Du er, den du er!

Niall og Nadja er hemmeligt forelsket i hinanden, og det giver storer problemer for dem begge to. Nadja er Liam's kusine der har boet ved dem siden hun var fem, da hendes forældre blev myrdet på deres bryllupsdag for tolv år siden. Der er ingen der ved hvad der vil ske da en fremmede mand kommer ind i Nadja's liv.

7Likes
4Kommentarer
1299Visninger
AA

7. Du er, den du er! Kapitel 7

Jeg lukkede øjnene igen, de skulle ikke opdage at jeg var vågen. Jeg hørte fodtrin komme hen imod mig, og begyndte at rykke i mig, så mine øjne bare åbnede, den mand ville bare ikke lade mig være. Jeg kiggede ham koldt ind i øjnene og var ligeglad "Hvad så dukke?" Det var den anden person der, talte til mig, jeg ignorede ham og blev ved med at holde øjenkontakt med, manden som jeg ikke ved hvad hedder! "Hvad er det du vil, først sender du mig 36 røde roser, en for hvert år jeg har lagt dem på mine forældres grav og dødssted, hvem fanden er du og hvad vil du med mig!" Han kiggede mig i øjnene, og hvæste af mig "Jeg vil have min hævn på din familie efter alt det de har gjort mod mig!" Jeg kneb mine øjne sammen og strammede mine læber "Hvad har vi nogensinde gjort dig!" Han bøjede sig ned og var kun få centimeter fra mit ansigt, men jeg flyttede mig ikke "De slog min kone og søn ihjel" Jeg rykkede hovedet tilbage i chok og vidste ikke hvad jeg skulle svare, jeg sad bare og kiggede ham i øjnene som var fulde med rædsel og sorg. Han satte sig på gulvet og kiggede stadig på mig "Din far var den der kørte bilen, alle af jer overlevede med få skrammer, men de blev mast til døde, du var ikke født men din mor var gravid med dig! Jeg mistede min familie mens de stadig fik dig! og desuden er de slet ikke døde lille skat" Nu var jeg helt fra den, jeg sad og blinkede med øjnene og begyndte at få et astma anfald, de kiggede underligt på mig begge to mens jeg prøvede at få en ordentlig vejrtrækning igen "Hvad sker der med dig!" Jeg hev stadig efter vejret og fik kun sagt to ord "Astma! taske!" Han skyndte sig hen til min taske og hev min inhalator ud, han løb hen og puttede den i munden på mig og trykkede på knappen for oven. Da jeg fik vejret igen, kiggede jeg på dem, med et undrene blik, de havde begge to skræmte udtrykke i ansigtet "Hvorfor lod i mig ikke bare dø?" De kiggede på mig med et forstående udtryk, "er det, det du tror vi vil gøre med dig?" Jeg kiggede på dem totalt forvirret? "Hvad mener du? Jeg tror ikke jeg forstår det her?" De kiggede på hinanden og nikkede så "Du er her så vi kan beskytte dig? Dine forældre er ikke døde, de gemmer sig for en der vil dem til livs, og den person har fået et tip om at du er deres datter, stop mig hvis du får det dårligt? Jeg er kommet mig over det der skete, men det så ikke sådan ud lige før, det ved jeg godt, men det var faktisk min kones egen skyld. Hun var fuld, det var et held at i overhovedet overlevede." Jeg sad og undrede mig lidt "Hvorfor er jeg så bundet?" Den store af fyrene bandt mig fri og smilte "Er du sulten, vi har lavet mad, vi kan snakke om det der hvis det er?" Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle foretage mig med alt det her, var de løgnere eller talte de sandt? Jeg gik med lige så stille, jeg mærkede i min lomme om min mobil stadig var der. De havde ikke taget den, jeg tog den frem og tjekkede, 50 ubesvaret opkald, det var fra alle af drenge og Liam havde ringet 33 gange ud af de 50, jeg kiggede på klokken og så at der var gået 10 timer siden jeg gik! "Øh har jeg været her i 9 timer?" De kiggede på mig og nikkede, de så jeg havde mobilen og var ligeglade, vi gik ind i en stue og jeg hørte en kvinde og en mand snakke, jeg gik lidt i forvejen og stoppede op da jeg så dem. Jeg kiggede bare på dem og så billeder af mine forældre for mit blik, jeg smilte og tog min ene hånd op for munden og begyndte at græde, først der lagde de mærke til mig, og kvinden græd og løb hen til mig, manden stod lidt i baggrunden, kvinden kramte mig og gav ikke slip "M-Mor er det virkelig dig?" Jeg kunne mærke at hun nikkede og jeg brød fuldstændig sammen, manden stod nu og smilede stort "Min skat min lille pige, hvor er du blevet stor" han kom hen til os og kramte os begge to!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...