Midnat

Udfordringerne er mange for en ung pige, der er håbløst forelsket. Kun med små mirakler kan det lade sig gøre og nå til hendes prins.

7Likes
3Kommentarer
1212Visninger

2. Midnat

 

 

 

Skænderi lød fra toppen af trappen. Hun stod forenden og ventede på hendes altid forsinket stedsøstre. I timer stod de foran spejlet, i timer kom de make-up på, i timer gemte de deres ansigt.

Efter hendes fars og mors skilsmisse havde hun til sin store fortrydelse flyttet ud til faren, som hurtigt havde fundet en ny kone. Hun kunne ikke udstå Melissa og hendes to døtre. Den ene var mere selvoptaget end den anden.

Hun rettede forsigtigt på sin gule kjolen. Grace og Emily kom endelig, stadig skændende, ned ad trappen.  Emily kastede en gang med håret og Grace spidsede læberne. Uden at se på hende sagde Grace: ”Hent vores mor, vi er klar nu.” Sukkende på hovedet gik hun ud i køkkenet efter Melissa.

”De er klar.” sagde hun kort, mens hun gik over til sin far, som også var der.

Hun fik fremtvunget et smil og kiggede på faren. ”Må jeg tage over til en af mine venner i aften?” Han så kort rundt. Han tjekkede nok, om Melissa havde hørt noget. ”Det må vi se på.” sagde han af ren rutine. Melissa var der straks. ”Hun skal ikke nogle steder. Hun drikker sig sikkert fra hvid og sans!”

Hun bemærkede en blodåre, der var blevet tydelig i Melissas ansigt, som altid. Faren så undskyldende på sin datter og gentog Melissa efter munden.

 

Hun sad der igen, i det lille værelse. Hun ville aldrig nå det. Hun var allerede for sent på den, og kjolen var hverken halvt eller helt færdig. Hun syede og syede. Hun gav et sæt. En dråbe mørkerød blod piplede frem. Det var håbløst.

Plaster på fingeren og så i gang igen.

Solen var for længst gået i seng, og havde ladet mørket tage over. Der lød en stille banken på hendes dør. Et.. to.. tre slag. Den gamle trædør gled stille op, og farens hoved kom til syne. ”Hvis du er klar om 10 minutter, kan jeg kører dig.”

Smilende nikkede hun, og faren forsvandt igen. Hun så ned på den stadig ufærdige kjole. Hun lukkede øjnene, og for et øjeblik håbede hun på et mirakel. Bare et lille et. Hun åbnede dem igen. Kjolen lå stadig  ufuldendt på bordet.

Hun fnøs af sig selv. Havde hun virkelig troet, at når hun åbnede øjnene igen, ville kjolen være klar? Forsigtigt tog hun den havblå kjole på. Ryggen var stadig ikke syet sammen. Nu måtte hun tænke hurtigt. En æske med sikkerhedsnåle lå under noget stof. Hun greb ud efter den, men i stedet væltede hun den på gulvet.

Nåle lå spredt ud over hele gulvet. Så meget for det mirakel, tænkte hun for sig selv. Fyldt med opgivendehed faldt hun på knæ. Farens trin lød igen på trappen.

En nål kom i, snart efterfuldt af flere. Ryggen var lukket i det sekund, faren trådte ind på værelset. Smukt var det ikke, men hun måtte til den fest.

 

Af sted i den søvgrå Ford. Ud i natten, på vej til festen. Hendes hjerte hamrede. Hun vidste, at han ville være der. Så længe havde hun længtes efter ham, så længe havde hun drømt om ham.

Stilheden i bilen blev brudt af faren: ”Jeg henter dig præcis klokken 12. Hvis du ikke er klar der, kommer vi ikke hjem før Melissa og pigerne.” Hun nikkede og så på træerne, der passerede.

Et imponerende hus tårnede sig op for enden ad vejen. Lys var tændt i hvert et vindue. Dunkende musik og høj latter mødte hende, da hun steg ud af bilen.

Hun var ikke van til højhælede sko og gik derfor usikkert. Hun rettede ryggen sendte sin far af sted og bevægede sig mod huset. En kildre bredte sig i hendes mave. Næsten uden at trække vejret trådte hun over dør trinet. Det var, som at træde ind i en helt anden verden. Ukendte ansigter var overalt. Dunkelt lys, latter, musik. Hun stoppede op. Hvordan skulle hun kunne finde ham i dette rod?

Hun bevægede sig længere ind i huset. En fuld dreng ramte ind i hende. Hendes skulder dunkede, men hun fortsatte længere ind. En dør. Hun gik hurtigere. Snart mødte den friske natteluft hende. Hun kunne trække vejret igen. Musikken trængte ikke helt herud. Lettet gik hun lidt frem. Hendes hæle sank ned i den fugtige jord.

Et gammelt egetræ stod for sig selv og bød hende velkommen. Gemt i skyggen lænede hun sig op mod den ru bark. Et øjeblik lukkede hun øjnene og ønskede, at hun aldrig var kommet. Da de blev åbnet igen, stod han der. Ryggen ret som en prins. Hendes prins.

Høfligt spurgte han, hvad hun lavede alene. Hendes svar var ærligt; hun passede ikke ind. Han komplimenterede hendes kjole, hvilket fik hende til at lænede sig hårdere op mod træet. Mon han overhoved kunne se hendes ansigt?

Hans hånd var varm. Han lænede sig stille ind mod hende. Hjertet pumpede, mon det ville holde? Han tog hendes anden hånd. Det var som at være midt i et eventyr, da hans læber mødte hendes.

Svimmel så hun i jorden og spurgte om, hvad klokken var? Det var svært at høre hans ord, men da de sank ind, bredte der panik i hende. Hun løb mod den dør, der havde ført hende herud. Gennem mængden af latter og ud ad hoveddøren. Den søvgrå bil holdte der. Det skulle gå stærkt nu. Hun kunne knap gå i sine sko, så at løbe var næsten umuligt. Den ene røg af og lå alene tilbage på trappen. Hun åndede lettet op, da hun nåede bilen og satte sig ind.

Hendes prins havde set det hele. Han samlede skoen op og så efter den orange bil, der drejede om hjørnet i samme øjeblik.

 

Hun lå i sin seng, og lod morgensolen ramme hendes ansigt. De havde ikke nået hjem i tide. Melissa havde råbt og skældt ud. Hendes lille udflugt var også gået ud over faren. Han var endt i stuen på sofaen den nat.

Træt satte hun sig op. Hendes mobil viberede, hvilket hev hende ud af sit tankespind. Det var ham. Han spurgte efter pigen under træet, som havde mistet sin sko. Gad vide, hvor mange han havde skrevet til? Havde han virkelig ingen idé om at det var hende? Tøvende svarede hun ham.

 

Til synladende var hun ikke den eneste, der havde følelser for hendes prins. Flere piger følte ejerskab over den manglende sko. Først da eftermiddagen var gået på hen, ankom han. Dørklokken ringede, men hun var ikke den til at åbne for ham. Grace og Emily stod med deres falske smil og bød ham velkommen. Grace kastede med håret og Emily spidsede læberne.

Så lydløst som muligt trådte hun stille ned ad trappen og overværede denne scene. Hendes prins tog skoen frem, og lod de to søstre prøve på skift. Den ene klemte sine tæer sammen, men dette opdagede han. Den anden skubbede hælen op ad skoen, men dette blev også opdaget. De gav ikke op, hårdnakket påstod de, at skoen tilhørte dem.

Nu så han hende. Deres øjne mødtes. Genkendte han hende? Hun tog et par skridt længere ned ad trappen. Han kom hen mod hende med skoen i hånden. Tøvende rakte han den til hende. Hun tog den, og lod den glide ned over hendes højre fod. Den passede perfekt.

Hun tog partneren til skoen frem. Han smilede triumferende og tog hendes hånd ligesom natten før.

Uden at blikke, uden at tøve kyssede han hende. De to søstre beklagede sig højlydt. Hun smilede lykkeligt til ham. ”Jeg vidste det var dig.” Hviskede han til hende.

 

Hun havde fået sin prins. Nu var det, som hendes eventyr skulle ende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...