Havbundens indre

Vi skulle skrive en stil til skolen, om symbolet, vand. Det skulle enten være vand som ødelæggelse, vand som renselse, vand som skabelse, eller vand som det ukendte og mystiske. Og jeg valgte at skrive om det mystiske og ukendte.
Håber at i kan lide historien:-)

2Likes
5Kommentarer
880Visninger
AA

2. Det underlige væsen

Vandet lukkede sig om mig, og jeg så ind i det mørke vand. Det var koldt. Jeg tog nogle svømmetag, og i det samme hørte jeg et BOM og et klippestykke var landet i vandet, og sank ned på bunden.

Jeg gispede, men hurtigt var det glemt. Jeg snurrede rundt i vandet. Selvom det var koldt, var det dejligt, friskt. Jeg smilede og kunne se små luftbobler, stige op til vandoverfladen.

En stime af små fisk svømmede forbi mig. De svømmede i den modsatte retning af mig, men jeg besluttede mig for at følge efter dem. Jeg nåede kun at tage fire svømmetag, da jeg måtte op efter luft. Jeg svømmede og svømmede. Op mod overfladen, men det var som om at jeg ikke nåede nogle vegne. Jeg kæmpede og kæmpede. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg måtte have luft, og det skulle være nu. Jeg sparkede med benene, og endelig var jeg nået op, og jeg hev efter vejret. Hvorfor var der så langt op til overfladen? Jeg var da ikke svømmet specielt langt ned.

Jeg undrede mig over hvorfor, at vinden ikke fik mit våde hår til at blafre. Det blæste da forfærdelig meget, da jeg stod oppe på kanten af klippen.. Men nu var der musestille, og mit hår klistrede sig fast til min ryg, og støttede sig på mine skulderblade.

Jeg åbnede mine øjne, og fik et kæmpe chok.  Jeg blev så forskrækket, så mine fødder glemte at træde vande, så vandet lukkede sig om mig, men jeg fik hurtigt basket mig op igen.

Krystalklare klippestykker glimtede over mig, og spejlede sig i vandet, hvor jeg svømmede. Et gulligt skær trængte sig ind gennem en sprække, gennem klippestykkerne. Et lille vandfald var placeret ved min side, og gav en frisk lyd, når det ramte vandet.

Jeg så mig omkring. Jeg svømmede ikke i Skagerrak havet mere. Jeg sad i en lille sø, der langsomt trak sig tættere på mig, og blev mindre og mindre. Lige pludselig var vandet forsvundet, og jeg sad på glimtende grålige sten.

Hvor var jeg? En grotte? Jeg rejste mig op, og var sikker på at mine ben rystede, men det gjorde de ikke. Jeg var ikke bange. Jeg var bare forundret, og ville vide mere.

”Hallo?” Kaldte jeg, og kunne høre at ordet blev gentaget flere gange, indtil at det var helt lavt. Grotten måtte være stor.   Jeg gik et par skridt, da jeg hørte en rystende stemme:

”Bliv hvor du er!”

Jeg hoppede nærmest et skridt tilbage, af bar forbavselse. Jeg gispede af dens stemme. Den var sådan rusten, men kær. Jeg kiggede rundt, men jeg kunne ikke se noget menneske. Stemmen sagde det igen, og denne gang vidste jeg hvor det kom fra. Jeg kunne se en skygge. Der var et lille indhak i grotten. Personen stod inde i indhakket, så kun dens skygge var synlig. Den var ikke speciel høj, men heller ikke lav. Jeg kiggede oppe fra og ned. Normalt hoved og overkrop, men benene sad.. på en måde.. sådan.. sammen.

”Hvem er du?” Spurgte jeg helt selvsikkert. ”Hvad er det her for et sted?” Jeg drejede rundt, og kiggede op på klippestykkerne, der dannede et tag på grotten. ”Bare kom frem. Jeg gør dig ikke noget,” sagde jeg blidt.

Jeg så over mod skyggen, og der stod den. Det der var IKKE et menneske. Det var… En havfrue?  De fandtes da ikke.

”Himmelgrotten,” mumlede væsnet. Jeg ønskede at den ville trække lidt tættere på mig, men den blev stående. ”Hvem er du?” Spurgte jeg igen, og så måtte jeg jo trække tættere på den. Da den opdagede, at jeg var på vej over i mod den, trak den lidt tilbage.

”Bare rolig, jeg gør dig ikke noget. Mit navn er Jane. Hvad med dig?” Jeg smilede til væsnet, og nu trak den sig ikke væk længere. ”Jeg hedder Spida,” hun smilede hurtigt, men så røg hendes mundvige ned igen.  ”Hvorfor er du her? Og hvem er du?” Jeg brudte mig ikke om hendes rustne stemme.

”Jeg er et menneske. Kender du dem?” Sagde jeg, og kiggede på hende.

Hun gispede, og begyndte at løbe. Hvorfor løb hun? Hvad var der galt? ”Spida?” Råbte jeg efter hende, men hun stoppede ikke. Jeg sukkede, men lige pludselig kom der vand op af de glimtende sten, jeg stod på. Og det steg, og steg, og steg.

Jeg skreg. Hvad skete der? Det hele gik så hurtigt. Spida forsvandt, og nu begyndte vandet at stige. Lige ud i det blå. Nu gik det til min mund, og jeg holdt vejret. Jeg blev hevet med op, af vandet, og om få sekunder ville jeg nå loftet i grotten.

Det steg, og steg og steg. ”HJÆLP!” Skreg jeg, så højt jeg kunne. Nu var jeg nået til loftet, men jeg ramte det ikke.. Jeg kunne kun mærke et hurtigt, koldt vindpust, og jeg blev blændet af et meget lyst skær…

 

Slut

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...