Chionofobia

Amy er på vej op i Rocky Mountains med sin familie, da hun skal til Thanksgiving Day hos sin tante og onkel. Rocky Mountains kan have rigtig strenge vintre, som allerede begynder i starten af oktober. De har kørt i lang tid, da det pludselig går galt. Bilen tager sig noget af en drejning ud gennem autoværnet og hurtigere og hurtigere triller de ned i døden og al elendigheden.

0Likes
0Kommentarer
969Visninger
AA

4. Omgivet af smerte

 

Jeg ved ikke hvor længe, jeg havde været bevidstløs, men jeg vil ønske, at jeg havde blevet i rusen for evigt.

Da jeg vågnede, var det med sådan en ufattelig hård og uretfærdig smerte, at det fik mig lyst til at bide mig selv i fingeren så hårdt at smerten ville gå derover. Ja hovedpine kunne man da i hvert fald ikke klage sig over længere.

Huden på mit skinneben var skrællet til hver sin side af en knogle, som ikke var beregnet til at være udenfor, hvor den plejede at være. Det var et grufuldt syn, der fik mig til at skrige i smerte. Jeg forventede svar, men da jeg forgrædt og smertefuldt løftede mit hoved, så jeg til min store forskrækkelse et mareridt så stort og rædselsfuldt, at det ikke engang ville være nok til at udfylde et helt årtis forbrug af forfærdelige mareridt. Et rædselsregime som jeg ikke engang havde kunnet forestille ville ske - og endda slet ikke for mig!

Rob var bøjet forover så han lignede en munk i en meget fordybet bøn. En flænge var synlig ved hans jakke, hvor huden var blevet blottet og en lang, dog ikke dyb, skramme fik det til at bløde. Ud af øjenkrogen gik det op som et chok for mig, at Vincent ikke var til at se.

Jeg begyndte igen at græde og så mig fortvivlet om i den smadrede bil. Da så jeg, hvor han var landet. Tårerne strømmede ustandseligt ud af mine øjne, og en sorg så dyb som flængen i mit ben tegnede sig i mit ansigt. Vincents hoved lå unaturlig skævt sådan som han lå nede ved fødderne som en kastet kludedukke. Hans mund stod åben og en lille blodstrøm flød ud.

Amy kunne ikke få øjnene væk fra ham i ren og skær choktilstand. Jeg måtte derfor tvinge mig selv til, at i det mindste få de hænder op foran øjnene og det skulle bare være nu, før jeg det endte med, at jeg måtte tilbringe resten af mit liv som en bims singletøs på en eller anden anstalt.

I en halv time havde jeg grædt og grædt så inderligt at mine øjne var blevet sviende røde, og at snot heller ikke længere kunne holdes indenbords. Jeg ville have set nærmere på mit ben for at vurdere hvor slemt det rent faktisk stod til, håbede at det bare var en form for et absurd synsbedrag. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg fik det rimelig dårligt og var ved at kaste op over mig selv, men i stedet vende hovedet om mod min brors autostol og lade det flyde ud der. Jeg havde det ualmindelig dårligt og faldt hurtigt i søvn med hovedet på autostolen ryglæn.

Jeg tror at det var chokket, som slog mig ud.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...