Chionofobia

Amy er på vej op i Rocky Mountains med sin familie, da hun skal til Thanksgiving Day hos sin tante og onkel. Rocky Mountains kan have rigtig strenge vintre, som allerede begynder i starten af oktober. De har kørt i lang tid, da det pludselig går galt. Bilen tager sig noget af en drejning ud gennem autoværnet og hurtigere og hurtigere triller de ned i døden og al elendigheden.

0Likes
0Kommentarer
948Visninger
AA

3. Ud over afgrunden

Tre timer på le Røv. F*ck den gør nas, fuldstændig smadret! Prøvet at orme mig lidt rundt for at finde en behagelig stilling, det hjalp i 20 minutter så er man nødt til at skifte stilling igen.

Hele banden sover undtagen min mor selvfølgelig. Eller jeg håber i hvert fald ikke hun gør… Jeg har overvejet at sove, men kan ikke.

Sidst jeg spurgte, hvornår vi var der, var det først om 4 timer. Avvvvv! Det sner stadig udenfor, som man skulle tro at Gud havde en form for kold blærebetændelse.

Har startet forfra med min spilleliste for 3 gang så har rimelig meget hovedpine af de samme sange, som bliver ved med at strømme ind i ørene på mig. Jeg håber snart at..

Jenny holdt ind til siden og et dybt suk forlod hendes læber. Et øjeblik sad hun der og slappede af for en kort tid, før hun henvendte sig til Amy. ”Kom, vil du med ud og strække benene lidt?” Det lyste tydeligvis op i Amy, som ivrigt trak i håndtaget og døren åbnede, så en frisk og kølig vind fra bjergsiderne pustede ind i bilen, som gav hende gåsehud.

De tog begge plads ude foran bilen og betragtede omgivelserne med interesserede blikke. Bøjede nakkerne tilbage og lod blikket spadsere op ad bjergene, som syntes at række hele vejen op til himlen. Bag dem var autoværnet placeret så det ikke var særlig muligt at køre i døden.

Efter 5 minutters frisk luft kørte de videre.

 

 

***

 

Der var gået en times tid og jeg var også faldet i søvn. En dyb snorken fra Rob var det eneste, som gav et lille gib i mig, og jeg til tider vågnede.

Min mor hang slattent over rattet og prøvede udmattet at blive ved med at holde øjnene på vejen. Hun overvejede meget at spørge Rob, om han ikke ville tage over på trods af, at han endnu ikke ejede et kørekort. Hun kunne heller ikke bare holde ind til siden, for så ville de misse Thanksgiving Day med onkel og tante, som boede oppe i disse forbandede bjerge.

Hun kiggede sig over skulderen og fik øje på sin 5-årige søn, som sad med sin tommelfinger i munden i sin stol. Et smil bredte sig over hendes læber, og en skjult lykke blomstrede op i hende.

Bilen bumpede over en kant og Jennys opmærksomhed blev straks rettet mod vejen, som var ved at have en ende. Autoværnet kom tættere og tættere på, og forenden af det stærke metal, som skulle forestille at holde folk på vejen, da var der ingenting bortset fra den kølige, blå himmel med tykke, aflange skyer. Jennys øjne fyldtes med frygt, og hun skreg i dødsangst da kølerhjelmen ramlede ind i autoværnet og de rullede ned ad bjergsiden.

Resten af familien vågnede skræmte da de hørte Jennys skrig og ikke rigtig kunne finde ud af hvad der skete andet end, at alt var hvidt og det snurrede som i en karrusel. Bilens tag blev presset nedad mod Rob og Jenny, så de blev bøjet nedad og en række forfærdelige knæk lød. Vincent blev kastet fremover med et enkelt hyl og endte så med en hul, skrækindjagende lyd af nakkehvirvler, som bøjes unaturligt og derved knækkes. Hele den ene side hvor Amy og Jenny sad i blev kvast faretruende indad i takt med, at de ramte et fyrretræ, som stoppede dem fra at ramle længere ned i afgrunden.

100 meter oppe mindst var resterne af det flåede autoværn, som gabende stod åben med alle dens tænder og lo hånligt af os.

Det autoværn, som var skabt til at skulle holde folk på vejen og ikke i dødens afgrund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...