Du er, den du er!

Niall og Nadja er hemmeligt forelsket i hinanden, og det giver storer problemer for dem begge to. Nadja er Liam's kusine der har boet ved dem siden hun var fem, da hendes forældre blev myrdet på deres bryllupsdag for tolv år siden. Der er ingen der ved hvad der vil ske da en fremmede mand kommer ind i Nadja's liv.

7Likes
4Kommentarer
1287Visninger
AA

2. Du er, den du er! Kapitel 2

Jeg vågnede med et sæt, jeg havde haft mareridt igen. Jeg kiggede rundt og huskede at jeg stadig var i Niall's lejlighed, jeg kunne høre fjernsynet ude i stuen og drengene snakke, de var der alle sammen, og jeg tror også at Della og Milly var der, mine to bedste veninder. Jeg kunne ikke helt huske min drøm, men det var sikkert om mine forældre, jeg fjernede dynen og rejste mig op, da jeg rejste mig gav det er jag af smerte i min ene hofte, jeg løftede op i trøjen og hev lidt ned i bukserne og så et stort blåt mærke! Jeg kom i tanke om da jeg faldt ned fra Harry's skulder og kunne huske at det rent faktisk gjorde ondt da jeg faldt ned, men jeg lagde ikke mærke til det, da Niall var helt væk ude i køkkenet. Jeg fik slæbt mig hen til døren lige så stille for det gjorde virkelig ondt, jeg åbnede døren og kunne hører det blev stille med snakkeriet i stuen, jeg stak hovedet ud og så at de alle kiggede på mig, den første jeg fik øje på var Niall, der så virkelig træt ud. "Er der nogen der har nogle smertestillende, og hvor længe har jeg sovet?" Liam kiggede på mig undrerne sikkert begrund af det med de smertestillende "Ja jeg har nogen ude i et skab, jeg henter lige nogen" Niall smilte til mig og rejste sig lige så stille, han havde vist også ondt. "Du har sovet i 2 timer ca, du var åbenbart rigtig træt." Det var Harry der svarede og smilte sit kække smil, jeg rystede på hovedet "nej ikke rigtig, jeg ved slet ikke hvorfor, jeg faldt i søvn." Jeg prøvede at gå hen til de andre og det gjorde rigtig ondt, Zayn rejste sig op i et lille hop, og kom løbende hen til mig for at støtte mig, og jeg havde ret, Dalla og Milly var her og de så bekymrede ud, da jeg fortræk mig i smerte! Zayn var nu helt henne ved mig og fik mig sikkert hen i sofaen ved siden af Liam, som kiggede på mig med nogle sårede øjne og jeg havde ingen ide om hvorfor. "hvad nu Liam?" Han kiggede over på Louis og så hen på Harry, han havde allerede kigget på Zayn da Zayn fik mig sat ned. "Hvad sker der for dig for tiden? Det er da ikke allerede ved at være du ved... årsdagen.." Det gav et lille ryk i mig og jeg hviskede for mig selv ud i luften "Der er kun 3 dage til" Jeg tog mine knæ op til brystet og puttede min arme rundt om knæerne. Det gjorde ondt men jeg ignorede det. "Her har du pillerne" Niall rakte dem til mig og jeg kiggede lidt på dem i et stykke tid. "Tak" Alle sad og kiggede på mig som om jeg var lavet af glas og ville gå i stykke meget snart, men jeg slugte pillerne og rejste mig op "Gud hvor er jeg sulten, nogen der vil have pizza?" Alle stirrede nu med storer øjne på mig og jeg følte de kiggede på min mave, jeg kiggede ned af mig selv og så at min trøje var rykket sig lidt op og at jeg havde glemt at hive bukserne op til normal højde da jeg havde kigget inde i værelset. "Fuck... Okay hallo det er ingenting, Liam det er ingenting" Jeg vidste det var Liam der ville flippe mest ud, og at han ikke gad at hører efter "SIG MIG HVAD FANDEN HAR DU NU LAVET" Jeg kiggede på ham med opspillede øjne og vidste at det her ville ende i et ordenligt skænderi "Liam tag det nu lidt roligt" Det var louis der blandede sig og det skulle han ikke have gjort! Liam rejste sig og tog hårdt fat i mit håndled og hev mig ud i køkkenet, nu var det helt sikkert at jeg ville blive gal "LIAM GIV SLIP! DET GØR ONDT" Han kiggede på mig over skulderen og så virkelig gal ud, han vendte sig om igen og jeg kiggede på de andre efter hjælp, selvom jeg vidste at jeg ingen hjælp ville få jeg mimede til dem inden vi forsvandt ud i køkkenet "Det er okay og undskyld" Dalla nikkede og Niall, kiggede ned i gulvet, jeg tror han følte det var hans skyld. Liam stoppede og gav slip "Hvorfor passer du aldrig på dig selv! Det kan ikke være rigtigt at jeg hele tiden skal holde øje med dig" Jeg kiggede ham i øjnene med nogle små øjne "Jeg har aldrig nogensinde sagt at du skulle passe på mig Liam, og desuden er jeg gammel nok til at passe på mig selv, jeg er!" Liam væltede en stol, jeg havde aldrig set ham så vred, jeg vidste ikke hvad der var galt "Liam... er der noget andet du er ked af?" Jeg skulle aldrig have spurgt for jeg vidste at jeg ville komme til at fortryde det inden så længe, han kiggede på mig med sammenknebne øjne og det skræmte mig "Hvorfor skal det altid handle om mig, når vi starter med at snakke om dig" Den ramte mig lige i hjertet den der, jeg kiggede på ham og kunne mærke tårene samle sig i mine øjne "Tror du virkelig at jeg prøver på at få alting til at handle om dig Liam, nej det gør jeg ikke, men jeg elsker dig og derfor spørg jeg, men jeg kan ikke forstå at du virkelig hele tiden vil skændes og hele tiden vil gøre mig ked af det!" Jeg vendte mig om og gik ud i gangen, jeg tog min jakke på og mine sko, jeg kiggede tilbage og så Liam stå der han så såret ud men jeg var ligeglad, jeg åbnede døren og gik min vej. Jeg gik i rigtig lang tid, siden jeg valgte at jeg ville besøge mine forældre, eller deres gravsteder, det begyndte at regne men jeg var ligeglad, jeg drejede o et hjørne og forsatte med at gå. Nu kunne jeg se kirkegården, jeg kom derhen og gik ind af den store metallåge, der var udskåret i masser af smukke mønstre, jeg havde været her hvert år på årsdagen og efter det tog jeg ned til stedet hvor de blev skudt men det var først om tre dage, jeg havde aldrig besøgt dem før årsdagen og der fødselsdage ellers holdte jeg mig væk. Jeg fandt deres pladser, lige ved siden af hinanden og satte mig ned lige foran dem. "Hej mor og far, jeg har savnet jer, hvordan har i det. Jeg har det dårligt lige for tiden, Liam er på nakken af mig hele tiden og den jeg elsker er forelsket i en anden, en fra Irland hvor han kommer fra, og jeg bliver ved med at komme til skade, og Liam tror jeg gør det med vilje, men jeg ved at i ikke ville ønske at jeg skadede mig selv, og jeg gør det ikke med vilje. Jeg ved ikke engang hvordan det sker de fleste af gangene, men tilbage til Niall, mor hvorfor er du her ikke til at hjælpe mig igennem det, det er alt for svært for mig, og moster og onkel er ude at rejse, jeg kan ikke mere!" Jeg hørte en raslen bagved mig og vendte mig om, jeg så Niall stå bagved mig og han kiggede ned i jorden, han havde sikkert hørt det hele, alt hvad jeg havde sagt, og så begyndte jeg at græde, jeg var flov og ked af det, jeg havde alt mulig grund til at være sur og ked af det. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre og så mærkede jeg hans hånd på min skulder og jeg fik et lille chok, jeg kiggede op og regnen skyllede mine tåre væk, så han ikke kunne se at jeg græd, jeg smilte et lille smil og kiggede ham ind i øjnene, "Hvor meget hørte du?" Han kiggede mig stadig i øjnene da han svarede "Det hele Natty, det hele" Han smilte til mig og jeg rødmede, han hjalp mig op at stå og jeg han hev mig ind til et kram, vi stod i regnen i rigtig længe og jeg nød det, det var det dejligste øjeblik i mit liv, nu var mine tåre glædeståre og det var en rar følelse, jeg havde aldrig prøvet at græde glædeståre før, "Du ved godt det kun er rygter det der med at jeg er vild med en pige fra Irland, ikke?" Jeg trak mig en lille smule tilbage og kiggede undrene på ham "Men det passer at jeg er vild med en pige, en jeg har elsket fra første øjeblik jeg så hende i en grøn trøje og en brun nederdel, der passede hende pefekt, hun har det smukkeste smil og de smukkeste blågrønne øjne med en lille smule brun i dem, hun har også det kæreste lille modersmærke på hendes hage også har hun også det flotteste brune hår" jeg tog min hånd op til hagen og mærkede, det var mig han mente, og det føltes rart "Jeg er også forelsket i en dejlig dreng, han har de klareste blå øjne og det sødeste smil, han har det smukkeste brune hår som han farver blondt, som også er smukt til ham men det bedste ved ham er at han spiser hele tiden lige som mig!" Han smilte sit mest dejlige smil og begyndte at grine lidt "Og hans grin, det er det jeg elsker allerhøjest." Han stoppede med at grine og lavede en sjov grimasse "Seriøst?" Jeg nikkede og smilte, men så forsvandt smilet da jeg tænkte på hvad Liam ville sige. "Hvad tror du Liam vil sige, han siger jeg aldrig kan passe på mig selv, Og desuden syntes han sikkert ikke at jeg er klar til en kæreste..." Niall kiggede på mig med et lusket smil og det var sikkert en god ide han fik "Vi holder det hemmeligt!" Jeg trak mig helt væk fra ham og kiggede tilbage på mine forældres grav.. "Jeg tror ikke de ville ønske det sådan."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...