will my dream, be my Destiny?

Destiny lever et hårdt og barsk liv, i den store ghetto. hendes far er dranker, og hendes mor, en af de mest eftertragtede ludere i kvarteret.
men så en dag, på vej hjem fra skole, bliver hun stoppet af modelfirmaet: final-destination, og hendes højeste ønske går i opfyldelse.
men hvordan får hun sine forældre overtalt? og kan hun overhovedet undvære dem, når hun flytter med firmaet til new york?

13Likes
20Kommentarer
1359Visninger
AA

2. after that....

Tasken smidder jeg i gangen.

" Jeg er hjemme!".

Jeg gidder enlig ikke fortælle hende, om hvad der skete idag.

Hun skal ikke blande sig i mit liv! Det er helt mit eget, og ikke hendes.

Far ligger på sofaen...Som sædvanelig.

Kigger på mig, med udmattede, og tomme øjne.

Jeg gider ikke engang bruge min tid på at sige hej til ham, for intet kan trænge igennem hans tågede tilstand, alligevel.

Min mor står ude i køkkenet.

Hun smiler mat til mig, men jeg nægter at smile tilbage.

Sender hende bare et: "Jeg er ligeglad"-blik, og vender mig mod døren til mit værelse.

Lugten af mandlig parfume, er overalt, og den kommer ivertfald ikke fra min drukne far.

Jeg flipper ud:" har jeg ikke sagt til dig, at du skal holde dine klamme kunder væk fra mit værelse.!!!!".

" Jamen lille skat", Hun ser brødbetynget på mig.

"Det skal du IKKE kalde mig!". Min hættetrøje falder ned.

"Men..far lå inde i stuen, så jeg kunne jo ikke...".

Hendes stemme døede ud. Jeg kunne se at hun havde skyldfølelse, men nægtede at føle med hende.

ryster bare på hovedet, og smækker døren ind til mit værelse.

Jeg åbner mit vindue, for at få den kvalme lugt ud, og trækker vejret dybt ind.

så tager jeg det krøllede visitkort, op ad hættetrøjens lomme.

kigger på det 8-cifrede tal på den pink baggrund.

 

*

 

Telefonen ryster, da jeg taster tallene ind.

Koncentrer dig! saml' dig! okay, 1, 5, 6, 4, 8, 9, 0, 1...Og så den grønne knap, ja sådan.

En lille fin stemme, tager telefonen, og siger: " Final-Destination, hvad kan jeg hjælpe med?".

Jeg rømmer mig.

"Øhhm, jeg fik af vide at jeg skulle ringe til en vis'..", Jeg kigger på kortet, " Øhhm, Madeleine Edward?".

Jeg kan nærmest hører hende rynke på næsen gennem telefonen. dumt Destiny, dumt! en vis'?! super idiodisk...

Alligevel er stemme blød og medvidende da damen i elefonen svarer:" nårrr du må være "den skjulte skønhed" som Madeleine kalder dig..Hende, hun mødte på gaden ikk'?".

Jeg bliver helt paf..a'hva kaldte hun mig?...."jo det er mig...tror jeg nok?".

"Fint, jeg stiller dig lige om, til hendes kontor..Dut dut dut".

Telefonen bliver taget igen, og jeg ryster på hånden, da den lyse damestemme fra porschen, kommer i røret.

" Du taler med Madeleine Edward, hvad er dit erne?".

Jeg er helt tør i halsen. " Øhhm.." føjer jeg skrættende, " Du taler med Destiny Lil-hood, øhhm, jeg mødte dig tidligere idag?".

Madeleine's stemme bliver straks blidere. " Ja?, Destiny, godt du ringede...Hør, vi skal lave et nyt bereau i New York, og jeg tror der ville være store muligheder, for dig derovre..".

Store bliver understreget af to kuldsorte streger..

" Ja?, øhhm, jeg ved ikke lige. hvor lang tid?".

Stiller nogle spørgsmål, der får mig til at lyde så voksen, så muligt, men det lykkes ikke rigtigt, da det hele bliver ødelagt, af min ivrige teenagestemme.

" Helt klart...".

Og her begynder det hele så småt at dæmre for mig, hvad det er hun mener....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...