Chionofobia

Amy er på vej op i Rocky Mountains med sin familie, da hun skal til Thanksgiving Day hos sin tante og onkel. Rocky Mountains kan have rigtig strenge vintre, som allerede begynder i starten af oktober. De har kørt i lang tid, da det pludselig går galt. Bilen tager sig noget af en drejning ud gennem autoværnet og hurtigere og hurtigere triller de ned i døden og al elendigheden.

0Likes
0Kommentarer
949Visninger
AA

2. Op i bjergene

 

Den mørkhårede, ranglede mand stod inde i den røde telefonboks og tastede et nummer ind på det snavsede metaltastatur. Han greb røret med en fast hånd og satte den op til øret. Han skrånede hovedet og gjorde det mere bekvemt. En hyletone fortsatte fra røret ind gennem mandens øregang. Han støttede sig op ad boksens metal væg og stønnede. Tonen fortsatte i det samme kedelige mønster.

Biiiip… Biiiip…… Biiip..

Manden gav sig til at kigge ud af telefonboksens vindue og fik øje på hans families bil. En dejlig rød firhjulstrækker. Et smil gled over hans læber og en stemme mødte ham i røret.

Et kvarter senere bankede hans kæreste på glasdøren, klaskede panden op imod, og lavede trutmund så hun lignede en dum fisk. Manden vendte sig med et forskrækket hjerte oppe i halsen og faldt så til ro da han så at det bare var hende. Han åbnede døren og en frisk vind purrede op i hans hår.

”Er du klar? Bilen er pakket med mad og unger, så nu mangler vi bare dig.” Kvinden smilede, hendes kinder havde et blomstrende rosenrødt udtryk.

  ”Ja, jeg kommer nu. Jeg skal bare lige ind og hente noget.” Hendes bryn rynkede. Det så mærkeligt ud. ”Jamen jeg har jo lige været derinde. Hva’ skal du ha’?”

Han gik forbi hende med retning mod købmandens indgang. ”Bare vent på mig inde i bilen!”

Manden kom halvløbende tilbage til bilen. Han havde en pose indenunder frakken. Han skyndte sig at flå døren op og sætte sig ind. Kæresten så nysgerrigt på posen, som han havde fisket frem fra frakken. Hun tog tilløb til at spørge men hendes teenagedatter kom hende i forkøbet. ”Hva’ skulle du ha’?” Han drejede hovedet om mod hende og smilede. ”Bare lidt til turen.” Moderen satte Nissan’en i frigear og gav sig til at rulle hen ad vejen. ”Mænd..”

 

***

 

De havde omtrent siddet på deres flade i en time nu. Udenfor spurtede sneen ned ad himlen i et kapløb om hvem der først kunne ramme vejen. De gjorde det nu alle meget godt, her oppe i bjergene, da vejene var tildækket af dem i forvejen. Det var allerede begyndt at dale med fnug da de kørte fra butikken. Vinduesviskerne sled fra side til side og fejede de værste basser væk fra ruden. Amy så ud fra sin side omme bag på passagersædet. Så ud på den mægtige udsigt over bjergets skrænt, alle fyrretræerne som i flok kom vadende op for at gå dem i møde. Sneen som vrimlede ned i titusindvis med en lynende fart. Musik fra hendes iPod rungede i hendes ører, og en herlig bas med et fedt beat fik hende til at vrikke skjult med foden. I skødet havde hun en opslået bog med ene linjer, skønt hun kunne sidde og præge den med hendes egne tanker, moderne navn er vist mere en form for dagbog.

Jenny, Amys mor prøvede at få øjenkontakt med sin datter i bakspejlet. Der gik lidt før, at hun opdagede det. Små irriteret tog hun én høretelefon ud, men det var stadig for højt så hun satte den på pause, da hun kunne se at hendes mor skulle til at snakke. Jenny rakte hende deres fælles, traditionelle slikpose. Sådan var det altid når de skulle køre langt. ”Vil du ha’ noget, skat?” Amy kiggede overvejende ned i posen og endte med at tage et par vingummi flagremuse og en lakridsbamse. Hun proppede vingummien og smaskede højlydt, så Rob var nødt til at vende sig om for at tysse på hende. Den mørkhårede pige gnaskede lystigt videre med et smørret smil. Hendes kindben var smukt dekoreret med små, tilfældige fregner, som bølgede over næseryggen og mødtes derved.

Thanksgiving hos tante og onkel - 4th. October 1994 Vi okser os nu igennem et ulideligt myldervejr af stædige fnug, som absolut vil forsinke os. Bjergene er utrolig smukke. Har altid drømt om at se Rocky Mountains end andet end nedefra byen. Her er en del koldt, men varmeanlægget sørger for, at vi ikke fryser til is.

Fik et par vingummier af momse og smaskede så højt, at Rob blev irriteret! Omg, han har da virkelig ikke hovedet at døje med. Ej spøg til side, han er meget flink. Ja faktisk bedre end min far, som bare skred da jeg var 4. Du kan læse om ham i tidligere afsnit. Orker virkelig ikke at reportere det…

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...