will my dream, be my Destiny?

Destiny lever et hårdt og barsk liv, i den store ghetto. hendes far er dranker, og hendes mor, en af de mest eftertragtede ludere i kvarteret.
men så en dag, på vej hjem fra skole, bliver hun stoppet af modelfirmaet: final-destination, og hendes højeste ønske går i opfyldelse.
men hvordan får hun sine forældre overtalt? og kan hun overhovedet undvære dem, når hun flytter med firmaet til new york?

13Likes
20Kommentarer
1421Visninger
AA

3. A month after, after....

" Nej" siger jeg med fast stemme, " vil du have mig til at rejse til New York, uden min familie?".

Hendes kølige stemme undrede mig:" Ja, hvis du vil have en modelkarriere i mit firma?".

Det sidste lød mere som en odre, end et spørgsmål...

" Hvor lang tid varer en kontrakt, før den udløber?", den her chance ville jeg måske aldrig få igen, så det var bare om at gribe den.

" Normalt 2 år, men noglegange gør ví det efter opgaver eller lignende..."

Jeg synker en klump:" hvor lang tid skulle min kontrakt binde mig?".

Gardinet blafrer ind i mit hoved, og jeg vender mig væk fra vinduet.

" Omkring de 2 år eller noget, ville jeg regne med... der ville være en masse arbejde til dig derovre".

Selvom jeg ved at hun ikke kan se mig, nikker jeg alligevel for mig selv. To år? Måske var det heller ikke så dårligt... Og når nu mine forældre ikke havde råd til college...Ja, det kunne måske være godt at komme lidt væk.

" Det vil jeg gerne...men hvornår ville jeg skulle tage afsted?".

" Selvom beauret ikke er færdiggjordt, vil vi stadig kunne skaffe jobs... Jo, altså, jeg ville foreslå, at du gjorde dit sidste år færdig på highschool, her til sommer, og så flyttede derover i sommerferien.?".

" Jo, det lyder fint...". jeg ryster lidt nervøst med hovedet.

" Kontakt mig, når dit semester er omme", svarer hun, og lægger røret på.

 

Jeg ryster stadig. Skete det her virkelig, eller er det bare noget jeg forestiller mig?

Jeg kigger igen på det lille kort, med de 8 cifre.

Jo det skete virkelig.

Men da det banker på døren, forsvinder alt min lykke som dug for solen...

 

*

 

" Jeg tager altså afsted!".

Min mor ryster på hovedet: " Nej...Destiny, jeg har brug for dig! Vi har brug for dig!".

Medlidenheden skyller ind over mig...Og så forsvinder den igen. De vil kun have mig til at blive på grund af deres behov...elsker de mig slet ikke?

Jeg stiller min mor det samme spørgsmål.

hendes dådyr øjne har jeg heldigvis lært at modstå.. " Nej! Jeg tager afsted, Lige meget hvad..!".

Den falmede rejsekuffert står på gulvet. Jeg havde smidt alt mit tøj ned i den, og var klar til at tage afsted... Det eneste problem var bare min mor.

Jeg havde ladet vær med at fortælle hende noget, da jeg havde talt med Madeleine, og nu da jeg endelig tog mig sammen, vil hun ikke lade mig tage afsted.

Telefonen ringer, og jeg ser det som i slow motion, da vi begge vender os mod den, og ser det otte cifrede tal, tilhørende Madeleine Edward, på displayet.

Min mor styrter over til den og løfter røret.:" Halo?"... Jeg krymper mig, ved lyden af hendes spydige stemme. Ved hun overhovedet hvem det er hun taler til?

Min mor rynker på næsen af noget Madeleine har sagt.

" nej du skal bestemt ikke tale med min datter, din ....".

Hun standser sig selv og tager en dyb indånding. Lytter til noget, og udbryder så:" Hvad bilder du dig ind! Jeg er bestemt ikke bekymret! vi har bare brug for hende herhjemme..".

Åhhnej, tænker jeg, og sukker. Nu begynder hun ikke at fortælle om far, og SPECIELT ikke om hende selv!.

Med bøjet hoved venter jeg på udbrudet men det kommer aldrig. Jeg kigger forsigtigt op, og ser min mor, står og piller forstående ved gardinet.

Hendes ansigtsudtryk er åbent, og lyttende.

" Ja, okay...det skal jeg sige til hende". Hun kigger over på mig med et blik der er fyldt med grådighed.

Lægger på, og kommer hen til mig.

Hun peger på stolen, og jeg lader mig dumpe ned i den.

" Okay.." siger hun, og kigger på mig." Du får lov til at tage afsted... Men på en betingelse!".

Hun løfter fingeren advarende:" Du sender 55% af din løn hjem!".

Jeg kigger mundlam på hende.

Jeg ved godt det er urimeligt, men jeg accepterer og nikker med hovedet.

" Bilen holder udenfor.." Siger hun uinterreseret, og begynder at studere sine negle.

Jeg rejser mig langsomt, og går stille og roligt hen til døren.

Åbner den, og trækker den i efter mig...Med et BRAG!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...