lægen. Jeg kunne mærke på mig selv at jeg havde overbelastet mit ben, det gjorder mega ondt. "Viktor! Jeg kan ikke løbe mere..!" sagde jeg og hev efter vejret. Det begyndte at svimle for mig. Jeg skulle lige til at falde om, da Viktor tager mig og smider mig op på sine skuldre. Han løb og løb og løb, indtil at vi nåede hen til udgangen. Han skyndte sig at låse op og løbe ud. Han løb lidt videre til han stoppede og lagde mig på jorderen. Lægen var ikke til at se. Viktor lagde sig ned på jorderen ved siden af mig, lukkede øjnene og hev efter vejret.

Da jeg vågnede holdt han om mig. Vi lå stadig på jorderen. Den kolde våde jord. Jeg kiggede på klokken og så at den var 5:43. Jeg fjernede Viktors arm og satte mig op. Jeg gned mig i ansigtet og vækkede Viktor. "Hey i to!" hørte jeg en stemme bag mig. Vi kiggede hen mod hospitalet og så ham manden. Viktor rejste sig op og løb. "Linnea kom nu!" råbte Viktor efter mig. Jeg kiggede på ham.. Så på lægen.. Så på ham.. Jeg rejste mig og løb men der var noget galt, det var som om at noget trak mig tilbage. Jeg prøvede og kæmpe mig frem, men det føltes forkert. Til sidst smed jeg mig på jorderen, jeg følte at nogen kvalte mig. Viktor løb bare væk, han havde ikke set at jeg smed mig på jorderen. Lægen løb hen til mig med nogen andre læger og sygeplejersker. De råbte og ruskede i mig. De bar mig op og ind på hospitalet igen. Nå.. Så ligger jeg her igen. Kedeligt... Da jeg var sådan vågen nok til at snakke og forstå hvad der skete omkring mig sagde lægen; "Du skal have din operation inden for 3 timer, ellers mister vi dig" Jeg lukkede øjnene og tænkte så mange tanker. "Lad være med at operere mig.. Jeg vil bare væk." sagde jeg med en trist og alvorlig stemme. Lægen rystede på hovedet og sagde "Det går ikke. Det er mit job og holde folk i live hvis det er muligt" Jeg åbnede øjnene, satte mig op og kiggede på ham. "Hvad hvis man ønsker at dø?" sagde jeg til ham med en halv vred stemme. Lægen prøvede at få mit til at ligge ned, men jeg strittede imod. Jeg blev sur og slog ham med en knytnæve lige i ansigtet så han fik blodnæse. Kort tid efter kom der 3 læger ind på mit værelse hvor jeg stod over ved ham der havde fået blodnæse og slog og sparkede ham. De andre læger tog fat i mine arme og hev mig væk. Jeg vred mig rundt og prøvede at komme fri. Jeg skreg så højt jeg kunne og græd. De prøvede alt hvad de kunne for at få mig til at falde til ro. Langt om længe fik jeg revet mig løst og løb.

Jeg skyndte mig hjem. Da jeg kom hjem tog jeg mit tøj af og tog noget andet tøj på. Jeg tog et stykke papir og skrev et brev til mine forældre og løb ud af døren og ned i stuen. Jeg lagde det på bordet sammen med en lille blomst og nogen blade fra den som jeg havde hevet af. "Farvel..." sagde jeg og kiggede rundt i huset. Løb ud af døren og låste. Jeg kunne næsten ikke gå da min telefon ringer. "Hallo det er Linnea.." "Ja hej Linnea det er Henrik oppe fra sygehuset. Jeg kan se her at du skulle have været heroppe nu og blive opperet. Hvor er du lige nu? Og kan du komme herop med det samme?" "Jeg kommer ikke..." sagde jeg... "Linnea du bliver nød til at komme herop, hvis du ikke kommer herop kan du risikere at blive lam i hele din krop" sagde han. Jeg kiggede ned på mit ben. "Den har jeg ligesom fattet.. Jeg kan ikke mærke mit ene ben... Jeg skal nok selv klare det... farvel" jeg lagde på og gik videre. Jeg gik hen til LK firmaet og kravlede op af stigen. Med meget besvær.. Da jeg endelig kom op på taget ringede min mobil igen #mor# Jeg tog den "Hej mor.." "Linnea?! Linnea er du okay? Hvor er du?!" "Mo.. mor jeg er okay.." "Vi har læst dit brev, hvad mener du med at vi aldrig skal glemme dig og at vi aldrig får dig at se igen?!" sagde hun meget bekymrende. Jeg sagde ikke noget, gik bare ud til kanten og kiggede ned. "Linnea.. ER du der?!" hørte jeg fra telefonen.. "Mor.. Jeg elsker dig..." sagde jeg og en tåre banede dig vej. Det var koldt og smerterne i mit ben spredte sig. Det føltes som at blive slået det samme sted hele tiden, at man blev slået så mange gange og så hårdt at det ikke kan mærkes mere. Jeg kunne høre min mor i mobilen igen sige; "Jeg elsker også dig! Linnea kom hjem nu! Linnea.. Hvad laver du?! Der er meget blæst.. Er du udenfor?! Højt oppe hvor er du?!" Ja.. Jeg var udenfor.. I luften.. På vej i døden.. Jeg lod mig falde ud over kanten.. På vej ned så jeg hele mit liv for mig.. Jeg kunne høre stemmer omkring mig.. Jeg kunne høre noget svagt  #Je.. Jeg el...elsk..elsker di..dig L.. Li.. Linnea...# Det var en stemme fra.. Mathias... Ham jeg har kunne lide i 4 år... Jeg åbnede mine øjne og begyndte at skrige. "HJÆLP! JEG VIL IKKE DØ" råbte og skreg jeg. Jeg ramte den hårdere og kolde jord.. Der gik mit lys ud...

----------------------------------------

Så er min novelle desværre slut :I Håber i kunne lide den ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...