Du er, den du er!

Niall og Nadja er hemmeligt forelsket i hinanden, og det giver storer problemer for dem begge to. Nadja er Liam's kusine der har boet ved dem siden hun var fem, da hendes forældre blev myrdet på deres bryllupsdag for tolv år siden. Der er ingen der ved hvad der vil ske da en fremmede mand kommer ind i Nadja's liv.

7Likes
4Kommentarer
1288Visninger
AA

6. Du er, den du er! Kapitel 6

Jeg stirrede på manden som stod og kiggede op på os med et tilfreds smil "Der står noget mere på sedlen Nadja!" Liam lød bange og jeg forsatte bare med at kigge ud på manden "Vi ses når det er din tur" Jeg kiggede ned på manden og rystede på hovedet, hans smil forsvandt og der kom en bil kørende forbi så jeg mistede ham ud af syne. Da bilen var væk, var han også "Han er væk. Han får ikke lov til at få mig også!" Jeg vendte mig om mod de andre og de var stille, jeg holdte stadig Niall i hånden, Liam så det men var ligeglad. "Jeg skal ikke myrdes!" Louis snakkede videre igen og fortalte om brevene og det. Jeg gik ind i soveværelset, uden Niall, jeg var ikke færdig med den mand og det blev jeg ikke før han var væk, jeg smed mig på sengen med ansigtet ned i puden og tænkte, "Hvad skal jeg gøre, jeg stopper ikke før han er væk, for evigt! Han myrdede dem, men hvor har jeg set ham før? Hvem er han? Hvad vil han med mig?" Jeg blev afbrudt af Niall som lagde sig ned ved siden af mig, jeg vendte mig om på siden så jeg lå og kiggede på ham, han så ud til at have det skidt "Natty, gør nu ikke noget dumt okay?" Niall er den eneste der kalder mig Natty, det er sikkert fordi, jeg falder så nemt i søvn. "Jeg kan ikke love noget, han slog mine forældre ihjel!" Han vendte sig om på siden så han lå og kiggede på mig. "Du skal love mig det! Jeg kan ikke bære at miste dig Natty, du er min bedste ven og mere end det" Jeg kiggede på ham, så alles hans træk i ansigtet, kiggede ind i de dejlige blå øjne "Det lover jeg!" HVAD LAVER JEG! Hvordan fik han mig til det? Jeg lå og kiggede på ham og vidste at han mente alt hvad han lige havde sagt, "Tak Natty, er det okay hvis jeg tager med dig i over morgen, bare for at beskytte dig?" Jeg rystede på hovedet, og lukkede øjnene "Det er noget jeg bliver nød til selv, det er bare sådan det er" 2 dage senere. Jeg vågnede op i min seng og vidste det var i dag, jeg satte mig op i sengen og kiggede rundt, jeg vidste at jeg var alene hjemme, eller Liam er her indtil hans forældre kommer hjem om en uge. Han er  her kun fordi jeg fik de breve og politiet vil ikke gøre noget ved det, men jeg er ligeglad, han kan bare kommer, jeg er klar! Jeg valgte at stå op og tage et bad, jeg fandt mit tøj frem og tog det på. Efter det listede jeg neden under og kiggede efter Liam, han var der ikke så han sov sikkert stadig, jeg skrev en lille note til ham. "Er gået en tur, er tilbage senere" Jeg gik ud og tog jakke og sko på, og gik ud af døren, med tanken om at jeg nok ikke ville komme tilbage, jeg gik ned af gaden og gik ind imod centrum for at finde en starbucks, jeg tog den jeg normalt var på og gik indenfor. Jeg bestilte en kaffe med mælk og fik den med det samme, jeg tog den med mig og gik ned foran blomster handleren, han så lidt chorkeret ud da jeg kom før tid i år "Jamen Nadja, du skal da først komme engang i aften." Jeg kiggede efter de sædvanlige røde roser og tog 2 "Det ved jeg, men jeg har ændret det lidt i år" Jeg smilte til ham og skulle til at betale "Nadja, du har glemt vores aftale, du får dem altid gratis denne ene gang om året?" Jeg kiggede ned på pengene i min hånd og smilte "Ja det havde jeg helt glemt." Jeg kiggede lige ved siden af hans kasseapperat og så at der stod en donations bøtte "For familier der har mistede deres kære, og har brug for hjælp" Jeg kiggede på ham og smilte, jeg lod pengene falde ned i bøtten og gik ud af butikken igen og gik tog skridt længere ned af gaden, jeg lagde blomsterne det samme sted som jeg lagde dem hvert år, de lå i et kryds. Jeg rejste mig op og gik imod kirkegården, der gik et lille stykke tid før jeg var der, og jeg gik ind af metal lågen og fandt deres gravsteder igen. Jeg satte mig ned som sidst og solen begyndte at skinne denne gang "Hej mor og far, jeg.. ved ikke engang hvad jeg laver her lige nu, men tillykke med jeres bryllupsdag, det er sikkert perfekt at holde den oppe i himlen." Jeg trak vejret dybt, for ikke at begynde at græde, jeg sad og kiggede på deres grave og det gjorde ondt "Jeg savner jer... Hvorfor lige jer?" Jeg hørte en klappen omme bag ved mig, og rejste mig op og drejede rundt rigtig hurtigt. Det var ham manden, jeg stod frossen fast og prøvede på at få mine ben til at flytte sig og endelig begyndte jeg at løbe, men det var den forkerte vej, jeg løb længere ind på kirkegården og blev tacklet af en anden mand, jeg mistede pusten og lå og kæmpede med at få vejret igen. Jeg følte et slag i baghovedet og mine øjne begyndte at flimre, og så gik alt sort. Jeg åbnede øjnene og kiggede omkring, jeg kunne ikke se noget, der var helt mørkt og så hørte jeg stemmer...  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...