Venner eller fjender?

Denne historie er ægte, og hoved personen er en af mine venner, men er blevet blandet sammen til en Fanfic med One Direction.

Tira er en pige på 15, som har problemer med sig selv, sin familie og sin skole. Hun synes selv at hun er forkert, at hun er grim, tyk og ubrugelig, hendes Far og Mor er næsten ikke hjemme, og når de er så arbejder, eller sover de, hendes to brødre lade som om hun ikke er der, og hun og hendes bedste veninde bliver mobbet i skolen.
En dag går det hele galt, og hun er ved at give op, men pludselig kommer en gammel ven, og ændre hele hendes verden. I lidt tid efter går det bedre, men så kommer alle de ting frem, som hun har glemt, og ødelægger hendes ny liv.

1Likes
3Kommentarer
1090Visninger
AA

3. Vi snakker bare...

 

Jeg så hans smukke, næsten, sorte hår, omfavne hans perfekte hår. Hans smukke lyseblå øjne skinne, i lyste fra alle lamperne. Vi var omringet af dansene mennesker, men jeg lagde ikke mærke til dem, jeg så kun ham. Hans perfekte smil. Jeg var helt fortabt i ham, selvom det her var første gang jeg mødte ham. Hans krop komme tættere og tættere på min, og mit hjerte bankede hurtigere. Han gjorde mig helt blød i knæene. Hans brystkasse ramte forsigtigt min, og hans læber rørte mine.

 Jeg vågnede med et sæt. Sveden dryppede ned af min pande. ”For helvede…” hviskede jeg. Det var tiende gang jeg drømte, om Thomas, på en måned. Hvorfor kunne jeg ikke få den dreng ud af mit hoved? Jeg havde kun mødt han én gang, og det var over et halvt år siden, jeg har ikke snakket, eller skrevet med ham siden. Desuden havde han en kæreste, og boede på Sjælland. Han var også en idiot. Jeg havde sagt til ham at jeg var forelsket i ham, og han var pisse ligeglad. Men, jeg kunne ikke glemme ham.

Jeg tog min mobil, og så hvad klokken var. 06:24. Jeg sukkede, og rejste mig op fra sengen. Rullede mit gardin fra, så lyste kunne komme ind. Jeg fandt hurtigt noget tøj, og gik så ud på badeværelset. Jeg børstede mine tænder i fire minutter, og begyndte så at tage make-up på. Jeg tog mig god til, da klokken ikke var så mange. Da jeg synes jeg då okay ud, gik jeg ud fra badeværelset, tilbage ind på mit værelse, og pakkede min taske. Da jeg var færdig, tog jeg min taske og min mobil, og gik ned i stuen. Jeg så på det store ur i køkkenet. 07:18. Jeg gik tilbage ud i gangen, med min taske og tog mine Kawasaki ‘er på. Jeg tog hurtigt min jakke på, og gik så ud af døren. Der var cirka 1,2 kilometer hen til skolen, så det tog lidt tid, før jeg var der.  Jeg gik lidt hurtigt, så jeg ankom til skolen omkring klokken 07:45. (Og ja, jeg går langsomt!).

Jeg gik igennem kantinen, og hen ad en kort gang, der førte udenfor. Jeg kiggede lidt rundt i skole gården, før jeg gik venstre, hen i mod den blå dør, der førte ind i gangen til min klasse. Jeg så at der sad tre piger, og fniste lidt. Helt sikkert af mig. Jeg tog hårdt fat i dørhåndtaget, men døren åbnede sig ikke, og et der før var en fnisen blev til et grin. ’De er bare så modne… ‘ tænkte jeg, og tog min mobil op ad lommen. Jeg tastede hurtigt hendes nummer ind, og ringede op. ”Ja, Ja! Jeg kommer lige om lidt. Skal lige låse min cykel!” Jeg sukkede af glæde. ”Okay! Ses om lidt!” svarede jeg glad, og lagde på. Jeg puttede mobilen tilbage i min lomme, og så op. Pigerne var forsvundet, så jeg tog i håndtaget, og denne gang lukkede døren sig op. Jeg gik hurtigt ind i gennem klassen, og hen til min plads. Alle pigerne, bortset fra mig, sad ved en bordgruppe, og alle drengene, bortset fra en der hed Lukas, Sad ved en anden bordgruppe. Lukas var den anden nyeste i klassen, og blev mobbet ligeså meget som mig. Jeg ville gerne kunne hjælpe ham, men hvis jeg gjorde det ville jeg og mine få venner, også blive mobbet med det, og desuden kunne jeg heller ikke rigtigt li ham, han var irriterende og overmodig. Jeg kunne mærke en masse øjne stirre på mig, så jeg så over på pige gruppen, og så kiggede de alle væk, og begyndte at grine. Jeg sukkede, og så Isabella kom ind ad døren. Hun gik direkte over til mig, og satte sig ved min siden. Jeg gav hende et hurtigt kram, og så begyndte vi at snakke om alting. Der gik ikke ret lang tid før vores matematik lære Tina kom ind, og så satte alle sig op sin plads.

Timen gik langsomt, og en gang i mellem kunne jeg høre en fnisen, henne fra nogen af pigerne, og jeg var helt sikker på, at de fniste af mig og Isabella. Jeg sad i det meste af tiden, og lod Isabella tegne på min hånd, som jeg altid gjorde. Pludselig var timen færdig, og vi havde frikvarter. Alle sad, som du gjorde før timen startede, men jeg forsatte med at tegne på Isabellas hånd. ”Hvem siger at du godt må tegne på hendes hånd?” Kom det lige pludselig fra Mikala. Jeg sukkede, og lod som om jeg ikke hørte hende, og det samme gjorde Isabella. ”Mikala spurgte dig faktisk om noget, Bella!” kom det fra Karla Jeg kunne se at det sårrede hende, for det var kun hendes nærmest famille og venner, der kaldte hende det. Jeg fjernede min hånd, og vendte mig om. ”Jeg kan godt selv sige til, hvis jeg ikke vil mere…” svarede jeg koldt. ”Det var faktisk ikke dig vi snakkede med!” sagde Milla. Det ramte mig hård, for jeg forsøgte jo bare at hjælpe Isabella. Hun så lidt på mig, med et blik der sagde, at jeg aldrig skulle havde blandet mig. ”Hvis Tira ikke syndes om det, så lad hende sig det til mig, det er ikke noget i behøver at blande jer i.” sagde hun ligeså goldt som mig. Også begyndte diskussionen. Jeg sad lige foran Isabella, og forsøgte at beskytte hende, så godt jeg kunne. For hver sætning der kom ud af deres munde, ønskede jeg at de bare ville slå mig i hovedet, i stedet for. Det ville gøre mindre ondt, og smerten ville være der i korter tid. Pludselig fik jeg nok og råbte højt. ”For helvede! Stop så med at diskutere!” Jeg hørte døren gå op, inde fra paralle klassen, og en masse piger strømmede ind. De om ringede os, og ventede på at vi ville skændes igen. ”Vi diskuter ikke! Vi snakker bare.” I det da jeg hørte den stemme stivnede jeg. Det kunne ikke passe, at hun var på deres side, men det var hun. Karolina, den sødeste pige jeg kendte, var på deres side. Jeg så op på Isabella. Hendes ansigt var helt stift, som om det var lavet af sten, hendes øjne var kolde, og lukkede af for alle, der forsøgte at trænge igennem, men jeg kendte hende for godt. Jeg brød igennem, men kun mig, ingen andre kunne se det jeg så. Hvert enkelt ord, der blev sagt, skar i hendes hjerte, hendes hjerne, og hendes selvtillid, som allerede var i bund. Hun ville græde, men var for hård til det. Pludselig kom vores dansk lære ind, og alle satte sig op sine pladser, som om der ikke var sket noget. Parallelklassen, var smuttet ind til sig selv.

Jeg så over på Isabella, og hun så ikke ud som om hun ville gøre noget, så da timen var godt i gang, tog jeg hendes hånd, og gik hen til vore lærer. Han så mystisk op os, og så bad jeg ham, om at gå med uden for, og det gjorde han så. Det tog næsten et kvarter for mig, at fortælle det hele, og jeg var flere gange ved at brude sammen, og det var Isabella også. Til sidst fik vi lov til at gå hjem, og så brød Isabella sammen. Jeg gik ind i klassen igen, uden at se på nogen, samlede vores ting, tog vores tasker, og gik tilbage ud til Isabella. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...