Chionofobia

Amy er på vej op i Rocky Mountains med sin familie, da hun skal til Thanksgiving Day hos sin tante og onkel. Rocky Mountains kan have rigtig strenge vintre, som allerede begynder i starten af oktober. De har kørt i lang tid, da det pludselig går galt. Bilen tager sig noget af en drejning ud gennem autoværnet og hurtigere og hurtigere triller de ned i døden og al elendigheden.

0Likes
0Kommentarer
954Visninger
AA

5. Åh Gud hjælp os!

 

Jeg vågnede ved at Rob uroligt ruskede i mig, mens han fortvivlet hviskede mit navn. Stønnende åbnede jeg mine øjne med så meget besvær, som vendte jeg tilbage fra De Dødes Rige.

Et sløret billede af manden, som jeg havde kendt i 3 år nu, blev tydeligere jo mere han ruskede i mig. Mine læber ville sige hans navn, men min stemme svigtede mig. Han så lettet ud ved synet af, at jeg stadig trak vejret. Han kyssede min pande og smilede, som var hans bøn blevet hørt. Indtørret savl sad omkring hans mund og nede ved hagen, og det var tydeligt at se, at han også havde grædt. Jeg prøvede at smile, men fik øje på en blødende rift ved hans pande. Han opdagede at jeg stirrede på det med frygt, og sagde at det ikke var noget jeg behøvede at bekymre mig om. Jeg prøvede at spørge ind til mor, men han afbrød mig ved at spørge om jeg var ok og om mit ben var?

Det spørgsmål kunne han udmærket selv have svaret på. Selvfølgelig var hverken jeg eller mit ben okay, men det måtte jeg jo bare komme over. Men hvide løgne må være skabt af snedige børn, som ikke ville gøre deres forældre vrede eller kede af det, så selvfølgelig var jeg da okay.

 

I baggrunden begyndte min mor at rumstere svagt. Hendes hoved kørte rundt i brede buer, som kunne hun ikke styre det. Små, udmattede støn slap forbi Jennys læber, og hun prøvede besværet at få kontrollen over sit hoved igen. Rob lagde en arm under hendes nakke og aede hendes kind, mens han bekymret studerede sin kærestes ansigt.

Svedperler drev af ansigtet på hende og gav spjæt fra sig i Robs favn.

”Jeg tror hun har feberkramper.”

Han lod blikket glide over på hendes venstre side, hvor træet havde mast bilen indad. Jennys venstre arm var blevet presset indad mod hendes ribben i styrtet og havde knækket armen over på midten. Mast albueskallen til brudstykker. Den var tydeligt blottet.

 

Jeg prøvede at få rejst mig op på albuerne og glemte et sekund mit skadede ben så det gav et jag af grufuld smerte ned gennem hele min krop og lammede mig et øjeblik i smertens jerngreb. Mine øjne var knebet hårdt i så tårer var nødt til at presse sig ud gennem øjenkrogene. Tænderne presset så hårdt sammen at det gjorde ondt, men ikke ondt nok til at lede smerten fra det opsprættede ben over til mine tænder. Mine albuer kollapsede og mit hoved faldt ned på autostolens armlæn. Rob kiggede ned på mit ben og skar en smertefuld grimasse. Han forstod i hvert fald godt hvorfor, at jeg skreg.

Jenny åbnede svagt øjnene som blev ved med at lukke i igen. ”Rob… Aaarvv..!” hendes ansigt skar en pinefuld grimasse da hun mærkede hvordan hendes hofteskål var gået af led. Robert var hurtig over hende og havde igen placeret armen om hende. Han talte dæmpet til hende. Hvis jeg ikke havde haft så ondt, så kunne man godt regne ud at Rob var lidt i vildrede.

To sårede kvinder i hans familie, der begge har brug for hjælp. Stadig uvis om hvor hans søn var.

”Jenny, skat. Åben nu dine smukke øjne, søde.” Han aede blidt hende på kinden imens han blev ved med at mumle den samme replik. Han vendte sine pupiller mod himlen, som om at han snakkede med Gud. ”Åh hjælp mig. Hjælp os. Åh Gud.. hjælp os.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...