Till Forever Ends

”Jeg elsker dig” ”Og jeg elsker dig” ”I hvor lang tid regner du så med at være ved min side?” spurgte hun grinende og lagde sine arme rundt om hans nakke. Han pressede sine læber mod hendes og grinede i kysset. Nu ville han fortælle hende det, hun elskede at høre allermest.

42Likes
32Kommentarer
2131Visninger
AA

1. Till Forever Ends

 

Lynet slog uventet ned og det høje brag fik hende til at slå øjnene, efterfulgt af en rystende bevægelse, der på en eller anden måde, fik hende til at sidde oppe i sengen. Hun rystede.  Hendes krop var helt ustyrlig og af ren vane, rakte hun ud mod den anden side af sengen, kun for at mærke, at den var lige så kold som sneen selv.

 

Lynet var slået ned, og havde lyst hele værelset op, men kulden ved siden af hende chokerede hende mere end noget andet. Det var, som at række ud efter noget i mørket og så opdage, at der var et elektrisk hegn. Hun brændte sig, hver gang hun mærkede kulden, og hendes hjerte sank dybere ned i brystet på hende, da det endnu engang gik op for hende, at den plads, som burde være optaget, var tom. Han var der ikke til at holde den anden side af sengen varm.

 

Sveden trillede ned fra hovedbunden af eller blev opslugt af det nu alt for fugtige og våde nattøj. Hendes hjerte var ved at hoppe ud af brystet på hende, men alligevel følte hun, at hun ikke rigtig levede. Hun følte sig som en dukke, hvor noget eller nogen valgte at hive i hendes tråde, for hun kunne umuligt være i stand til at klare sig nu.

 

Der havde været engang hvor hun havde været en selvstændig kvinde. Der var engang hvor hun kunne kæmpe sine egne kampe og holde alt det onde væk fra hende, men det var engang. Nu havde hun vænnet sig til at være sammen med ham, og havde ladt ham overtage det hårde arbejde.

 

Uanset hvor lang tid der var gået, føltes det stadig så hult indeni, når hun opdagede, at han ikke var ved siden af hende, men langt væk. Hans varme hænder rundt omkring hende… Den fornemmelse var der stadig på hendes krop, og her for tiden var hun blevet så god til at fremtrylle følelsen, at hun op til flere gange troede, at han faktisk var ved siden af hende, men da hun så endelig vendte sig om og opdagede, at den eneste der var i rummet, var hende selv, lod hun tårerne falde. De kunne blive ved med at trille, indtil hun hvilede hovedet mod hovedpuden endnu engang og faldt i søvn.

 

Denne gang faldt der dog ingen tårer, og hun faldt i staver. Uret og de røde tal glitrede i mørket og viste hende, at klokken var 02. Hun burde lægge sig til at sove igen, men det var umuligt. Når hun vågnede op på den måde, kunne hun ikke falde i søvn igen. Hvordan skulle hun nogensinde være i stand til at falde i søvn, når der hele tiden var noget der gnavede inde hende. Som en lille myg, der larmede i hjørnet og ventede på at suge hendes blod ud.

 

Fornemmelsen og tanken om at han ikke var her, gnavede i hendes hjerte. Hun lukkede øjnene igen og først da hun var helt sikker på, at hun ikke ville være svimmel, når hun rejste sig op, lod hun endelig sine fødder glide på gulvtæppet. Selvom hendes sutsko var lige ved siden af hendes fødder, magtede hun ikke at tage dem på. Af en eller anden grund foretrak hun kulden, for hvad skulle hun med en falsk varme, hvis den alligevel ikke fandtes.

 

Med tøvende skridt, rejste hun sig op og gik over til den lille kommode og tog fat i et bestemt billede. Uanset hvor mørkt det var, ville hun altid kunne genkende rammen i sine hænder. Hvor mange gange hun havde holdt om den, anede hun ikke, men hun kunne genkende den så godt, som hendes egen refleksion i spejlet. Glasrammen var kold i hendes hænder, men hvad der fik kulden til at sprede sig igennem hendes krop, var ikke en ligegyldig ramme, men mere det billedet indeholdt. Hendes hånd rakte automatisk ud efter stikket til bordlampen. Lyset blev tændt, men hun nåede ikke engang at se motivet på billedet, for hendes tårer dryppede allerede og ramte glasset, som beskyttede billedet bag ved det. Tårernes dryp gav en genlyd i hendes hoved, og var det eneste hun kunne høre, udover lyden af hendes hjerte der faldt til jorden og blev knust. Hendes knæ måtte opgive at holde hende oprejst og faldt med et dunk mod jorden, mens billedet faldt ud af hendes hænder.

 

De smil, der engang havde været plantet på deres ansigter, var der nu ikke længere. Hun kunne ikke engang tænkte på alle de gode tider, de havde haft, da det gjord ondt. For hver evig eneste tanke om ham, gjorde ondt på sin egen måde. Hun tog hænderne op til ansigtet og lod hendes hulk komme ud i rummet. Metallet rundt om hendes ringfinger begyndte at brænde, da hun pludselig blev opmærksom på, at fingeren faktisk havde noget på sig. Flere tårer begyndte at falde, da hun tog ringen op til sin mund og kyssede den en enkelt gang. Hvor lang tid havde han været væk nu… 2 år? 3 år? I hendes hoved, svarede det til tusinde år og hver dag gjorde kun det hele værre.

 

 

~ O ~

 

Hun havde fanget sig selv i at gøre det hele tiden. I butikkerne ville hun blive ved med at stirre på de tilbud der var, selvom der ikke var noget, der tiltrak hende. På arbejdet prøvede hun altid at finde andre opgaver, hun kunne lave. Hele tiden ledte hun efter noget, som hun kunne bruge, for at gå tiden til at gå. Hvert sekund hun holdte sig selv beskæftiget, virkede det som en lille sejr. Men inderst inde, vidste hun godt, at det betød noget andet. Hun trak kun tiden ud, for på et eller andet tidspunkt, ville hun blive nødt til at køre hjem og åbne døren til hendes hus, kun for at opdage, at det var tomt.

 

Hun kunne prøve at narre sig selv, lade som om han var hjemme, men når hun endelig dækkede op til dem begge to, var der ikke andet end det romantiske lys og så hende selv, der var ved at blive kvalt i den tomme tåge. Tågen var ved at være så tyk nu, at hun næsten kunne mærke den rundt omkring sig. Det var hendes personlige tåge, der mindede hende om, at hun ikke længere kunne klare hendes egne kampe, men at hun behøvede hans nærvær for at trække vejret ordentligt. Men hvordan kunne hun dog det, når han var så langt væk? Hvordan skulle hun overleve, når han havde taget luften fra hende. Når han havde taget hendes hjerte med sig. Hvordan kunne de alle sammen forlange, at hun skulle klare sig, nu hvor han var væk.

 

Hver dag blev hun nødt til at køre hjem til et tomt hus, der før altid var fyldt med en sød duft af kærlighed og deres venners nærvær, der kun gjorde dem alle sammen så glade. Hendes hænder rystede om bestikket, mens hun prøvede at få maden ned, ligesom hun gjorde i går… og i forgårs.

 

Hendes elskede var et eller andet sted ude i den store hvide verden, hvor han skulle beskytte hende mod dragen. Han var hendes prins og han ville komme hjem til hende igen. For alle eventyr endte godt. Alle prinsesser blev reddet af deres prinser. Mens hun tyggede, gik det op for hende, at hun måske ikke var en prinsesse. Og hvis hun ikke var en prinsesse, kunne hun ikke forlange den lykkelige slutning. Hver gang hun sank, blev al adgangen til luft blokeret og da hun endelig fik vejret igen, fik hun altid lyst til at græde.

 

Hendes bedste veninde var blevet gift, hans bedste ven kunne ikke have det bedre med sine forretninger. Alle omkring hende, fik lov til at smage noget af det søde liv, mens hun åbenbart havde været for grådig og nu måtte hun bøde for det, på den hårde måde. Det var ikke engang meningen at han skulle være væk i så lang tid… Sydkorea var kendt for dets lange krav om en værnepligt på ca. 2 år.  Hun havde aldrig troet, at det øjeblik ville komme, hvor han faktisk skulle af sted og nu hvor han ikke længere så ud til at ville komme hjem igen, kunne hun ikke forstå, hvorfor hun skulle trække vejret, hvis han alligevel ikke var her.

 

Der var vist noget folk ikke forstod… Man skal være to for at kunne danse tango og man skal også være to, for at kunne få kærlighed til at fungere. Da han ikke var kommet hjem med det samme, var hun begyndt at blive bange, men hun tillod ikke at stille sig selv ”hvad nu hvis” spørgsmålene. Selv efter 3 år, turde hun ikke tænke den tanke. Han var derude et eller andet sted. Han kunne jo ikke være død, det ville være alt for underligt. Han hørte sammen med hende og det havde han også selv sagt. Det var jo ikke for sjov, at hun gik rundt med en ring rundt om sin ringfinger hver evig eneste dag.

 

Han var ikke kommet hjem til hende og det hule rum indeni, syntes kun at blive større. Hun vidste, at han var derude et eller andet sted. Spørgsmålet var bare om han stadig trak vejret eller om han lå på jorden, hvor alle havde glemt ham og ladt ham rådne op. Hun slikkede sig om munden og fortsatte med at tykke på maden. Hendes tunge reagerede på en helt ny smag, sammen med maden. Hun huskede ikke, at hun havde tilføjet maden ekstra salt.

 

~ O ~

 

Der var noget, der var helt galt. Det havde hun mærket lige siden hun stod op. Hun blev ikke velmødt af den sædvanlige kolde tåge, men den var heller ikke varm. Faktisk foretrak hun kulden i forhold til denne nye tåge, der ikke havde nogle følelser med sig, overhovedet. Det prikkede i hendes hud og hun overvejede, om hun kunne tillade sig at blive hjemme. Folk måtte da forstå, at hendes hjerte stadig bankede helt forkert, når hun ikke fik ren luft ind i kroppen.

 

Hun trådte ud af sengen, tog sine sutsko på og gik nedenunder for at lave en stærk kaffe. Der var noget så underligt ved denne morgen, men måske havde de alle sammen ret med at tiden måske kunne hjælpe med at hele nogle sår. Da kaffen endelig var ved at være færdig, ringede telefonen. Hun stillede den varme og dampende kop fra sig og gik hen for at tage telefonen

 

”Hallo?”

 

Hun kunne genkende hans stemme. Det var hans bedste ven, der talte i telefonen og prøvede at finde de rigtige ord. Noget med, at hun skulle komme hen på hospitalet lige nu. Hun anede ikke, hvordan hun skulle reagere. Hans stemme lød ikke knust, men der var noget grødet over den, der fik hendes hjerte til at banke helt uroligt. Hun nikkede, selvom hun vidste, at han ikke kunne se det, men hun anede ikke, hvad hun skulle sige. Ventede der gode eller dårlige nyheder?

 

Hun lagde på og vendte straks blikket over mod kaffen, der stod og ventede på, at hun skulle drikke den. Lige nu kunne hun godt trænge til den, men valgte i stedet for at løbe op af trappen, finde noget tøj og så køre mod hospitalet. Hun havde ikke været så spændt i snart 3 år og nu hvor hendes puls blev ved med at stige, kastede hun flere beklædningsgenstande rundt i huset og ledte efter det rigtige at tage på. Skulle hun så fin ud eller skulle hun se normal ud? Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre, men fik fundet noget tilfældigt tøj frem, der alligevel endte med at få hende til at se yngre ud.

 

Hun tog to totter hår og satte dem tilbage bag på hovedet med et par hårnåle. Det var lang tid siden, at hun overhovedet havde gjort noget ud af sig selv. Da hun endelig havde fået styr på sig selv, løb hun ned af trappen og skyndte sig ud i bilen. Selvom hun kørte så hurtigt hun måtte, gik det hele i snegletempo. Måske var der fordi hendes ventetid var overstået. Tanken gav hende kvalmende fornemmelser og hun vidste ikke om hun skulle grine eller græde.

 

I hendes drømme havde han altid banket på døren, og var kommet hen til hende, krammet hende stramt ind til sig og havde lovet, at de aldrig skulle skilles igen. De ville have kysset og deres hverdag ville fortsætte, men fra nu af, ville hun være lykkelig og hun ville endelig være i stand til at lufte ud for den triste og grå tåge. Hun ville endelig kunne køre hjem, velvidende om, at han ville være der.

 

Det var altid sådan hun forestillede sig det, og hvis hun fik det modsatte at vide, ville hun ikke vide, hvad hun skulle gøre. Hun strammede grebet om rettet og prøvede at trække vejret helt normalt, men det var så svært. Alle følelserne blev blandet sammen og påvirkede hende på forskellige måder. Hun var så sårbar lige nu og de fugtige øjne prøvede at fokusere på vejen i stedet for at fokusere på, hvad der måske kunne ske.

 

Da bilen endelig holdt stille, gik tiden stadig langsomt, men nu turde hun ikke træde ud af den. Frygten for at få hendes drømme knust, var større end glæden der måske kunne komme, men hvorfor ville han møde hende på et hospital! Det måtte jo have noget med ham at gøre! Hvorfor skulle han ellers have kontaktet hende. Da hun ikke længere kunne holde det ud, åbnede hun bildøren og nænnede ikke engang at låse den ordentligt.

 

Hendes skridt var det eneste hun kunne høre, sammen med den ustabile rytme hendes hjerte slog i. Det lød så højt og alt andet virkede så ligegyldigt. Hun var svimmel og troede, at hun skulle falde om snart. Selv da hun snakkede med receptionisten, var hun ikke helt til stede. Hendes ben gik bare under hende, rystende, indtil hun ikke kunne holde til det længere og begyndte at løbe. Hun løb og løb, indtil hun stoppede op forpustet, foran hans bedste ven. Hun blev straks mødt af mørke øjne, som hun slet ikke kunne analysere. Han smilede ikke, hans øjne var våde, men der var håb i hans øjne. Hun lagde hånden op til hjertet og lukkede sine øjne stramt i, inden hun lod tårerne slippe ud.

 

”Jeg beder dig… Fortæl mig ikke, at han er død,” hviskede hun og selve sætningen var ved at dræbe hende. Han var straks over ved hende, for at holde hende oppe, da han kunne mærke, at de ord dræbte hende mere, end ham. Han tog fat i hendes hoved og rystede, men lod selv nogle tårer falde. Hvad var det der foregik? Hendes puls var så høj, at det dunkede i hendes ører og hun så på hans bedste ven, der tog en dyb indånding.

 

”Han er i live. Han trækker vejret, han har sine arme og ben, ti tæer og ti fingre. Han har det helt fint,” hviskede han. Hendes hjerte hamrede og hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Hun slap ud af hans greb og gik hen til en væg, hvor hun tørrede hendes egne tårer væk. Alle de frygtelige tanker… Han var kun få meter væk fra hende, og hun behøvede kun at åbne en dør og så ville hun kunne se ham. Men der var noget galt.

 

Stemningen var ikke lykkelig, men helt omvendt. Hun hvilede hovedet mod væggen og prøvede at overveje, hvad der kunne gøre hans bedste ven så oprevet, men hun kunne ikke finde svar. Hendes hjerne var slet ikke i stand til at tænke lige nu, især ikke, når dette var noget, hun havde ventet på at høre, lige siden den dag han vendte ryggen til hende.

 

Hun mindede sig selv om, at hun blev nødt til at trække vejret og fik sig langsomt vendt om. Da hun så på manden foran hende, med det mørke hår og de mørke øjne, anede hun ikke, hvad hun skulle sige, eller hvordan hun skulle få stillet spørgsmålet, men hendes øjne fortalte ham alt det han behøvede at vide.

 

”Han kan ikke huske noget som helst… Han kan nogenlunde huske sine forældre, hans bror kan han også huske lidt om, men alle de minder han havde om os, om alle sine venner… De er væk og det er ikke til at sige, om han vil få dem tilbage igen… Den mand du elsker, lever, men jeg ved ikke, om han elsker dig igen… Om han elsker mig, som sin anden bror…  Om…”

 

Hun tog sine hænder op foran sig og mærkede en overvældende følelse. Gåsehuden var så kraftig, at hun næsten ikke kunne trække vejret. Alle de ord blev kastet i hovedet på hende og hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Tanker susede frem og tilbage, og hun anede ikke, hvilke hun skulle tage til sig og hvilke hun skulle lade invadere hendes hoved. Hendes hånd blev ved med at køre rundt om ringen ved ringfingeren, indtil hun modvilligt fik den heven af.

 

Følelsen af nederlag, var som at få en mavepuster og hun lukkede sine øjne i og gemte ringen sikkert i sin taske, i en lille lomme, hvor hun straks ville kunne finde den igen. Han så på hende med store øjne, men hun rystede på hovedet og vendte ryggen til ham, inden hun med rolige skridt åbnede døren og så den mand, som endnu engang fik hendes hjerte til at banke.

 

Med en enkel indånding og udånding, mærkede hun forandring. Nu hvor han var her, bankede hendes hjerte smertefuldt, men hun kunne mærke det banke. Hun så på ham og hans korte hår i siden, som var lidt længere på toppen. Hans strawberry blonde hår, som hun elskede at køre sin hånd rundt i. Hans bløde hud, de mørke brune øjne, se bløde læber. Hun havde sådan savnet at se ham ind i øjnene og drukne af lykke gang på gang og nu gjorde hun det endnu engang, Hans øjne var så tomme og forvirrede og hun vidste straks, at hun var som en fremmed for ham. Hendes ringefinger brændte nu og det gjorde ondt, men det lykkedes hende at træde længere ind i det hvide rum og sætte sig på stolen lige foran ham.

 

”Hvem… Er du?” spurgte han. Hans gyldne stemme var næsten ved at få tårerne frem, men hun lukkede øjnene og fortalte sig selv, at hun blev nødt til at være stærk. Hun havde været stærk før han kom og hun blev nødt til at være stærk nu. Det prikkede og stak, men da hun åbnede sine øjne, var der et varmt smil at se på hendes ansigt. Straks virkede hun yngre og det smil, som alle troede, at hun havde mistet, var nu til at finde igen. Hun rakte ud efter hans hånd og mærkede straks en behagelig varme. De brune øjne stirrede på hende og han anede ikke, hvad han skulle gøre, men hans hånd strammede automatisk om hendes.

 

”Hvem jeg er? Jeg er en, der er din ven. Er det ikke der vigtigste?” spurgte hun og strammede grebet om hans hånd en lille smule. Han vidste ikke, hvad han skulle svare og han åbnede munden, men endte med at lukke den igen.

 

”Jeg kan ikke huske dig,” mumlede han og tog hånden til sig endnu engang, men hun grinede bare svagt. Det var så underligt endelig at høre hans stemme igen. At have en samtale med ham, som ikke kun foregik i hendes indre, men faktisk i virkeligheden. Han stirrede helt forvirret på hende, men hun anede heller ikke selv helt, hvad hun skulle gøre. Den mand, som burde elsker hende, vidste ikke engang, hvad han skulle synes om hende.

 

”Det behøver du heller ikke at gøre… hvis du ikke kan huske mig eller alle de andre mennesker du har kær, må du bare starte forfra,” mumlede hun og mærkede for første gang styrken tage til. Hendes hånd brændte og hun havde lyst til at tage ringen på, mere end noget andet, men holdte igen. Hun kunne se i hans øjne, at han virkede fortabt, men hendes ord opmuntrede ham. Det var, som om han havde hørt hendes stemme før, men han kunne ikke sætte ord på den, andet end den var behagelig.

 

”Og hvad hvis jeg aldrig husker noget som helst?” spurgte han helt forvirret og prøvede at finde ud af, ham han egentlig var. Hun kunne se på ham, at han havde lyst til at give op, men nu hvor hun havde ham hos sig igen, kunne hun ikke gøre andet end at kæmpe. Hun rakte ud mod hans hånd og begyndte at tegne genkendende cirkler på hans håndflade. Den mand hun elskede, stod og fortalte hende, at deres kærlighed måske var væk for altid. At han måske aldrig ville huske hende… Men hendes hjerte havde det på en eller anden måde godt. Hun kunne ikke græde af glæde, men hun var trods alt glad på sin egen måde.

 

”Jeg elsker dig”

 

”Og jeg elsker dig”

 

”I hvor lang tid regner du så med at være ved min side?” spurgte hun grinende og lagde sine arme rundt om hans nakke. Han pressede sine læber mod hendes og grinede i kysset. Nu ville han fortælle hende det, hun elskede at høre allermest.

 

”Jeg er lige her hos dig om du så husker det hele eller ej. Vi har nok tid til at nå det hele. Som en, jeg engang havde kær, plejede at sige…” mumlede hun og tog en lille pause, inden hun udtalte ordene. 

 

”Jeg bliver ved din side, til ”for evigt” ender”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...